I alt 42 ryttere ser lige nu ud til at få debut på World Touren i 2018. Veloropa bringer her en vurdering af deres egenskaber og chancer for at gøre sig gældende på øverste hylde indenfor den professionelle cykelsport. Niklas Eg ligner den eneste danske World Tour-debutant næste år.
Af Kim Plesner
1 Egan Bernal, Colombia, 20 år, Team Sky
Nok det største talent udenfor World Touren. Blot 20 år gammel og alligevel med fremme i flere World Tour løb og vinder af årets Tour de l’Avenir. Nummer 13 i Lombardiet Rundt og nummer 16 i Tirreno Adriatico. Udover l’Avenir vandt Bernal også Sibiu Cycling Tour og Tour de Savoie Mont Blanc, ligesom han blev nummer ni samlet og vandt ungdomskonkurrencen i stærkt besatte Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), der blev vundet af Geraint Thomas foran Thibaut Pinot.
2 Dan McLay, Storbritannien, 25 år, EF Education First-Drapac
Også en af de mere erfarne herrer på listen. McLay kørte top-3 på en Tour-etape sidste år og vandt Tour de l’Eurometropole i år, hvor der ellers havde været sejrstørke siden Trofeo Palma i januar måneds løbsserie på Mallorca.
3 Jan Hirt, Tjekkiet, 26 år, Astana
Vandt Østrig Rundt sidste år, nummer 12 i Giro d’Italia i år, men også allerede 26 år gammel inden debuten på World Touren. Ryttere fra Østeuropa der blomstrer relativt sent, skal man altid lige holde et vågent øje med. Nummer seks i PRO-Ötztaler og nummer tre i Kroatien Rundt.
4 Jaime Roson, Spanien, 24 år, Movistar
Brød igennem sidste år med en top-10 placering i Tyrkiet Rundt. Roson har udviklet sig videre i år, hvor han fik Grand Tour-debut i Vueltaen med en samlet 26. plads. Kørte top-5 i Vuelta a Burgos, Vuelta a Castilla y Leon, Kroatien Rundt og Settimana Coppi e Bartali.
5 Bjorg Lambrecht, Belgien, 20 år, Lotto Soudal
Lambrecht er et af cykelsportens helt store talenter. Blot 20 år gammel og han var kun lige netop fyldt 19, da han sidste år vandt Ronde de l’Isard. Senere på året blev han nummer to ved U/23-EM og nummer tre i U/23-udgaven af Lombardiet Rundt.
I år vandt han U/23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège, han blev nummer to i Tour de l’Avenir mellem Egan Bernal og danske Niklas Eg og ligeledes nummer to i såvel Valle d’Aosta Mont Blanc og Savoie Mont Blanc. Fire sejre blev det i alt til plus ungdomskonkurrencen i Tour du Jura samt pointkonkurrencen i både GP Priessnitz og Valle d’Aosta Mont Blanc.
6 Pavel Sivakov, Rusland, 20 år, Team Sky
Sivakov er jævnaldrende med Bernal og ligeledes et kæmpe etapeløbstalent. Havde dog ikke ramt formen til Tour de l’Avenir, hvor han dog fik en sejr på sidste etape. Til gengæld vandt han Baby-Giroen, Aosta Mont Blanc og Ronde de l’Isard samt bjergkonkurrencen i Normandiet Rundt. I forhold til Bernal mangler Sivakov endnu at præstere resultater på eliteniveau.
7 Kristoffer Halvorsen, Norge, 21 år, Team Sky
Kørte top-5 på de første seks etaper af Tour de l’Avenir. Lynhurtig på stregen, et af de største sprintertalenter i verden, men også med en forkærlighed for forårsklassikerne. Vandt Handzame Classic i foråret foran en række professionelle ryttere og blev nummer to i Nokere Koerse sidste år, hvor han også blev U/23-verdensmester i Qatar.
8 Clement Venturini, Frankrig, 24 år, Ag2r
Vandt en etape og Fire dage ved Dunkerque sammenlagt. Hurtig på stregen. Har vundet etaper i Østrig Rundt de seneste to sæsoner. Kørte for Cofidis i denne sæson, netop fyldt 24 år i oktober.
9 Lucas Hamilton, Australien, 21 år, Orica-Scott
Nummer tre i årets U/23 Liège-Bastogne-Liège. Vandt enkeltstarten og blev nummer to sammenlagt i Baby-Giroen. Vandt Tour Alsace og blev nummer fire i Tour de l’Avenir. Sluttede desuden på en 14. Plads i World Tour-løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race og vandt Oceaniens mesterskab for continental-ryttere. Et stort talent og som mange australiere har Hamilton gode tempoegenskaber.
