Veloropa har af det anerkendte amerikanske medie, POLITICO, fået tilladelse til at oversætte og bringe Kevin Hogans fascinerende fortælling, om dengang Donald Trump for en kort bemærkning kastede sin kærlighed på cykelsporten og ville arrangere den amerikanske udgave af Tour de France.
Af Kevin Hogan (oversat af Kim Plesner)
The Strange Tale of Donald Trump’s 1989 Biking Extravaganza
Inside the making of Tour de Trump
De havde klatret over The Catskill Mountains, og kørt mere end 160 kilometer gennem det øde og kuperede terræn, inden feltet skulle sprinte om sejren.
Ved ethvert normalt cykelløb ville rytterne have afsluttet etapen foran dedikerede fans klædt i team tøj eller nationale farver, til lyden af tilskuernes jubel og hamren på afspærringerne langs opløbsstrækningen. Men denne gang blev de mødt af demonstranter, der holdt skilte i vejret med tekster som ”Die Yuppie $cum,” ”Hungry? Eat the Rich” og ”Trump = Anti Christ.” Demonstranterne var ikke kommet for rytternes skyld, men for at genere løbets sponsor, der blev set som symbolet på 80’ernes rigdom og grådighed: Donald Trump.
Historierne om den nuværende præsidentkandidat og milliardærs tvivlsomme forretninger og forretningsmetoder, er efterhånden kendt af de fleste. Men netop denne historie er ofte blevet overset: Tour de Trump – et cykelløb der skulle have været amerikanernes svar på Tour de France.
Det skulle være et cykelløb, man aldrig havde set magen til i USA. Med store stjerner på internationale mandskaber, og en rute der strakte sig langs den amerikanske østkyst. Og Trump fik stablet det hele på benene, som kun han kan. Kun et cykelløb med hans navn som sponsor, kunne forene en saudi arabisk våbenhandler, et hollandsk bordel og en new age musiker. Men trods de tårnhøje ambitioner og milliardærens sans for markedsføring, så varede eventyret blot to år, mest af alt takket være Trump organisationens kæmpe gæld.
Men alligevel vil det ikke være helt fair at karakterisere Tour de Trump som blot et i rækken af Trumps forretningsmæssige nederlag. Efter de to år lykkedes det nemlig løbet at finde en mere stabil sponsor. Det blev internationalt anerkendt og fik lov at køre videre i yderligere fem år under navnet Tour DuPont med vindere som Erik Breukink, Greg LeMond og Lance Armstrong.
Den nuværende præsident for det amerikanske cykleforbund siger, løbet havde stor indflydelse på den øgede opmærksomhed omkring cykelsporten i USA. Og Trumps partner fra dengang siger, han beundrer forretningsmanden så tilpas meget, at han har tænkt sig at stemme på ham ved det forestående præsidentvalg, den 8. november.
Tour de Jersey bliver til Tour de Trump
Historien om Donald Trumps cykeleventyr begynder tilbage i 1987, hvor en ung TV-reporter, netop hjemvendt fra Tour de France, sagde til den daværende basketball kommentator for TV-stationen CBS, iværksætteren Billy Packer, at han skulle overveje at starte et tilsvarende cykelløb i USA.
Den unge reporter var John Tesh, en musiker som senere blev medvært på programmet Entertainment Tonight. Udover at dække Touren for CBS i 1987, skrev Tesh også baggrundsmusikken til de sammendrag af etaperne, som Phil Liggett og Paul Sherwen hver dag kommenterede på amerikansk TV.
”Jeg har aldrig været til et cykelløb i hele mit liv. Jeg ved ikke engang hvordan man får luft i dækkene,” indrømmer Packer. Men da Tesh gav ham idéen synes han alligevel det lød interessant. ”Jeg tænkte: ’Jamen for faen, Jersey har jo lidt bjerge og jeg har investeringer i Atlantic City, så jeg ved casinoerne kunne være potentielle sponsorer,’” fortæller den nu 76-årige Packer, om sit oprindelige koncept, som han havde tænkt sig skulle hedde ”Tour de Jersey.”
