Af KIM PLESNER
Veloropa forsøger her at give et indblik i Lance Armstrongs inderkreds. En gruppe af mennesker, der har siddet tungt på magten i amerikansk – og til dels international – cykelsport siden starten af 90’erne.
Jeg vil prøve at beskrive inderkredsen ved at gennemgå en række hændelser i kronologisk rækkefølge. Men det er med at holde tungen lige i munden, for de enkelte personer, firmaer, organisationer og fonde vikles undervejs ind i hinanden på kryds og tværs.
80’erne og 90’erne
Jim Ochowicz, som i dag er medejer af BMC Racing Team, var i sin tid ansat hos finansmanden Thom Weisels investeringsfirma, Thomas Weisel Partners.
Ochowicz stod i 1981 bag det første professionelle, amerikanske cykelhold, 7-Eleven. Holdet skiftede i 1990 sponsor til Motorola, og Ochowicz var manden, der hentede Lance Armstrong til Motorola i 1992.
7-eleven og Motorola kørte på Eddy Merckx cykler. Merckx, med tilnavnet “Kannibalen”, var, indtil Lance Armstrong vandt sine syv Tour de France-sejre, betragtet som den ubetinget største cykelrytter verden havde set. De fleste eksperter betragter stadig Merckx som historiens største rytter.
I 1995 får Armstrong den tidligere vicepræsident i USA’s olympiske komité, Bill Stapleton, som manager.
Ochowicz’ tidligere arbejdsgiver, Thom Weisel, stiftede i 1996 Tailwind Sports, firmaet bag US Postal Service og Discovery Channel holdene, som Armstrong kørte for fra og med 1998, efter at have overlevet sin cancer-sygdom i 1997.
Armstrongs manager, Bill Stapleton, fik en bestyrelsespost i Tailwind Sports. Armstrong var angiveligt medejer af Tailwind, men har aldrig villet bekræfte det.
Armstrong stifter fonden Livestrong, der har til formål at samle penge ind til cancer-forskning. Stapleton bliver udnævnt til Chief Management Officer i Livestrong.
Ochowicz, der også kaldes The Godfather of American Cycling, var – i følge Floyd Landis – bindeleddet mellem Armstrong og UCI præsident Hein Verbruggen.
Verbruggen har efter sigende, ved flere tilfælde, holdt hånden over Armstrong i forbindelse med positive dopingprøver.
Armstrong er i midten af 90’erne meget imponeret af ONCE og deres team-manager, Manolo Saiz, fordi de så ud til at være langt fremme i skoene på dopingfronten. Det skulle senere vise sig, at være rigtigt set af Armstrong, da en af de hovedmistænkte i Operacion Puerto-sagen, var Saiz.
En af rytterne på det daværende ONCE-mandskab, var belgieren Johan Bruyneel. Bruyneel bliver Lance’s højrehånd, sportsdirektør og manager, da han afløser Johnny Weltz på US Postal i 1998. Bruyneel bliver også direktør i Tailwind Sports.
Armstrong vinder sin første Tour de France-sejr i 1999.
00’erne og 10’erne
I år 2000 har det amerikanske cykelforbund, USA Cycling, et underskud på 1,4 millioner dollars. Thom Weisel betaler underskuddet og sætter sine egne folk ind i bestyrelsen. Blandt andre Jim Ochowicz og Mike Plant.
Plant er, sammen med blandt andre Armstrong og Ochowicz, investor i guldminen Tira Gold Mine i Uganda, der er ejet af cykelsportskommentatoren og tidligere pressechef på Motorola-holdet, Paul Scherwen. Scherwen og Phil Liggett er det amerikansk/britiske svar på Mader og Leth.
Liggett har offentligt støttet Armstrong i USADA-sagen.
Ochowicz bliver formand for USA Cycling i perioden 2002-2006. USA Cycling støtter, ligesom UCI, Armstrong i USADA-sagen.
USA Cycling laver en samarbejdsaftale med Chris Carmichael Training Systems. Carmichael er på papiret Armstrongs træner (angiveligt for at dække over Armstrongs samarbejde med den italienske dopinglæge, Michele Ferrari).
I bestyrelsen for Carmichael Training Systems sidder en person ved navn Bart Knaggs. Knaggs er desuden formand for Tailwind Sports, sidder i bestyrelsen i Livestrong og har stiftet firmaet Capitol Sports & Entertainment (CS&E) sammen med Bill Stapleton.