10 Fabio Jakobsen, Holland, 21 år, Quickstep
Sprinteren Fabio Jakobsen er dobbelt hollandsk U/23-mester i linjeløb. Han har vundet otte sejre i alt i år, heriblandt etapesejre i Tour de l’Avenir og Normandiet Rundt samt U/23-udgaven af Rund um den Finanzplatz.
11 Pascal Eenkhoorn, Holland, 20 år, LottoNL-Jumbo
Vandt Olympia Tour foran Pavel Sivakov. Vandt ungdomskonkurrencen i såvel Rhone-Alpes Isere Tour som Normandiet Rundt, hvor det blev til en henholdsvis anden- og ottendeplads sammenlagt. Blot tre sekunder fra at vinde de hollandske U/23-mesterskaber i enkeltstart, selvom Eenkhorn først fyldte 20 år i år.
12 Neilson Powless, USA, 21 år, LottoNL-Jumbo
Et af de større talenter. Stærk temporytter, men også god allround og hurtig på stregen. Amerikansk U/23-mester i linjeløb (nummer to ved elitens mesterskaber) og nummer tre i både elitens og U/23-enkeltstartsmesterskaberne. Vandt ungdomskonkurrencen og blev nummer fire samlet i Tour of Utah. Nummer seks samlet i Baby Giroen, hvor han vandt første etape. Vandt enkeltstarten i Le Triptyque og blev nummer tre samlet.
13 Felix Grosschartner, Østrig, 23 år, Bora-Hansgrohe
Østrigsk klatretalent, der kørte for polske CCC i denne sæson. Fik sin Grand Tour-debut i årets Giro d’Italia og blev nummer fire samlet i både Østrig Rundt og Kroatien Rundt i år.
14 Jai Hindley, Australien, 21 år, Team Sunweb
Ligesom sin kommende holdkammerat Michael Storer, kommer Hindley fra det australske Michelton-Scott mandskab. Han er et år ældre end Storer og har også præsteret en smule bedre i den forgangne sæson. Hindley blev således nummer 16 i World Tour løbet Cadel Evans Great Ocean Road Race, vandt ungdomskonkurrencen og blev samlet toer i Herald Sun Tour, nummer fire i Rhone Alpes Isere Tour, nummer tre i Baby-Giroen (hvor han vandt sidste etape), nummer ni i Tour Alsace og nummer 10 i Tour de l’Avenir.
15 Niklas Eg, Danmark, 22 år, Trek-Segafredo
Et dansk klatretalent og eneste dansker, der får debut på World Touren i 2018, som det ser ud lige nu. Fornem tredjeplads i Tour de l’Avenir, fjerdeplads i Aosta Mont Blanc og andenplads i GP Priessnitz. Stort potentiale i bjergene, men fylder også 23 til januar, så Niklas Eg er samtidig en af de ældre debutanter i World Touren næste år.
16 Alexandr Riabushenko, Hviderusland, 22 år, UAE Emirates
Fyldte 22 halvanden uge efter sin sejr i U/23-udgaven af Lombardiet Rundt. Stagiaire hos UAE i efteråret. Vandt en etape i Baby-Giroen og kørte top-3 i fem af de italienske forårsløb, hvoraf den ene var sejren i Giro del Belvedere. Blev U/23-europamester sidste år. Måske det største talent fra Hviderusland siden Vasil Kiryienka?
17 Michael Storer, Australien, 20 år, Team Sunweb
Australsk etapeløbstalent. Nummer 15 i Tour Down Under og nummer fem i Herald Sun Tour – i begge løb blev han nummer to i ungdomskonkurrencen. Vandt en etape i irske An Post Ras, blev nummer tre i Aosta Mont Blanc, nummer ni i Tour de l’Avenir og nummer 12 i U/23-udgaven af Lombardiet Rundt.
18 Harm Vanhoucke, Belgien, 20 år, Lotto Soudal
Vanhoucke tiltræder først hos Lotto Soudal den 1. juli. Han vandt U/23 Lombardiet Rundt allerede sidste år i en alder af blot 19. I år vandt han Fleche Adrennaise og blev nummer to på bjergenkeltstarten i Savoie Moint Blanc, en placering foran sin kommende holdkammerat, Bjorg Lambrecht.
