Armstrong sætter UCI i dilemma

Armstrong sætter UCI i dilemma

Gad vide hvad UCI’s præsident Pat McQuaid gør sig af overvejelser ovenpå Lance Armstrongs udmelding?

I og med Lance Armstrong, og ikke mindst hans advokater, fastholder, at det er UCI og ikke USADA, der skal føre sag mod ham, sætter han givetvis UCI i noget af et dilemma.

Den internationale cykleunions tidligere præsident, Hein Verbruggen, har angiveligt i mindst to tilfælde sørget for, at positive dopingprøver fra Lance Armstrong aldrig så dagens lys. Motivet var tydeligt for enhver: Med ambitionerne om at promovere cykelsporten udenfor Europa, havde Verbruggen i den grad brug for Armstrongs heltestatus på det kæmpestore, amerikanske marked.

Den nu 40-årige amerikaner levede da også til fulde op til forventningerne, og er den absolutte hovedårsag til, at cykelsporten i den grad har vokset sig stor i Guds eget land. Armstrong var og er mere end bare en sportsstjerne. Han er en celebrity med adgang til alle de store talkshows og kærester som Sheryl Crow og Kate Hudson.

Armstrong donerede 100.000 dollars til UCI

Men tilbage til UCI. De fik på et tidspunkt doneret 100.000 dollars fra Lance Armstrong. Officielt til brug for dopingbekæmpelse. Men da rygterne begyndte at florere om snyd med de positive dopingprøver fra 2001-udgaverne af Schweiz Rundt og Tour de France, blev denne donation pludselig – og vel egentlig logisk nok – kædet sammen med Verbruggens påståede “cover-up”.

Den nuværende UCI-præsident, Pat McQuaid, har bekræftet, at unionen har modtaget donationen fra Armstrong, at det er den eneste donation de nogensinde har modtaget fra en aktiv rytter og at det – set i bakspejlet – nok var en fejl, at tage imod pengene.

Men netop på grund af ovenstående forbindelser mellem UCI og Lance Armstrong, har førstnævnte formentlig ikke været interesseret i, at sagen mellem USADA og Armstrong skulle ende med en høring, som ville kunne afsløre, at UCI holdt hånden over Lance Armstrong. Det vil være skæbnesvangert for unionens i forvejen blakkede image.

Pest eller kolera for UCI

Så umiddelbart burde UCI jo være glade for, at Armstrong har valgt ikke at acceptere den uvildige høring, som USADA har tilbudt?

Nej, ikke helt. For samtidig som Armstrong nægter at deltage i høringen og fastholder sin uskyld på baggrund af, at han officielt og i juridisk forstand, aldrig er testet positiv, så fastholder han og hans advokater også, at det kun er UCI, der kan føre en sag mod ham.

Men det USADA – og den øverste antidopingmyndighed, WADA, vil kræve af UCI, er ikke at føre sagen mod Armstrong, for den betragter de som afsluttet i og med amerikaneren ikke ønsker den uvildige høring. Nej, de forlanger formentlig af UCI, at de idømmer Lance Armstrong en livsvarig karantæne og annullerer hans Tour de France sejre.

Men man kunne sagtens forestille sig, at Armstrong og hans team allerede nu havde hvisket UCI i øret, at såfremt de giver ham livstidskarantæne og fratager ham Tour-sejrene, så bliver alt lagt på bordet omkring dopingprøverne fra 2001. Og vælger UCI ikke at følge anbefalingerne fra USADA, så truer WADA med simpelthen at udelukke cykelsporten fra OL.

Pest eller kolera…