På søndagens dramatiske etape i Vuelta a España kom hele 91 ryttere i mål udenfor tidsgrænsen. I følge UCI’s regelsæt burde det have medført, at de pågældende ryttere var blevet udelukket. Men i cykelsporten er det således, at alle regler i princippet er til for at kunne bøjes, alt efter hvad løbskommisærerne eller løbsarrangørerne synes er mest fair og/eller bedst for løbet.
Af Kim Plesner
Man skulle ellers mene at UCI’s regler på området er ret specifikke. Som det fremgår af nedenstående punkt 2.6.032, så skal tidsgrænsen fastsættes, så den til enhver tid passer til den pågældende etapes karakter. Det vil sige, man må gå ud fra, at arrangørerne af Vueltaen har fastsat tidsgrænsen for gårsdagens etape ud fra etapens karakteristika; en ekstrem kort etape på blot 118,5 kilometer og endda en relativ bjergrig en af slagsen.
Dernæst hedder det i regelsættet, at det kun er i helt uforudsigelige og exceptionelle situationer eller force majeure, der kan dispenseres fra den fastsatte tidsgrænse. Det vil typisk være i tilfælde af ekstremt vejr, blokerede veje eller lignende. Med mindre man betragter det, at nogen begynder at køre rigtig hurtigt, som exceptionelt. Altså det som cykelsport vel i bund og grund handler om.
Det mest exceptionelle på gårsdagens etape var vel egentlig, at i hvert fald de 89 af de 91 ryttere, der kom i mål udenfor tidsgrænsen, ikke blot missede grænsen med nogle få minutter eller sekunder, men at de var næsten 23 minutter udenfor tidsgrænsen.
Som Vueltaens eneste dansker, Magnus Cort, efterfølgende forklarede til TV 2:
“Det tog 10 kilometer, så var der sat 75 mand eller flere bagude, og så var der to grupper, der lå og jagtede hinanden. Gruppen er så stor, så man frygter ikke rigtig tidsgrænsen, og så bliver man enige om at rulle ind.”
Løbsarrangørerne begrundede dispensationen med, at det ikke ville være godt for løbet, hvis man valgte at smide 91 ryttere hjem. Det kan man såmænd sagtens være enig i, men det er på den anden side ikke en begrundelse, der på nogen måde åbner op for en dispensation, hvis man altså forholder sig til UCI’s regelsæt.
Mavefornemmelser
Og så er vi lidt tilbage ved denne artikels rubrik: The first rule is, there are no rules. Ikke nok med, at UCI-reglerne i stort set alle tilfælde åbner op for dispensationsmuligheder, så er der efterhånden også en ganske solid præcedens for, at løbsarrangører og kommissærer kan dispensere ud fra, hvad de mener er det “rigtige” i den pågældende situation, uden hensyntagen til de officielle dispensationsmuligheder.
Det betyder i princippet, at når det handler om cykelsport, så er det op til den enkelte løbsarrangørs forgodtbefindende, hvordan reglerne skal effektueres. I netop cykelsporten, som foregår ude i naturen og derfor ofte rammes af alle mulige mærkelige scenarier og kontroversielle situationer, kunne man måske mene, at det er helt i orden, det forholder sig sådan. At det måske i virkeligheden er en nødvendighed, da man ikke kan skrive regelsættet om hele tiden.
Men på den anden side er det vel egentlig også lidt kritisabelt, at væsentlige beslutninger ikke bliver taget ud fra et neutralt, nedskrevet regelsæt, men en kommissærs mavefornemmelse eller en løbsarrangørs interesser?
Brede gråzoner
Det åbner i hvert fald op for en bred boulevard af gråzoner og en perlerække af kontroversielle beslutninger, som ryttere, sportsdirektører, fans og andre interessenter i cykelsporten så kan få mange timer tid til at gå med at diskutere på de sociale medier.
De færreste gør sig nok den ulejlighed rent faktisk at læse UCI’s regler. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Af to årsager. Dels er det en ordentlig moppedreng at kæmpe sig igennem. Og dels er de fyldt med regler, som alligevel aldrig bliver overholdt. Jeg tænker for eksempel på diskvalifikation for at køre på fortorvet, diskvalifikation for at give andre ryttere et skub, at mekanikere ikke må læne sig ud af følgebilerne, at ingen ryttere må smide drikkedunke eller affald i vejkanten, osv, osv.
En af grundende til, at jeg elsker cykelsporten, er den i mange tilfælde anarkistiske tilgang til både det ene og det andet. At regelsættet bestemt ikke altid overholdes bidrager i den grad til underholdningsværdien, for os der bare gerne vil underholdes og se godt væddeløb. Men jeg er ikke sikker på, det bidrager til sportens troværdighed overfor eksempelvis nye sponsorer. Her kunne jeg forestille mig der måske sad nogen beslutningstagere, som godt ville være nogenlunde sikre på, hvad det er de i givet fald går ind til.