19 Scott Davies, Storbritannien, 22 år, Dimension Data
Tempospecialist, der har vundet det britiske U/23-mesterskab i enkeltstart hele fire år i træk. Blev nummer fire i Baby-Giroen i år. For to år siden vandt han ungdomskonkurrencen i Fleche du Sud og blev nummer 10 i Herald Sun Tour, i en alder af blot 19 år. Hans resultater var næsten mere imponerende for 2-3 år siden. Skal blive spændende at se, om han fortsætter med at udvikle sig i den rigtige retning, eller om han går lidt i stå.
20 Benjamin Thomas, Frankrig 22 år, FDJ
Vandt ungdomskonkurrencen, en etape og sluttede på den samlede tredjeplads i Tour de Wallonie i år. Benjamin Thomas vandt også en etape i Fire dage ved Dunkerque og blev nummer fire sammenlagt i Luxembourg Rundt.
21 Jhonatan Narvaez, Ecuador, 20 år, Quickstep
National linjeløbsmester i Ecuador. Vandt ungdomskonkurrencerne i Colorado Classic, Tour of the Gila og Circuit des Ardennes, som han også vandt sammenlagt. Blev nummer to i ungdomskonkurrencen i Tour of Utah.
22 James Knox, Storbritannien, 21 år, Quickstep
Nummer to i U/23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège, nummer otte samlet i årets Kroatien Rundt foran Jesper Hansen. Et løb der blev vundet af Vincenzo Nibali. Ligeledes en samlet ottendeplads i Tour de l’Avenir.
23 Hermann Pernsteiner, Østrig, 27 år, Bahrain Merida
Noget sen alder at få World Tour-debut i, men Hermann Pernsteiner har kørt nogle flotte resultater hjem i denne sæson, hvor han blandt andet vandt Tour of Azerbaidjan, blev nummer seks i Slovakiet Rundt og 15’er i det benhårde PRO Ötztaler 5500.
24 Sepp Kuss, USA, 23 år, LottoNL-Jumbo
Amerikaneren med det tysk klingende navn har virkelig gjort det godt i de nordamerikanske etapeløb i år. Top-10 placeringer i Tour of Alberta, Colorado Classic, Tour of Utah og Tour of the Gila. Men også to top-20 placeringer i de italienske sensommer klassikere, Coppa Bernocchi og Coppa Agostoni vidner om et vist potentiale. Vinder dog lidt for få cykelløb.
25 Logan Owen, USA, 22 år, EF Education First-Drapac
Efter gennembruddet med etapesejren i Tour of Utah for to år siden, vandt Logan Owen sidste år U/23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège. Denne sæson startede fint med en etapesejr og en samlet sjetteplads i det portugisiske etapeløb Volta ao Alentejo. Men herefter har der været lidt langt mellem snapsene. Owen er mere holdbar end de fleste sprintere og samtidig hurtig på stregen.
26 Mark Padun, Ukraine, 21 år, Bahrain Merida
En etapesejr og nummer fem sammenlagt i Baby-Giroen, nummer to i Fleche du Sud og et par sejre i italienske endagsløb. Mark Padun er et godt bud på et all-round talent, som i dette efterår fik chancen som stagiaire hos Bahrain Merida.
27 Chris Lawless, Storbritannien, 21 år, Team Sky
Et andet sprintertalent er Christopher Lawless, som blev nummer to ved de britiske mesterskaber lige efter Stephen Cummings. Vandt en etape i Tour de l’Avenir, Tour de Beauce samt endagsløbet ZLM Tour.
28 Steff Cras, Belgien, 21 år, Katusha-Alpecin
Gode tempoegenskaber og etapeløbskvaliteter. Nummer fem i årets Tour de l’Avenir. Nummer fire i Tour Alsace, nummer fire på prologen i Aosta Mont Blanc, nummer fem i GP Priessnitz og nummer tre i Ronde de l’Isard. Ikke mange sejre dog. Mangler måske vinderinstinktet.
29 Martijn Tusveld, Holland, 24 år, Team Sunweb
Tegnede lovende, da han fik lidt af et gennembrud med en samlet ottendeplads i Abu Dhabi Tour sidste år. Men Martijn Tusveld har ikke rigtig kunnet leve op til forventningerne i år og i øjeblikket er han sat ud af spillet med kyssesyge.
30 Nickolas Dlamini, Sydafrika, 22 år, Dimension Data
Vandt bjergkonkurrencen i årets Baby-Giro og fik stagiaire-kontrakt med Dimension Data i efteråret. Her blev han blandt andet kastet for løverne i nogle af de italienske sensommer klassikere, uden dog at gøre væsen af sig. Det gjorde han til gengæld sidste år, hvor det blev til en 19. plads i Coppa Bernocchi.
