Det er de færreste cykelryttere forundt, at den syvdobbelte Tour-vinder, Lance Armstrong, sætter prædikatet “kommende Tour de France vinder” på dem. Men det skete for Stijn Devolder i juni måned 2008, hvor Devolder i sin første sæson hos Quick Step mandskabet, stillede til start i La Grande Boucle som kaptajn.
Og Armstrong havde trods alt kørt på hold med Devolder de foregående fire sæsoner på US Postal/Discovery Channel, hvor han på nærmeste hold havde set Devolder skabe nogle flotte resultater, blandt andet den samlede sejr i Tre dage ved Panne og Østrig Rundt, en samlet tredjeplads i Schweiz Rundt og en samlet 11. plads i Vuelta a España.
Blodprøver kom i vejen for skifte til Riis
Kontrakten med Discovery Channel udløb med udgangen af 2007, og der var en masse rygter om, at Devolder var på vej til det danske Team CSC (nuværende Team Saxo Bank Tinkoff Bank). Der var da også særdeles konkrete forhandlinger med Bjarne Riis, som naturligvis fandt belgierens resultater imponerende.
Men efter Operacion Puerto skandalen i 2006, hvor Riis mistede sin kaptajn Ivan Basso, da italieneren blev smidt ud af Tour de France, havde den danske holdejer indledt et samarbejde med antidoping eksperten Rasmus Damsgaard. Det betød blandt andet, at man i forbindelse med alle kontraktforhandlinger i 2007 bad rytterne om at fremsende deres blodværdier, så Damsgaard kunne teste udviklingen i dem for eventuelle udsving, der kunne indikere et dopingmisbrug. En metode man nu kender som det såkaldte biologiske pas i international cykelsport.
Stijn Devolder ville meget gerne skifte til Team CSC. Og det kunne man bestemt ikke fortænke ham i. Riis’ mandskab blev dengang betragtet som verdens bedste cykelhold, med profiler som Fränk og Andy Schleck, Carlos Sastre, Fabian Cancellara, Jens Voigt, David Zabriskie, Matti Breschel, Bobby Julich, Matt Goss, Stuart O’Grady og Christian Vande Velde.
Men efter Rasmus Damsgaard havde haft muligheden for at kigge nærmere på Devolders blodværdier, så blev kontraktforhandlingerne afbrudt. I stedet skiftede den daværende belgiske mester altså til Quick Step mandskabet, og der fortsatte han i forårssæsonen de flotte takter med sejre i Algarve Rundt, Belgien Rundt og ikke mindst Flandern Rundt.
Stijn Devolder kom til verden i Kortrijk, den største by i den sydlige del af Vest Flandern med omkring 75.000 indbyggere. Kortrijk bliver af mange professionelle cykelhold brugt som base under forårsklassikerne. Og hvis man er født i Flandern, er Flandern Rundt naturligvis noget af det største man kan vinde som cykelrytter, kun overgået af Tour de France.
Mislykket Tour-satsning blev starten på nedtur
Og netop Tour de France stod altså på menuen for den dengang 28-årige Devolder i juli måned 2008. Han var udnævnt til kaptajn på Quick Step, fordi den belgiske nationalhelt, Tom Boonen, ikke måtte stille til start, da han var blevet dømt for kokainmisbrug.
Det startede fornuftigt for Stijn Devolder. Selvom han døjede med lidt sygdom og tabte kæden i den første enkeltstart, lå han i top-15 sammenlagt. Han blev af mange eksperter spået gode chancer for at slutte på podiet i Paris, men da den første bjergetape i Pyrenæerne stod på menuen, gik det helt galt for Devolder.
Etapen fra Pau til Hautacam blev vundet af Leonardo Piepoli, mens dagens store tabere blandt andet var Andy Schleck, der mistede mere end otte minutter og så Stijn Devolder, som satte næsten et kvarter til i forhold til vinderen. Senere udgik Devolder på 15. etape.
Året efter gentog han sejren i Flandern Rundt, men etapeløbs ambitionerne led endnu et knæk, da han sluttede som nummer 83 og 85 i henholdsvis Tour de France og Vuelta a España.
Nedturen tog for alvor fart, da UCI indførte biologisk pas
I 2010, året hvor UCI indførte det biologiske pas, blev der længere mellem snapsene, og Stijn Devolder formåede kun at lave enkelte resultater i hjemlandet. Han vandt således både det belgiske mesterskab i linjeløb og enkeltstart, ligesom han igen formåede at slutte øverst på podiet i Belgien Rundt.
De manglende resultater gjorde, at Devolder måtte ud og finde sig en ny arbejdsgiver. Vacansoleil mandskabet valgte at give ham en chance, men det gik nu for alvor ned ad bakke rent resultatmæssigt. Når en samlet 154. plads i Vueltaen og en 12. plads på fjerde etape i Eneco Tour er blandt det bedste man kan fremvise på sit CV, så er det ikke helt godt.
Nedturen er fortsat her i 2012, hvor en samlet ottendeplads i Tre dage ved Panne er eneste resultat. Efter uheld med styrt i forårsklassikerne udtalte Devolder, at han nu ville satse alt på at gøre en god figur i Tour de France. Men han blev som bekendt ikke engang udtaget til Vacansoleils Tour-hold.
Vennetjeneste ser ud til at redde karrieren
Seneste udvikling i Devolders deroute er, at Vacansoleil ikke ønsker at forlænge kontrakten med den tidligere dobbelte Flandern Rundt-vinder. Til gengæld har Dirk Demol, som var sportsdirektør for Devolder hos Discovery Channel og i 2008 hos Quick Step, tilbudt en præstationsrelateret kontrakt hos Radioshack-Nissan-Trek, hvor Demol nu er sportsdirektør.
Efter sin aktive karriere, hvor det blandt andet blev til sejr i Paris-Roubaix i 1988, trænede Dirk Demol det lokale U/23 hold i Kortrijk, Kortrijk Groeninge Spurters, hvor man blandt rytterne fandt Tom Boonen og Stijn Devolder.
Tilbuddet om en kontrakt hos Radioshack er tydeligvis en fin gestus fra Demols side. Men med de seneste to sæsoners præstationer (eller mangel på samme), kan man godt frygte om Devolder mon får råd til at betale huslejen, hvis han kun får penge på bankkontoen, når han leverer resultater?