”Stil op mod mændene – og bank dem!”

Frontkvinden for DCU og Team Danmarks nye satsning på kvindecykling, Catherine Marsal, skal opbygge et landshold, der kan hente medaljer ved OL i 2020. Men det kræver et helt andet support-system end hidtil, hvis forbundet skal fastholde de bedste danske cykelkvinder. 

Af Line Emilie Fedders

Cykling har historisk været en ret rendyrket mandeverden, hvis man ser bort fra kyssepigerne – det er der vist ingen, der vil argumentere imod. I dag har kvinderne dog fået lidt mere plads, men det halter stadig med anerkendelsen, og det er fortsat svært at skabe sig en karriere som kvindelig cykelrytter på topniveau.

I Danmark har vi de seneste år haft mange store talenter inden for kvindecykling, men efter juniorårene er de fleste ligesom bare forsvundet ud i den blå luft… nogle er emigreret til lande med bedre vilkår, og andre har bare droppet sporten. Men det skal der laves om på nu, har DCU i samarbejde med Team Danmark besluttet.

Derfor har de to organisationer i fællesskab ansat den franske eks-prof Catherine Marsal, der er indehaver af i alt 11 VM-medaljer (fire af guld) og seksdobbelt fransk mester. Da Marsal afsluttede sin professionelle karriere i 2005 blev hun hentet til Danmark for at stå i spidsen for Team SATS Cycling, og siden da har hun bl.a. været centerleder hos Mærsk Fitness.

Veloropa har spurgt Catherine Marsal, hvordan hun vil sikre, at den næste Linda Villumsen bliver i Danmark og i sporten – og om en masse andet, selvfølgelig.

Hvad er det for et projekt, du skal stå i spidsen for?

Et projekt, der har til formål at sikre Danmark OL-medaljer i 2020.

Der er to lag i det: Det ene er rekruttering fra en ung alder, og det andet er udvikling af den eksisterende elite.

Jeg kommer til at rejse rundt i landet og lede efter nyt talent, som skal guides, supporteres og engageres, så de for alvor gror ind i sporten og ikke fortaber sig i for eksempel studierne undervejs.

I forhold til eliten kommer det til at handle om at skabe et landshold; det kræver at vi udvikler en ’team spirit’ og skaber nogle fælles værdier. Og lige nu har vi faktisk et rigtig stort og godt talentgrundlag, så der er masser at udvikle på!

Det lyder rimelig omfattende! Hvad gør du først?

Denne sæson vil jeg fokusere på eliten, begynde at skabe gruppen og værdierne omkring det at være en del af landsholdet. Vi har et mål om at tage piger med til VM i år, og det kræver jo, at vi får point. I dag står vi vist til én plads, så vi har brug for at skaffe point på UCI-plan for at skaffe flere. Vi har nogle dygtige piger på forskellige hold, men de skal gøres til et dansk hold! Lige nu kører de bare mod hinanden.

Så vi har tænkt os at samle de piger, der skal udgøre landsholdet, og lave nogle samlinger og fælles ture til løb. Det er også her, jeg kan begynde at vinde deres tillid og connecte med dem. At skabe et coach-forholdet… det er meget vigtigt for mig, at de skal forstå, at min dør er åben, og at de kan komme til mig med deres udfordringer og overvejelser.

Der er jo ikke gjort noget som helst på det her område hidtil… så vi skal virkelig arbejde for at skabe et reelt hold, en dynamik og et fællesskab mellem pigerne og på tværs af disciplinerne.

Hvem er du inspireret af i din tilgang?

Mine egne erfaringer er vigtige for min måde at arbejde på, men jeg skeler også til Australien og Tyskland. Australien har en rigtig god politik for unge kvindelige ryttere, og har arbejdet længe på det med support og staff og forhold, der er meget under kontrol. Det har givet bonus, for de får store resultater nu.

