Siden slutningen af 80’erne har det været småt med colombianske fremgange. Men nu har en ny generation af sydamerikanere gjort deres entré i det professionelle cykelfelt. Med stor succes.
Syv colombianere i top-25
Weekendens klassiker Lombardiet Rundt var en dramatisk og særdeles interessant affære. I et voldsomt regnvejr vandt Joaquim Rodriguez den første spanske sejr nogensinde i Il Lombardia, og dermed sikrede Purito sig også førstepladsen på World Tour listen i 2012.
Blot 54 ryttere gennemførte lørdagens hårde strabadser omkring Como søen. Opsigtsvækkende. Men ligeså opsigtsvækkende var det, at hele syv ryttere i top-25 var fra Colombia.
Sky-duoen Rigoberto Uran og Sergio Henao blev henholdsvis nummer tre og fem. Nairo Quintana fra Movistar sluttede på 11. pladsen. Nummer 21 blev Fabio Duarte fra Colombia-Coldeportes, nummer 23 Miguel Rubiano fra Androni Giocattoli, nummer 24 Carlos Betancur fra Aqua e Sapone og nummer 25 Winner Anacona fra Lampre.
Og i Giro del Piemonte, som blev vundet af Uran, var også Henao og Bentacur i top-5.
Uran – den største af de nye
Specielt Uran og Henao har fået deres store gennembrud i denne sæson. 25-årige Rigoberto Uran har kørt som professionel i Europa siden 2006, hvor han som 19-årig debuterede hos det italienske Tenax-mandskab. To år senere fik han kontrakt med Caisse d’Epargne og fik straks nogle flotte resultater med en samlet andenplads i Katalonien Rundt og en tredjeplads i Lombardiet Rundt.
Sidste år skiftede han til Team Sky. Han fik en overraskende kaptajn-rolle i Tour de France, da Bradley Wiggins måtte udgå efter et styrt. Uran sikrede sig undervejs den hvide ungdomstrøje, men på grund af sygdom mistede han den igen og sluttede som nummer 24 sammenlagt.
I år vandt han så ungdomstrøjen, men i Giro d’Italia. Og den samlede syvendeplads i løbet skulle blot blive starten på en helt fantastisk sæson. Andenpladsen i landevejsløbet ved OL i London huskes dog mest for det lidt aparte opløb, hvor Uran pludselig med 200 meter igen valgte at kigge ud på tilskuerne, mens hans udbrudskammerat Alexandre Vinokourov indledte sin uimodståelige spurt mod sejren og guldmedaljen.
I sidste uge kom så Urans største sejr i karrieren, da han vandt den italienske semiklassiker, Giro del Piemonte. Og den flotte sejr blev altså fulgt op med en podieplads i lørdagens Lombardiet Rundt.
Rigoberto Uran begyndte først at cykel som 14-årig. Få måneder senere blev hans far dræbt af en af hjemlandets terror-grupper og Rigoberto måtte i en periode sælge lodsedler for at tjene til dagen og vejen, inden han som 16-årig flyttede til colombias næststørste by, Medellin. Her fik han sin professionelle debut på Orgullo Paisa mandskabet.
Henao – det største talent?
Året efter kom 17-årige Sergio Henao så til Orgullo Paisa. To år senere vandt han U/23-udgaven af Vuelta a Colombia og i 2010 gentog han den triumf i hovedløbet foran navne som holdkammeraten Oscar Sevilla og den spanske klatrer José Rujano, der vandt løbet i 2009.
I 2011 kørte Henao for det colombianske UCI Continental-mandskab Gobernación de Antioquia-Indeportes Antioquia – en professionel overbygning af Orgullo Paisa, ledet af den tidligere colombianske toprytter Santiago Botero. Den nu 39-årige Botero stoppede sin professionelle karriere, da han var involveret i dopingskandalen Operacion Puerto.
Det samme var spanierne Oscar Sevilla og José Enrique Gutierrez. De havde begge kørt sammen med Botero hos Kelme, Phonak og Rock Racing. Og Botero hentede dem til sit nye colombianske UCI-hold i 2011, selvom Sevilla blev testet positiv i forbindelse med Vuelta a Colombia i 2010.
