Politisk retorik

Jeg må indrømme, at jeg altid har troet, og stadig tror på, at Lance Armstrong en dag bliver valgt til amerikansk præsident. De senere år har Armstrong da også luftet sine politiske ambitioner, og at han og hans team allerede mestrer den politiske retorik, viste torsdagens udmelding fra den måske snart forhenværende Tour de France-vinder.

Det gælder om at sætte dagsordenen

Noget af det vigtigste for en politiker er, at det er ham eller hende, og ikke journalisterne eller modstanderne, der sætter dagsordenen. Det gøres ved at være først med udmeldingerne i de pågældende sager, eller ved – typisk i en interview-situation – simpelthen at tale udenom, og dermed ikke forholde sig til den dagsorden, som journalisterne eller modstanderne forsøger at skabe eller fastholde.

I den ideelle verden ville Lance Armstrong naturligvis gerne fastholde sit officielle image som fuldstændig ren cykelrytter, der er kommet til sine syv Tour de France sejre på ærlig vis. Det har han faktisk, trods veholdende dopingrygter og -anklager, dygtigt formået at gøre indtil den verserende sag mellem ham og USADA.

Tvunget til at ændre strategi

Men med afgørelsen ved den civile domstol i Lance Armstrongs hjemby Austin, Texas i mandags, formåede Armstrong altså for første gang i karrieren ikke at stoppe anklagerne rent juridisk, inden han var nødt til rent faktisk at forholde sig til dem.

Dermed skulle der laves en hurtig prioritering, fordi Armstrong og hans team kun fik tre dage til at beslutte om man ville deltage i den høring, som USADA har foreslået eller om man ville anke sagen til en højere instans i det amerikanske retssystem eller om man – som tilfældet altså blev – ikke ville gøre noget, og dermed risikere livstidsudelukkelse og fratagelse af de syv Tour de France-titler.

Hensynet til Lance Armstrongs potentielle, fremtidige politiske karriere og ikke mindst arbejdet med fonden Livestrong, som indsamler penge til kræftsyge mennesker verden over, fik nu øverste prioritet. Og Armstrongs team vurderede øjensynligt, at en høring med vidneudsagn fra 10 tidligere holdkammerater, ville skade Lance Armstrongs image langt mere end risikoen for at blive idømt en livsvarig karantæne og på papiret få annulleret alle Tour-sejrene.

Og som den aktuelle udmelding fra Armstrong tydeligt viser, så kan den nu 40-årige amerikaner igen sætte sin egen dagsorden og undgå konkret at forholde sig til anklagerne fra USADA.

Kan vende sanktioner til fordel

De sanktioner, som USADA nu har bedt UCI om at gøre gældende overfor Lance Armstrong, får selvfølgelig en vis indlydelse på Armstrongs fremtidige image og arbejde. Dog nok mest på den politiske front, hvor støvet formentlig lige skal lægge sig, inden Armstrong tager det næste skridt.

Men i forhold til hans arbejde med Livestrong og hans mange fans, så får eventuelle sanktioner mod Armstrong formentlig ikke nogen negativ indflydelse – måske nærmere tværtimod.

Jeg mener, hvis man efter de mange anklager der har været om dopingmisbrug gennem hele Armstrongs karriere, stadig tror på, at han er ren (eller bare er ligeglad), så ændrer en dom fra en institution, som deres store helt på det nærmeste har latterliggjort, nok ikke det fjerneste. Tværtimod opnår Armstrong med al sandsynlighed en martyr status i deres øjne.

Politiske motiver?

Men hvis ikke USADA’s sanktioner har den store indflydelse på Armstrongs fremtid, og hvis alle er enige om, at det ikke giver mening, at tildele andre ryttere Armstrongs syv Tour-sejre, fordi de øverste i klassementerne selv var nogenlunde ligeså dopede, hvorfor så overhovedet denne sag? Og hvorfor bruger amerikanerne så mange skattekroner på at fælde en af deres egne – endda en af de allerstørste?

Igen skal svaret nok findes i den politiske afdeling. Tidligere på året lykkedes det som bekendt ikke, at få dømt Armstrong ved den civile domstol. Anklagen lød på, at Armstrong og de andre US Postal-ryttere – såfremt der var tale om organiseret doping på holdet – jo i princippet havde brugt skatteydernes penge på at købe forbudte stoffer, idet det var det statsejede amerikanske postvæsen, der betalte regningerne, via deres sponsorat.

Der er ingen tvivl om, at de personer, der dengang led et nederlag i forhold til Armstrong, har haft behov for at hævde sig i systemet og få politisk genoprejsning ved f.eks. at få dømt Lance Armstrong via en anden offentlig instans, som USADA. Nogen ville måske kalde det for heksejagt…

Presset blev stort indefra

Udover det, har der efterhånden også været så mange andre cykelryttere fra US Postal tiden, som siden har måttet indrømme hvad der foregik, og har måttet leve med de konsekvenser det fik for dem, f.eks. i form af udelukkelse fra cykelsportsmiljøet. Her taler vi i første omgang om Tyler Hamilton, Floyd Landis og Frankie Andreu.

Men i forbindelse med sagen ved den civile domstol har personer, som stadig er aktive indenfor cykelsporten, f.eks. Jonathan Vaughters, David Zabriskie, Levi Leipheimer, Christian Vande Velde og George Hincapie efter al sandsynlighed også været på vidneskranken og dermed været tvunget til at forholde sig til den beskidte fortid – i modsætning til Lance Armstrong.

Hvad drejer sagen sig om?

Det handler jo efterhånden slet ikke om, hvorvidt cykelrytterne i det professionelle felt i perioden 1999 til 2005 anvendte forbudte dopingmidler. Det ved alle med en smule indsigt i moderne cykelsport, at de gjorde. Det handler heller ikke om at give Armstrongs Tour-titler til andre ryttere.

Det handler nok mere om, at for at alle der elsker cykelsporten – ryttere såvel som fans – kan komme videre og få lagt låg på den periode i cyklingens historie, så er de væsentlige aktører fra dengang nødt til at se realiteterne i øjnene og forholde sig til virkeligheden.

Ikke mindst den største af dem alle – Lance Edward Armstrong.