Weisel stifter også USA Cycling Development Foundation. En non-profit organisation, der skal udvikle amerikansk cykelsport. Blandt bestyrelsesmedlemmerne finder man: Lance Armstrong og David Williams. Williams har sit eget investeringsfirma, der blandt andet investerer i Tailwind Sports og Livestrong.
Ochowicz bliver i 2004 rådgiver for Phonak mandskabet, der plages af massive dopingskandaler (Tyler Hamilton, Oscar Camenzind, Santiago Perez, Thomas Nose, Fabrizio Guidi, Sascha Urweider, José Enrique Gutierrez, Santiago Botero og Floyd Landis).
Discovery Channel overtager i 2005 sponsoratet af Tailwind Sports cykelhold fra US Postal. Samme år træder Hein Verbruggen tilbage som UCI-formand. Han afløses af Pat McQuaid, som han selv har foreslået som sin efterfølger. Onde tunger mener, at det i virkeligheden stadig er Verbruggen, der sidder og trækker i trådene, og at McQuaid blot er hans marionetdukke.
Lance Armstrong stopper for anden gang sin aktive karriere, efter sin syvende Tour de France-sejr i 2005.
I 2007 stopper Discovery Channel også deres sponsorat, hvorefter team manager Johan Bruyneel fortsætter hos kazakhstanske Astana, som dog ikke får lov at deltage i Tour de France 2008 på grund af store problemer med doping på holdet (blandt andet Alexandre Vinokourovs positive dopingtest i Touren 2007).
Da Armstrong sensationelt gør comeback i 2009 er det hos Astana og Bruyneel. Lance Armstrong slutter på tredjepladsen i det års Tour de France.
I 2010 fortsætter Armstrong og Bruyneel på det nye hold Radioshack, der i dag hedder Radioshack-Nissan-Trek efter en fusion med Leopard-Trek.
Efter 2010-sæsonen stopper Lance Armstrong for tredje gang, og denne gang definitivt, sin professionelle cykelsportskarriere og kaster sig i stedet over Triathlon.
I dag
I forbindelse med USADA-sagen bliver Armstrong dog suspenderet fra al triathlon konkurrence på højt niveau, ligesom han ikke må stille til start i andre olympiske idrætsgrene. Derfor bliver han også nægtet adgang til Chicago Marathon, der afvikles i oktober måned 2012.
Eddy Merckx’ søn, Axel Merckx, står i dag i spidsen for U/23-holdet Bontrager-Livestrong, der har base i Lance Armstrongs hjemby, Austin, Texas.
Eddy Merckx har offentligt støttet Armstrong i USADA-sagen.
Jim Ochowicz er i dag medejer af det schweizisk baserede, professionelle cykelhold, BMC Racing, sammen med finansmanden Andy Rihs, der også var manden bag Phonak og ejer cykelmærket BMC.
Jim Ochowicz har offentligt støttet Armstrong i USADA-sagen.
Johan Bruyneel er suspenderet som manager for Radioshack-Nissan-Trek, da han er under anklage i USADA-sagen. Bruyneel afventer en uvildig høring i sagen. Formentlig i oktober/november måned.
Den tidligere UCI-præsident, Hein Verbruggen, er nu formand for SportAccord, en paraply organisation for olympiske og ikke-olympiske sportsgrene, hvor den nuværende UCI-præsident Pat McQuaid blandt andet sidder i bestyrelsen.
Thom Weisel er ikke længere involveret i cykelsporten. Hans firma blev i 2010 anklaget for at manipulere klienternes konti for at sikre en stor bonus til firmaets ledende medarbejdere. Thomas Weisel Partners slap med en bøde på 200.000 dollars.
Hvad springer i øjnene?
Udover en generel fascination af, hvordan det hele er bundet sammen med Armstrong som midtpunkt, kan det undre, at mens Bjarne Riis gentagne gange har været trukket gennem mediemaskinen for sin involvering i diverse dopingskandaler, så er en mand som Jim Ochowicz sluppet fuldstændig helskindet igennem sine mere end 30 år i professionel cykelsport.
Ochowicz sidder altså i dag som medejer af et af verdens absolut største cykelhold, er anklaget for at have spillet en central rolle i Armstrongs mistænkelige forhold til UCI og var en del af det måske mest dopingplagede hold i cykelhistorien – Phonak. Ja, faktisk er ledelsen i BMC præcis den samme som hos Phonak; Ochowicz, Andy Rihs og John Lelangue.