Fuglsangs uTour

Det skyldes formentlig en række uheldige omstændigheder og ikke uretfærdigheder eller konspirationer fra Radioshack-Nissan-Trek, at danske Jakob Fuglsang ikke skal køre dette års Tour de France.

Fuglsang selv er naturligvis dybt skuffet, og det skal han være, for han kunne i princippet ligeså godt være blandt de ni udvalgte ryttere på det luxembourgske mandskab. Men der er ret logiske grunde til, at han alligevel ikke er det, selvom vi danskere selvfølgelig ærgrer os og synes det er lidt uretfærdigt.

Jakob Fuglsang var med i den 14-mands trup, som Johan Bruyneel og de øvrige sportsdirektører havde forhåndsudtaget til verdens største cykelløb. Det var den amerikanske veteran, Chris Horner, derimod ikke. Og det var han meget utilfreds med. Det viste sig senere, at der var sket en kommunikationsfejl mellem Horner og sportsdirektør Alain Gallopin i forbindelse med udtagelsen af holdet til Schweiz Rundt, som Horner endte med ikke at stille op i.

Få dage senere står det klart, at holdets kaptajn i Tour de France, Andy Schleck, ikke kommer til start i Touren, da han styrtede i Criterium du Dauphine. Det åbner op for, at Horner igen kommer ind i varmen, og han får gennem en 45 minutter lang telefonsamtale med Johan Bruyneel, redet trådene ud omkring de tidligere misforståelser.

Med Andy Schleck ude af billedet, bliver Radioshack nødt til at ændre deres strategi for Tour de France, da Andys lillesøster, Fränk, ikke forventes at kunne holde formen tilbage fra Ardenner klassikerne og Giro d’Italia gennem hele Touren.

Dermed vælger Bruyneel og Co. at satse flerstrenget i forhold til det samlede klassement, hvor både Horner, Klōden og Zubeldia – ligesom Fränk Schleck- tidligere har kørt i top-10 i Tour de France. Derudover har man naturligvis fundet plads til tempospecialisten Fabian Cancellara samt de angrebsivrige Jens Voigt og Tony Gallopin, da man også er nødt til at satse på etapesejre, specielt set i lyset af den miserable sæson holdet har haft indtil videre.

De sidste to pladser på holdet gik til Maxime Monfort, der skal agere luksus hjælper i bjergene samt Yaroslav Popovych, hvis rolle som oftest er at tage nogle solide føringer i fladt eller let-kuperet terræn. Tager man de danske briller af, må man erkende, at både Monfort og Popovych gennem flere år, har vist større stabilitet og holdbarhed som hjælperytter, end vores egen Fuglsang.

“Men er det ikke lidt paradoksalt, at vælge en rytter som Fuglsang fra, eftersom han netop har stået for en af Radioshacks få succeshistorier i denne sæson, ved at vinde Luxembourg Rundt?”, er der sikker nogen, der vil spørge.

Både og. Prøv at kigge på hvilke ryttere, der stillede til start i Luxembourg… Mildest talt ikke voldsomt imponerende navne udover Radioshack mandskabet, der – havde man indtryk af – nærmest selv kunne bestemme, hvem der skulle vinde løbet.

Men hvis man nu VILLE have Fuglsang med på holdet, hvem skulle man så kassere? Eneste mulighed i mine øjne, ville være Tony Gallopin. Hvorfor er det så ikke sket?

1) Tony Gallopins onkel, Alain Gallopin, skal med som sportsdirektør i Touren for Radioshack, det skal Jakob Fuglsangs “onkel”, Kim Andersen, ikke. Var det omvendt, var Fuglsang nok også blevet foretrukket frem for Gallopin. Helt logisk. Uretfærdigt? Nej, sådan er gamet. Og Gallopin har kun haft mulighed for at få det sidste ord, fordi Fuglsang ikke har præsteret så overbevisende, at man bare ikke kunne komme udenom ham.

2) Gallopin passer bedre ind på årets Radioshack hold, da man som nævnt er nødt til ikke kun at satse på det samlede klassement, men også etapesejre. Den unge franskmand ramte allerede sidste år i Touren et par fornuftige udbrud, viste udmærket holdbarhed og er hurtig på stregen i den rigtige gruppe. Var Andy Schleck med på holdet, havde Fuglsangs muligheder formentlig også været større.

3) Jakob Fuglsang præsterede ikke på niveau i Schweiz Rundt. Danskeren blev kun nummer 25 sammenlagt og kørte blandt andet en skuffende enkeltstart, nærmest i samme tid som Chris Anker Sørensen. Tony Gallopin blev nummer 32 sammenlagt i det andet store Tour-opvarmingsløb, Criterium du Dauphine, der endda var noget stærkere besat end Schweiz Rundt.

Men ud fra et dansk synspunkt naturligvis ærgerligt, at hverken Fuglsang eller Breschel er på startrampen i Liege om små to uger. Vi må have dem retur til Saxo Bank, så de næste år får “hjemmebanefordel”, når der skal udtages ryttere.