Optakt, Giro d'Italia, 21. etape

Ikke en dag i Giroen uden et nyt, dramatisk kapitel. På lørdagens afgørende bjergetape var det Thibaut Pinot, der gik kold i sådan en grad, at han mistede tre kvarter og efterfølgende måtte indlægges på hospitalet til observation for dehydrering og udmattelse.

For langt de fleste har årets Giro d'Italia været så nedbrydende for kroppen, at der på et tidspunkt måtte betales en større eller mindre regning. Chris Froome, Tom Dumoulin, Miguel Angel Lopez og Richard Carapaz er således de eneste, som ikke gik alvorligt ned, og dermed udgør de også top-4 i klassementet.

Søndag kan rytterne i den nok mest underholdende og hårde Grand Tour i de seneste mange år, glæde sig over endelig at være på vej mod den italienske hovedstad, hvor der efter paradekørsel venter massespurt. Alle veje fører som bekendt til Rom. Men mange af rytterne i årets Giro-felt synes formentlig, at den vej lige netop de fandt dertil, var noget strabadserende - for nu at sige det mildt.

Her kommer Giroens sidste, beskedne stjerneparade:

***** Viviani

**** Bennett

***

**

*

Mens der, indrømmet, ikke er mange stjerner på menuen ovenfor, vil jeg gerne benytte lejligheden til at hylde en anden stjerne, nemlig Jonas Neivelt, der har stået for de kulturhistoriske beskrivelser af de italienske Giro-etaper i årets udgave af løbet. Her kommer den sidste:

”Entro così in quel tutto che si chiama Roma. Con gli occhiali scuri e il mio cuore rosso fuoco.”

“Så tager jeg ind i det virvar, som man kalder Rom. Med solbriller på øjnene og mit hjerte rødt som ild.”

Sådan indleder bandet Tre Allegri Ragazzi Morti (tre glade døde drenge) sin sang Hollywood come Roma, hvor den italienske hovedstad beskrives som et Hollywood, hvor folk går rundt og forsøger at leve det søde liv, som var de med i en film. I forhold til lidelserne i bjergene fredag og lørdag kommer paradekørslen over 115 kilometer på en ret flad rundstrækning i Rom også til at virke mere som et dolce vita, indtil Elia Viviani vinder i spurten.

Om vejene vil være lige så flotte som de smukt asfalterede veje op til Prato Nevoso og Cervinia er mere tvivlsomt. Det er ingen hemmelighed, at Roms kommune har ganske betydelige økonomiske vanskeligheder, og det har sat sit præg på vejene. De er fyldt med huller – nogle små, andre store. Til tider åbner sig et enormt faldhul i Roms porøse undergrund, når det har regnet så meget, at vejen og jorden ikke kan bære vægten fra regnvandet. Og regnbygerne bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som klimaforandringerne giver det centrale Italien et langt mere uforudsigeligt klima. Bliver etapen i Rom ramt af en regnskylle som den i Iseo, bliver det meget nervøst, især på opløbsstrækningen, som foregår på sanpietrini, som brostenene i Rom kaldes.

Dette er en form for lakmustest i forhold til Roms formåen til at afholde store sportsarrangementer. Der har tidligere været masser af snak om, at Rom skulle afholde OL i 2024. Planerne blev skrinlagt, men Rom vil stadig gerne vise sig som en moderne storby. Så er hullede veje og en by, der går helt i stå, så snart det regner ikke den bedste form for reklame. Der er ingen tvivl om, at disse tanker har været med i Giro d’Italia-arrangørernes tanker, da de valgte at lægge den sidste etape her i Rom.

Rom har i mange indbyggeres øjne oplevet en lang forfaldsperiode. Der er for mange turister, vejene falder sammen, og skraldet bliver ikke samlet. Forsøger Giro d’Italia at lægge op til en ny begyndelse for Rom. De er i så fald ikke de første, der har fået tanken. De, der lancerede ideen om OL i Rom i 2024 havde de samme tanker, men ej heller var de først med planerne.

En af de første var derimod 1300-tallets folketribun (aka selvudnævnt diktator) Cola di Rienzo. Med løfter om brød og skuespil og en herlig tid, hvor solen altid stråler smukt, fik han det romerske folks opbakning til at smide de dominerende adelsfamilier på porten og sørge for, at Rom igen fik dens retmæssige plads i centrum for hele verden eller i det mindste Italien. Undervejs – og uden egentlig at have opnået noget – skabte han sig desværre for mange uvenner, og til sidst blev han tæsket ihjel af folket, som nu havde vendt sig imod ham. Hans meget korte regime kan virke som en underlig historie fra middelalderen, men samtidig var Cola di Rienzo også en slags protopopulist. Det er skæbnens ironi, at de to populistiske partier Lega og Femstjernebevægelsen ifølge reportagerne fra Italien måske vil danne regering netop den dag, Giro d’Italia kører rundt i Rom.

Med i arrangørernes tanker har også været tanken om Giro d’Italia som en slags pilgrimsvandring gennem kristendommens vigtigste steder. Vi startede ved intet mindre end den hellige grav i Jerusalem, vi har besøgt Assisi, og nu er vi altså her i den katolske kirkes centrum i Rom. På et af de få stykker på etapens rundstrækning, der ikke befinder sig klos op ad en verdensberømt turistattraktion, kører etapen forbi den lille park Villa Celimontana. Det er lige her, den mest berømte romerske vej Via Appia begynder sin vej mod Brindisi i Syditalien.

