Optakt, Giro d'Italia, 12. etape

Det er som om dette års Giro bliver ved og ved med at give os solidt væddeløb. Så selv om dagens etape i den grad ligner en massespurt, så ved man efterhånden aldrig hvad der kommer til at ske.

En lille knold er lagt ind kort før målet på Imola-racerbanen, men stigningsprocenterne bør ikke rigtig være en udfordring for sprinterne, med mindre stigningen bliver kørt virkelig aggressivt. Og selv i det tilfælde har sprinterholdene syv kilometer til at få det hele samlet igen på nedkørslen.

Der er ikke meget mere end i dag og i morgen til sprinterne, så ingen tvivl om, at specielt Quickstep og Bora-Hansgrohe vil gøre deres til at få det til at ende i en massespurt. Sker det, ligner det endnu en duel mellem Elia Viviani og Sam Bennett.

Dagens stjerner:

***** Viviani, Bennett

**** Modolo, Van Poppel, Bonifazio

*** Debusschere, Venturini, Jempy

** Battaglin, Roelandts, Gavazzi

* Belletti, Planckaert, Goncalves

Og her kommer dagens kulturhistoriske indslag fra Jonas Neivelt, noget om nogle virkelig gode kirsebær, blandt andet:

Giro d’Italia indeholder oftest en helt flad etape, som fører os gennem en del af den store Po-slette, der sammen med Alperne er kendetegnende for Norditaliens landskab. Denne etape er en af disse, indtil et lille bump hen mod slutningen på og omkring racerbanen ved Imola, som Formel 1-kendere vil huske. Etapen starter i gårsdagens målby Osimo, inden vi kører ned til Adriaterhavet og for en rum tid følger Strada Statale 16 langs kysten. Ved Rimini drejer feltet til venstre for at følge den lige så flade Strada Statale 9 ind mod opløbet. Vi kører igennem et klassisk italiensk område med masser af historie, og bortset fra den sidste etape i Rom er det nok det område, som bliver besøgt af årets Giro d’Italia, som flest nogenlunde alment dannede nordboere vil kende.

De historiske byer ligger på en perlerække langs etapens 214 kilometer, og den første er Fano. I Dantes Guddommelige Komedie forudser en person i Helvedets allernederste kredse, hvordan byen takket være mord og intriger ville skifte ejermand flere gange for til sidst at ende under Malatesta-familien fra Riminis herredømme. Byen er da også blevet ødelagt ved flere lejligheder. Eksempelvis under de gotiske krige i 500-tallet efter Romerrigets fald. De sejrende byzantinere – som faktisk var romere under navnet det Østromerske Rige – genopbyggede byen i meget flot stil. Det reddede dog ikke byen fra den seneste ødelæggelse under de to verdenskrige.

Første verdenskrig forbindes med ufattelige lidelser blandt soldaterne ved fronten, men når de forskellige hære ellers kunne komme til det, holdt de sig slet ikke tilbage fra at bombardere civilbefolkningen. Således også i Fano, hvor den østrigske flåde kunne bombardere byen fra dens krigsskibe ude i Adriaterhavet. I den næste verdenskrig led byen også under dens placering, da det var her tyskerne havde lagt den ene ende af den gotiske linje, som gik hele vejen på tværs af Italien og skulle bremse de allieredes fremmarch sydfra. Som man nok kunne forvente, gik det hårdt ud over byen, og kun to af byens kirketårne stod fortsat efter krigen.

Det ændrer ikke på, at dette område mest er kendt som et af de første mål for udlændingenes sea, sex and sun-rejser til Italien. Mest berømt er selvfølgelig diskoteksparadiset eller -helvedet Rimini. Byerne Pesaro, Cattolica og Senigallia, som rytterne også kører forbi, er ligeledes helt afhængige af turister, som gerne vil have en sandstrand, et hotel og et diskodasko. I dag har vesterlændingene i høj grad forladt området for andre destinationer, men byerne har til gengæld oplevet et vildt rykind af nyrige russere, som gerne vil lave de samme ting, som danskere lavede i 80’erne og 90’erne. Vil man have et godt indtryk af somrene på disse egne, kan det anbefales at aflægge Youtube et besøg for at se Sabrina Salerno danse rundt i en swimming pool iført en ganske beskeden bikini i musikvideoen til Boys Boys Boys.

