Jeg er kæmpefan af de tre Grands Tours (GT), Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a Espana. Jeg er også begejstret for monumenterne og andre endagesløb; og de ugelange etapeløb kan bestemt være medrivende. Men hvor tilfældigheder ofte spiller en rolle i endagesløbene, og hvor de korte etapeløb ofte har en bismag af blot at være forberedelse til noget andet, står de tre GTs for mig som cykelsportens hjørnesten: Løbene er gennemsyret af taktik, intriger, (gen)tjenester, lidelse og spektakulære sejre og kollaps; og her er vinderen altid dén rytter, der har været stærkest gennem hele løbet.
af Kasper Linde Ankjærgaard
Der er bred enighed om, at Vueltaen - trods ofte spændende og uregerligt cykelløb - er den mindst prestigiøse af de tre GTs; en slags revanchemulighed for folk med uindfriede ambitioner; og oftest har vinderen af Vueltaen ikke haft løbet som sit primære sæsonmål.
Sådan er det ikke med Giro og Tour: Hvis man skal vinde en af disse to GTs, skal man have trænet målrettet frem mod start.
Der er ingen tvivl om, Tour de France er det mest prestigefyldte og medieeksponerede løb på cykelkalenderen. Men de senere år har kyndige kommentatorer og cykelmeningsdannere i stigende grad vendt sig mod Touren og kastet deres kærlighed på Giroen, som de mener, er mere underholdende.
Selv er jeg splittet. Hvert år, når de store etapeløb begynder, ved jeg, Giro d’Italia sandsynligvis vil underholde mig bedre end Tour de France. Alligevel glæder jeg mig altid mest til den franske rundtur.
Selvom jeg er relativt frankofil, er der tale om lidt af et paradoks.
Meget har været debatteret og ment om, hvorfor Giro d’Italia som regel leverer et mere spændende cykelløb end Tour de France.
I det følgende undersøger jeg nogle af påstandene og sammenligner de målbare karakteristika for de to store GTs’ seneste fem udgaver (2014-18); og slutteligt forsøger jeg at finde frem til, hvilke faktorer, der tilsyneladende er årsag til “spændingsforskellen” de to store GTs imellem.
Påstand #1:
Giroen er hårdere end Touren
Det er korrekt, at den tidligere Giro-løbsdirektør, Angelo Zomegnan, som regerede t.o.m. 2011, var garant for nogle virkeligthårde løbsruter med masser af bjergetaper; nogle indimellem med mere end 6.000 højdemeter. Konsekvensen af de hårde ruter blev, at ingenmed ambitioner i Touren turde røre Giroen med en ildtang af frygt for at møde udbrændt til start i Frankrig.
Bevares, Carlos Sastre stillede op i Giro 2009, selvom han var forsvarende Tourvinder. Men til Tour de France 2009 vendte Astana (Contador, Armstrong, Klöden, Leipheimer m.fl.) tilbage fra at have været i bad standing i 2008; og Andy Schleck stormede mod tinderne; så mon ikke Carlitohavde set skiften på væggen og indset, at hans bedste mulighed for lidt GT-konfetti ville være i Italien? – Ikke at han vandt af dén grund…
Ligeledes stillede Alberto Contador til start i Giro 2011. Han vandt overlegent. Men Contador havde grund til at frygte, at den internationale sportsdomstol, CAS, ville idømme ham karantæne for hans clenbuterolsag; og så var det bare om at nå at køre inden en evt. udelukkelse.
Contador blev først udelukket senere og kunne stille op i Touren 2011. Men som det var tilfældet med Sastre i Tour de France 2009, sad den hårde Giro i benene; ingen af de to spaniere var i nærheden af at køre med om den gule trøje efter at have kørt om den rosa ditto.