31 Valentin Madouas, Frankrig, 21 år, FDJ
Nummer syv i U/23-udgaven af Paris-Roubaix og nummer 15 sammenlagt i Tour de l’Avenir i år. Har været stagiaire hos FDJ i efteråret med en ottendeplads i Tour du Doubs som bedste resultat. Et knap så stærkt besat løb, hvor 21 af de 22 første ryttere i mål var franskmænd. Valentin Madouas er i øvrigt søn af Laurent Madouas, som blev nummer 12 i både Giro d’Italia og Tour de France i 1995.
32 Lawrence Naesen, Belgien, 25 år, Lotto Soudal
Oliver Naesens bror, Lawrence, ser ikke ud til at blive meget andet end hjælperytter, når han debuterer på World Touren hos Lotto-Soudal næste år. Resultater er der ikke mange af på hans palmares og efter alt at dømme er det brormand Oliver, der skal fylde pokalskabet hos familien Naesen.
33 Jaime Castrillo, Spanien, 21 år, Movistar
Temporytter. Spansk U/23-enkeltstartsmester og nummer 13 ved U/23-VM i enkeltstart i Bergen i år. Ellers ikke de store resultater. En anden Jaime, nemlig Jaime Roson, der skifter fra Caja Rural til Movistar, kommer nok til at falde noget mere i øjnene hos det eneste spanske World Tour-mandskab. Men Roson er jo også 24 år gammel.
34 Alvaro José Hodeg, Colombia, 21 år, Quickstep
Endnu en sprinter. En etapesejr og to andenpladser i årets Tour de l’Avenir. Stagiaire hos Quickstep i dette efterår uden at gøre det store væsen af sig.
35 Nicola Conci, Italien, 20 år, Trek-Segafredo
Stagiaire hos Trek-Segafredo i efteråret. Nummer syv i Baby-Giroen og vandt et par italienske endagsløb i denne sæson. Var med til at hjælpe Mads P til sejren i Danmark Rundt for Trek-Segafredo.
36 Alex Frame, New Zealand, 24 år, Trek-Segafredo
Sprinter der havde et godt forår, hvor det blev til to etapesejre i både New Zealand Cycle Classic og Istrian Spring Trophy. Kørte top-10 på seks ud af syv etaper i Normandiet Rundt. Anden halvdel af sæsonen var knap så imponerende.
37 Bruno Armirail, Frankrig, 23 år, FDJ
Ligesom sin kommende holdkammerat, Benjamin Thomas, kørte Armirail for militærholdet Armée de Terre i 2017. Men han har ikke samme gode resultater. Vandt dog bjergkonkurrencen i Tour de Gironde og blev nummer seks ved de franske mesterskaber i enkeltstart, et sekund efter Sylvain Chavanel og Alexis Gougeard. Som 20-årig vandt han det franske U/23-mesterskab i enkeltstart.
38 Romain Seigle, Frankrig, 23 år, FDJ
FDJ’s anden stagiaire i denne sæson. Blev nummer 10 i det stærkt besatte Savoie-Mont Blanc etapeløb, der blev vundet af Egan Bernal foran Bjorg Lambrecht. To af de største U/23-stjerner. Har ellers ikke det mest imponerende CV.
39 Willie Smit, Sydafrika, 24 år, Katusha-Alpecin
Vandt de afrikanske Continental mesterskaber og det lille etiopiske etapeløb, Tour Meles Zenawi. Smit blev desuden nummer tre i såvel linjeløb som enkeltstart ved de sydafrikanske mesterskaber. Ikke umiddelbart det største talent og ganske moden med sine 24 år.
40 Matteo Fabbro, Italien, 22 år, Katusha-Alpecin
Umiddelbart et af de svageste kort på listen. Vandt prologen i Aosta Mont Blanc foran Pavel Sivakov, men ellers er det ikke de vilde topresultater Fabbro kan fremvise. Solid nok, men også allerede 22 år gammel.
41 Yevgeniy Gidich, Kazakhstan, 21 år, Astana
Har de seneste par sæsoner kørt rigtig gode resultater ind i mindre, asiatiske etapeløb. Det er de færreste ryttere fra Kazakhstan, der får et egentligt gennembrud på Astana, og umiddelbart ligner Gidich da også en mere i rækken af hjælperyttere.
42 Kim Magnusson, Sverige, 25 år, EF Education First-Drapac
Han er godt nok svensk mester, men Kim Magnussons palmares flyder ikke med store resultater. Det har formentlig været vigtigt for holdets nye sponsor, at få en svensker med ombord. Og hvem bedre end den nationale mester?