Men når man kigger til Australien, Tyskland og England må man anerkende, at deres talentudviklingsprogrammer formentlig koster rigtig meget. Og der må vi spørge os selv, om vi har potentiale til noget lignende; har vi piger nok og ressourcer nok?

Det må vi overveje i første del af vores satsning, og måske skal vi efter de første tre år gå efter noget endnu større.

Hvorfor tror du, det er så svært at fastholde de her juniorpiger?

Det er jo det, jeg skal finde ud af i løbet af de næste tre år. Der er en detektion, der er meget svær, og som gør det svært at supporte de her piger. DCU kunne se, at jeg har basis for at forstå de her pigers problematikker, fordi jeg selv har oplevet dem. Det kræver én, der kommer fra den verden for at forstå, hvilke barrierer der er: Der er så mange huller, man kan falde i med skole, kærester, manglende motivation…

Men man må også erkende, at der er meget lidt i det for pigerne; man kan med rette spørge sig selv, hvad de succesfulde juniorer de seneste år har haft at se frem til? Intet landshold, formentlig aldrig nogle mesterskaber, ingen støtte… det var nogle ret dystre udsigter. Det vil vi ændre på!

Så hvad vil I gøre ved det?

Som forbund skal vi vise pigerne, at der kommer mere struktur nu, og vi skal uddanne klubberne til at tage sig bedre af pigerne og opfordre dem til at skabe hold for piger. Amager er et rigtig godt eksempel; det, de gør, har vi brug for mere af!

Pigerne skal forstå, at DCU har deres ryg, at de er en del af et hold, og at de ikke er 2-3 piger ’lost in a boys club’.

Som træner skal jeg hjælpe pigerne med at finde den indre motivation; deres personlige grund til at køre på cykel. Vi skal finde ud af, hvad der driver dem til at være med.

Pigerne skal forstå, hvad de selv vil – hvis de vil tjene penge og være verdensmestre, så må de arbede hårdt for det. Men at man ikke tjener penge betyder ikke, at man ikke kan kæmpe for det – den der ydre, økonomiske motivation må ikke blive den eneste årsag, for så er det, at vi mister dem.

Med det sagt kan jeg ikke garantere, at de ikke forsvinder – der er jo en naturlig selektion af talent, enten fordi de ikke er gode nok, fordi livet som cykelrytter er for hårdt eller fordi deres prioriteter ændrer sig. Men hvis de virkelig vil det, som f.eks. Amalie Dideriksen vil det, så kan jeg ikke se, hvorfor vores nuværende talenter ikke skulle opnå store resultater, når vi får skabt en bedre struktur og kultur.

Tror du det er en hæmsko for pigerne, at de ofte er nødt til at cykle mod mændene, fordi der er så få kvinder?

Jeg mener, herrecykling kan bruges til at få kvinderne til at gro… da jeg kørte, cyklede jeg jo bare, jeg kørte mod mænd og jeg slog dem! Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmål omkring det med mand/kvinde. Og den indstilling kan pigerne nok lære af – just go and race, de bedste piger kan sagtens køre med herrerne. Man skal bare se drengene som noget, der kan gøre én bedre.

Tror du nogensinde cykelsport for alvor bliver en sport, der tager kvinder alvorligt?

Da jeg kørte i 90’erne overvejede vi, hvornår medierne ville begynde at tage os alvorligt, hvornår vi ville få vores eget Tour de France og blive taget seriøst i cykelmiljøet. Og nu er vi her, 25 år senere, og det er de samme ting, vi snakker om. Jeg forstår det virkelig ikke! Er vi ikke feminine nok, er vi ikke gode nok til at køre på cykel? Det er jo noget pjat! Ser man på Marianne Vos og de andre gode kvindelige cykelryttere, så er det smuk cykling! Se bare på kvindernes linjeløb i London; det løb var virkelig godt, og meget sjovere end mændenes.

Siden min tid som professionel er der næsten ikke sket noget med anerkendelsen af kvindecykling… og jeg overvejer stadig, hvornår vi for alvor slår igennem og får plads.