The Aert of the Deal

Vinderen af årets PostNord Danmark Rundt, Wout van Aert, spiller i øjeblikket højt spil, efter han i denne uge rev sin kontrakt i stykker med Sniper Cycling og dermed bringer fremtiden for Pro-Continental fusionen mellem Roompot og Veranda’s Willems i overhængende fare.

Af Kim Plesner

I lørdags fyldte Wout van Aert 24 år. Det belgiske stortalent har vundet VM i cykelcross de seneste tre år og fik i år sit gennembrud på landevejen med en tredjeplads i Strade Bianche, en top-10 placering i Flandern Rundt og som nævnt den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt.

Resultater der blev kørt ind for det lille, belgiske Pro-Continental mandskab Veranda’s Willems-Crelan, som Van Aert har været ansat på de seneste to sæsoner. Bag holdet står firmaet Sniper Cycling, der har den tidligere Flandern Rundt vinder (hos danske Saxo Bank), Nick Nuyens, som team manager.

Fusionsplanerne

Sommeren igennem har Nuyens forsøgt at sikre Sniper Cyclings fremtid ved først at forhandle med Aqua Blue Sport om en fusion. Forhandlinger der åbenbart var så fremskredne, at sidstnævnte rent faktisk udsendte en pressemeddelelse om, at fusionen var på plads for den kommende sæson. Få timer senere kom der så en kontramelding fra Sniper Cycling, der undrede sig over Aqua Blue Sports offentliggørelse af en fusion, de ikke mente at være gået med til.

Der gik nogle uger, så kom meddelelsen om, at Aqua Blue Sport lukkede med øjeblikkelig virkning. En udmelding som også indeholdt noget af en bredside mod Nuyens og Sniper Cycling, der blev fremstillet som utroværdige forhandlingspartnere. Og der gik ikke længe mellem Aqua Blue Sports pludselige exit fra cykelsporten, til Sniper Cycling og det hollandske Roompot mandskab kunne annoncere en fusion.

Fusionen betød, at det nye hold ville fortsætte på Pro-Continental niveau i 2019 under navnet Roompot-Crelan. Crelan er som nævnt også med som co-sponsor hos det nuværende Veranda’s Willems-Crelan mandskab. De er en slags personlig sponsor for Wout van Aert og på den måde blevet en del af det hold, som Van Aert kører for.

Crelan og LottoNL-Jumbo

Crelans rolle som sponsor på det nye, fusionerede mandskab er central i fortællingen om Wout van Aerts høje spil om sin fremtidige karriere. Det samme er det faktum, at Van Aert allerede har lavet en forhåndsaftale med World Tour holdet LottoNL-Jumbo, der til næste år bliver til Team Jumbo. Planen var, at Wout van Aert skulle køre videre hos Sniper Cycling indtil 2020-sæsonen, hvor han så skulle skifte til Team Jumbo.

Men sideløbende med de kaotiske forhandlinger om den ene og den anden fusion, blev Wout van Aert mere og mere usikker på Nuyens’ projekt. De to ragede uklar allerede for nogle måneder siden og herefter er deres forhold blot blevet dårligere. Det kulminerede i weekenden med, at Van Aert og hans advokat meddelte Sniper Cycling, at de rev 2019-kontrakten i stykker, da Van Aert under ingen omstændigheder ønsker at fortsætte på Nuyens’ mandskab.

Samtidig med utilfredsheden omkring hvordan Nuyens administrerer Sniper Cyclings aktiviteter, har LottoNL-Jumbo haft en forrygende 2018-sæson og Wout van Aert har også fået sit gennembrud lidt tidligere, end han måske selv havde ventet. Derfor kunne man sagtens forestille sig, at både LottoNL-Jumbo, altså teknisk set Team Jumbo fra næste sæson, og Van Aert ville have en interesse i et tidligere skifte.

Fordel Van Aert?

Men det kan Wout van Aert og hans advokat selvfølgelig ikke sige rent officielt lige nu. Der hedder det blot, at Van Aert hellere vil køre hele 2019 som uafhængig cross-rytter, end han vil fortsætte hos Nuyens, Sniper og det nye Roompot-Crelan mandskab.

Hvis Roompot-Crelan var ligeglade med det, så sluttede sagen selvfølgelig her og så var den knap så speget, som den i virkeligheden er. For netop Wout van Aert er selve trækplasteret på det nye fusionsmandskab. Det ved Van Aert godt og det ved Nuyens, Sniper, Roompot og ikke mindst Crelan godt.

Uden Van Aert på holdet er det således særdeles usikkert om Crelan vil spytte penge i kassen og lægge navn til det nye hold. Det bekræfter Roompots direktør Michael Zijlaard, der efter planen skal være team manager for Roompot-Crelan fra den kommende sæson, overfor den hollandske avis Algemeen Dagblad.

Og hvis også denne fusion falder til jorden, så har Nick Nuyens og Sniper Cycling formentlig spillet deres sidste kort. Uden fusionen med Roompot vil Sniper Cycling efter al sandsynlighed være nødsaget til at dreje nøglen om - og vupti, så har Wout van Aert pludselig slet ikke brudt sin kontrakt, for så har han slet ikke nogen kontrakt, da firmaet ikke længere eksisterer.

Store konsekvenser i en langt fra afsluttet sag

Lur mig om ikke det er det scenarie Van Aert og hans advokat satser på. Hvis det sker, er det selvfølgelig rigtig godt for Wout van Aert, der så kan skrive kontrakt med Team Jumbo allerede fra den kommende sæson. Men man skal alligevel også have lidt is i maven - eller være voldsomt indebrændt - for at ødelægge en potentiel arbejdsgiver for 15-20 andre ryttere, som i tilfælde af, at fusionen mellem Roompot og Sniper alligevel ikke bliver til noget, pludselig står uden job.

For hvad sker der med Roompot, hvis ikke der fusioneres? Var Roompot-Crelan også deres sidste skud i bøssen i forhold til overlevelse i 2019? En ting er sikkert, vi har ikke hørt det sidste (kontroversielle) ord i den sag endnu.

---

Kunne du li hvad du læste? Meld dig ind i Veloropa Value og støt Veloropas journalistiske arbejde. Du opnår samtidig en række kontante fordele i form af rabatter, gratis managerhold, m.v. Læs mere om Veloropa Value ved at klikke her.