Parboiled Riis

Presset på Bjarne Riis øges dag for dag. Tyler Hamilton, Operacion Puerto, Michael Rasmussen. Nogen kalder det for en heksejagt, andre ser gerne hans hoved på et fad. Veloropa ser på, hvilke konsekvenser det kan få for dansk cykelsport, hvis Riis trækker stikket. 

”Parboiled Ris: Ris, der er dampbehandlet under tryk”

Massivt mediepres

Med BT og deres “12 spørgsmål til Bjarne Riis” kampagne som frontfigurer, lægges der nærmest dagligt yderligere pres på den danske holdejer. Riis har siden Vuelta a España i efteråret holdt en endog meget lav profil overfor medierne. Det har nu ikke fået kravet om, at han skal forholde sig til de efterhånden mange anklager om snyd til at fordufte. Tværtimod.

Retfærdigt? Tja, det er jo svært at argumentere imod, at Bjarne Riis skulle have snydt og løjet. Det har han dels selv indrømmet, og derudover tegner der sig et ret klart billede af, at der også har foregået noget på hans nuværende cykelhold. I hvert fald i den første halvdel af holdets levetid.

Med Tyler Hamiltons påstand om, at Riis havde henvist ham til dopinglægen Fuentes. Jörg Jaksches vidneudsagn om, at Bjarne kendte alt til hans dopingmisbrug. Ivan Bassos involvering i Operacion Puerto. Fränk Schlecks penge-overførsel til Eufemiano Fuentes og nu altså Michael Rasmussens vidneudsagn om, at Riis også kendte til hans dopingmisbrug, da Kyllingen kørte for holdet i 2002, så skal man selvfølgelig være en kende naiv, for at tro på, det hele har været havregryn og müslibarer.

Snart syv år uden ballade

Hvis man til gengæld skal tale Bjarne Riis’ sag, så skal man paradoksalt nok kigge mod Holland, hvor dopingskeletterne rasler ud af skabet for tiden. Her har det nationale cykleforbund (KNWU) netop indført et nyt anti-doping regelsæt i kølvandet på al balladen omkring Rabobank. Et regelsæt, hvor man har valgt at trække en streg i sandet den 1. januar 2008, hvor UCI indførte det biologiske pas.

Såfremt en rytter eller sportsdirektør indrømmer doping før den dato, så får man et halvt års karantæne, heraf de tre måneder uden løn. Indrømmer man derimod doping efter den dato, er det øjeblikkelig fyringsgrund. Blanco Pro Cycling (det tidligere Rabobank) og Vacansoleil har underskrevet det nye regelsæt, mens Argos-Shimano, der mener det er at gøre for lidt mod doping, ikke vil skrive under, men alligevel agerer ud fra principperne.

Og kigger man på de ting Bjarne Riis i øjeblikket er i fedtefadet for, så ligger de alle sammen længere tilbage end 1. januar 2008. Faktisk har der ikke været sager hos Bjarne Riis’ mandskab siden man ovenpå Operacion Puerto skandalen i 2006 indledte et samarbejde med lægen Rasmus Damsgaard. Et samarbejde hvis principper i dag bruges af UCI’s biologiske pas.

Indrømmelsen blev en ny løgn

Det er rigtigt, at Alberto Contadors clenbuterol-sag også smittede af på Bjarne Riis. Men Contador testede positiv, da han kørte for Astana i Tour de France 2010. Hos Riis har der teknisk set ikke været noget, der tyder på urent trav siden Fränk Schleck i 2006 overførte penge til Fuentes og Basso samme år blev hevet ud af Tour de France.

Grunden til at Riis alligevel er under pres, rent mediemæssigt, er som bekendt fordi han i forbindelse med sin dopingindrømmelse i foråret 2007 var så – i bagklogskabens klare lys – letsindig, at slå fast, at der aldrig havde været doping på hans cykelhold. Efter alt hvad vi ved i dag, formentlig endnu en løgn. Og det er altså svært at blive ved med at undskylde sine løgne, uden at modtagerne af budskabet begynder at tænke: ”OK, fint nok. Men hvornår lyver du så næste gang?”

Hvem vinder ved at fælde Riis?

Men hvad nu hvis Riis rent faktisk siden 2006 har holdt sig på dydens smalle sti. Hvad nu hvis han rent faktisk i dag er blandt dem, der arbejder for en renere cykelsport. Giver det så mening at forlange hans hoved på et fad? Og, hvis man kigger helt kynisk på det, hvem har så egentlig noget ud af, hvis det sker?

Ja, Bjarne Riis selv, hans sponsorer og alle hans ryttere og medarbejdere har naturligvis ikke. De danske medier vil måske mærke en kortvarig positiv effekt hvad angår læsere og seertal. Men på den lange bane vil de tabe stort, såfremt der ikke længere er et dansk mandskab med i Tour de France. Dansk cykelsport vil miste et ubetinget flagskib, der – uagtet Riis’ dunkle fortid – er en inspiration for mange danske cyklister på forskellige niveauer.

Men retfærdigheden sker fyldest, vi får fjernet en løgner og et dårligt forbillede fra cykelsporten, så nye generationer får bedre muligheder for at konkurrere i et rent miljø fremover, vil Riis-modstanderne argumentere. Fair argumentation. Men skal der så ikke ryddes op andre steder end i Danmark? Hvad med Jim Ochowicz hos BMC, hvad med Alexandre Vinokourov og Guiseppe Martinelli hos Astana, hvad med Igor Galdeano hos Euskaltel, hvad med Marc Madiot hos FDJ, osv, osv.

Hvis der skal ryddes op med tættekam, så ryger 80% af cykelsportens aktører formentlig på porten. Hvordan skulle man rent praktisk kunne fortsætte sporten på de præmisser?

En erstatning for Riis

Der er også dem, der foreslår, at Bjarne Riis måske skulle træde tilbage som leder af sit cykelhold og overlade det til andre, at stå i spidsen. Så kan holdet jo fortsætte, bare uden frontfiguren. Lidt ligesom Livestrong uden Lance Armstrong i bestyrelsen eller direktionen. Det har jeg alvorlig talt meget svært ved at se som en realistisk løsning. Hvis ikke der er nogen Bjarne Riis, så er jeg temmelig sikker på, der slet ikke den samme interesse fra hverken sponsorer eller ryttere.

Men bestemt et interessant tankeeksperiment. Hvem skulle i givet fald tage over efter Bjarne Riis, hvis mandskabet skal beholde et dansk islæt? Michael Rasmussen og Claus Hembo? Kim Andersen? Brian Holm? Johnny Weltz? Alex Pedersen? Bo Hamburger? Jesper Skibby? Jesper Worre? Rolf Sørensen?

NB: Et oplagt væddemål for bookmakerne: Begynder Bjarne Riis at tale før Rolf Sørensen indrømmer doping – eller omvendt? Veloropa sætter – måske lidt overraskende – pengene på Rolf.