Som det blev skrevet i optakten til den nittende etape, er dette også fortsættelsen af pilgrimsruten Via Francigena for de pilgrimme, som ikke vil nøjes med at tage til Rom, men vil videre til Jerusalem. På øen i Tiberen i Rom er der et hospital, der hedder Fatebenefratelli, hvilket bedst kan oversættes til ”gå ud i verden og gør gode gerninger, brødre”. På den måde kan den sidste etape her ved begyndelsen af Via Appia ses som en opfordring til, at tilskuerne tager Giro d’Italias budskab om genopbygning og solidaritet med nødlidende seriøst og rent faktisk tager ud i verden for at gøre gode gerninger. Man har da lov at håbe.

Inden man tager ud i verden for at gøre gode gerninger sammen med sine brødre, kan det anbefales at tage et lille hvil i Villa Celimontana. I parken oppe på toppen af den ene af byens syv høje virker larmen fra Roms trafik kun som en fjern summen. Det kan være et tiltrængt afbræk i byens larm, stress og forurening.

For at vende tilbage til Israel er det værd at notere, at ruten også kører lige forbi den romerske ghetto, som er en af de ældste jødiske bydele i verden. Ved Giro d’Italias grand départ i Jerusalem for tre uger siden blev Gino Bartali hædret for sin store indsats for at redde Toscana og Umbrias jøder under anden verdenskrig. Man må sige, at jøderne led nogle forfærdelige skæbner under anden verdenskrig, og på den måde markerer Giro d’Italia også lige den måske største katastrofe af dem alle.

Generelt har Roms jøder nu levet et forholdsvis roligt liv, hvor de har haft en stor indflydelse på byens kultur generelt. Det ses især i det romerske køkken. Hvis vi kun for en stund glemmer retter som amatriciana og carbonara, hvor masser af svinekød indgår, finder vi nogle andre romerske klassikere, som netop stammer fra den jødiske gastronomi. Det gælder især de friterede artiskokker – carciofi alla giudia – og de ligeledes friterede squashblomster med ost og ansjos. Det ville ikke være helt det samme uden dem. Jøderne introducerede også Roms indbyggere for il quinto quarto – den femte fjerdedel, og det var begyndelsen på romernes lange kærlighedsaffære med indvolde af forskellige typer. Retterne trippa og pajata er de mest berømte eksempler, og de er klart en middag værd.

En person, som ikke var synderligt begejstret for jøderne, men som har haft en stor betydning for Roms fysiognomi, var naturligvis diktatoren Benito Mussolini. Mange steder i Rom kan man se den umiskendelige fascistiske arkitektur. På vej tilbage fra rundkørslen på Piazza del Popolo kommer feltet lige forbi Augustus’ mausolæum. Som Romerrigets mest berømte kejser var Augustus selvfølgelig højt værdsat af det fascistiske regime. Derfor var det en skam, at Augustus’ mausoleum henlå som en græsdækket jordhøj i det centrale Rom. Mussolini beordrede derfor en total renovering af pladsen omkring jordhøjen, og den står i dag med store, hvide bygninger med rektangulære vinduer, som måske synes noget ude af kontekst inde i det gamle centrum. Desværre for Mussolini nåede krigen at bryde ud, inden de skulle i gang med at istandsætte selve mausoleet. Derfor er mausoleet stadig bare en jordhøj. Nu har den bare store, hvide bygninger omkring sig.

Ikke alle steder forekommer den fascistiske arkitektur lige så malplaceret. Mussolini ville gerne have Rom til at vokse hele vejen ud til Ostia ved Middelhavets kyst, og derfor anlagde han en ny bydel midt mellem Rom og Ostia. Det er EUR, som af og til også besøges af turister. Her har de store, hvide kontorbygninger slet ingen dårlig effekt på de besøgende. Det føles nærmere helt surrealistisk (og slet ikke på en dårlig måde), når man går rundt på en varm solskinsdag og ser, hvordan solen falder ned mellem mastodonterne. Et helt særligt skyggespil kan man få, når man ser områdets mest berømte bygning, det firkantede Colosseum, Il Palazzo della Civiltà Italiana. En kvadratisk bygning med store åbne buer fra jorden og op i ti etagers højde.

Et af de mest berømte minder om den fascistiske arkitektur ligger dog lige ved opløbsstrækningen. Faktisk er det opløbsstrækningen. Det drejer sig om den store vej Via dei Fori Imperiali, der løber fra det oprindelige Colosseum, langs Forum Romanum på den ene side og Trajan og Augustus’ fora på den anden side og hele vejen ned til Piazza Venezia. På den måde er en række af verdens mest berømte steder samlet på en vej. Problemet var blot, at der før ikke var nogen vej. Det forhindrede ikke Mussolini i at beordre, at den brostensbelagte vej skulle opføres lige oven på det vigtigste arkæologiske område i verden, for kan man forestille sig et mere majestætisk sted til at afholde militærparader?

Det kan man næppe, og det kunne Mussolini heller ikke. For ligesom at give det hele et mere antikt præg, skulle vejen selvfølgelig belægges med brosten, også selv om det langt fra ville være det optimale underlag. Nu taler vi ikke om pavéerne i Arenberg, men brostenene kan stadig blive rigtig glatte og farlige, hvis det skulle regne i Rom til årets sidste etape.

Dette var årets kulturhistoriske optakter til Giro d’Italia fra Veloropa. Forhåbentlig byder næste år på lige så fantastisk cykelløb som i år. Vi kan i hvert fald være sikre på, at arrangørerne finder nogle godbidder i det italienske landskab frem til os.