I dag er det præcis fem år siden UCI’s daværende præsident, Pat McQuaid, bekræftede USADA’s livstidskarantæne med ordene “Lance Armstrong has no place in cycling”. Det blev starten på en voldsom deroute for den syvdobbelte Tour de France-vinder. Men en snedig og gennemført strategi er ved at få genrejst Armstrong, både som person og som brand.
Af Kim Plesner
Fortællingen om Lance Armstrong er dybest set den klassiske historie om en helt, der bygges op, bliver involveret i en kontroversiel sag, brydes ned og efter et stykke tid tilgives igen, såfremt helten altså spiller sine kort rigtigt i den mellemliggende periode.
Landis starter lavinen
Nedbrydningen af Lance Armstrong begyndte reelt set, da tidligere holdkammerat Floyd Landis, som vandt Tour de France 2006, for kort efter at blive frataget titlen på grund af en positiv dopingtest, den 30. april 2010 sender en mail til direktøren for USA Cycling, Steve Johnson. I mailen beskriver Landis det omfattende dopingmisbrug på US Postal, som senere bliver omdrejningspunktet i de amerikanske antidoping myndigheders (USADA) sag mod ryttere og medarbejdere på US Postal og Discovery Channel mandskaberne i perioden 1998 til 2005.
USADA-rapporten bliver en realitet, efter chefen for USADA, Travis Tygart, har formået at presse ryttere som Tyler Hamilton, Frankie Andreu, Christian Vande Velde og ikke mindst Armstrongs løjtnant George Hincapie, til at fortælle hvad de ved om det organiserede dopingmisbrug – og så ruller lavinen ellers. De nævnte ryttere får af USADA mulighed for at slippe med seks måneders karantæne, hvis de fortæller sandheden, og stort set alle vælger at samarbejde med Tygart og antidoping myndighederne – dog ikke Lance Armstrong og team manager Johan Bruyneel.
Armstrong synes uovervindelig
I første omgang ser det da også ud til, at Armstrongs advokater får held med at afvise sagen. Man skal huske på, at Lance Armstrong på det tidspunkt er en af de mest magtfulde personer i USA. Der tales om en eventuel politisk karriere, nogle endda om Armstrong som kommende præsident. Han synes uovervindelig og har haft held med at knuse alle sine modstandere indtil da. Fra konkurrenterne på landevejen over sportsjournalisten og forfatteren David Walsh til forsikringsfirmaet SCA Promotions.
Lance Armstrong var en ubetinget vinder i alt hvad han foretog sig. Men USADA-bossen Travis Tygart bliver – overraskende for de fleste – hans nemesis. Og i hele processen omkring USADA-sagen er et meget centralt aspekt, som Lance Armstrong i hele sin nøje orkestrerede tilgivelses-strategi, har gjort alt for at få os til at glemme.
Nemlig det faktum, at Lance tilbage i 2012 også havde muligheden for at indrømme og dermed medvirke til opklaringen af hele USADA-sagen. En medvirken, som efter alt at dømme ville have resulteret i en langt mildere straf end den livstidsdom, han nu render rundt med. Men Lance Armstrong valgt at benægte til det allersidste, han valgte at gå linen helt ud, fordi han netop følte sig uovervindelig på daværende tidspunkt.
Uretfærdigt?
En væsentlig del af Lance Armstrongs tilgivelses-strategi har altså været, at få os til at glemme de juridiske bevæggrunde for at tildele ham livstidskarantæne, så vi blot står tilbage med: Lance Armstrong: Livstid. Hans holdkammerater: Seks måneder. Sådan ser mange på det nu, enten fordi de aldrig har kendt baggrunden for karantænerne eller fordi de har glemt hele processen. Og når man kigger sådan på det, isoleret set, så virker det da dybt uretfærdigt.
“Hvorfor skal Lance Armstrong straffes hårdere end alle andre? Og hvad med Bjarne Riis og dem der slet ikke blev straffet, ikke engang med seks måneders karantæne? Det er da ikke fair?”
Det kan man selvfølgelig sagtens tænke eller mene, hvis man ser på nyere tids cykelsport i et mere overordnet perspektiv.
Men nu var Riis (og mange andre) slet ikke en del af USADA-rapporten, desuden opereres der med juridiske forældelsesfrister, som har gjort det umuligt at straffe mange tidligere dopingsyndere og – som nævnt tidligere – var årsagen til Armstrongs lange karantæne dels at han nægtede at medvirke i opklaringen af sagen og dels at man også fandt det bevist, at han havde deltaget i organiseringen af dopingmisbruget.
Undskyld
Livstidskarantænen var en ting, de økonomiske aspekter med tabet af sponsorer, heriblandt Nike og Trek en anden, retssager med potentielle milliontab en tredje og hele Livestrong-bevægelsens sammenbrud en fjerde. Men hvad der var allervigtigst for Lance Armstrong i ambitionerne om at genrejse sig selv, var hans egen person. Alle ved, at de fleste som kørte professionelt cykling i Armstrong æraen, var krudtede til op over begge ører. Derimod var det ikke alle, der til tider havde opført sig som et røvhul.
