På dagens Tour-etape skal rytterne ned fra Col de Manse via Cote de la Rochette og ind mod målet i Gap. I forgårs var det præcis 10 år siden Joseba Beloki styrtede så frygteligt på netop den nedkørsel. Et af øjenvidnerne var hans tyske holdkammerat Jörg Jaksche, der her fortæller om den forfærdelige episode.
Det er et af de momenter i Tour de France historien, der har brændt sig fast på nethinden. Joseba Beloki, der mister kontrollen over sin cykel, styrter voldsomt, brækker sin hofte og ligger i vejkanten og skriger af smerte, mens Lance Armstrong, der sad på hjul af Beloki, på nærmest mirakuløs vis undgår at blive revet med i styrtet og i stedet fortsætter ud på en pløjemark og kommer ind på ruten igen.
Belokis holdkammerater José Azevedo og Jörg Jaksche blev stående ved deres kaptajn og kunne se en cykelrytter i voldsom smerte og en cykelrytter, der aldrig blev den samme igen. Selv den dag i dag, 10 år efter, er Jaksche meget emotionel, når han taler om episoden.
“Manolo just fucked the whole thing up,” siger Jaksche med vrede i stemmen om ONCE’s daværende sportsdirektør Manolo Saiz. “Der var slet ingen grund til, at det skulle ske. Jeg sad i den forreste gruppe, men så sagde Manolo at Beloki skulle angribe bagved. Det gjorde at Vinokourov passerede mig med 500 meter til toppen af stigningen. Så det i sig selv var tåbeligt.”
Men det skulle altså gå endnu værre, og ifølge Jörg Jaksche skyldtes det manglende dømmekraft fra sportsdirektørens side.
“Beloki havde stadig både Azevedo og mig, så vi kunne stadig nå at hente Vinokourov på det flade stykke. Men i stedet stressede og pressede Manolo os helt vildt. ‘Hurtigere, hurtigere’ skreg han, selvom han godt vidste, at Beloki ikke var særlig god på nedkørslerne. Jeg var både meget sur på Manolo og virkelig ked af det på Belokis vegne, da jeg stod der i vejkanten. Det var bare noget bullshit,” forklarer Jaksche.
Lad os håbe, at rytterne klarer det uden grimme styrt i dag. Herunder kan du gense den vanvittige situation med Belokis styrt og Armstrongs tur ud over marken.