The Secret Race – anmeldelse

Lad mig slå det fast med det samme. Uanset om man har mest tillid til Hamilton, Armstrong eller Riis, så er Tyler Hamiltons nye bog, The Secret Race, et velskrevet og særdeles interessant indblik i den professionelle cykelsport – på godt og ondt. 

Hamilton og New York Times-journalisten Daniel Coyle beskriver i en helt usædvanligt detaljeret grad, historien om den amerikanske cykelrytters “Rise and fall”. Der lægges ikke fingre imellem, ikke mindst når Hamilton beskriver sine egne fejltrin, og i det hele taget virker bogen med nogle meget få undtagelser, som en ærlig fortælling fra en mand, der bare har lyst til at lægge alle kortene på bordet én gang for alle.

Det virker for usandsynligt, at de mange hundrede sider skulle være noget, der kun er foregået i Tyler Hamiltons hjerne. Og det til trods for, at Hamiltons beretning – nok især fra folk, der ikke gør sig den ulejlighed at læse bogen først – let kan blive afvist som endnu en gang nonsens fra en forsmået cykelrytter, som tidligere har excelleret i nogle helt vilde historier, da han skulle bortforklare sit eget dopingmisbrug.

Men overordnet set tror jeg som sagt, at Tyler taler sandt. Derfor er det præmissen i denne anmeldelse af bogen.

Fuck you, Lance

Det store omdrejningspunkt i bogen, er ikke overraskende forholdet mellem Tyler Hamilton og Lance Armstrong. Et forhold, der starter med, at Armstrong får øje på Hamiltons kvaliteter på de amerikanske landeveje i 90’erne, over et venskab og en luksustilværelse i Sydfrankrig med masser af penge og succes, til en bitter rivalisering.

Rivaliseringen starter, da Hamilton føler sig nødsaget til at skifte til danske Team CSC, fordi han mener Armstrong pludselig ser ham som en rival og ikke en loyal holdkammerat. Og rivaliseringen kulminerer, da Phonak-rytteren Hamilton omsider – på en etape i Tour de France 2004 – får sagt til Armstrong, hvad han virkelig mener om ham.

“Fuck you, Lance”

Paradoksalt nok, så starter Tyler Hamiltons voldsomme deroute nærmest i minutterne efter han har “fået luft” i forhold til sin tidligere holdkammerat. Grunden til, at den ellers så rolige Hamilton i 2004 giver Armstrong tørt på er, at Armstrongs holdkammerat, Floyd Landis, netop har fortalt Hamilton, at Armstrong pudsede UCI’s dopingfolk på ham, fordi han slog Armstrong i Mont Ventoux-enkeltstarten i Dauphiné Libéré.

Senere på etapen styrter Tyler Hamilton og smadrer sin ryg, han får at vide, at hans elskede hund Tugboat er døende og han får en pose med dårligt blod af dopinglægen Eufemiano Fuentes. Her får vi altså et billede af en Hamilton, som troede Tour de France 2004 skulle blive det løb, hvor han stødte sin rival Lance Armstrong af tronen.

Men nu står han i stedet og pisser blod på et hotelværelse i Frankrig, hvor han kan se frem til at tilbringe natten med voldsomme rygsmerter og med sin døende hund liggende ved siden af sig i sengen. Efterfølgende går det yderligere ned ad bakke med positive dopingtests og de nærmest surrealistiske bortforklaringer på disse – en historie vi alle kender for godt.

Tyler og Lance

Der er ikke noget nyt under solen i form af dopingbeskyldninger mod Lance Armstrong. Alt det, der kommer frem i bogen, ved de fleste, der har fulgt bare nogenlunde med i cykelsporten de seneste 10-15 år. Men detaljeringsgraden er overvældende, især omkring tiden på US Postal.