Anyhow, i 2012 var det slut med de vanvittigt hårde Giroruter, idet Zomegnan erstattedes af den mere pragmatiske Mauro Vegni. Vegni ønskede at gøre det muligt at køre Giro-Tour-doublen og tiltrække flere af de store Tour-favoritter; og han skruede ned for bjergvanviddet.
Ikke desto mindre har Giro d’Italia stadig et rygte om at være hårdere end Tour de France. Senest udtalte den ellers kyndige Daniel Friebe i The Cycling Podcast’s gennemgang af Tourruten 2019, at hvor Touren 2019 i alt ville indeholde 12 stigninger på mere end 10 kilometers længde, ville Giroen 2019 (hvis rute endnu ikke var offentliggjort) ville indeholde 15 sådanne stigninger – alene i løbets sidste uge (!)
Det viste sig efterfølgende, at Giro 2019 blot indeholdt 12 stigninger på mere end 10 km – i alt; altså præcis det samme antal som Touren.
Med afsæt heri har jeg opgjort antallet af stigninger på mindst 10 kilometers længde i de Giro og Tour 2014-18.
Og som en anden, lignende parameter for hårdhed har jeg opgjort de to GT’s antal stigninger med mere end 1000 højdemeter:
|
|
Antal bjerge > 10 km |
Antal bjerge > 1000 højdemeter |
||
|
|
Giro |
Tour |
Giro |
Tour |
|
2014 |
14 |
13 |
8 |
8 |
|
2015 |
17 |
14 |
5 |
10 |
|
2016 |
10 |
15 |
6 |
6 |
|
2017 |
20 |
11 |
8 |
6 |
|
2018 |
12 |
14 |
5 |
9 |
Tabel 1: Antal bjerge > 10 km længde og 1000 højdemeter, hhv.
Som det fremgår af Tabel 1, er Giro og Tour altså meget sammenlignelige ift. antal lange eller høje stigninger pr. år.
Påstand #2:
Der er flere af de hårdeste stigninger i Italien
For at undersøge påstanden har jeg opgjort de hårdeste stigninger, der har været kørt i de tre GTs og de største ugelange etapeløb i de seneste 25 udgaver. Jeg har sakset data fra cyclingcols.com, som har beregnet en sværhedsgrad for alle større stigninger.
For hver inkluderet stigning har jeg opgjort stigningens hårdeste side, som har været kørt siden 1994. Men for eksempelvis Stelvios vedkommende køres hårdeste side (som er anført her) sjældent - senest i 1994. Den hyppigst anvendte, som senest kørtes i 2017, og som køres i Granfondo Stelvio, ville ikke have figureret på nærværende liste:
|
|
Navn |
Land |
Højde |
Længde (km) |
Stigning (%) |
Sværhed |
|
1 |
Monte Zoncolan |
ITA |
1734 |
9,9 |
12,1 |
1582 |
|
2 |
Colle delle Finestre |
ITA |
2176 |
18,2 |
9,3 |
1577 |
|
3 |
Col du Galibier |
FRA |
2642 |
35,1 |
5,5 |
1534 |
|
4 |
Tiefenbachferner |
AUT |
2790 |
14,0 |
10,1 |
1514 |
|
5 |
Blockhaus |
ITA |
2045 |
27,5 |
7,1 |
1511 |
|
6 |
Passo del Mortirolo |
ITA |
1852 |
12,9 |
10,3 |
1485 |
|
7 |
Colle della Fauniera |
ITA |
2481 |
30,2 |
6,1 |
1477 |
|
8 |
Passo dello Stelvio |
ITA |
2757 |
24,8 |
7,4 |
1456 |
|
9 |
Alto de l’Anglirú |
SPA |
1570 |
13,3 |
9,4 |
1424 |
|
10 |
Forcola di Livigno |
SUI |
2315 |
33,9 |
5,5 |
1387 |
|
11 |
Colle dell’Agnello |
ITA |
2744 |
31,6 |
5,6 |
1365 |
|
12 |
Mont Ventoux |
FRA |
1911 |
21,4 |
7,5 |
1324 |
Tabel 2: De hårdeste bjerge i professionel cykling.
