Optakt, Giro d'Italia, 15. etape

Chris Froome blev ganske overraskende genfødt på Monte Zoncolan og søndag fortsætter Giro-feltet i bjergene. Ikke de værste af slagsen, men på en etape, der kategorimæssigt lidt ligner en undervurderet størrelse. Dagens stigninger er stejle nok til at gøre en forskel, selvom de er kategoriseret som 2 og 3.

Med omkring 4.500 højdemeter på de 176 kilometer, hvor det går op og ned de sidste 40 kilometer, kan det blive en rigtig spændende etape med godt væddeløb. Alt efter hvordan det ny-sultne Sky mandskab har tænkt sig at angribe sagerne, kunne det godt ligne et større udbrud, der for en gangs skyld fik lov at køre om sejren.

Her skal vi, som altid, kigge efter angrebslystne, formstærke og holdbare kandidater, der er minimum 15 minutter efter i klassementet. Her kommer dagens stjernedrys ud fra præmissen om, at et udbrud holder hjem.

***** Ciccone, Visconti, LL Sanchez

**** Conti, Carthy, De Marchi

*** Anton, Cherel, Grosschartner

** Ulissi, Gesink, Hermans

* Masnada, Montaguti, Brambilla

Og her er dagens kulturhistoriske perspektiv på ruten, som altid skrevet af Jonas Neivelt:

Efter den i Giro d’Italia-sammenhæng forholdsvis nye stigning Monte Zoncolan bevæger vi os på femtende etape ind i helt klassisk Giro-terræn. Vi er i Dolomitterne, denne gudesmukke del af de sydøstlige alper, hvor cykelløbet mange gange har fundet sin afgørelse. Helt sikkert har det ofte fundet sine flotteste billeder på disse egne. Findes der smukkere bjergtoppe end Le Tre Cime di Lavaredo. Vi kommer ikke derhen i dag, men målbyen Sappada ligger ikke mange kilometer borte, og feltet kører ad den vej, der fører derhen. Ej heller er vi langt fra Monte Zoncolan. Fortsatte man hen over bjerget og kørte cirka tyve kilometer mod nordvest ad Strada Regionale 335, kommer man til Sappada.

På vej op mod dagens første stigning, Passo della Mauria, kører vi igennem den meget lille by Ampezzo. Det er ikke det samme som skisportsstedet Cortina d’Ampezzo. Måske er det verdens mindste by, som engang har været hovedstad for sit eget land. Det var den nemlig i en måneds tid i efteråret 1944. Efter Benito Mussolini var blevet befriet fra hotellet på Gran Sasso, hvor Chris Froome på niende etape satte en del tid til, blev diktatoren genindsat som fører for den tyske marionetstat Repubblica Sociale Italiana, som dominerede i Norditalien. Det skete dog ikke med lokalbefolkningens støtte, og frihedskæmperne i bjergene i Friuli formåede at befri deres svært tilgængelige hjemstavn fra fascisterne.

Dette befriede område lå langt inde i aksemagternes territorier, så de kunne ikke bare slutte sig til et frit land. I stedet lavede de deres eget land, Repubblica Partigiana della Carnia, og af uvisse årsager lagde de deres hovedsæde i Ampezzo. I oktober 1944 satte tyskerne dog en offensiv ind over for de genstridige bjergbønder, som måtte flygte over stok og sten, og så var der ikke længere nogen partisanrepublik i Friulis bjerge. Alligevel levede partisanernes gode navn og rygte videre, og mange af dem blev senere valgt til det frie Italiens parlament for kommunistpartiet. Det er en aparte historie, men i kølvandet på første verdenskrig var der faktisk også en meget kortlivet kommunistisk arbejderrepublik på Als, så det er slet ikke så fjernt, som det lyder.

Vel nede fra Passo della Mauria ligger en del byer langs en flod, som alle har navne, der ligner hinanden. Lorenzago, Pelos, Pieve, Valle, Vodo, San Vito og Auronzo di Cadore. Cadore er navnet på det historiske område, vi kører igennem. Med de mange bjerge formåede de lokale kommuner i lang tid at stå imod presset fra de omkringliggende stormagter Østrig og Venedig. Lidt på samme måde, som det lykkedes for Repubblica Partigiana della Carnia at stå imod Nazityskland i en måned. I 1420 var festen dog forbi, og Venedig tog magten fra de lokale stormænd.

Det kontante landskab, som danner rammerne om dagens etape, er en fin kontrast til Venedig, som vi alle i det mindste har set billeder af. Tømmeret til at bygge den handelsflåde, som Venedig dominerede det østlige Middelhav med, skulle komme et sted fra, og det var blandt andet her. Ligeledes skulle byens handelsmænd have mad at spise, og mens kornet kom fra sletten længere sydpå, kom det kød, de en gang imellem spiste herfra. Bag de mest prangende byer ligger et hårdt arbejde. Venedigs handelsmænd betalte dog bedre end de forskellige kongedynastier, og Cadore lod sig indlemme i Venedig frivilligt.

