Optakt, Giro d'Italia, 7. etape

Magtdemonstration af Mitchelton-Scott på Etna. Esteban Chaves fik fortjent etapen efter at have siddet i udbrud hele dagen, mens Simon Yates tog en lyserød førertrøje, som han måske endda har gode chancer for at holde hele vejen til Rom.

Det australske mandskab har den bedste bredde i bjergene med luksushjælperne Nieve, Kreuziger og Haig. Yates lader til at være i sit livs form, mens de i Chaves har en plan-B, der kan bruges offensivt og konstruktivt, så Mitchelton-Scott ikke kommer på overarbejde i bestræbelserne på at forsvare trøjen.

Men inden føljetonen om klassementet skal fortsættes venter der i dag noget der til forveksling ligner en massespurt.

Efter en - for mange vedkommendes - lang nats transfer fra Sicilien, skal rytterne i dag ud på en knap 160 kilometer rute langs kysten med mål i byen Praia a Mare. Der er lidt knolde til sidst, men ikke nok til at afskrække sprinterne. Well, måske skal der ikke så meget til at ryste en utrolig uholdbar Jakub Mareczko, men ellers burde stort set alle mand komme med hovedfeltet hjem i dag.

Teoretisk set burde de andre hold overlade føringsarbejdet til Quickstep, da Elia Viviani har vundet de to første sprinteretaper. Men - måske netop derfor - er det også vigtigt for hold som Bora-Hansgrohe (Sam Bennett) og EF *Indsæt random sponsornavne her (Sacha Modolo) at i det mindste få chancen for at spurte sig til en etapesejr.

Så mon ikke det trods alt ender i en massespurt? Det er i hvert fald ud fra det scenarie, stjernerne er kastet:

***** Viviani, Bennett, Modolo

**** Mareczko, Van Poppel, Belletti

*** Bonifazio, Debusschere, Planckaert

** Venturini, Sbaragli, Gibbons

* Mads P, Jempy, Simion

Tilbage på det italienske fastland, er der også nyt fra vores senior kulturhistorie-korrespondent, Jonas Neivelt, om dagens rute:

Pizzo betyder beskyttelsespenge. Derfor kan det virke lidt underligt, at vi nu ikke længere er på Sicilien, men har bevæget os østover til fastlandet. Nu er vi nemlig kommet til Calabria, som med en lidt fortærsket men dog brugbar kliché er tåen på den italienske støvle. Egentlig er det ikke så underligt.

Den sicilianske mafia har kendt til bedre tider, og det kan folk jo være taknemmelige for. Som nævnt i afsnittet om den femte etape har den sicilianske mafia været offer for både sine egne kampe og for de økonomiske konjunkturer. Svækkelsen af dem er nok den eneste positive konsekvens af den økonomiske krise i Italien. Det betyder langt fra, at den kriminelle underverden ikke har mere at skulle have sagt i Italien, for det har den. Den stærkeste af disse mafiøse organisationer kommer fra det område, hvor der i dag køres cykelløb – den calabresiske 'ndrangheta.

'Ndrangheta er et svært ord at udtale, og det er et svært problem at håndtere for den italienske stat. Udover klassiske mafiaaktiviteter som narko- og menneskesmugling beskæftiger de sig blandt med at oprette skuffeselskaber, som byder ind på offentlige byggeprojekter rundt omkring. Med de rigtige forbindelser i politiske kredse formår 'ndranghetaen at vinde flere af disse offentlige udbud. Et af de mere berømte af disse projekter er motorvejen mellem Salerno og Reggio Calabria. I dag står den efter sigende færdig, men projektet var undervejs i årtier. Pengene gik direkte fra de offentlige kasser til den calabresiske mafia og derfra til børserne i Milano, Frankfurt og London. Her vokser pengene sig større og større.

Netop denne forretningsmodel, hvor store dele af profitten ikke kommer fra personfarlig virksomhed men i stedet fra offentligt bedrageri har gjort 'ndranghetaen endnu besværligere at tage sig af. Det samme gør sig gældende for den internationale dimension. Andre lande har ikke Italiens erfaring i at genkende mafiaen, når de ser dem og bilder sig ind, at den slags da slet ikke foregår hos dem i Tyskland eller England. Men det gør det, og 'ndranghetaen fortsætter sit for en mafiaorganisation stille, men meget profitable liv.