Billy Packer præsenterede sin idé overfor en håndfuld repræsentanter for Atlantic City casinoerne. De synes det var et interessant koncept, men det hele var ved at løbe ud i sandet, da Packer en dag fik kontakt med Mark Etess, en af topcheferne for Donald Trumps casino aktiviteter. Etess fik sat et møde op på Manhattan mellem sin chef og Billy Packer. Mødet varede kun få minutter, hvorefter Trump bad Packer om at kontakte relevante offentlige myndigheder i New York City, for at indhente de nødvendige tilladelser til løbet, og derefter vende tilbage til ham i løbet af en uge.
”Jeg tror det var en slags test for at se, om jeg var en han gad lave forretning med,” siger Packer. Han vendte tilbage til Trump og forsikrede ham om, at de kunne gå videre med projektet. Trump tilbød at blive hovedsponsor for løbet og partner på projektet. Hvad løbsnavnet angår, så foreslog Packer at kalde det ”Tour de Trump”. Og det var Trump – ikke overraskende – helt enig i.
Da han ikke havde nogen erfaring indenfor cykelsporten, tog Packer sig af den forretningsmæssige side af projektet, mens han hentede den tidligere olympiske skøjteløber, Mike Plant, ind for at stå for den tekniske del af, hvad der skulle blive USA’s største cykelsportsevent. På daværende tidspunkt var Plant medlem af den amerikanske olympiske komité og vicepræsident i den amerikanske cykleunion, USA Cycling. For at kunne tiltrække de bedste ryttere i verden, besluttede de sig for at udvide løbet til at køre gennem flere stater langs den amerikanske østkyst. Drømmen var, at løbet på sigt skulle konkurrere med verdens største cykelløb, Tour de France.
Kontroversiel første udgave
Løbet fik hurtigt megen omtale i medierne. Slutningen af 80’erne havde markeret et internationalt gennembrud for amerikansk landevejscykling, med Greg LeMond som den første amerikanske vinder af Tour de France. NBC blev også partner og sendte løbet på TV.
Meget karakteristisk for Trump, så startede hans advokater lige med at sagsøge et lille cykelløb i Aspen, Colorado, der hed Tour de Rump, fordi det mindede for meget om Tour de Trump. Problemet var dog, at Tour de Rump var startet året før Tour de Trump, og arrangørerne nægtede at efterkomme kravet om at droppe deres navn. De hørte aldrig fra Trumps advokater igen og Tour de Rump eksisterer – i modsætning til Tour de Trump – den dag i dag.
Den første udgave af Tour de Trump, startede i Albany, New York den 5. maj 1989. Løbet bestod af 10 etaper med en samlet distance på 1.347 kilometer. Det kørte gennem fem forskellige stater på østkysten og havde deltagelse af 114 ryttere fra 15 lande, heriblandt de amerikanske topnavne Greg LeMond og Andy Hampsten. Der var otte professionelle hold og 11 amatørhold til start, inklusive ”Sauna Diana”, et hollandsk mandskab sponsoreret af et bordel. I store og små byer kunne indbyggerne på nært hold opleve det usædvanlige spektakel, når cykelkaravanen, i hvad der nu var blevet Amerikas største cykelsportsevent, kom rullende forbi.
Men så begyndte Donald Trumps navn at spænde ben. Ligesom i dag var Trump i 1989 en enormt kontroversiel person, involveret i store ejendomshandler, retssager, forretningseventyr og konkurser. For slet ikke at nævnte hans store evne til selv-iscenesættelse. Trumps finansielle eskapader og ekstravagante livsstil var allerede dengang legendarisk. Guld-bogstaverne TRUMP prydede hoteller og golfbaner landet over.