Man kan føre en ganske sorgløs tilværelse i sommermånederne i Rimini, men byen huskes også fra den legendariske sangskriver Fabrizio de Andrés uafrystelige ballade Rimini. Her står butiksejerens datter Teresa og kigger ud over havet. Kort tid før var hun blevet gjort gravid af en matros fra den amerikanske flåde, som hun var blevet forelsket i, og som havde lovet hende guld og grønne skove og måske endda en billet til New York. I stedet rejste han videre. Teresa var nødt til at få en abort, og derfor blev hun udstødt af det konservative samfund, der findes blandt isene og drinksene på stranden. Det er en smuk og trist historie om menneskeskæbner midt i sommerferien, og om et gammeldags samfund, der møder de sorgfrie, ferierende udlændinge.

En anden tragisk historie fandt også sted i Rimini. Det var her, Marco Pantani blev fundet død i en kokainoverdosis. I sin deroute kunne også Pantani godt lide at frekventere Riminis diskoteker, og her blev han altså lidt for glad for det hvide pulver.

Efter Rimini tager ruten som nævnt et venstresving, og vi bevæger os nu ind i Emilia Romagna-regionen. Samtidig kører feltet også helt officielt ind i Norditalien.

Det sker i den ellers ret undselige by Savignano sul Rubicone. Det har den ikke altid heddet. Indtil 1933 hed byen Savignano di Romagna, men så mente Italiens diktator, at den skulle have et nyt navn. Det skulle den, fordi det efter sigende var her, Julius Caesar krydsede Rubicon for at gå i krig med sine modstandere i den romerske republik. Rubicon var i datidens Rom grænsen mellem Italien og de galliske provinser mod nord, og det var forræderi mod staten at føre en hær ind i Italien. Det gjorde Caesar alligevel. Han krydsede Rubicon med de berømte ord ”terningerne er kastet”, og siden har både det udtryk samt det at krydse Rubicon været et synonym for at gå i gang med noget stort og skelsættende.

Mussolini mente jo også, at hans fascistiske projekt var noget stort og skelsættende, hvor terningerne i den grad var kastet for at skabe et nyt samfund. Desuden mente Mussolini, at det fascistiske regime var blevet indsat ved en invasion, der mindede om Caesars invasion af Italien cirk 2000 år tidligere. Det var ved marchen mod Rom i 1922, hvor et ikke helt sikkert antal fascister gik til Rom for at tage magten. Det lyder da lidt som Caesar, og derfor skulle Rubicon da også nævnes i den italienske geografi.

Her i Savignano ligger der ganske rigtigt en flod, der hedder Rubicon. Ingen ved dog, hvor datidens Rubicon ligger, men så tog Mussolini i ordets bogstaveligste forstand en førerbeslutning, hvor det blev fastlagt, at den flod, der i dag hedder Rubicon, altså er den rigtige Rubicon.

Færdes man ude i landskabet i Romagna, kan man støde på nogle fine billeder af en skægget mand med høj hat, som kigger ned mod venstre. Det er Il Passatore, en af områdets mest legendariske skikkelser.

Il Passatore var en landevejsrøver, som i den første halvdel af 1800-tallet satte skræk i livet på din lokale rigmænd og magthavere. De fattige var ikke bange for ham. Han og hans bande søgte tit husly hos de fattige folk, når de skulle gemme sig fra ordensmagten. Og gemme sig, det skulle de. Bandens foretrukne aktivitet var på det nærmeste at besætte hele landsbyer, hvorefter byernes rige indbyggere blev tvunget til at stå frem. Herpå blev de tortureret, indtil de fortalte, hvor de havde gemt deres guld og andre kostbare sager.

