Den tidligere Festina-træner Antoine Vayer har, med økonomisk støtte fra ejeren af det australske sportstøjsfirma SKINS, Jaimie Fuller, udgivet en bog, der ved hjælp af watt-udregninger skal dokumentere, at de fleste Tour-vindere i nyere tid ikke har haft rent mel i posen.
Intet nyt under solen
Med den engelske titel ”Not normal?” bruger den et Lance Armstrong udtryk, som hentyder til præstationer indenfor cykelsporten, der må betragtes som i bedste fald mistænkelige. Problemet er bare, at det bogen i store træk er sat i verden for at bevise, ikke rigtig kommer som nogen overraskelse.
Ingen er vel længere i tvivl om, at både Pantani, Riis, Ullrich, Armstrong og Indurain var selvlysende af doping, da de vandt deres Tour-sejre? Det der så på papiret kunne være interessant var, hvis Vayer med bogen kunne afsløre nogle af rytterne fra nyere tid som sikre dopere. Det sker bare ikke rigtig.
Det nærmeste man kommer er Contadors Tour-sejr i 2009. Men her er det specielt etapen til Verbier, hvor ikke kun Contador, men også en række andre ryttere præsterer nogle helt vilde watt-tal. Men i samme ombæring indrømmer den tidligere Tour-vinder, Greg Lemond, at man ikke kender f.eks. vindforholdene fra præcis den etape. En ret væsentlig detalje.
Svært at fastslå de præcise betingelser
I det hele taget er Vayers udregninger, hvor grundige og gennem researchede de end må være, fyldt med risiko for fejl, af den simple grund, at det er umuligt at fastslå samtlige parametre så nøje, at udregningerne kan betragtes som fuldstændig valide.
Derfor giver bogen kun det overbliksbillede, som man kender i forvejen. Nemlig at Greg LeMond formentlig var den sidste Tour-vinder, der kørte nogenlunde rent. At det hele eksploderede fuldstændig i de glade EPO-dage i midten af 90’erne. At misbruget aftog noget og stabiliserede sig under Lance Armstrong æraen og efter indførelsen af EPO-testen og at man efter 2010 er ved at se samme niveau som i slutningen af 80’erne.
Men den konklusion kunne man også drage ved blot at sammenligne tider op ad de mest legendariske stigninger i de tre Grand Tours. Her er billedet fuldstændig det samme. I stedet bliver der i bogen draget nogle lidt pudsige konklusioner. Blandt andet ligner det mere end en tilfældighed, at de franske ryttere ligger langt nede på listen over hvor voldsomt et dopingmisbrug, der angiveligt har fundet sted.
Fordel Frankrig – og LeMond
Selv en rytter som Richard Virenque, der i den grad var med i de glade 90’ere, ligger på Vayers top-21 blot på en 15. plads. Efter både Froome og Wiggins og kun to pladser foran Evans. Mens Thomas Voeckler nærmest betegnes som en engel i dopingmæssig sammenhæng og befinder sig på en 20. plads – kun undergået af Greg LeMond, som i parentes bemærket var med i Change Cycling Now, der blev stiftet af Jaimie Fuller – bogens sponsor.
LeMond bliver som den eneste betegnet som ikke-mistænkelig ud fra Vayers kriterier om, at man ikke må træde mere end 410 watt i gennemsnit i en verden, hvor alle ryttere vejer 70 kg (så man reelt set regner i watt per kg og ikke i absolutte watt tal).
Jeg har bestemt ikke noget mod LeMond. Han var en stor mester og virker som en særdeles sympatisk – om end til tider noget naiv – fyr, der kun vil det bedste for cykelsporten. Og det kan godt være, at LeMond ikke anvendte hverken bloddoping eller EPO. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det bare var fordi det ikke eksisterede, da han kørte? Er han så en større mester, fordi det benzin han kørte på dengang ikke gjorde, at man kørte så sindssygt hurtigt som i frit-valg-på-alle-hylder 90’erne?
Eller er dem der vinder Tour de France i vore dage bedre mennesker eller større mestre, fordi der nu er både EPO-test, hæmatokritgrænse og biologisk pas, der gør det umuligt at feste på landevejene som var det 1996?
Det går den rigtige vej – med cykelsporten
Min påstand er, at der altid har været og altid vil være doping i cykelsporten. Det handler om at gøre fristelsen så lille som mulig og de negative konsekvenser og risikoen for at blive opdaget (før eller siden) så stor som mulig, hvis man vil holde misbruget på et nogenlunde sundt niveau. Denne bog og al anden statistik viser, at det går den rigtige vej, men hvor langt man kan nå, er stadig et godt spørgsmål.
Jeg er ikke i tvivl om, at Antoine Vayer har brugt rigtig lang tid på at regne sig frem til de mange tal på de forskellige stigninger og at han har gjort sig seriøse overvejelser inden han har konkluderet, som han har gjort. Men igen, så må man bare konstatere, at bogen ikke maler et anderledes billede end hvad man havde hængende på væggen i forvejen, hvis man har fulgt med i cykelsporten indenfor de seneste år.
Det værste ved bogen er dog, at den er fyldt med reklamer fra Jaimie Fullers SKINS firma og at han i forordet til bogen benytter flere lejligheder til at forklare om, hvor fantastisk et firma SKINS er. Det virker decideret usmageligt, fratager troværdighed fra projektet og gør det mere end vanskeligt ikke at få den tanke, at Fuller udgiver denne bog for sin egen og sit firmas skyld og ikke så meget for cykelsportens skyld.
Top-21
Til slut Antoine Vayers top-21, der altså ifølge forfatteren betegner niveauet af mistænkelighed, hvad angår dopingmisbrug. At bogen oprindeligt var beregnet til et fransk publikum fremgår tydeligt af, at Christophe Moreau og Thomas Voeckler er med på listen frem for f.eks. en Michael Rasmussen eller en Tyler Hamilton.
Eller hvad med Carlos Sastre, der trods alt vandt Touren i 2008? Sastre er den eneste fra efter 2006, der klemmer sig ind i top-100 over de bedste tider på Alpe d’Huez. Og så er det værd at bemærke, at Vayer betragter både Bjarne Riis, Miguel Indurain og Alberto Contador som mere selvlysende end Lance Armstrong.
Kategori-1 ”Mutant”
1. Marco Pantani
2. Bjarne Riis
3. Jan Ullrich
4. Miguel Indurain
5. Alberto Contador
6. Lance Armstrong
7. Ivan Basso
Kategori-2 ”Mirakuløs”
8. Floyd Landis
9. Alexandre Vinokourov
10. Andy Schleck
11. Laurent Jalabert
12. Alejandro Valverde
13. Chris Froome
Kategori-3 ”Mistænkelig”
14. Bradley Wiggins
15. Richard Virenque
16. Christophe Moreau
17. Cadel Evans
18. Laurent Fignon
19. Bernard Hinault
20. Thomas Voeckler
Kategori-4 ”Normal”
21. Greg LeMond