Balladen om Sagan, Terpstra – og Søren Kragh

Under søndagens Gent-Wevelgem udspillede der sig et noget usædvanligt taktisk spil, da Peter Sagan blev træt af, at specielt Niki Terpstra, men også danske Søren Kragh, ikke ville tage føringer i det afgørende femmands-udbrud. Veloropa kigger her på sagen fra de forskellige vinkler.

Af Kim Plesner

Det lignede den helt rigtige gruppe, Søren Kragh på fornemmeste vis kørte op til, ikke lang tid efter rytterne var kommet over dagens sidste alvorlige forhindring, Kemmelberg, i søndagens Gent-Wevelgem. Her sad den blot 22-årige dansker pludselig med fire store klassikerkanoner, Greg van Avermaet, Peter Sagan, Niki Terpstra og Jens Keukeleire. Kvintetten øgede stille og roligt forspringet til forfølgerne. Men så…

Søren Kragh og Niki Terpstra ville ikke længere tage føringer. På papiret var deres alibi, at de begge havde hurtige(re) folk i forfølgergruppen (Michael Matthews og Fernando Gaviria) og at det derfor bedre kunne svare sig for deres respektive hold, at der blev samling igen mellem de to grupper.

Den skjulte dagsorden var selvfølgelig, at netop Kragh og Terpstra, som alt andet lige ikke ville have store chancer i en direkte spurt mod deres tre udbrudsmakkere, dermed kunne spare kræfter og måske i stedet få chancen for at stikke af fra de andre, når de nærmede sig målstregen i Wevelgem.

Sagan kobler ud

Men det blev Peter Sagan træt af at se på. Han slog derfor ud, da han på et tidspunkt lå på hjul af Van Avermaet og Keukeleire, og da Niki Terpstra (som lå på hjul af Sagan) i første omgang nægtede at lukke hullet til de to forreste, blev afstanden pludselig kritisk i løbet af meget få sekunder. Mens Sagan, Terpstra og Kragh kiggede på hinanden, øgede Van Avermaet og Keukeleire forspringet til omkring 15 sekunder med blot 15 kilometer igen.

Og det skulle i sidste ende vise sig, at blive afgørende for udfaldet. Trioen kom aldrig op igen, selvom de efterfølgende fandt ind i et fornuftigt samarbejde efter megen polemik og angiveligt også en snotklat fra Terpstra i fjæset på Søren Kragh.

Efter løbet var Peter Sagan meget kritisk overfor Terpstras taktik, hvorimod han ikke rigtig nævnte Søren Kragh. Og det er der et par gode grunde til.

Selvom Søren Kragh er et af cykelsportens største talenter og selvom vi naturligvis alle sammen var ovenud begejstrede for at se danskeren sidde i så eksklusiv en gruppe i finalen i et af forårets største brostensløb, så skal vi – når vi tager de rød/hvide briller af – huske på, at ingen af de fire andre i frontgruppen formentlig så Søren Kragh som en reel trussel i kampen om sejren. Hans bedste placering hidtil i et brostensløb var 26. pladsen i årets Omloop og derudover havde han kun en 75. plads og en 93. plads i E3 Harelbeke på sin palmares.

Niki Terpstra

Derimod havde Peter Sagan større forventninger til en rytter som Niki Terpstra, der – selvom han på det menneskelige plan har fået særdeles tvivlsomme skudsmål – i hvert fald rent resultatmæssigt er det man i brostenssammenhæng vil kalde for en stor mester. Det bliver man ret automatisk, hvis man har vundet Paris-Roubaix og er blevet nummer to i både Flandern Rundt og Gent-Wevelgem.

Terpstra burde vel, med sin flotte palmares, have så meget klasse, at han i så lille og så stærk en gruppe, så tæt på mål, går med rundt i føringsarbejdet og i det mindste giver sig selv muligheden for at køre med om sejren og så undervejs finder på en måde, at forsøge at vinde løbet på.

Tom Boonen forsvarede sin holdkammerat efter løbet, men  indikerede også, at der var tale om en misforståelse fra Terpstras side, da Boonen allerede havde sagt til ham over radioen, at han skulle køre sin egen chance i frontgruppen og ikke vente på de andre Quickstep-ryttere nede bagved.

Spytklat-gate

Hvis Niki Terpstra ligefrem begynder at spytte en 10 år yngre rytter som Søren Kragh i ansigtet i kampens hede, er det formentlig et udslag af afmagt og frustration og på en måde en cadeau til danskeren. Brian Holm har været ude i noget der ligner et forsvar for hollænderen, men det skyldes nok mest den danske sportsdirektørs loyalitet overfor sine ryttere og sin arbejdsgiver, Quickstep. Sådan er gamet. Jeg tvivler på, Holm bifalder at rytterne spytter efter hinanden.

 

Havde det været en rytter fra et andet hold, der havde spyttet for eksempel Gianluca Brambilla i ansigtet, havde Brian Holm formentlig opfordret sin iltre italiener til at slå på munden. På samme måde som den danske mester Alexander Kamp opfordrede Søren Kragh til det, efter episoden med Terpstra. Det handler som nævnt mest af alt om, hvor ens loyalitet ligger på det givne tidspunkt.

 

Sagan den store taber

Men spytteri eller ej. Gårsdagens store taber var ikke Niki Terpstra, men derimod Peter Sagan. Han ved også godt, at Terpstra kan være en klovn. Men derfor må han aldrig lade sejren slippe ham af hænde på den måde. Der var to kæmpefavoritter i femmands-gruppen; Greg van Avermaet og Peter Sagan. Og man skal huske på, hverken Terpstra eller Søren Kragh kørte ”mod” Sagan, som det ellers har været fremme nogen steder. De kørte lige så meget mod Greg van Avermaet – eller Jens Keukeleire for den sags skyld.

Men facit for Van Avermaet blev, at han stod øverst på podiet i Wevelgem, mens facit for Sagan blev en tredjeplads. Så kan man måske argumentere for, at Sagan fik ”sendt et signal” om at han ikke bare gider tage alt slæbet altid – ikke mindst efter at han mere eller mindre kørte Michal Kwiatkowski hjem til sejren i Milano-Sanremo for nylig. Tjo, men hvis signalet var den ballade vi så i Gent-Wevelgem i går, hvilket signal er det så i virkeligheden det sender til konkurrenterne?

Umiddelbart vel kun, at Sagan er lettere at provokere end rivalen Van Avermaet, som efter gårsdagens sejr og sejrene i E3 Harelbeke og Omloop (en triple kun Jan Raas har lavet tidligere – i 1981), nu er den naturlige favorit inden Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det tager næppe noget af presset af Sagans skuldre, for som verdensmester og forsvarende mester i De Ronde, er der naturligvis maksimalt pres på.

Men til Peter Sagans fordel taler det dog, at begge de to brostensmonumenter er så hårde, at det er sværere at finde tid til taktiske julelege undervejs. Der er lagt i kakkelovnen til godt væddeløb og pludselig med langt større forventninger til Søren Kragh efter gårsdagens flotte præstation. Så må de næste to uger vise, om Van Avermaets hjerne igen udmanøvrerer Sagans hjerte.