Lance Armstrong vidste godt, at hvis han skulle have nogen chance for at komme tilbage i det gode selskab, så var han nødt til at ændre sin personlighed, eller i hvert fald som minimum få det til at fremstå som om, han havde ændret den. Og for at det skulle kunne lade sig gøre, var der i første omgang kun en vej, nemlig at han skulle lægge sig fladt ned og både indrømme og undskylde.
18. januar 2013 kommer den længe ventede indrømmelse så. I et stort anlagt, eksklusivt interview med Talkshow-dronningen Oprah Winfrey. Lance Armstrong er fra nu af ikke længere den kyniske kaptajn på det professionelle cykelhold. Han er “a man of the people”.
Fortsætter i ydmyg rolle
Armstrong ved dog godt, at han lige skal lade folk fordøje indrømmelsen og de efterfølgende reaktioner fra sponsorer og samarbejdspartnere. Så vi spoler frem til 7. maj 2014, hvor Lance virkelig er kommet helt ned på jorden. Mediet Outside Online er blandt de første, der tør give spalteplads til Armstrong og det bliver med den tidligere Tour-helt i en kun lidt mindre ydmyg rolle end da han var på besøg hos Oprah. I et videoklip forklarer og viser Lance Armstrong os således hvordan man skifter slange efter en punktering.
Sideløbende med “Man of the people” strategien, kæmper Armstrongs advokater dog med et par tunge retssager. I februar 2015, 10 år efter han oprindeligt vandt sagen, taber Lance Armstrong retssagen mod SCA Promotions, der i 2004 udbetalte 7,5 millioner dollars i bonus da Armstrong vandt sit sjette Tour de France. Så der ryger lige 10 millioner dollars ud fra kontoen, men det er kun 1/10 af, hvad Armstrong risikerer at tabe på den såkaldte Whistleblower-sag, som Floyd Landis og den amerikanske stat har kørende mod ham i øjeblikket. Den sag vender vi tilbage til.
I mellemtiden begynder Lance Armstrong at cykle ture med de gamle kolleger fra US Postal-tiden og diverse mere eller mindre kendte motionister. Og selvom han tydeligvis stadig er fit, sætter han ikke sig selv i scene, men underspiller tydeligt – igen for at holde sig til planen om den jævne amerikaner, han jo blot er. Og i sommeren 2017 begynder snakken så for alvor i branchen og i medierne, om det i virkeligheden er ved at være på tide, vi tilgiver Lance Armstrong. Det er jo heller ikke retfærdigt, at han har måttet tage alt skraldet, vel?
Podcast
En løftestang i den proces bliver i høj grad den nye podcast-serie “Stages by Lance Armstrong”. Her er Lance kun sporadisk i den ydmyge rolle. Han analyserer knivskarpt årets Tour de France-etaper (og senest 2018-ruten), han siger sin ærlige mening om mange ting, men han har valgt at tage den mangeårige radiovært fra hjembyen Austin i Texas, JB Hager, med ombord. Og netop Hagers tilstedeværelse sørger for, at også de knap så cykelnørdede lyttere får noget ud af udsendelserne. Det ligger igen i tråd med Armstrongs strategi omkring at være en mand af folket og det er med til at blødgøre den elite-feeling der ellers måtte være over sådan et projekt.
Problemet for Lance Armstrongs modstandere er, at hans Stages podcasts er – objektivt set – helt fantastisk gode. Og Armstrong har luret, at netop podcasts er et af de allermest populære og fremstormende medier for tiden og et hul i cykelsportsmarkedet og dermed en måde for Armstrong at komme så tæt på sporten som muligt, trods en livstidskarantæne og ingen større medier, der vil røre ham med en ildtang. Endnu. For det er kun et spørgsmål om tid, før Lance Armstrongs tilgivelses-strategi har båret så meget frugt, at han ikke længere er persona non grata i cykelsporten.
I august måned led Armstrong dog et lille nederlag og måtte tage et skridt tilbage i tilgivelses-processen, da hans marketing-aftale med løbet Colorado Classic måtte annulleres på grund af pres fra USADA, der ikke mente en sådan aftale kunne gennemføres med tanke på Lance Armstrongs fortsatte livstidskarantæne. Arrangørerne af Colorado Classic ville betale Armstrong for at gøre reklame for løbet via sine Stages podcasts.
Landis spøger stadig
Men ellers er eneste knast på vejen lige nu Whistleblower-sagen. Den amerikanske stat, som jo ejer US Postal Service, mener at Armstrong skal betale op mod 100 millioner dollars for at have ført dem bag lyset, fordi han i virkeligheden tog doping, da han vandt Tour de France, og dermed har skadet US Postals image. Armstrong-lejren, derimod, advokerer for, at US Postal – uagtet de senere dopingindrømmelser – fik så megen goodwill ud af at være eksponeret sammen med Lance Armstrong i perioden 1998-2004, at den værdi langt overstiger det beløb, som firmaet betalte for sponsoratet af det amerikanske cykelhold.
Sagen kommer først for retten til september næste år, men den kommer altså for retten, selvom Lance Armstrongs advokater forsøgte at få den afvist. I tilfælde af, at Armstrong bliver dømt skyldig, kan Floyd Landis, som whistleblower, få udbetalt op til 25% af erstatningen til den amerikanske stat.
Uden at være ekspert i det amerikanske retssystem, er det dog svært at forestille sig, Armstrong virkelig må punge ud i en sag, hvor flere af tiltalepunkterne allerede er frafaldet.