Et offentligt byggeprojekt, som 'ndranghetaen nok gerne ville have budt ind på, er broen mellem fastlandet og Sicilien. Ligeledes ville Giro d'Italias løbsarrangører helt sikkert elske at føre feltet på en etape over denne bro, ligesom feltet i Danmark Rundt ofte cykler over Storebæltsbroen. Problemet med disse planer er, at broen over Messina-strædet ikke findes, selv om der længe har været planer om at bygge den. De første planer stammer helt tilbage fra romernes tid, efter Sicilien var blevet en del af Romerriget efter den første puniske krig i 200-tallet før vor tidsregning.

Karl den Store og normannerkongen Robert Guiscard genoplivede planerne på hver sin side af år 1000, og siden var det en våd drøm for både den tidligere omtalte kong Ferdinand af de To Sicilier og for det samlede Italien sidst i 1800-tallet, hvor det ikke skortede på storslåede projekter, der havde til formål at fejre det nye lands sammenhold. Så ville en bro da være en skøn og meget symbolsk ide.

I efterkrigstidens Italien er den finde ide dukket op med jævne mellemrum, og senest har Silvio Berlusconi været en stor fortaler for at bygge den. For tiden taler man i italiensk politik meget om protestpartiet Femstjernebevægelsen, og faktisk har den aldrig byggede bro en stor betydning for dette parti. I bevægelsens spæde dage tog dets grundlægger, komikeren Beppe Grillo, sig en svømmetur over Strædet for ligesom at vise, at man i italiensk politik snakkede og snakkede, men at der kom aldrig noget konkret ud af diskussionerne om tilsyneladende overkommelige projekter. Selv var Grillo vist nok modstander af en bro, men som så meget andet med det parti står det ikke helt klart. Grillos svømmetur var begyndelsen på den valgkampagne, som i begyndelsen af 2013 gjorde Femstjernebevægelsen til en af de mest magtfulde politiske kræfter i Italien, så på den måde har den ikke-eksisterende bro faktisk en del betydning for landet.

Men det er nu ikke kun politisk sniksnak, der forhindrer, at broen bygges. Projektet er ikke kun en Storebæltsbro i mindre skala. For det første er landskabet på begge sider af strædet stærkt kuperet. For det andet er Messina-strædet dybt med stærke havstrømme (og der er faktisk også hajer). For det tredje skal broen forbinde Europas geologisk mest ustabile område, så det kræver altså flere mellemregninger end at forbinde en sandtange på Sjælland med en sandtange på Fyn.

I begyndelsen af 1783 ramte en række jordskælv området omkring det sydlige Calabria samt Messina på den anden side af vandet. Bjerge blev splittet ad, og sand blev flydende, og i det generelle kaos døde mellem 30.000 og 50.000 mennesker, og hele regionen lå øde. Fire år senere kom selveste Johann Wolfgang von Goethe forbi Messina, som han beskrev i sin Italienske Rejse: ”De 30.000 overlevende er blevet hjemløse. De fleste huse er styrtet sammen, og på de, der ikke er, er murene gået i stykker, så man ikke kan få ly i dem.”

Havde man i mellemtiden glemt faren fra undergrunden, blev verden mindet om den 28. december 1908, hvor endnu et katastrofalt jordskælv ramte havet mellem Sicilien og fastlandet. Epicentret var kun tre kilometer fra Messina, så det tog ingen tid for flodbølgen at ramme byen og føre alt væk med sig. En lignende skæbne ramte Reggio Calabria. I alt døde mellem 90.000 og 120.000 mennesker i jordskælvet og den efterfølgende tsunami. Begge byer er i dag arkitektonisk set meget moderne byer. Som et makaber-ironisk twist på historien havde Messina aftenen før jordskælvet fejret, at byen nu havde fået elektrisk gadebelysning. Det tog nogle år, før det kom tilbage.

