Optakt, Giro d'Italia, 13. etape

Man tør snart ikke forudsige noget i denne Giro d'Italia, men dagens etape ligner til forveksling en regulær sprinteretape. Kan Elia Viviani komme tilbage efter at Sam Bennett ligner den nye sprinterkonge? Det er sidste chance for de hurtige ryttere inden weekendens bjerge.

Bliver det regnvejr i finalen er der selvfølgelig lagt op til fornyet spænding, men ellers bliver stjernevurderingen nogenlunde den samme som i går:

***** Viviani, Bennett

**** Modolo, Van Poppel, Bonifazio

*** Belletti, Venturini, Planckaert

** Debusschere, Roelandts, Gibbons

* Mads P, Gavazzi, Jempy

Dagens kulturhistoriske gennemgang af ruten ved Jonas Neivelt kommer lige her, og husk også, at der er fredagsbar på Veloropa caféen og helt ny podcast på din foretrukne platform.

Ikke kun Rubicon udgør en grænse til Norditalien. Det gør også Italiens længste flod Po, som rytterne med det samme efter etapens start i Ferrara krydser. Det betyder, at de rigtig store bjerge og løbets afgørelse rykker tættere på. I morgen på den 14. etape skal rytterne op på Monte Zoncolan. Inden da har vi endnu en transportetape, hvis fysiognomi minder ufatteligt meget om gårsdagens etape. Den er flad på nær et lille bump kort før finalen.

Samtidig skifter historien i selve det italienske landskab også karakter til denne etape. I går og på de tidligere etaper har jeg fortalt en del om romere og renæssance, men i dag kommer vi ind i en ny tid med gamle lidelser, hvilket vil blive markeret ved målet i Nervesa della Battaglia. Vi starter dog midt i den allersmukkeste renæssance i den fantastiske mellemstore provinsby Ferrara.

Når man står på den centrale plads foran Castello Estense med dets store klokketårn og voldgraven, ser man noget af det bedste, Italien har at tilbyde. Her er gudesmukt, maden er god og kaffen aromatisk, og man kan få masser af tid til at gå i et så roligt tempo som muligt. Sådan er hele det ekstremt velbevarede renæssancecentrum fra dengang, Ferrara var hovedstad i sin egen lille stat under d’Este-familien. Det er så absolut et besøg værd. I går fortalte jeg kort om det tunge køkken i omkring Bologna. Her i Ferrara har de skruet lidt op for fedtforbruget, og man kan forsyne sig selv og en mindre landsby med en tallerken med den lokale specialitet – la salama, som er en slagt udkogt pølse i fedt. Det er naturligvis en hovedret, efter man har fået en tallerken ravioli med græskar med smør og salvie hældt ud over.

I går fortalte jeg også om krigene i Italien i 1500-tallet. De var afgørende for Italiens fremtid, da det tidligere ekstremt fragmenterede Italienskort blev ændret og de individuelle stater færre. Krigene betød også en afslutning på en lang periode med selvstyre. De forskellige stater bekæmpede gerne hinanden, men de havde det til fælles, at de styrede sig selv. Efter krigene i 1500-tallet stod staterne alle i et større eller mindre afhængighedsforhold til udenlandske magter. I de første par århundreder var Spanien den dominerende magt, og senere blev det Østrig. For Ferrara havde blandingen af det italienske kortspil den konsekvens, at området blev en del af Pavens territorium. Byen gik derfor fra at være en betydningsfuld hovedstad til at være en grænseby mellem Pavestaten og Venedig længere mod nord. Derfor ser man eksempelvis ikke så mange barokke bygninger fra 1600-tallet, og alle de vigtigste monumenter er fra den sene middelalder og renæssancen. Dette meget velbevarede tidsbillede har fået hele Ferraras historiske centrum indskrevet på UNESCO’s liste for verdenskulturarv.

