De fleste er enige om, at alle rytterne i top-10 i Tour de France i den periode, hvor Lance Armstrong dominerede, var dopede. Derfor giver det ikke mening, at fratage Armstrong hans sejre. Men hvad nu hvis han var bedre til at dope sig end alle de andre?
Jeg havde selv debatten med min gamle skolekammerat, Lars, for et stykke tid siden. Det var fordi jeg her på Veloropa, i artiklen Op og ned i Armstrong-sagen, havde skrevet følgende:
“De fleste tvivler nok på, at Lance Armstrong er kommet til sine Tour-sejre ved blot at spise havregrød og rosiner. På den anden side er det nok også temmelig sikkert, at han ville have vundet nogenlunde det samme antal løb, såfremt vi levede i en ideel verden, hvor han og alle andre ryttere var helt rene.”
Igen ud fra den præmis, at hvis alle hans konkurrenter også dopede sig, så var der jo netop tale om det, som mange af Armstrong-støtterne kalder “A level playing field”.
Sådan var vilkårene
Som den tidligere professionelle cykelrytter, Per Bausager, skrev på Veloropas facebookside:
“Alle med den mindste forstand på de her ting ved hvordan det foregik på den tid. Både hvad angår Lance og alle dem på de efterfølgende placeringer – eller i hvert fald et godt stykke nedad listen. Det var vilkårene i en del år hvis man ville vinde noget.”
Som nævnt i indledningen af denne artikel, så har Bausager ret. Langt størstedelen af toprytterne (hvis ikke dem alle), var dopede. Det er også derfor, man ikke hører nogen af de sekundære placeringer være ærgerlige over, at Armstrong formentlig havde snydt sig til sejrene. For de havde heller ikke selv rent mel i posen.
Til rådighed døgnet rundt
Og da Armstrongs resultater kom i perioden 1999-2005, hvor man havde indført en max. grænse for hæmatokritværdi på 50%, så kunne amerikaneren jo ikke bare dope sig, som de gjorde i starten og midten af 90’erne, hvor der stort set var frit slag rent EPO-mæssigt?
Eller hvad? Lance Armstrong argumenterer igen i sin udmelding fra torsdag med, at han aldrig er testet positiv, og at han er den måske mest testede atlet i historien.
“The only physical evidence here is the hundreds of controls I have passed with flying colors. I made myself available around the clock and around the world. In-competition. Out of competition. Blood. Urine. Whatever they asked for I provided.”
Blev Armstrong advaret på forhånd?
Det stemmer dog ikke helt overens med, hvad Michel Rieu, rådgiver for de franske antidopingmyndigheder, AFLD, i lørdagens udgave af avisen Le Monde, beretter om hvor “nemt” det var at teste amerikaneren.
“Dopingkontrollanterne havde tit problemer, når de skulle teste ham udenfor konkurrence. Armstrong blev altid advaret på forhånd, så han havde 20 minutter til at slette sine spor. Vi kunne ikke stille noget op mod den slags.”
Vil sporten helst acceptere doping?
Også den tyske avis Süddeutsche Zeitung stiller i sin lørdagsudgave spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden er sportens magthavere og de øverste organisationer indenfor – ikke kun cykelsporten – der er skyld i Armstrong-sagen og den megen dopingproblematik i flere andre sportsgrene.
“De ansvarlige er slet ikke dygtige nok og heller ikke villige til at gå helhjertet ind i kampen mod de omfattende problemer med snyd i sportsverdenen,” hedder det blandt andet i en kommentar fra journalisten Johannes Aumüller.
Spillede Armstrong efter reglerne?
Imens fortsætter Lance Armstrong med at argumentere i sin erklæring fra i torsdags:
“The bottom line is I played by the rules that were put in place by the UCI, WADA and USADA when I raced.”
Men hvis Armstrong virkelig blev advaret før out-of-competition dopingkontroller og hvis det er sandt, at UCI desuden ved mindst to tilfælde holdt hånden over ham i forbindelse med positive dopingprøver (Tour de France 1999 og Schweiz Rundt 2001), så spillede han jo ikke engang efter de regler, som man må formode hans – ligeledes dopede – konkurrenter måtte dyste under.
Så var der jo ikke tale om “A level playing field”, selvom alle var dopede dengang. Så var nogen dopede og én mere dopet end de andre. Nemlig ham der vandt syv Tour de France i træk.
De kloge narrer de mindre kloge…
I forbindelse med Operacion Puerto skandalen i 2006, hvor blandt andre Ivan Basso og Jan Ullrich blev smidt ud af Tour de France, arbejdede jeg for Team CSC. Jeg var på rytterhotellet i startbyen Strasbourg, og dagen efter Basso var sendt hjem, spiste jeg morgenmad med David Zabriskie, som efter at have kørt med Armstrong på US Postal, var skiftet til CSC.
Jeg sagde til Zabriskie, at det da alligevel var utroligt, at amerikanerne åbenbart altid gik fri af dopinganklagerne, også i en sag som Operacion Puerto, selvom langt de fleste af dem havde base i Spanien (Zabriskie, Armstrong og en lang række andre amerikanske ryttere boede på det tidspunkt i Girona, nord for Barcelona).
“I må godt nok være gode til at dope Jer,” sagde jeg til ham for sjov.
“Nej, vi er bare bedre til ikke at blive opdagede,” svarede han med et glimt i øjet.