Som det var tilfældet med Alberto Contadors Clenbuterol-sag, og mange andre dopingsager i cykelsporten i øvrigt, så er Chris Froomes Salbutamol-sag en kompliceret affære for selv de medicinske eksperter. Der er ingen facitliste, der kommer ingen sort/hvid juridisk afgørelse, som alle synes er fair. Det kommer til at handle om magtbalancer, dygtige advokater og når dommen er fældet, er det alligevel spørgsmålet om tillid, der står tilbage.
Af Kim Plesner
Jeg er blevet spurgt utallige gange det seneste døgns tid om, hvorvidt jeg tror Froome er dopet og/eller om jeg tror, han får karantæne. Og selvom jeg har fulgt cykelsporten i efterhånden en del år og selvom jeg har læst de fleste analyser fra medier og eksperter, så må jeg være svar skyldig. En positiv prøve for EPO er en ting, men disse grænseværdi-sager, der gøres endnu mere komplekse af ufuldstændige studier, der peger i alle mulige retninger, er helt umulige at vurdere. Specielt fordi der jo også er forskel på, om det er verdens bedst betalte og mest vindende Grand Tour-rytter, der er impliceret, eller om det er en upåagtet rytter fra et mindre italiensk mandskab.
En svær mission
Nu handler det således for Team Sky og Chris Froome om på en eller anden måde at bevise, at Froome ikke indtog mere Salbutamol end hvad der er tilladt. Det kan være en svær nok mission, men har man nærmest ubegrænsede økonomiske ressourcer og “friends in high places”, er der selvfølgelig langt større chance for, at missionen lykkes.
Ser man på sagen sådan lidt uvidenskabeligt og udefra, så er der en række faktorer, der ikke ser alt for godt ud, set fra Froome og Skys perspektiv. Dagen inden Froome afgav testen, var han i problemer og satte sekunder til i forhold til sine værste konkurrenter i kampen om Vuelta-sejren. I interviewet efter etapen sagde han, at han havde det fint, selvom han nu forklarer, at han havde et voldsomt astma-anfald og derfor var nødt til at tage ekstra Salbutamol netop den dag. Dog ikke mere end tilladt, understreger Froome i sit forsvar, selvom prøven altså viste det dobbelte af den tilladte grænseværdi. Hvilket selvfølgelig er en enormt stor afvigelse. Ikke mindst når man tænker på, hvor meget Salbutamol der skal være kommet ind i kroppen, for at der skal komme så højt et niveau ud igen i urinprøven.
På den anden side vidste Froome at han ville blive testet, og man undervurderer trods alt nok hans intelligens, hvis man tror han med åbne øjne ville sætte hele sin troværdighed og ultimativt karriere eller i hvert fald renommé på spil, for at vinde Vuelta a España. Selvfølgelig var det en vigtig milepæl i Chris Froomes karriere med Tour/Vuelta-doublen, men, set i et større historisk perspektiv, på ingen måde altafgørende for Froomes karriere eller status. Desuden er der, som nævnt tidligere, diverse studier som indikerer at der kan forekomme større udsving i værdierne, for eksempel ved voldsom dehydrering. Det er det de fleste venter bliver Froomes advokaters væsentligste argument for en frifindelse.
Det store bluffnummer
Så det kan altså gå begge veje og så er vi tilbage ved det med tilliden. Kigger man på udviklingen hos Team Sky, ikke mindst i 2017, ser det jo efterhånden ikke alt for kønt ud. Fortællingen om Marginal Gains og Zero Tolerance, der sikkert så rigtig fint ud i Power Point præsentationen på ledelsesgangene, kan vi vist godt blive enige om, nu endegyldigt har vist sig at være et stort bluffnummer fra Dave Brailsford & Co.
Doktor Leinders, Tramadol, Kenacort, Jiffy Bag, testosteron-plastre. En ansvarlig læge, der mister sin laptop på en ferie, ikke kan finde ud af at bruge Dropbox, melder sig syg da han skal afgive vidneforklaring for derefter at dukke op på cykelbanen i Manchester til et stort stævne. Selvmodsigende forklaringer, manglende dokumentation, Sergio Henao-sagen, hvis utroligt interessante resultater fik Henao frikendt, men aldrig blev offentliggjort, som lovet.
Ifølge Sky selv har alle sagerne været et udslag af pokkers uheldige omstændigheder. Specielt at man ved en fejl pludselig får tilsendt en stor mængde testosteronplastre fra et firma, der (officielt) slet ikke distribuerer testosteronplastre. Det er jo nærmest usandsynligt uheldigt.
Dansen med gråzonerne
Og nu altså Chris Froomes Salbutamol-sag, som Dave Brailsford efter egne ord ønsker fuld åbenhed omkring, selvom Sky først valgte at sende en pressemeddelelse ud 20 minutter før UCI’s pressemeddelelse og næsten tre måneder efter Sky første gang blev informeret om sagen. Kan man have tillid til, at et mandskab og nogle ryttere, der har danset så tæt med gråzonerne gennem snart mange sæsoner, aldrig kunne finde på at gå over grænsen for, hvad der formelt set er tilladt?
Jeg synes personligt det er lidt svært efterhånden. Jeg synes det er svært at se hvilket fundament tilliden skal bygges på. Ikke nok med at sagerne har været der. Det har de jo objektivt. Men kigger man på hvordan de er blevet håndteret, så har det jo blot været med til at skabe mere mistillid.
Jeg tror (stadig) ikke nødvendigvis, der foregår eller har foregået ting på Team Sky, som ikke forekommer på de fleste andre professionelle cykelmandskaber. Men boomerang-effekten er selvfølgelig langt voldsommere, når først den rammer lige i smasken på et hold som Sky.
Annus Horribilis
2017 har været et decideret Annus Horribilis for specielt Dave Brailsford og Team Sky, men også for Froome, Bradley Wiggins og britisk cykelsport generelt, der har været plaget af interne undersøgelser og uroligheder, ligesom præsident Brian Cookson led et kæmpenederlag på UCI’s kongres til efterfølgeren David Lappartient.
I dagene hvor Sky-koncernen mere eller mindre er på vej til at blive overtaget af Disney, er det alligevel svært at se eventyret fortsætte meget langt ind i fremtiden. Udfaldet af Froome-sagen kan få enorm betydning i den forbindelse. Og så er Team Sky overordnet set nok nødt til at genopfinde sig selv i en eller anden form – med eller uden kaptajn Brailsford ved roret.