Den mest overraskende Tour-vinder nogensinde er Roger Walkowiak, der i 1956 vandt verdens største cykelløb. Vi tager her et kig på nogle af cykelsportens one-hit-wonders i nyere tid.
Kom med på afbud
Han skulle slet ikke have været med i Tour de France det år. Roger Walkowiak. Franskmanden, der var søn af to polske indvandrere og fra byen Montluçon i det sydvestlige Frankrig.
I 1956 kørte rytterne enten for landshold eller regionale mandskaber i Tour de France. Holdet, der repræsenterede den nordøstlige og centrale del af Frankrig, Nord-Est-Centre-mandskabet, stod dog i sidste øjeblik og manglede en rytter, da Gilbert Bauvin var blevet kaldt til undsætning på det franske landshold.
Den eneste rytter til rådighed var Roger Walkowiak, som altså fik lov at stille op for en helt anden fransk region, end den han tilhørte. Og det skulle vise sig at blive en klog disposition.
Med i det rigtige udbrud
På syvende etape fra Lorient til Angers erobrede Walkowiak den gule førertrøje, da han var med i et 31-mand stort udbrud, som kom i mål mere end 18 minutter foran hovedfeltet. Allerede på 10. etape mistede Walkowiak dog trøjen, men inden den dramatiske 18. etape i alperne fra Torino til Grenoble, lå franskmanden stadig godt placeret i klassementet.
Den legendariske klatrer, Charly Gaul fra Luxembourg, som havde tabt masser af tid på de flade etaper, benyttede lejligheden til at sætte et stort angreb ind på Ørnen fra Toledo, Federico Bahamontes, i kampen om den prikkede bjergtrøje. Missionen lykkedes for Gaul, men det fik også store konsekvenser for den samlede stilling, hvor indehaveren af den gule trøje, hollænderen Wout Wagtmans, satte mere end 16 minutter til.
Og da Roger Walkowiak ”kun” smed otte minutter til Charly Gaul, så var den upåagtede franskmand pludselig tilbage i gult. Walkowiak forsvarede den gule trøje på de sidste fire etaper, og pudsigt nok vandt han løbet foran Gilbert Bauvin, som han altså havde afløst på det regionalhold, som han slet ikke tilhørte…
Legende på sin egen måde
Roger Walkowiak er den eneste Tour de France-vinder, som aldrig har vundet en etape i Touren. Han vandt dog senere to etaper i Vueltaen og året inden sin overraskende Tour-sejr, blev han nummer to i Dauphiné Libéré. Betegnelsen “à la Walko” er senere blevet brugt til at beskrive en overraskende sejr indenfor cykelsporten.
I sin selvbiografi beskriver Laurent Fignon, hvordan han efter sin første Tour-sejr i 1983 følte han skulle overbevise medier og fans om, at det ikke var en sejr ”à la Walko” – at han ikke var den nye Roger Walkowiak.
Riis vandt ikke à la Walko
I samme bog beskriver Fignon, der i danske Bjarne Riis havde en af sine bedste og mest pålidelige hjælperyttere, også hvordan han aldrig havde forestillet sig, at Riis ville vinde Tour de France en dag.
”Han havde en stor motor, men lad mig lige slå én ting fast: Han var en god rytter, men ikke i stand til at vinde Tour de France under normale omstændigheder,” skriver Fignon, med henvisning til det EPO-misbrug, som Riis i 2007 indrømmede.
Bjarne Riis vandt dog ikke Touren i 1996 à la Walko. Han sikrede gevinsten ved flotte etapesejre i Sestriere og på Hautacam. Men han hører naturligvis til blandt de overraskende Tour-vindere, når man tager et kig i historiebøgerne.
Pereiro – det tætteste vi kommer på Walkowiak
I disse historiebøger står navnet Oscar Pereiro Sio ud for årstallet 2006. Et helt igennem vanvittigt år, rent Tour de France mæssigt. År 1 efter Lance Armstrongs syvårige regeringsperiode. En Tour, der startede med, at topfavoritterne Ivan Basso og Jan Ullrich blev smidt ud af løbet på grund af deres involvering i dopingskandalen Operacion Puerto.
I stedet vandt Armstrongs tidligere løjtnant, Floyd Landis, løbet. Men kort efter Tourens afslutning i Paris kom det frem, at Landis var blevet testet positiv for testosteron. Dermed overgik den formelle førsteplads til Oscar Pereiro, som kun lå så godt placeret i klassementet fordi han på 13. etape havde fået et forspring på mere end en halv time til alle løbets favoritter. En etape, der i øvrigt blev vundet af Team CSC’s Jens Voigt foran Pereiro.
Spanieren forsøgte efterfølgende, med en vis succes altså, at holde sig fremme i klassementet. Pereiro blev dog også testet positiv (for Salbutamol) på to etaper i Touren. Men den internationale cykleunion (UCI) accepterede forklaringen om, at han havde taget det forbudte stof i forbindelse med astma, selvom Pereiro først efter de positive dopingtests havde fået fremstillet en lægeerklæring.
Ubekræftede rygter sagde også, at efter Pereiro fik opbygget sit store forspring på 13. etape, så lå hans hæmatokritværdi pludselig konstant på 49 (max-grænsen er 50) i resten af løbet, efter at den havde ligget på ca. 45 inden.
Året forinden, i 2005, vandt Oscar Pereiro en etape i Tour de France, så han kan altså ikke helt leve op til à la Walko-betegnelsen, men det er tæt på.