Først fik Sevilla kun seks måneders karantæne af det spanske forbund, men UCI ankede sagen til den internationale sportsdomstol, CAS, og fik karantænen udvidet til et år. Oscar Sevilla forlod Boteros mandskab og fik i starten af 2012 dobbelt statsborgerskab, så han nu både er spansk og colombiansk statsborger.
I mellemtiden havde Sergio Henao forladt den colombianske andedam og taget springet til Europa, hvor han blev holdkammerat med Rigoberto Uran i denne sæson. Han blev nummer to i ungdomskonkurrencen i Giroen (efter Uran) og fik en samlet niendeplads i sin første Grand Tour.
Og selvom han kørte som hjælperytter for Chris Froome i Vueltaen, blev det alligevel til en samlet 14. plads. I det hele taget har Henao opnået nogle helt fabelagtige resultater i forhold til, at det er hans første sæson som professionel i Europa. Og spørgsmålet er, om ikke talentet er endnu større end Rigoberto Urans?
Udover de flotte placeringer i Giroen og Vueltaen præsterede Henao således en samlet 13. plads i Baskerlandet Rundt, han blev nummer 21 i Amstel Gold Race, nummer 14 i Fleche-Wallone, nummer 29 i Liège-Bastogne-Liège, nummer tre samlet i Polen Rundt, nummer to samlet i Burgos Rundt, nummer 20 i Clasica San Sebastian, nummer ni ved VM i Valkenburg, nummer fire i Giro del Piemonte og nummer fem i Lombardiet Rundt…
Ville egentlig være landmand
Sergio Henao ville egentlig oprindeligt være landmand. Han blev født i en lille flække kaldet Rio Abajo, der nærmest ikke er en by, men bare en mindre samling af små huse i Antioquia regionen. Henao begyndte at dyrke kartofler bag familiens hus. Men den første høst slog så meget fejl, at han knap nok kunne lave en kartoffelsuppe.
Til gengæld havde han for sjov kørt lidt ræs på cykel mod sine fætre, og her var det gået anderledes succesfuldt til for den unge Henao, hvis far havde haft en drøm om at blive cykelrytter. Faderen måtte dog af økonomiske årsager tage et job som nattevagt på en nærliggende gård, hvilket spolerede hans muligheder for at få trænet ordentligt.
Da Sergio Henao besluttede sig for at blive professionel cykelrytter, var det ikke så meget for at indri faderens bristede drømme. Men for at tjene penge nok til, at hans far ikke behøvede at arbejde de mange timer på gården. Et løfte Henao gav sin far, da han flyttede til storbyen Medellin, og siden indfriede.
1987
Rigoberto Uran og Sergio Henao er begge født i 1987. Året hvor Colombias største cykelrytter, Luis Alberto Herrera Herrera, eller bare Lucho Herrera, vandt Vuelta a Espana og sikrede sig den prikkede bjergtrøje i Tour de France. Og hvor den anden store colombianer, Fabio Parra, blev bedste unge rytter i Touren.
Men siden har det altså været småt med opløftende begivenheder indenfor cykelsporten, set med colombianske øjne. Hvorfor nu det, og hvorfor denne pludselige opblomstring af sydamerikanske talenter?
En del af forklaringen kan den tidligere professionelle, colombianske rytter, Henry Cardenas, formentlig give os. Han var hjælperytter for Lucho Herrera i Vueltaen i 87 på det legendariske Café De Colombia mandskab. Som blot 21-årig og nyprofessionel, sluttede Cardenas på en samlet niendeplads i Vuelta a Espana, selvom han altså indtog rollen som hjælperytter på holdet.
Samme år vandt han kongeetapen i Dauphiné Libéré, og der var dermed lagt i kakkelovnen til en storslået professionel karriere for Henry Cardenas. Mange så ham som en naturlig arvtager for Herrera og Parra. Men sådan skulle det slet, slet ikke gå.
