Armstrong stikker halen mellem benene

20120824-055247.jpg

Lance Armstrong risikerer livstidsdom efter han torsdag takkede nej til en uvildig høring om organiseret doping på US Postal mandskabet.

På sin gode ven og tidligere chef, Johan Bruyneels fødselsdag, stak Lance Armstrong halen mellem benene i sagen mellem ham og de amerikanske antidoping myndigheder USADA.

“Today I turn the page. I will no longer address this issue, regardless of the circumstances.”

Hedder det blandt andet i den officielle udmelding fra Lance Armstrong, som i skarpe vendinger fordømmer USADA og deres administrerende direktør, Travis Tygart, der i følge Armstrong er ude i en rendyrket heksejagt på den nu måske forhenværende syvdobbelte Tour de France vinder.

Lance Armstrong havde således indtil torsdag midnat, amerikansk tid (6.00 fredag morgen, dansk tid), til enten at:

– Acceptere en livstidsdom for dopingmisbrug i perioden 1998-2005, som USADA mener de har beviser for.

– Anke mandagens kendelse fra den civile amerikanske domstol, der giver USADA ret til at dømme Armstrong

– Acceptere at deltage i en uvildig høring, hvor 10 af hans tidligere holdkammerater på US Postal, i følge USADA, var villige til at vidne mod Armstrong.

Umiddelbart tyder alt altså på, at Lance Armstrong har valgt den første mulighed, hvis man læser hans officielle udmelding. Men samtidig accepterer han stadig ikke, trods kendelsen fra dommer Sam Sparks ved den civile domstol i Austin, Texas, at USADA har ret til at føre sagen mod ham.

“I know who won those seven Tours, my teammates know who won those seven Tours, and everyone I competed against knows who won those seven Tours. We all raced together. For three weeks over the same roads, the same mountains, and against all the weather and elements that we had to confront. There were no shortcuts, there was no special treatment. The same courses, the same rules. The toughest event in the world where the strongest man wins. Nobody can ever change that. Especially not Travis Tygart.”

Armstrong forholder sig overhovedet ikke til de omfattende anklager og vidneudsagn om organiseret doping på US Postal mandskabet, men henholder sig til, at han aldrig er testet positiv, og dermed har spillet efter reglerne, som UCI (Den internationale cykleunion) og WADA (Det internationale dopingagentur) har udstukket.

Og netop UCI og WADA bliver formentlig hovedrolleindehavere i fortsættelsen af sagen. Hvis USADA som ventet vælger at give Armstrong en livstidsdom, så er det UCI der i sidste ende skal gøre dette via det nationale forbund i USA, USA Cycling. Begge disse instanser har dog støttet Armstrong i sagen, men er indtil videre blevet sat på plads af WADA, som truer med at udelukke cykelsporten fra OL, hvis ikke de følger USADA’s anvisninger.

Dagens fødselar, Johan Bruyneel, som var sportsdirektør for Armstrong gennem det meste af karrieren, og som også har en livstidsdom hængende over hovedet, har tidligere accepteret en uvildig høring i sagen. Så med mindre han ændrer sin holdning i kølvandet på Lance Armstrongs udmelding, så kommer skeletterne måske alligevel ud af skabet?

En ting er sikkert. Fortsættelse følger…