Noget andet man kan se i Ferrara, er cyklister. Ikke kun dagens Giro d’Italia-felt, men ganske normale folk som du og jeg, der bruger cyklen til at flytte sig fra A til B. Selvfølgelig hjælper det, at byen er flad som en pandekage, men her finder vi også en anden mentalitet i den måde, folk færdes i bybilledet. Der er mere plads og tålmodighed til folk, som ikke kører i bil alle steder hen. Det er på mange måder det velstående og velfungerende Italien, hvor mentaliteten skuer mere mod nord end mod Middelhavet.

Velstanden i denne del af Norditalien har givet grobund for et andet samfund, som bogstaveligt talt er bygget oven på den rige historie og de rige traditioner, som tidligere var grundlaget for et økonomisk set ret fattigt samfund. Det beskrives blandt andet af forfatteren Gianni Celati i hans novellesamling Fortællere fra Sletten fra 1985. Det er en slags novellesamling, hvor alle fortællingerne foregår i moderne byer langs Po-floden. Mod afslutningen af bogen foregår en af historierne netop her i den lille by Polesella, som rytterne kommer igennem kort efter starten.

Her ankommer historiens hovedperson til Polesella for at finde den by, hvor hans mor blev født. Han finder en by, som bliver opdelt af en kæmpe vej med otte vognbaner. Her kører bilisterne alene rundt i deres biler, uden at det lader til, at de skal noget sted hen. Det regner hele tiden, og ingen mennesker kan hjælpe vores fortæller med at finde den by, hans mor har beskrevet for ham. Unge hippietyper ryger hash og spiser popcorn klokken otte om morgenen, i barerne viser de kun resultaterne fra fodboldkampene, og byens eneste biograf er en pornobiograf.

Alt i alt er det et billede af et økonomisk velstående samfund, men hvor folk midt i alle de nye ting har glemt deres historie, og hvordan man er sammen med andre mennesker. Melankolien gennemsyrer historien, ligesom regnen konstant gennemvæder Polesella, for mon ikke det i virkeligheden var denne by, vores fortællers mor kom fra.

Dette moderne og velstående samfund, der mere orienterer sig mod Centraleuropa end mod Middelhavet har haft en meget håndgribelig politisk konsekvens. Det drejer sig om Lega Nord, som i mange år havde sin største opbakning i Veneto-regionen, som feltet ved krydsningen af Po-floden bevæger sig ind i. Veneto og det nordøstlige Italien var længe et meget fattigt område, men fra slutningen af 1970’erne har området oplevet en meget høj økonomisk vækst, som særligt hr været karakteriseret ved små virksomheder. Disse entreprenører var ikke så begejstrede for at sende store skattesummer ned til Rom, hvor pengene tilsyneladende gik tabt i et bundløst hul af korruption og uduelighed. Lederen Umberto Bossi spillede på alle disse tangenter, da Lega Nord med ønsker om norditaliensk uafhængighed gjorde sit indtog på den politiske scene i 90’erne. I et til tider mage og til tider umage partnerskab med Silvio Berlusconi har de opnået mange år i centrum i det politiske liv i Italien, og den succes stammer fa det område, vi i dag kører igennem med dets velstand og industri.

Udover Po besøger vi også to af Italiens andre store floder. Først krydser vi landets næstlængste flod Adige, mens etapen slutter længere mod nordøst ved Piave-floden. Piave var i første verdenskrig centrum for krigens vendepunkt på den italienske front. Italien gik ind i krigen på de allieredes side i 1915 og gav sig raskt i gang med en frygtelig skyttegravskrig ved Isonzo-floden lidt inde i det nuværende Slovenien.

I ikke mindre end elleve slag døde omkring en million unge mænd, mens fronten ikke rykkede sig ud af stedet. Det gjorde den i høj grad ved det tolvte slag, der kendes som slaget ved Caporetto. Her kollapsede den italienske hær i så høj grad, at den på det nærmeste faldt fra hinanden. Dødstallene var i forhold til de andre slag beskedne, men op mod 300.000 italienske soldater blev på mere eller mindre frivillig vis taget til fange af de østrigske tropper.