Den stærkt ekstroverte forretningsmand havde flere gange gået de demokratiske lokalpolitikere på nerverne. New Yorks guvernør Mario Cuomo havde således takket nej, da han blev inviteret med til Tour de Trump, men ombestemte sig så og deltog alligevel ved åbningen i Albany. Derimod blev New Yorks borgmester, Ed Koch, som ikke havde meget tilovers for Trumps forretningsmetoder, hjemme, da 2. etape blev skudt i gang på Manhattan.
Og så var der alle demonstranterne. Da rytterne på 1. etape ramte målstregen i den hippe college-by New Paltz, blev de mødt af et stort antal demonstranter, der protesterede mod 80’ernes symbol på økonomisk grådighed, med skilte som ”Fight Trumpism,” Die Yuppie $cum,” ”The Art of the Deal = The Rich Get Richer” og ”Trump = Lord of the Flies.”
De andre etaper var knap så kontroversielle, i hvert fald ikke indtil den sidste. Det 10-dage lange etapeløb sluttede (naturligvis) for foden af The Trump Plaza Hotel & Casino i Atlantic City. Belgiske Eric Vanderaerden lå til at vinde løbet, men han fulgte efter en motorcykel og kørte forkert, hvorefter norske Dag Otto Lauritzen fra 7-Eleven holdet blev kåret som vinder, mens Vanderaerden måtte tage til takke med tredjepladsen. Men overordnet set blev løbet betragtet som en succes og det fik megen omtale både i nationale og internationale medier.
Mystiske Mr. De Francis
I bestræbelserne på at udvide løbet til flere stater ovenpå den succesfulde premiere, rejste Billy Packer rundt på den amerikanske østkyst. Marylands guvernør og Baltimores borgmester ville gerne have Tour de Trump til at komme forbi, men de fortalte begge Packer, at han skulle få det godkendt af en fyr kaldet Mr. De Francis. ”Hvem fanden er det,” husker Packer, han spurgte sig selv. ”Den fyr var mere magtfuld en guvernøren og borgmesteren i Baltimore.”
Det viste sig at Mr. De Francis hed Joe De Francis og ejede Marylands førende hestevæddeløbsbane, Pimlico Race Course. Packer kørte derud for at aflægge ham et besøg. De Francis ville sådan set gerne give Packer den fornødne opbakning. Men kun på betingelse af, at Trump kom forbi havnen i Baltimore med sin 281-fods båd, Trump Princess, når løbet kom til byen. Packer ringede til Trump, som var med på spøgen. ”Så jeg sagde til Mr. De Francis: ’Vi har en aftale. Han lægger båden i havnen og du kan bruge den til underholdning’.”
Da Tour de Trump kom forbi Baltimore i 1990, lå mega-yachten – på daværende tidspunkt verdens tredjestørste – i havnen. Båden var blevet bygget i 1980 til den saudi arabiske våbenhandler Adnan Kashoggi, der var impliceret i Iran-Contra skandalen, og som siden solgte den videre til Sultanen af Brunei. Trump købte den for 29 millioner dollars af sultanen, men var nødt til at sælge den igen i 1991 for blot 10 millioner dollars.
Den næste stat Packer besøgte var Delaware. Et vigtigt marked for Trumps tre casinoer i Atlantic City. Efter de havde fået overbevist staten, satte Packer et pressemøde op i byen Wilmington, for at annoncere at 1990-udgaven af Tour de Trump ville starte der.
Packer husker, at han var bekymret for, om Trump nu også ville nå frem i tide til pressekonferencen. Dagen inden skulle han således overvære boksekampen mellem Mike Tyson og Buster Douglas i Tokyo – som trods alt lå mere end 10.000 kilometer fra Wilmington. Og Trump sprang samtidig også lige bomben, at han ville forlade sin hustru, Ivana. Men Trump nåede det alligevel. Han ankom i helikopter og blev straks overfaldet af lokale og nationale medier, der ville vide alt om både skilsmisse og cykelløb. De første ord Trump sagde til Packer, da han kom var: ”Har jeg styr på at tiltrække opmærksomhed, eller hvad?”
