På en måde er der noget symbolsk over det, ikke? Den lange venten på forårets komme, som de fleste nok genkender fra for blot nogle få uger siden. Rent cykelsportsmæssigt har vi i Danmark teknisk set været gennem en syvdobbelt fimbulvinter - præcis 21 år siden jubelåret 1997, hvor Rolf Sørensen vandt monumentet Flandern Rundt og Bjarne Riis iført Dannebrogstrøjen, strøg først over stregen i Amstel Gold Race.
Af Kim Plesner
En fimbulvinter varsler ragnarok, men heldigvis er det nu de unge danske cykeltalenter, der skaber dette kaos, som vi ikke har set lignende siden den gyldne 90’er generation. Selvfølgelig har der været flotte resultater i den mellemliggende periode, men ikke kontinuerligt.
Med mindre det stikker helt af i Flèche Wallonne og/eller Liège-Bastogne-Liège, så kommer forårssæsonen 2018 ikke til at overgå 1997. Men dengang var det til gengæld knap så overraskende, at en af endagsklassikernes i forvejen store mestre (Rolf) og den forsvarende Tour de France-vinder (Riis) tog et par store skalpe i forårssæsonen. Hvorimod det vi lige nu er vidne til, er en kollektiv indtræden på den helt store scene, anført af Het Nieuwsblad og Amstel-vinderen Michael Valgren. Det er begyndelsen på en forhåbentlig stor æra i dansk cykelsport - ikke mindst i forårsklassikerne.
1997 vs 2018
Men lad os lige vende tilbage til sammenligningen mellem 1997 og 2018. De to sæsoner ligger utroligt meget på niveau, men det er klart, at en monumentsejr i sidste ende bliver tungen på vægtskålen. Dengang blev Rolf nummer otte i Milano-Sanremo, Brian Holm nummer tre i E3 Harelbeke, Lars Michaelsen nummer fire i Dwars door Vlaanderen, Rolf vandt Flandern Rundt og blev nummer seks i Paris-Roubaix, mens Riis som bekendt vandt Amstel Gold Race. Der var ingen danske top-10 placeringer i hverken Flèche Wallonne eller Liège-Bastogne-Liège.
I år vandt Michael Valgren Het Nieuwsblad, Magnus Cort blev nummer otte i Milano-Sanremo, Mads P blev nummer fem i Dwars door Vlaanderen og nummer to i Flandern Rundt, hvor Valgren blev nummer fire. Og så vandt Valgren altså Amstel Gold Race i går. Med en topplacering i Liège-Bastogne-Liège til fx Jakob Fuglsang, så nærmer de to sæsoner sig selvfølgelig endnu mere hinanden.
Som nævnt er Michael Valgren lige nu frontfigur i den danske klassiker-invasion. Han er også alderspræsident i det unge kuld. Men den rigtigt gode nyhed er, at han kun lige er fyldt 26. Derudover er der Magnus Cort (25), Søren Kragh (23) og Mads P (22), som alle har fået deres gennembrud på den store scene. Og som alle har et enormt stort potentiale i forårsklassikerne.
Et mesterstykke
Tilbage til Valgren. For mens sejren i Omloop til en vis grad havde en lillebitte snert af tilfældighed over sig, så var sejren i Amstel et sandt mesterstykke og en opvisning i at fuldføre en strategi. Inden løbet havde Michael Valgren meldt ud, at han ville vinde. Og til det formål havde han brug for sin danske holdkammerat, Jakob Fuglsang, der perfekt insisterede på at holde kæden stram hen over sidste stigning, i et tempo, som Valgren ikke havde problemer med at følge med i, men som også havde den effekt, at ingen af de store navne, der var tilbage i frontgruppen, havde mod på at lancere et angreb.
Fuglsangs mission lykkedes til fulde og så måtte der uundgåeligt komme angreb fra Valgren. Det første blev relativt hurtigt kørt ind, men man kunne se, der var bund i det. Og det er blevet Valgrens varemærke, det med at kunne sætte den op i et ekstra gear i de helt tunge finaler. Et gear, de andre ryttere ikke synes at være i besiddelse af. Og det er altså ikke junior-ryttere der skulle efterlades på de smalle hollandske veje. Sagan, Valverde, Wellens, Van Avermaet og hvad de ellers hed. De var der allesammen.
Langt fra tæt på
I finalen var det alligevel tæt på, det var gået galt. Sad jeg i hvert fald med fornemmelsen af. Efter det afgørende hug fra Valgren, kom Roman Kreuziger op. Heldigvis en rytter, der kører uklogt nok til at være endog særdeles generøs med sine føringer. Men godt og grundigt inde på den sidste kilometer ser det pludselig sort ud. Valgren får taget fronten og det ser ikke ud til, at han kan lokke selv Kreuziger til at tage en sidste føring.
Og bagfra kommer Gasparotto faretruende tæt på. Rutinerede Gasparotto, som for to år siden snød netop Valgren på selve opløbet. Hvis han kommer op, så tager han sgu nok sin tredje sejr - var jeg nok ikke den eneste der tænkte? Men heldigvis forbarmer Kreuziger sig med en sidste føring og resten er historie. Gasparotto kommer ikke op og Valgren er så overbevisende i sin afslutning, at spørgsmålet er, om det havde gjort nogen forskel overhovedet, hvis Gasparotto var kommet op.
Jeg elsker cykelsporten, uanset hvordan de danske ryttere klarer sig. Men det er bare en tand sjovere, hvis danskerne er med til at markere sig, dér hvor der virkelig er noget på spil. Og det er der i den grad i forårsklassikerne. Så lad bare foråret (og fremtiden) komme an.
>> Nu hvor foråret er over os, skulle du da tage og købe en af Veloropas fine T-shirts: Eros Poli, Escartin, Criquielion eller Støt Danmarks Talenter. Du finder dem ved at klikke lige her!