Ernest Hemingway var i nærheden af begivenhederne og beskrev det kaotiske tilbagetog i sin klassiske krigsroman A Farewell to Arms. Hemingway beskrev også den mentalitet, som gjorde, at så mange italienske soldater lod sig tage til fange: 

”It could be worse”, Passini said respectfully. “There is nothing worse than war.”
“Defeat is worse.”
“I do not believe it”, Passini said still respectfully. “What is defeat? You go home.”

I begge verdenskrige kollapsede den italienske hær. I anden verdenskrig var det efter de allieredes invasion af det italienske fastland i 1943, og i første verdenskrig skete det ved Caporetto. Soldaterne ville hellere hjem end at vinde krigen. Alligevel vandt italienerne faktisk første verdenskrig. Det lykkedes på en eller anden måde at samle hæren, og under et frygteligt disciplinært regime holdt de stand mod de invaderende østrigere ved Piave-floden, hvor dagens etape slutter. Derfor hedder byen Nervesa della Battaglia. Battaglia betyder slag, og slaget er det ved Piave, hvor de endelig fik stoppet østrigerne.

Det var det fascistiske regime naturligvis ikke dårlige til at markere, og byen fik også sit nye navn under fascismen. Før det hed den bare Nervesa. Mere iøjnefaldende er dog det monument, som feltet kører forbi oppe på toppen af bakken før afslutningen på dagens etape. På toppen af bakken går en trappe op til en stor, hvid og firkantet bygning. Her ligger de jordiske rester af ikke mindre end 9.325 soldater, som døde i slaget ved Piave-floden.

Det fascistiske regime stod for at bygge flere af disse pompøse mindesmærker over de faldne i første verdenskrig. For fascisterne stod de faldne soldater for det ultimative offer, som alle sande italienere skulle være klar til at gøre for sit land. Faktisk var deres offer helt nødvendigt. Italien var i forhold til andre lande en ny nation, og gennem krigen skulle det nye land vise sit værd over for Europas andre lande. Derfor forsøgte de fascistiske ideologer at iscenesætte første verdenskrigs ubeskrivelige menneskelige lidelser som et patriotisk offer for fædrelandet. Og for ligesom at slå det helt fast byggede de flere af disse monumenter.

Dagens monument, Sacrario del Montello, er langt fra det største eller mest pompøse. Helt ovre ved den slovenske grænse ligger Sacrario di Redipuglia. Her går en enorm trappe op ad en bakkeside til et kapel på toppen. Redipuglia er monumentet for alle Italiens cirka 689.000 faldne soldater under første verdenskrig. Farven er naturligvis hvid med de tre økser og kornriset, som var fascismens symbol indhugget over det hele på de 100 hektar, som monumentet fylder. På trappetrinene ser man også ordet ”PRESENTE” overalt. Det skal forstås som ånden fra de faldne soldater, der viser, at de fortsat er beredt på at yde det offer for Italien, som de ydede ved Italiens ilddåb i første verdenskrig. Et blodigt offer inspirerede altså ideologien i en ny og fortsat blodig tid.

Siden da har der været en vis debat, om fascismens monumenter fortsat kunne fungere som det officielle Italiens mindesmærker for første verdenskrig. Ingenting kom dog ud af debatterne, og de står her endnu, disse hvide monstrummer af sandsten. Et af dem kører etapen i dag forbi.

Livet kan dog stadig nydes, og Veneto er hjemsted for flere af de Italiensfarendes favoritbeskæftigelser som Aperol Spritz, prosecco og tiramisù. Det er også en måde at slå tiden ihjel efter enten at have hygget sig med monumental fascistisk arkitektur og / eller dagens transportetape.