”Alt hvad Donald nogensinde sagde han ville gøre – det gjorde han!” siger Packer. De to udvidede løbet i 1990 , både hvad angår størrelse og deltagere, men derefter, i takt med at de finansielle problemer blev større og større, trak Trump sit sponsorat tilbage.
Fra Tour de Trump til Tour DuPont
”Vi skiltes som gode forretningsvenner og jeg beundrer ham stadig for det han gjorde,” siger Packer. Men han indrømmer også at Trumps ’larger-than-life’ personlighed og celebrity status i høj grad var med til at fjerne fokus fra selve arrangementet. Packer husker nogle europæiske ryttere, der sagde til ham: ”Han er så populær, at det overskygger cykelløbet.”
Da Trumps sponsorat blev trukket tilbage, var det ifølge Packer en helt naturlig udvikling. Donald Trump var i den grad begrænset af det økonomiske uvejr, han befandt sig i. Og Packer følte, det var på tide at komme videre i teksten. Han og arrangørerne var kommet i dialog med DuPont Corporation, der afløste Trump som sponsor for løbet. 1991-udgaven af Tour DuPont bestod af 11 etaper og en samlet distance på 1.770 kilometer. Og løbet tiltrak endnu flere internationale navne end Tour de Trump havde formået.
Tour DuPont blev kørt i fem år i perioden 1991 til 1996. I 1993 sluttede en ung rytter ved navn Lance Armstrong på andenpladsen, og han skulle siden vinde de to sidste udgaver af løbet. Men i 1996 trak DuPont så også sit sponsorat i kølvandet på en masse kontroversielle hændelser. Løbsarrangørerne Billy Packer og Mike Plant kom ud i et juridisk slagsmål og DuPont-arvingen John du Pont skød og dræbte den olympiske guldmedaljevinder i brydning, Dave Schultz. Men kort før Packer og Plant gik hver til sit, forsøgte de for en kort bemærkning, at etablere et lignende cykelløb i Kina. ”Min idé var, at have et løb i Kina, et i USA og så skulle Tour de France være det tredje ben.”
Præsidenten og direktøren i det amerikanske cykleforbund, USA Cycling, Derek Bouchard-Hall, vil trods løbets korte levetid, ikke betragte Tour de Trump/Tour DuPont som en fiasko.
”Jeg vil helt sikkert sige, at Tour DuPont og Tour de Trump var gode for amerikansk cykelsport,” siger Bouchard-Hall, som selv i 1995 var blandt deltagerne i Tour DuPont. ”De var mere end positive forsøg. De var succesfulde eventyr, der i den grad var med til at profilere amerikansk cykelsport både nationalt og internationalt.”
Stemmer på Trump
Ligesom Trump har Packer siden sit engagement med det amerikanske etapeløb været involveret i alle mulige forretnings- og ejendomseventyr. Og da Trump pludselig befandt sig i rollen som præsidentkandidat, var hans gamle forretningspartner ikke overrasket over milliardærens popularitet, specielt blandt de omkring 46% stemmeberettigede amerikanerne, der normalt aldrig stemmer ved et præsidentvalg.
”Det store flertal af de 46% føler, de har en relation til Donald Trump. Han får de mennesker, som aldrig før har stemt til at sige ’Det er ved at være på tide, jeg gør noget for at ændre vores land,’” siger Packer. ”Jeg stemmer helt sikkert på ham. Jeg kender også familien Clinton, men dem kunne jeg absolut aldrig finde på at stemme på.”
Det ser dog ikke ud til, at Trumps cykelsportseventyr i slutningen af 80’erne har gjort et større indtryk på præsidentkandidaten. Ved et vælgermåde sidste efterår, kort tid efter udenrigsminister John Kerry i Geneve styrtede på sin cykel og brækkede benet, gav Trump sine vælgere et løfte: ”Jeg lover. Jeg vil aldrig deltage i et cykelløb. Det kan jeg forsikre jer om.”