Hamilton beskriver mestendels Armstrong som et kalkulerende, dumt svin. Og jeg er ikke i tvivl om, at han har ret. Det har vi set masser af eksempler på gennem tiden. Men hele bogen gennemsyres også af en tydelig misundelse fra Hamiltons side i forhold til Armstrong. Dopinganklagerne og detaljerne omkring dem virker dog i de fleste tilfælde så veldokumenterede, at det alligevel er for letkøbt bare at bruge misundelsen som motiv for anklagerne.

Den eneste anklage, der virker en anelse udokumenteret fra Hamiltons side, er historien om den positive EPO-test, som Armstrong angiveligt skulle have afleveret i Schweiz Rundt 2001. Hamiltons eneste dokumentation er “Jeg ved det, fordi Lance fortalte mig det”.

Men til gengæld er sagen bakket op af, at chefen for det laboratorium i Schweiz, der analyserede prøven, har bekræftet, at der var spor af EPO i prøven og at UCI derefter foranledigede et møde mellem Armstrong, Bruyneel, UCI og chefen for laboratoriet. Og at Armstrong efterfølgende donerede 125.000 dollars til UCI til brug for en ny maskine på netop det schweiziske laboratorium, får jo i den grad konspirationsteoretikere til at slikke sig om munden.

The Eagle

Hævn- eller misundelsesmotiv er der til gengæld intet af i forhold til Bjarne Riis. Hamilton beskriver, at han var klar over, at Riis var det eneste alternativ, da han skulle væk fra US Postal. Han blev med tiden godt nok uenig med Riis i, hvem der skulle være kaptajn på Team CSC, men han fortæller også, at de begge havde tårer i øjnene, da de sagde farvel til hinanden med udgangen af 2003-sæsonen.

Når det kommer til dopinganklager er der en del nyt omkring Bjarne Riis og Team CSC i forhold til tidligere. Udover, at Hamilton hævder, at dopingmisbruget var organiseret hos det danske mandskab, så fortæller han også, at Riis henviste ham til dopinglægen Eufemiano Fuentes, som det har været fremme i mange danske medier.

Men mest interessant synes jeg det er, at Hamilton afslører, at Riis fortalte ham, at den danske holdejer også benyttede sig af blodtransfusioner, da han selv vandt Tour de France i 1996. Og at Riis og Hamilton i forbindelse med Tour de France 2003 lagde den samme bloddoping strategi, som Riis anvendte i ’96. Hvis det står til troende, så åbner det jo op for muligheden, at Bjarne Riis allerede i 1996 samarbejdede med Eufemiano Fuentes?

Man har altid vidst, at Riis arbejdede tæt sammen med den italienske læge, Luigi Cecchini. Men ham beskriver Hamilton nærmest som værende mere en hyggelig, gammel fætter, der ikke har noget med selve dopingproceduren at gøre.

Hamilton afslører også, at Fuentes i 2004 lovede ham, at kun Ivan Basso, Jan Ullrich, Iban Mayo, Alexandre Vinokourov og Hamilton selv ville få glæde af en ny opbevaringsmetode for deres blod – en lille fryser kaldet “Sibirien”. Dermed står det også klart, at Ivan Basso allerede to år før Operacion Puerto, var klient hos Fuentes. I en tid, hvor han var på danske Team CSC.

I modsætning til tiden på US Postal, hvor Hamilton fortæller om, at både han, Armstrong, Livingston, Rubiera og Heras fik foretaget blodtransfusioner hos holdets læge i Valencia, så tyder noget på, at Hamilton opererede på egen hånd, når han skulle frekventere Fuentes i Madrid, mens han var på Team CSC. Holdet vidste selvfølgelig, at han var forbi Madrid, men han nævner ikke andre Team CSC-ryttere i forbindelse med bloddoping.

Hele sandheden?

Tyler Hamilton og forfatter Daniel Coyle lægger meget vægt på, at Hamilton nu fortæller hele sandheden. Men det gør han ikke helt. For mens han altså beskriver hvilke ryttere, der fik blodtransfusioner, da han var på US Postal, sniger han sig udenom dette emne, da han beskriver tilsvarende situationer på Phonak holdet.