En del minder om middelalderens selvstyre består. Udover en række slotte er det klareste levn den lokale dialekt ladino, som ikke har meget med italiensk at gøre. Det er en slags blanding af tysk, latin, etruskisk og slaviske sprog. Ligesom i gårsdagens etape med gullasch og apfelstrudel er vi langt fra Middelhavet og citrontræerne i Syditalien.

Områdets bjerge er rigt beskrevet af forfatteren og journalisten Dino Buzzati, som blev født i Belluno, som ikke er langt væk. Buzzati malede også, og hans kærlighed til Dolomitterne kan ses i en af hans mest berømte tegninger, hvor Milanos domkirke har en slående lighed med Le Tre Cime di Lavaredo. Væk er Milanos trafik og pladsen foran domkirken. I stedet er her en grøn eng, en blå himmel og et bjerg eller kirke med flere tinder eller spir. Også i en af hans mest berømte romaner – Bjørnenes berømte invasion af Sicilien – hvor en gruppe bjørne afsætter kongen af Sicilien, vises bjergene som en slags refugium. Et sted, man kan finde fred. Selvom jeg er ked af at spoile, ender bogen med, at kongen overtaler bjørnene til at tage tilbage til de bjerge, de kommer fra. Trods sine rigdomme har kongen altid selv ønsket at bo i bjergene med den friske luft og de grønne skove. Bjørnene kan til sidst godt se kongens pointe, og skønt er her jo.

For cykelentusiasterne var Buzzati også sportsjournalist, og i 1949 blev han udsendt af Corriere della Sera for at dække Giro d’Italia. Undervejs var han så heldig at opleve den legendariske syttende etape fra Cuneo til Pinerolo, hvor Fausto Coppi – ikke så langt fra sin egen hjemstavn – alene kørte fra alt og alle over Col de la Madeleine, Col de Vars, Col d’Izoard, Col de Montgenèvre og Sestriere, inden han nåede Pinerolo næsten tolv minutter før Gino Bartali. Hans artikler fra Giro d’Italia udkom som bog i 1981, men er vist nok aldrig blevet oversat. Alligevel vil den have hipsterværdi ud over alle grænser på din bogreol.

For at det ikke kun skal handle om talende bjørne på Sicilien, er det nødvendigt at fortælle om en anden af områdets uundgåelige og triste historier. Fra det glamourøse skisoprtssted Cortina d’Ampezzo, hvor de vinterolympiske lege blev afholdt i 1956, kører feltet over den hårde stigning Passo Tre Croci. De tre kors står der for en mor med sine to børn, som i 1789 gik over bjergpasset for at nå frem til Cortina d’Ampezzo for at lede efter arbejde. Undervejs ramte en snestorm bjerget, og de tre døde af kulde.

Det er ikke den mest sørgelige historie. Den mest sørgelige historie finder man fortsat efterladenskaber fra, og en gang imellem er det også kors. Andre gange er det hundrede år gamle dybfrosne lig. På bjerget Monte Piana, som ligger et venstresving væk, foregik nogle af de mest forfærdelige kamphandlinger under første verdenskrig. Italien og Østrig var stærkt leveringsdygtige udi skyttegravskrigens kunst. Faktisk var de så dygtige, at de også havde en skyttegravskrig oppe på Monte Piana i over to kilometers højde.

Her gik grænsen mellem Italien og Østrig dengang, så det var kun naturligt, at de også skulle slås heroppe. Som på de fleste andre fronter i første verdenskrig fandt ingen af duellanterne et gennembrud, så de gravede sig ned. De gravede sig ned i sten og is. Skyttegravene kan derfor stadig ses oppe på bjerget, og som den globale opvarmning skrider frem smelter også gletscherne, så man kan finde ligene af de 15.000 unge mænd, der blev dræbt på Monte Piana.

Dræbt blev de på mange bestialske måder. Blandt andet kunne man skyde granater ind i bjergsiderne i håb om, at det ville skabe et stenskred, der kunne begrave fjendens skyttegrave. Døde de unge mænd ikke af stenskred, blev de dræbt af geværild, af eksplosioner og af elementerne. I december 1916 blev der målt minus 42 grader og syv meter sne på Monte Piana. Det kan man godt dø af, når man lever udendørs og mest tænker på ikke at dø af de folk, der prøver at skyde en.

Dette var ellers bjergene, som den italienske nobelprisvindende digter Giosuè Carducci havde besunget så meget kun tyve år tidligere. Af helbredsårsager var han blevet sendt op i Dolomitterne af sin læge, og her havde han ligesom Dino Buzzatis bjørne fundet den indre ro og de flotte udsigter, han så længe havde savnet. I dag står der et mindesmærke for Giosuè Carducci ved siden af mindesmærket for første verdenskrigs faldne soldater. Det er ikke tilfældigt. De besøgende skal mindes om, at mennesket er i stand til både fantastiske og frygtelige ting.

Fra Auronzo di Cadore nede i dalen går det konstant op og ned i de sidste fyrre kilometer. Der er ikke noget Monte Zoncolan eller Plan de Corones, men det ser meget hårdt ud. For nogle kommer det til at blive fantastisk, og for andre kommer det til at blive frygteligt. For tilskuerne formentlig mest fantastisk.