Oleg Tinkov forlader cykelsporten om et års tid. Den russiske rigmand har fået nok. Eller også har han ikke flere penge. De fleste synes han er gal. Andre genial. Sandsynligvis er han begge dele. Men er det et tab for cykelsporten, at Oleg siger farvel efter 2016-sæsonen?
Af Kim Plesner
“…if nobody else cares about the future of the sport, then why should I care? Fuck all of them!”
Han er ikke kendt for at lægge fingre imellem, ham Oleg. Eksemplerne er mange og de fleste kender dem alle sammen efterhånden.
Offensiv på twitter
Jeg kan huske for et par år siden, hvor jeg var en del af TV 2’s Tour de France dækning i Odense. Jeg begyndte at referere nogle af de mystiske ting Oleg Tinkov skrev på sin twitterprofil. Jeg mener det var dengang han blandt andet skrev, at han ville købe en hund, kalde den for Froome og give den tæv.
Jeg blev svinet til af en masse seere, der skrev ind, at jeg da som såkaldt ”ekspert” jo nok kunne forstå, at det ikke var Oleg Tinkovs egen twitterprofil, men at den var fake. De skulle blive klogere. Altså, jeg kan jo egentlig godt forstå, at man som helt almindelig Tour de France-seer, eller bare som helt almindeligt menneske, har svært ved at begribe, at en hovedsponsor, som Tinkov var dengang, kunne opføre sig sådan. Selv på de sociale medier.
Men Oleg Tinkovs skriverier var såmænd ægte nok. Han gik i clinch med danske fans, som ikke brød sig om den stærkt brovtende og – mildest talt – meget ligefremme facon. Men der var også guldkorn i blandt. For eksempel dengang to unge knægte spurgte ham til råds om, hvad man så skulle gøre, hvis ikke man havde så mange penge som ham. ”Hold op med at være fattig,” lød det kontante råd fra Oleg. ”Det er slet ikke spor sexet.”
Om Oleg Tinkov er sexet, vil jeg lade være op til andre at vurdere. Men at han har formået at spille en hovedrolle i international cykelsport gennem de seneste par sæsoner, hersker der ingen tvivl om. På godt og ondt. Hans menneskesyn og måden han – forgæves – har forsøgt at skabe alliancer på indenfor sporten, er langt fra misundelsesværdige. Og naturligvis den dybere årsag til, at Tinkov aldrig formåede at eksekvere nogle af sine idéer på den stærkt konservative cykelscene.
Gode pointer
Men bag al støjen har den kære Oleg nogle pointer, som cykelsporten burde tage ved lære af, og tage mere alvorligt, end blot at køre videre i samme spor, som man altid har gjort. Først og fremmest hele debatten om, at ASO som det er lige nu, skævvrider sporten i den grad til egen fordel. Det har Oleg luret, for Oleg er ikke dum, når det kommer til business.
“…everyone should understand that nobody can fight ASO or push for changes on their own. We should back each other and then ASO wouldn’t dare kick out one team because we would all boycott the Tour de France.”
Så simpelt er det rent faktisk.
Men cykelsporten har altid og vil formentlig altid være drevet af noget der minder om amatører, når det kommer til forretning. Det gør den utroligt fascinerende og til tider ufrivillig morsom at betragte. Jeg mener, nogle af de ting der sker i så dårlig en organiseret sport. Der overgår virkeligheden stort set altid fantasien. På en måde ville det være lidt synd, hvis sporten pludselig blev strømlinet som Formel 1 eller Champions League fodbold. For det er netop noget af charmen ved cykelsporten. Den er så gammeldags, så forstokket, så håbløs korrupt, at det er en sand fornøjelse at overvære.
For Oleg Tinkov har selvfølgelig ret. Hvis blot de store mandskaber kunne blive enige om at sige til ASO: ”Hør her gutter, nu deler vi pengene, eller også kan I holde et Tour de France med små, lokale mandskaber.” Så kan det godt være Christian Prudhomme i første omgang ville spille kostbar og have is i maven. Men efter blot en sæson med lorte-ryttere og ingen TV-seere, så var han nødt til at krybe til korset. Det siger jo sig selv. Men er der noget cykelryttere, cykelhold eller ledere indenfor cykelsporten ikke kan finde ud af, så er det at blive enige om noget som helst.
Vi husker nok alle sammen situationen i Giro d’Italia for snart et par år siden, hvor alle holdlederne stod ude i en lade og diskuterede, dagen efter Quintana og de andre var stukket af i snevejret på Stelvio-etapen, selvom arrangørerne havde neutraliseret etapen. Mageløst skue. Symbolet på, hvorfor jeg elsker cykelsporten! Eller reglen om, at man ikke må køre på fortovet, af sikkerhedsmæssige årsager. Rytterne sked højt og flot på den i forårsklassikerne og så blev den bare ikke håndhævet…
Tabte småkagerne
Men selvom Oleg Tinkov har nogle pointer i forhold til, hvordan professionel cykelsport kunne skabe sig et mere stabilt fundament, så tabte han selvfølgelig også småkagerne (alt for) mange gange. Og udviste mangel på situationsfornemmelse, for eksempel i forbindelse med hans store pengepræmie for de Grand Tour-ryttere, der ville køre om sejren i alle tre Grand Tours.
Det er da rigtig nok, at i den ideelle verden ville det være fint med Froome, Quintana og Contador i både Giro, Tour og Vuelta, ligesom Federer, Murray, Djokovic og Nadal gerne stiller op i de fire Grand Slams i tennis. Men der er jo lige det fysiske aspekt. At det slet ikke er fysisk muligt. Da slet ikke uden store mængder doping. Men lige den del bekymrer Oleg sig selvfølgelig ikke så meget om.
For ham handler det om en ting: ”Mach Schau, mach schau!” Som The Beatles fik at vide af krofatter, dengang de underholdt 24-7 i de unge dage på Kaiserkeller i Hamburg. Oleg har pengene, det er ham der betaler gildet. Så har rytterne også bare at gøre, hvad han siger. Spørg bare nogle af de tidligere ryttere på Tinkoff-holdet om det.
Ingen af dem kommer formentlig til at savne Oleg Tinkov. Men som udenforstående observatør, kan man kun knuselske hans mange vanvittige indspark, der har været medvirkende til at gøre cykelsporten endnu mere surrealistisk, set ud fra et rent underholdningsmæssigt perspektiv. Og forretningsmæssigt tror jeg Tinkov var en god modpol til den mere konservative del af sporten, som nu sidder tilbage med en værdiløs World Tour reform, der ikke kommer til at betyde noget for alvor. Og Velon-fuseren, der efter mere end et år stadig tror On-bike-cameras er det eneste lyksaliggørende i verden.
Gal eller genial? Både og…