Her nøjes Hamilton med at konstatere, at han og “en håndfuld” ryttere fra holdet fløj til Spanien for at få foretaget blodtransfusionerne. Det er en af de meget få skønhedspletter man kan finde i bogen. Hvorfor må vi ikke få navnene på de ryttere? Er det fordi nogen af dem stadig er aktive?

Fucking Johnny Weltz

Udover Bjarne Riis, så beskriver Tyler Hamilton som bekendt også, at en anden dansker, Johnny Weltz, havde en finger med i spillet, da der skulle uddeles EPO på US Postal holdet i slutningen af 90’erne. Afsløringerne er mere uskyldige end dem af Riis, og Weltz har indtil videre valgt at affærdige det som vrøvl.

Men onsdag har Johnny Weltz’ chef hos Garmin mandskabet, Jonathan Vaughters, udtalt, at han skal have sig en snak med Weltz om at fortælle sandheden om dengang, så luften kan blive ryddet og danskeren kan fortsætte i sin rolle som sportsdirektør på det amerikanske mandskab.

Tyler Hamilton fortæller også, at Lance Armstrong officielt var utilfreds med Johnny Weltz på US Postal, fordi han kludrede i nogle bestillinger af hoteller og transport. Men i virkeligheden var Armstrong utilfreds med, at Weltz ikke ville være med til den store dopingpakke og derfor ønskede Lance at skifte ham ud med Johan Bruyneel, der mere var samme type som sin amerikanske stjernerytter.

Derfor begyndte Armstrong konstant at brokke sig over “Fucking Johnny Weltz”, som blev en slags øgenavn for Weltz i hans sidste periode på US Postal.

Konsekvenser

Mange har formentlig stillet sig selv det spørgsmål, om bogen skulle få konsekvenser for de personer, som Hamilton afslører. I Danmark er der naturligt nok megen fokus på Bjarne Riis, som desværre ser ud til at have isoleret sig lidt med en “Jeg kender ikke Fuentes og har aldrig besøgt ham” kommentar, som til forveksling minder om “Jeg er aldrig testet positiv”.

Jeg tror ikke bogen får nogen konsekvenser for Bjarnes cykelhold. Det vil kræve at hans sponsorer, Saxo Bank og Tinkoff Bank, har problemer med hans troværdighed, og det har de ikke. Rent juridisk er det påstand mod påstand og jeg kan ikke se for mig, at UCI har nogen interesse i at puste mere til ilden i denne sag – tværtimod.

Rent troværdigheds mæssigt er det nok en svær én at komme tilbage på for Riis. Han løj om sit dopingmisbrug i 11 år. Han indrømmede fordi han var nødt til det for at redde sit hold, ikke fordi han havde lyst til det. Og nu føler han åbenbart, at han er nødt til at lyve igen, for at redde sit cykelhold. For hvad sker der, hvis han åbner op for posen?

Hvad nu hvis han satte Hamilton i forbindelse med Fuentes? Hvad nu hvis han satte Basso i forbindelse med Fuentes? Og hvad med Contador?

Stregen i sandet

Jeg ved, at Bjarne fik en ordentlig kindhest, da Basso blev smidt ud af Touren i 2006. Jeg var selv tilstede i Strasbourg, da det skete. Jeg så på nærmeste hold, hvordan det virkelig påvirkede Bjarne. Jeg har aldrig set ham reagere sådan før. Aldrig siden.

Så min personlige konklusion, efter at have læst The Secret Race er, at enten er det hele plumråddent hos Riis, har hele tiden været det og er det stadig. Eller også så var Riis med på, at (minimum) Hamilton og Basso konsulterede Fuentes, men at han efter chokket med Operacion Puerto i 2006 og det efterfølgende samarbejde med Rasmus Damsgaard og indførelse af det biologiske pas, er kommet på bedre tanker.

Jeg vil gerne tro på det sidste, men hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg nok desværre, at pilen peger lidt i den anden retning.

Uanset hvad du tror, så gør dig selv den tjeneste at læse “The Secret Race”, hvis du interesserer dig for professionel cykelsport.