Ifølge de senere legender om Il Passatore delte han flittigt rigdommene med områdets fattige, og ligesom Syditaliens briganter (9. etape) visse steder har opnået heltestatus, bliver Il Passatore set som en lokal Robin Hood-figur. Til sidst blev han forrådt og skudt af politiet, som satte hans lig på en vogn og kørte det gennem Romagnas landeveje for at minde folk om, at man ikke skal stjæle rige menneskers ting. Det er de landeveje, feltet i dag bevæger sig igennem.

Il Passatore ikke den eneste historiske figur, der hørte hjemme i denne del af Italien, men han er nok den mest folkelige. Emilia Romagna-regionen var hjemsted for store dele af de konflikter, som i den første halvdel af 1500-tallet lagde grobunden for Italiens moderne historie. I meget store træk var konflikten en række krige mellem Spanien og Frankrig for at finde ud af, hvem der skulle være den dominerende magt i Europa. Hvorfor sloges de så i Italien, når Frankrig og Spanien jo deler en grænse?

Italien var dengang splittet mellem rigtig mange småstater, som tit blot bestemte over en enkelt by. Da italienernes mentalitet ikke bød dem at finde sammen med sin nabo om en fælles sag, lå det dem nærmere at alliere sig med de invaderende tropper, så de måske selv kunne opnå nogle fordele, hvis da ellers krigen faldt ud til deres fordel.

Dette var ingen ny ting for italienerne, som op gennem middelalderen havde opdelt sig i to forskellige politiske grupperinger – guelfer og ghibelliner. Med endnu en forsimpling ønskede guelferne at paven skulle have større politisk magt, mens ghibellinerne ønskede, at den tysk-romerske kejser skulle styre showet. Var en by domineret af guelferne, kan man være ret sikker på, at nabobyen var ghibellinsk. Firenze var guelfisk, Siena var ghibellinsk. Og for at nævne to af de byer, feltet i dag kører igennem, var Faenza guelfisk, mens Forlì var ghibellinsk.

Netop Forlì var centrum for mange af den italienske renæssances mere krigeriske begivenheder, og rigtig mange vigtige mænd, og i visse tilfælde faktisk også kvinder, kom her forbi for at gøre deres indtog i historiebøgerne. Her sad fyrstinden Caterina Sforza. Hun var allieret med spanierne, som var delte dynasti med Hapsburgernes tysk-romerske kejserrige. Paven i Rom var noget irriteret over dette og ønskede sammen med franskmændene at udvide sin magt i det norditalienske. Han sendte derfor sin søn Cesare Borgia i spidsen for en hær for at besejre Caterina Sforza i Forlì.

Spanierne havde travlt med at slås i Syditalien og kunne ikke komme hende til undsætning, og efter en lang og heroisk modstand mod Pavens tropper, måtte Forlì give op i efteråret 1499. Byen blev plyndret, og efter en række sejre over de omkringliggende byer, blev Cesare Borgia indsat som fyrste over Pavestatens nye besiddelser i Romagna. Det er Cesare Borgia, der er fyrsten i Niccolò Macchiavellis håndbog i magtudøvelse af samme navn.

Cesare Borgia regerede med hård hånd over for sine undersåtter og i særdeleshed over for sine modstandere. En del af dem planlagde et kup mod Borgia, men han blev underrettet om dem, og i løbet af januar 1503 blev en række af dem myrdet på ganske brutal vis. Da kupmagerne kom fra Italiens andre adelsfamilier, gjorde det ham naturligt nok ikke mere populær. Da hans far Pave Alessandro VI døde senere i 1503, var Cesare Borgias opbakning med et væk, og han måtte flygte for at tilbringe sine sidste fire år i live som lejesoldat. Han døde i 1507 under en belejring i en mindre konflikt i det nordlige Spanien.