ITA, Italien; FRA, Frankrig; AUT, Østrig; SPA, Spanien; SUI, Schweiz
(Jeg ville oprindelig opgøre de 10 hårdeste bjerge. Men da Mont Ventoux – som jeg tror, mange kan relatere til – blev listens nr. 12, udvidede jeg med yderligere to.)
Hele 7 af de 12 hårdeste stigninger ligger i Italien (!)
Men bliver Giro d’Italia derved hårdere end Tour de France?
– Nej, for de store GTs inkluderer oftest 1, maksimalt 2 af disse stigninger. Der er blot mulighed for lidt mere variation i Italien end i Frankrig, hvor Galibier og Ventoux anvendes langt hyppigere med Agnello som en sjælden gæst.
Påstand #3:
Giroen har flere etapeafslutninger på bjerge
|
|
Giro |
Tour |
|
2014 |
7 |
5 |
|
2015 |
5 |
6 |
|
2016 |
3 |
4 |
|
2017 |
5 |
3 |
|
2018 |
7 |
4 |
Tabel 3: Antal linjeløbsetaper med mål på bjerg
Her er måske noget om snakken; for Giroen har i gennemsnit én bjergafslutning mere end sin franske modpart.
Men er det derved ensbetydende med et federe cykelløb?
- Well, det er vel en smagssag. I min optik sluttede de mest spændende bjergetaper nedad i Tour ’16-’18 (Froome på Peyresourde (’16), Juravanviddet med Mont du Chat (’17), og Roglic på Aubisque (’18)) samt i Giro ’17 (Nibali ned ad Umbrailpass efter Dumoulins ufrivillige grøftestop). Døm selv.
Påstand #4:
Giroen bliver kørt hårdere…
… og den hårdere kørsel resulterer i et mere spektakulært cykelløb…
Men omvendt beskrives Touren som det største, hvor der virkelig bliver kørt til.
What to think?
På bikeraceinfo.com har jeg fundet gennemsnitshastighederne for de to løb:
|
År |
Giro |
Tour |
|
|
Gns.hastighed, km/t |
|
|
39.045 |
40.662 |
|
|
39.310 |
39.640 |
|
|
40.020 |
39.616 |
|
|
39.846 |
40.997 |
|
|
40.181 |
40.210 |
|
Tabel 4: Gennemsnitshastigheder 2014-18
De to løbs gennemsnitshastigheder er sammenlignelige med en svag overvægt til Touren.
Det er ikke ensbetydende med, Giroen ikke kan blive kørt hårdere end Touren i de afgørende øjeblikke. Men det ved jeg ikke, hvordan man ville skulle opgøre; så det må stå hen i det uvisse.
Påstand #5:
Niveauet i Touren er højere
For at undersøge denne påstand har jeg opgjort, hvor mange GT-sejre og –podier, startlisten til en GT havde tilsammen.
Eksempelvis havde Contador, Cunego, Hesjedal og Basso tilsammen vundet 10 GT-sejre forud for Giro 2015, mens Aru, Urán og Basso tilsammen havde kørt sig til 6 anden- og trejdepladser i GTs.
Man kan diskutere, om dette er en valid parameter for niveauet i en GT. Here goes:
|
|
Giro |
Tour |
||
|
GT-plac. |
Sejre |
2. og 3. |
Sejre |
2. og 3. |
|
2014 |
6 |
17 |
12 |
20 |
|
2015 |
10 |
6 |
17 |
27 |
|
2016 |
7 |
15 |
16 |
29 |
|
2017 |
6 |
10 |
14 |
26 |
|
2018 |
7 |
9 |
14 |
31 |
Tabel 5: Antal GT-sejre og podier til start
Her vinder Touren klart.