Alt dette skal foruden at fortælle om et par forholdsvis glemte naturkatastrofer blot illustrere, at det altså er svært at bygge den bro. Derfor må de rejsende indtil videre nøjes med den færgeforbindelse, der har været til alle tider, når de skal frem og tilbage mellem Sicilien og fastlandet.

Det hele skal ikke være ren tragedie, og det lægger denne stort set flade etape da heller ikke op til. Giro d'Italia-arrangørerne ynder at have en etape, som foregår på den samme vej langs en af landets mange smukke kyststrækninger. Valget er i år faldet på syvende etape, som udelukkende foregår på Strada Statale 18, der smyger sig nordpå langs Calabrias middelhavskyst. Så godt som alle byer, vi kommer forbi på vejen er ferieparadis, som i august befolkes af strandhungrende italienere.

Der er altså masser af italienere, der trodser heden for at få deres årlige sol og strand i august, men man kan spørge sig selv om, hvorfor udlændinge ikke i lige så høj grad besøger dette smukke område. Der er alt, man har brug for på en ferie. Gamle ting, man kan fotografere, strande man kan bade og sole sig på, god mad og flotte byer. Måske er årsagen, at det er for besværligt, og det skal det jo nødig være, hvis man gerne vil slappe af. Den nærmeste lufthavn ligger i Lamezia Terme, som ikke er langt fra dagens etape, men hvornår har du sidst set en flyafgang til Lamezia Terme? Den nærmeste tilgængelige lufthavn er den i Rom, og fra Rom er der altså rigtig langt derned. Man kan tage et tog, men hvordan kommer man så fra den nærmeste station til ens destination? Hvordan kommer man omkring, hvis man gerne vil udforske området? Det er nødvendigt med en bil, og det sætter en grænse for mange. Derfor er området ret uudforsket af udenlandske turister, men hvis du vil på eventyr kan denne egn anbefales.

Mange italienere tager hertil, fordi de har familie på egnen. Andre italienere tager hertil, fordi der er rart. Og så kan man spørge sig selv, hvorfor her er rart. Her giver Calabrias mest berømte sangskriver Rino Gaetano måske et svar i sin sang Ad esempio a me piace il Sud – Jeg holder eksempelvis af syden.

Jeg holder eksempelvis af landevejen
Med de afsvedne planter, måske endda om eftermiddagen
Mørke pletter uden skyggen af dug
Med kaktusfigner og tidseltorne

(…)

Og så holder jeg af langt væk at kunne se
Havet, når solen er ved at gå ned
Følge lysene fra forskellige lamper
Og når jeg når ned til stranden holder jeg af at sove

Teksten giver lytteren en form for længsel efter den ro, man finder i sommervarmen, når man er langt fra hverdagens stress og jag. Det er man meget langt fra på Calabrias middelhavskyst. Den sicilianske sanger Franco Battiato var inde på noget af det samme i sin hyldest til sommerferien Summer on a solitary beach.

Hav, hav, hav, lad mig drukne
Før mig langt herfra og lad mig synke
Væk, væk, væk, fra disse kyster
Før mig langt herfra på dine bølger

Det er en følelse, som mange kan relatere til, og om sommeren er denne følelse en stor del af Syditaliens appel. Derudover spiser man forbandet godt, og til dagens etape kan man lade sig forfriske af mange af egnens produkter. Friske søpindsvin, som man åbner med en form for nøddeknækker for at komme ind til den orange membran, der smager af hav og varme. Fra disse egne stammer også en stor del af de parfumerede bergamot-citrusfrugter, som sjældent spises, men som man kan bruge til at lave en fremragende juice. Bergamotjuice og søpindsvin – det er feinschmeckerens menu til dagens etape.

Det er dog næppe rytternes menu i dag, hvor feltet oven på tre hårde og kuperede dage på Sicilien kan tage sig en mere stille dag op langs Calabrias kyst til den formodede sprintafslutning. I en tidligere udgave af Giro d'Italia havde arrangørerne indlagt en rampe med stigninger op til 18% i Tropea kort før målbyen Praia a Mare. Den skånes rytterne for i år, og der er lagt op til en af de få massespurter.