Det er fuldstændig naivt at tro, at Michael Rasmussens dopingindrømmelse handlede om noget andet, end at redde sin egen røv. Det var eneste udvej for Kyllingen og sidste kapitel i hvad man vel kan betegne som en ”Rolf er ren” farce, blot uden humoristiske elementer af nogen slags. Og igen står cykelsporten tilbage som den store taber.
The Hembo Show
Der blev gået til stålet i går. I Herning. Klokken 14.00 tonede Claus Hembo, Christina Hembo og Michael Rasmussen frem på skærmen, for at annoncere det vi alle sammen godt vidste. At Kyllingen havde været proppet med stoffer gennem stort set hele karrieren.
Hembo og Hembo fremstod – i eget orkestrerede lys – pludselig som dem, der skulle til at redde cykelsporten fra alle dens ulykker, mens Rasmussen kort og kontant fremlagde sit langvarige dopingmisbrug.
Lad mig sige det sådan. Hvis Hembo og Rasmussen nogensinde har ment noget alvorligt med at kæmpe for en renere cykelsport, så havde de nok stået frem i efteråret 2010 og sagt: ”Nu skal I høre gutter. Michael har lavet noget snavs, det er vi kede af. Men det er et overstået kapitel. Nu vil han fortælle om sine ugerninger, og så starter vi på en frisk med et nyt hold.”
Journalisterne taget ved næsen
Pressekonferencen blev i det hele taget lidt af en farce. Christina Hembo læste op af en rørende historie om, hvordan små poder skal kunne trække cykeltrøjen over hovedet i fremtiden, uden at blive grisset til af alskens snask og snavs. Hendes husbond løb ind i et følelsesmæssigt sammenbrud mod slutningen af seancen, der varede hele 12 minutter.
Herefter forlod de tre scenen og de talstærkt fremmødte journalister stod tilbage med noget af en lang næse. Ikke kun over at have været kørt hele vejen til Herning for mindre end et kvarters underholdning, men også fordi de efterfølgende ikke fik mulighed for at stille spørgsmål, som de ellers var blevet lovet.
Kun TV 2, der på forhånd havde lavet en lokumsaftale med Claus Hembo om et eksklusivt interview mod flot eksponering af firmaet i baggrunden, fik chancen for at bore lidt dybere i Rasmussens tilståelse. Ikke at jeg bebrejder TV 2 noget. Deres alternativ var ingenting, og som kommerciel TV-station skal de selvfølgelig takke ja til denne gyldne mulighed.
Heller ikke her kom der dog noget interessant frem i lyset, da Michael Rasmussen ikke må udtale sig om stort set noget som helst, før anti-doping myndighederne har færdiggjort deres arbejde.
Forgæves jubel
Han måtte således heller ikke udtale sig om, at han til selvsamme myndigheder blandt andet har angivet sin tidligere holdkammerat Nicki Sørensen. Efter Veloropas oplysninger for episoder, der skulle være foregået helt tilbage i perioden 2000-2002.
Og i dag kan man så i medierne læse, at de danske anti-doping myndigheder nærmest ikke kan få hænderne ned i begejstring over, at Rasmussen har sunget. For nu kan vi jo endelig komme problemerne i cykelsporten til livs. Au contraire, er jeg desværre nødt til at sige. Der er ikke ret meget, der er længere fra sandheden.
Sagen er jo, at det ikke er fordi Michael Rasmussen pludselig vågnede op torsdag og følte sig som et bedre menneske, der nu havde lyst til at få lettet hjertet omkring alt det doping hurlumhej. Nej, han havde i de foregående to uger formentlig fået et tilbud han ikke kunne sige nej til af USADA og WADA: Nu sætter du dig ned, makker, og fortæller det hele. Ellers har vi rigeligt med belastende materiale på dig, til at vi kan give dig livstid.
Det gav ikke Michael Rasmussen meget valg. Han vil gerne fortsætte som sportsdirektør hos Christina Watches, mens den aktive karriere alligevel sang på sidste vers. Ved at ”sladre” til myndighederne, kunne han få nedsat karantænen til to år, og dermed stadig have en fremtid indenfor cykelsporten. Så altså point til Rasmussen for at redde sin egen røv.
Cykelsporten taber igen
Lad os så vende tilbage til Nicki Sørensen. Hvis det nogensinde kommer frem, at Rasmussen har angivet ham og det rent faktisk skulle vise sig, at Nicki for 10-15 år siden anvendte doping. Hvordan i himlens navn skulle cykelsporten så kunne bruge det til fremadrettet at blive en renere sport?
Og ville det – som jeg har hørt nogen sige – virkelig belaste Bjarne Riis endnu mere? Ville det virkelig det? I forhold til, hvordan Bjarne allerede nu er under beskydning for bl.a. at have henvist Tyler Hamilton til Eufemiano Fuentes i 2002. I forhold til, hvad Riis har været igennem af dopingindrømmelser, Operacion Puerto sager, Contador-balladen, osv. Er det så virkelig sidste søm i ligkisten, at en dansk hjælperytter for langt ud over forældelsesfristen siden, måske har taget doping?
Et tænkt eksempel: Lad os nu sige det en skønne dag viser sig, at Nicki Sørensen ikke havde rent mel i posen, da han f.eks. blev nummer 20 i Tour de France 2002, hvor eksperter vurderer, at op mod 80% af feltet tog doping. Hænderne op, dem der taber kæben ned i bordet af overraskelse? Henrik Jul og Jørgen Leth, I tæller ikke med. Jeres brændstof er romantik…
Så mens Rasmussen har fået luft for sine løgne gennem snart 15 år, har fået nedsat sin karantæne så han uden problemer kan fortsætte i cykelsporten og har udsigt til at få en ordentlig skovlfuld millioner ind på bankkontoen fra sin retssag mod Rabobank, så står cykelsporten – i denne sag personificeret ved Nicki Sørensen – tilbage som den store taber.
Igen…