Pecharromans gyldne dage
Kigger man udenfor Tour de France sammenhæng, er der også et par navne, der snildt kan gå under betegnelsen one-hit-wonders. Jeg husker specielt spanieren José Antonio Pecharroman. Som en trold ud af en æske, sprang han i 2003 ind på den helt store scene med sejre i Katalonien Rund og den baskiske cykeluge, Euskal Bizikleta. I sidstnævnte løb vandt han tre etaper udover den samlede sejr.
Jeg kan huske jeg talte med Brian Holm, der på det tidspunkt var sportsdirektør for Telekom, om Pecharromans overraskende præstationer. Holm sagde, at Pecharroman på en af etaperne i Katalonien Rundt, simpelthen havde sat folk som Roberto Heras og andre topryttere fra hjul på flad vej.
De flotte resultater sikrede José Antonio Pecharroman en lukrativ kontrakt med Quick Step mandskabet. Men de købte for alvor katten i sækken. Aldrig før eller siden præsterede vor spanske ven noget af betydning, udover en andenplads i Burgos Rundt i 2006. Han sluttede karrieren som blot 29-årig, efter en 2007-sæson hos det lille portugisiske Benfica-mandskab, hvor hans eneste resultat var en tredjeplads i det spanske kriterium Memorial Manuel Sanroma.
Astarloa – den mest Walko VM-vinder?
Men der skete åbenbart noget i Spanien i 2003. VM blev således vundet af Igor Astarloa, som også kun præsterede solide resultater i en kort periode. Udover VM vandt han Fleche-Wallonne og blev nummer 10 i Amstel Gold Race det år. Og i 2002 blev han nummer to i Cyclassics i Hamburg og Clasica San Sebastian. Ellers skal vi hen til 2006, hvor Astarloa igen gjorde væsen af sig med en førsteplads i Milano-Torino, inden karrieren blev afsluttet på grund af dopingproblemer.
Udover Astarloa er det nærmeste vi kommer one-hit-wonders i VM sammenhæng i nyere tid nok Oscar Camenzind i 1998 i Valkenburg og Romans Vainsteins i 2000 i Plouay. Men begge disse ryttere præsterede trods alt gode resultater over en lidt længere årrække.
Hesjedal og Berzin
Kigger vi mod Giro d’Italia kan man vel godt sige, at årets vinder, Ryder Hesjedal, er et potentielt one-hit-wonder. Det var i hvert fald overraskende for de fleste, at han kunne hive sejren hjem. Og nu må vi se, om han kan følge det flotte resultat op i fremtiden.
Ellers skal vi nok tilbage til 1994 og Evgeni Berzin, før vi nærmer os noget der ligner. Damiano Cunegos sejr i 2004 var selvfølgelig overraskende. Men Cunego har holdt sig på toppen i snart 10 år, hvilket man ikke ligefrem kan sige om Berzin. Den lille russer, der kom fra banecyklingen, blomstrede op i de glade Gewiss-Ballan dage i perioden 94-96, men falmede ligeså hurtigt igen.
Udover fem etapesejre og den samlede sejr i Giroen vandt Berzin i sin Gewiss-Ballan tid også Giro dell’Appennino, Liège-Bastogne-Liège, tre etaper og den samlede sejr i Euskal Bizikleta, en etape i Criterium International, en enkeltstart og holdtidskørslen i Tour de France, en etape i Tirreno-Adriatico samt prologen og en etape i Schweiz Rundt.
I de følgende fem sæsoner fra 1997-2001 blev det til sammenligning til en enkelt sejr, nemlig det portugisiske Grand Prix Journal de Noticias… Evgeni Berzin er i øvrigt indehaver af rekorden for færrest kilometer i den gule trøje i Tour de France. Det skete i 1996, da han mistede trøjen til Bjarne Riis på den afkortede, blot 46 kilometer lange etape til Sestriere.
Vuelta Walkowiaks
I Vuelta a Espana er der to navne i nyere tid, der fanger opmærksomheden. Sidste års vinder Juan José Cobo samt Aitor Gonzalez i 2002.
Hvad Cobo angår, må man blot konstatere, at der er langt mellem snapsene. Det starter fint i 2003 med at han vinder VM i enkeltstart for U/23-ryttere. Men så skal vi hen til 2007 før der igen sker noget.
Her bliver det til to etapesejre og den samlede sejr i Baskerlandet Rundt, en niendeplads i Liège-Bastogne-Liège og en samlet 20. plads i Tour de France. Så går der mere end to år med tre etapesejre i små spanske løb, før han vågner op til dåd mod slutningen af 2009. En etapesejr i Vueltaen og en samlet 10. plads samt en niendeplads i Lombardiet Rundt, bliver det til.
To år senere, i 2011, uden at have skabt et eneste resultat i den mellemliggende periode, vinder han så pludselig Vuelta a Espana. Og siden den sejr er det ikke blevet til en eneste top-10 placering, hverken på etaper eller éndagsløb eller samlet i etapeløb, udover en 10. plads ved de spanske enkeltstartsmesterskaber i år.
Aitor Gonzalez bryder igennem i 2002 med en samlet sjetteplads i Giroen og altså sejren i Vueltaen. Han vinder en etape i Giro d’Italia året efter, men siden er det eneste store resultat en sejr i Schweiz Rundt i 2005, hvor han også stoppede karrieren som 30-årig. Noget af det nærmeste vi kommer ”à la Walko”.