Det er åbenlyst, at en stærk rytter vil kunne fremstå mere spektakulær, hvis hans modstandere er svage, end hvis de er jævnbyrdige; og omvendt vil en toprytter måske i højere grad lade sig dupere til at være tilfreds med en sekundær placering, hvis hans modstanderes GT-cv synes skræmmende, end hvis han kører mod ryttere, han anser sig bedre end.
Påstand #6:
Sky er for stærke i Touren
Team Sky havde Tour de France-debut i 2010. Her famlede de noget rundt og formåede på ingen måde at følge op på Bradley Wiggins’ overraskende fjerdeplads fra 2009. Og Wiggins selv var under sit ’09-niveau.
I 2011 havde englænderne domineret optakten i Dauphiné, som Wiggins vandt i kraft af sin enkeltstart og stabilitet. De lovende takter blev dog ikke fulgt op i Tour de France, da Wiggins styrtede tidligt i løbet og måtte udgå med et brækket kraveben. Men holdet virkede stærkere og bedre organiseret end året inden; særligt den tavse nordmand, Edvald Boasson Hagen, sprudlede og vandt to etaper.
I 2012 faldt brikkerne så på plads for briterne, som med en imponerende styrke kvalte modstanden ud af Touren - delvis også i kraft af et svagere felt, som manglede Contador og Andy Schleck, mens 2011-vinderen Cadel Evans faldt sammen som en soufflé.
Siden da har Tour de France været Sky’s altoverskyggende sæsonmål, som man har sat altind på at vinde; og hvor man har stillet op med den absolutte A-kæde. Pånær i 2014, hvor Froome måtte udgå med en brækket hånd, har holdet domineret og vundet samtlige udgaver; dels i kraft af at have den stærkeste rytter; og dels i kraft af det jerngreb, holdet har lagt løbet i.
I modsætning hertil står Sky’s engagement i Giroen, hvor holdet som regel har stillet op med andenviolinen og et hold, der på ingen måde har kunnet stå mål med Tourtruppen – se Tabel 6.
Først i 2018 stillede Sky til start i Giroen med Chris Froome som kaptajn – og med reelle vinderambitioner. Men selv her var holdet mindre stærkt end det hold, man siden sendte til Touren.
Konsekvensen er, at Sky aldrig har kunnet lægge Giroen i samme jerngreb, som man har kunnet i Touren. – Ofte har holdet slet ikke været en betydelig faktor i Italien.
|
2014 |
2015 |
2016 |
2017 |
2018 |
|||||
|
Giro |
Tour |
Giro |
Tour |
Giro |
Tour |
Giro |
Tour |
Giro |
Tour |
|
D. Cataldo |
C. Froome |
R. Porte |
C. Froome |
M. Landa |
C. Froome |
M. Landa |
C. Froome |
C. Froome |
C. Froome |
|
EB. Hagen |
B. Eisel |
B. Eisel |
P. Kennaugh |
I. Boswell |
Ser. Henao |
P. Deignan |
Ser. Henao |
W. Poels |
W. Poels |
|
P. Deignan |
V. Kiryienka |
Seb. Henao |
L. König |
P. Deignan |
V. Kiryienka |
K. Ellissonde |
V. Kiryienka |
Ser. Henao |
G. Thomas |
|
B. Eisel |
D. López |
V. Kiryienka |
W. Poels |
Seb. Henao |
M. Landa |
M. Golas |
C. Knees |
K. Elissonde |
E. Bernal |
|
Seb. Henao |
M. Nieve |
L. König |
R. Porte |
M. Nieve |
M. Nieve |
Seb. Henao |
M. Kwiatkowski |
D. de la Cruz |
M. Kwiatkowski |
|
C. Sutton |
D. Pate |
M. Nieve |
N. Roche |
D. López |
W. Poels |
V. Kiryienka |
M. Landa |
V. Kiryenka |
J. Castroviejo |
|
S. Puccio |
R. Porte |
S. Puccio |
L. Rowe |
C. Knees |
L. Rowe |
S. Puccio |
M. Nieve |
C. Knees |
L. Rowe |
|
K. Sivtsov |
G. Thomas |
K. Sivtsov |
I. Stannard |
N. Roche |
I. Stannard |
D. Rosa |
L. Rowe |
S. Puccio |
G. Moscon |
|
B. Swift |
X. Zandio |
E. Viviani |
G. Thomas |
E. Viviani |
G. Thomas |
G. Thomas |
G. Thomas |
|
|
Tabel 6: Team Skys hold i Giro d’Italia og Tour de France 2014
Konklusion
Giro d’Italia er ikke hårdere end Tour de France, når man sammenligner de seneste fem udgaver; faktisk er de to løb ganske sammenlignelige i forhold til hårdhed. Og Giroen bliver heller ikke kørt hårdere end Touren.