Hellere sidst end i en hospitalsseng
”Der skete noget i starten af 90’erne. Når du træner har du forskellige måder, du kan måle hvordan formen er, f.eks. ved at se hvordan dine tider er på de forskellige stigninger. Jeg trænede godt, og satte gode tider på stigningerne. Men når jeg så kom til Europa, så kørte alle de andre bare lige pludselig så meget stærkere. Det startede med nogle enkelte ryttere, men så var det pludselig alle sammen. Selv på stigningerne,” forklarede Cardenas om starten på en af de mest dopingbefængte perioder i cykelsporten, og fortsætter:
”Jeg husker en episode fra Giro d’Italia. Jeg var i store problemer allerede tidligt på en af bjergetaperne. Dimitri Konyshev, der langt fra var bjergrytter, sagde (på italiensk) til en af de italienske ryttere: ’Se den colombianer. For et par år siden ville han have ydmyget os i bjergene, og nu kan han dårligt nok følge med’. Han vidste ikke at jeg forstod italiensk, så jeg svarede: ’Jeg foretrækker at slutte på sidstepladsen med ren samvittighed, end at slutte mine dage i en hospitalsseng.’”
Henry Cardenas fik trods de magre resultater en kontrakt med Carrera-holdet i 1992, hvor han blandt andet kørte sammen med Marco Pantani og Claudio Chiapucci. Men efter en sæson, hvor det eneste resultat var en tredjeplads på en etape i Schweiz Rundt, valgte Cardenas at stoppe sin professionelle karriere og rejse hjem til Colombia.
Rørte ikke cyklen i et år
”I 1992 var jeg godt og grundigt træt af at blive ydmyget af ryttere, der var dopet til op over begge ører med EPO, mens jeg havde absolut ingen chance for at vinde noget, når jeg kørte rent. Jeg rørte ikke min cykel i et helt år. Jeg fik tilbudt kontrakter af andre europæiske mandskaber, men jeg vidste hvad det krævede for at følge med. Jeg skulle sprøjte mig med de samme ting, som de andre ryttere på de hold.”
Den snart 47-årige Cardenas, hvis kælenavn i øvrigt er ”Det lille løg” eller ”Cebotilla”, genoptog karrieren på lavere niveau i hjemlandet i 1994, og han ejer nu en cykelbutik i Bogota, kaldet Todo Bici. Hans søn, der også hedder Henry Cardenas, har netop startet sin professionelle cykelkarriere.
Fjernede EPO colombianernes fordel?
Tidligere havde de colombianske ryttere den fordel, at de ofte havde en naturlig høj hæmatokritværdi, fordi de er født, opvokset, bor og træner i højderne. Sammen med en ofte spinkel kropsbygning, var de oftest blandt de bedste klatrere i det professionelle felt.
Men det er klart, at da EPO’en blev introduceret i starten af 90’erne, så blev den hæmatokritmæssige fordel som minimum udlignet. Og inden den øvre grænse på 50 for hæmatokritværdien blev indført, havde de ryttere som valgte at dope sig med EPO, nu pludselig en klar fordel.
Om det er fordi feltet er blevet renere efter indførelsen af det såkaldte biologiske pas, at colombianerne nu pludselig myldrer frem i den professionelle cykelsport, er svært at sige. Men det er da en ganske plausibel teori.
Botero og Sevilla kaster skygger
Til gengæld vil onde tunger måske sige, at årsagen også kan være, at en gut som Santiago Botero, der altså har været dybt involveret i doping i sin aktive karriere, nu sidder og lærer de unge colombianske ryttere ufine tricks.
Uanset hvilken teori man er mest til, så bliver det spændende at følge udviklingen hos de mange talentfulde colombianere i årene fremover.
I øjeblikket køres det legendariske etapeløb, Clasico RCN, i Colombia. På startlisten finder vi såmænd Oscar Sevilla, der altså er tilbage efter sin tidligere omtalte dopingkarantæne. Og spansk-colombianeren, der nu kører for Formesan-BTA Humana-Bler mandskabet, vandt den seks kilometer lange prolog, da løbet blev skudt i gang i fredags.
Løbet har været kørt siden 1961, og det har kun haft én ikke-colombiansk vinder, nemlig spanieren Oscar Sevilla i 2008…