Cesare Borgias styre var på alle måder blodigt og diktatorisk, men en samtidig iagttager så noget andet. Machiavelli beundrede på en del måder Cesare Borgia. Borgia var ikke plaget af moralske skrupler i sine bestræbelser på at cementere sin magt. I stedet myrdede han lystigt sine modstandere. Det er naturligvis ikke sympatisk, men ifølge Machiavelli skulle man heller ikke være sympatisk. I kapitel 17 i Fyrsten filosoferer Machiavelli over, om det er bedst at være elsket eller frygtet som leder. Han kommer frem til, at nok er det bedst at være begge dele, men skal man vælge, er det bedst at være frygtet. Mennesker er nemlig ikke til at stole på, og selvom de elsker dig, vil de straks vende dig ryggen, hvis græsset forekommer grønnere på den anden side. Det tør de ikke gøre, hvis de frygter dig. Den slags magtprincipper blev taget i brug i det landskab, som Giro d’Italia bevæger sig igennem i dag. Måske var det også den slags magtprincipper, Lance Armstrong i sin tid brugte i Tour de France-feltet, da han kørte den ellers ret anonyme Filippo Simeoni ind på en ret ligegyldig etape i 2004. Simeoni havde jo tilladt sig at antyde nogle ting, som Lance Armstrong ikke ville have frem i dagens lys.

Også i Faenza, som feltet kommer til efter Forlì, er her en stjerneparade af renæssancenavne. For at namedroppe et par stykker, kom selveste Leonardo da Vinci hertil for at hjælpe Cesare Borgia med at udbygge byens fortifikationer. Leonardo da Vinci og Cesare Borgia, det bliver ikke større.

Strada Statale 9, eller Via Emilia som den også hedder, er en gammel romersk vej. Underlaget er i dag lidt bedre, men den forbinder en lang række historiske byer i Emilia Romagna-regionen, og det er samtidig et af Italiens rigeste og tættest befolkede områder. Fra øst til vest går vejen forbi Rimini, Cesena, Forlì, Faenza, Imola, Bologna, Modena, Reggio Emilia og Parma, inden den slutter i Piacenza. 

Dante giver i sin Guddommelige Komedie et helt afsnit i Helvede til personligheder fra disse byer. Dante var en modstander af de evindelige stridigheder mellem byerne, som i hans øjne forhindrede et mere fremgangsrigt og mægtigt Italien. Derfor har intriganterne fra disse byer fået lov til for evigt at fortsætte med deres intriger under store pinsler i Helvedets nederste cirkler.

I dag standser vi i Imola. Den er lige så rig på historie som de andre byer, men i dag kendes den bedst for noget andet og mere moderne. Det er her racerbanen ligger, og her døde Ayrton Senna døde ved San Marinos grand prix i 1994. Det er også et lille vink til Italiens historie. Nok er her foregået ganske frygtelige ting på disse egne, men i dag er det muligvis det rigeste og mest velfungerende område i landet, som desuden er hjemegn for mange af Italiens vigtigste varemærker. Et af de dyrere, men samtidig mest opsigtsvækkende er naturligvis Ferrari.

Ferrari kommer fra Maranello i omegnen af Modena, men Imola-banen blev anset som Ferraris hjemmebane. Mon ikke Elia Viviani gerne vil have, at det også bliver en italiensk hjemmebane på Giro d’Italias tolvte etape. Det kan man fejre med det lokale køkken, som også er blandt Italiens mest berømte. Regionens hovedstad Bologna kaldes ”den røde” for dens politiske præferencer, ”den lærde” for den vestlige verdens ældste universitet og ”den tykke” for dens meget bastante køkken. Køkkenet her på egnen er præget af smør og kød. Traditionelt set dyre produkter, men det har de lokale indbyggere fået råd til. Efter sådanne eskapader kan det anbefales at skære lidt ned på dessertens omfang. Her kan man spise de lokale kirsebær. De findes i små og lyse og i store og næsten helt sorte varianter, og er de bedste, jeg nogensinde har smagt. Gør jer selv den tjeneste.