Til gengæld er niveauet blandt favoritterne og internt på Team Sky betydeligt højere i Touren end i Giroen. Jævnfør min diskussion under de enkelte punkter kan disse målbare forskelle – i al fald i nogen grad – forklare, hvorfor Tour de France ofte er mindre spændende end Giro d’Italia.
Med andre ord: Tour de France har sejret ad Helvede til; løbet lider under, at det er sportens altoverskyggende begivenhed. Det har en markedsværdi for en rytter, at han slutter som samlet nr. 6 i stedet for nr. 7. I Giro d’Italia er det vigtigt at komme på podiet, men de tertiære placeringer er mere ligegyldige. Sådan ser jeg det i al fald.
Og så lider Touren i langt højere grad end Giroen under Team Skys kærlige omklamring.
Min vurdering er, at det høje fremmøde blandt cykelsportens stærkeste klassementsryttere er konstant gennem de seneste 25 udgaver af Tour de France; og da vi vel alle kan huske spændende udgaver af Touren, kan de mere kedelige senere udgaver næppe tilskrives topniveauet.
Til gengæld erindrer jeg to andre Tour-perioder, der i spænding (eller mangel på samme) minder meget om Sky-æraen, nemlig Induráin/Banesto-æraen (1991-95) og Armstrong/US Postal-æraen (1999-2005). Fælles for disse år var, at den absolut stærkeste rytter kørte for det absolut stærkeste hold; og bortset fra den forrygende 2003-udgave var der aldrig spænding om sejren. Man må lade Lance Armstrong, at han var betydeligt mere offensiv end Miguel Induráin, som kun sjældent angreb. Men Armstrong behøvede ofte ikke at angribe; og i kraft af hans holds overlegenhed, blev hans sejre aldrig specielt medrivende – altså fraset 2003.
Hvad kan Tour de France så gøre?
Enten kan man vente til Team Sky ikke længere har den stærkeste rytter – eller til holdet ikke længere har de aktuelle økonomiske midler; midler, som vurderes langtat overstige økonomien andre tophold.
Ingen af delene synes at være nært forestående, og Sky støvsuger p.t. markedet for GT-talenter, særligt de sydamerikanske.
Eller også kan man – som det eksempelvis ses i NFL – indføre et loft over, hvor meget et hold må spendere på rytterløn, såkaldte salary caps.
Et loft ville hindre ét hold i at samle en trup så stærk, at selv hjælperytterne ville kunne være kaptajner på snartsagt alle andre hold. På den anden side kan det være med til at begrænse store sponsorer som netop Sky i at poste penge i en ellers pengefattig sport, som cykelsporten.
Indtil videre forsøger Tour de France løbsdirektøren, Christian Prudhomme, sig med at plædere for et forbud mod wattmålere og færre ryttere på hvert hold. Og indtil videre har ingen af tiltagene vist sig at kunne sætte en stopper for Team Skys dominans.
---
Kan du lide hvad du læser? Støt Veloropas journalistiske arbejde og opnå kontante fordele ved at melde dig ind i Veloropa Value. Klik her og læs mere!