Op og ned i Armstrong-sagen

Onsdag besluttede de amerikanske antidoping myndigheder, at rejse tiltale mod Lance Armstrong, Johan Bruyneel og en række læger, for systematiseret doping indenfor cykelsporten i perioden mellem 1998 og 2010.

Det er som bekendt ikke første gang Lance Armstrongs navn nævnes i forbindelse med doping, men han er aldrig blevet dømt for nogen ulovligheder, og i følge ham selv, er han aldrig testet positiv.

Det sidste er rigtig nok i juridisk forstand, men ikke i praksis. Armstrong blev således testet positiv for cortison i forbindelse med Tour de France 2001, men kunne senere præsentere en lægeerklæring på, at han havde lov til at bruge midlet. Mere om det senere.

Men for at få et overblik over, hvad det er, der er ved at ske i den nuværende sag, starter vi med at spole tiden et godt stykke tilbage.

I 1992 henter en mand ved navn Jim Ochowicz, som nu er øverste chef hos cykelholdet BMC, Lance Armstrong til det amerikanske Motorola mandskab. To år senere kan rytterne og den sportslige ledelse ikke forstå, hvorfor de europæiske mandskaber, med italienerne i spidsen, pludselig begynder at køre bemærkelsesværdigt stærkere end Motorola-rytterne.

De finder hurtigt ud af, at europæerne er begyndt at bruge et nyt stof, der hedder EPO, og i følge den daværende rytter hos Motorola, Stephen Swart, aftalte blandt andre Lance Armstrong, George Hincapie, Kevin Livingston og Frankie Andreu (alle senere US Postal-ryttere), at de der skulle køre Tour de France i 1995 for Motorola, også var nødt til at tage EPO, for overhovedet at kunne følge med på de franske landeveje.

Ochowicz, som siden (2002-2006) blev formand for det amerikanske cykelforbund, og holdlægen Max Testa, var angiveligt imod brug af doping hos Motorola, men valgte at lade rytterne gennemføre deres forehavende, dog udenfor holdets regi.

I oktober 1996 blev Lance Armstrong diagnosticeret med testikelkræft. Han overlevede sygdommen, selvom den havde spredt sig til andre dele af kroppen, og var allerede i 1998 klar til at gøre comeback på cyklen. Det franske Cofidis mandskab, som ellers havde sikret sig kontrakt med amerikaneren fra og med 2007, ønskede ikke at tage den risiko at få en måske mærket Armstrong på holdet, så i stedet genoptog han karrieren på et amerikansk hold sponsoreret af det nationale postvæsen, US Postal Service.

I forbindelse med sygdommen er det senere kommet frem, at Armstrong overfor en af lægerne, direkte adspurgt, indrømmede brug af ulovlige stoffer. Denne indrømmelse overværede blandt andre holdkammeraten Frankie Andreus kone, Betsy. Hun har siden, både i medierne og i forbindelse med doping undersøgelser, bekræftet dette.

Godt et år efter sit comeback, vinder Lance Armstrong den første af i alt syv sejre i verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. I forbindelse med 1999-udgaven afgiver Armstrong, som en af de mest testede ryttere i løbet, en lang række urinprøver. B-prøverne af disse bliver i 2004 testet af et fransk laboratorium med en ny metode, som i modsætning til 1999, kan påvise eventuelle spor af EPO. Ifølge en artikel i den franske sportsavis L’Equipe, var der spor af EPO i seks af Armstrongs urinprøver. For at resultaterne skulle kunne bruges juridisk, var det dog nødvendigt også at have A-prøverne, og disse var ikke blevet gemt.

I 2001, da Lance Armstrong er på vej mod sin tredje Tour sejr i træk, opstår der pludselig dramatik i US Postal lejren, da en dopingprøve fra Armstrong viser spor af det forbudte stof cortison. Først forklarer Armstrong, at det ikke kan passe, at han har cortison i kroppen, fordi han ikke bliver behandlet for nogen skader. Men senere bruger US Postal netop en lægeerklæring om, at Armstrong bliver behandlet med cortison for et siddesår, som dokumentation for, at behandlingen er helt i følge reglerne.

Man må således godt anvende cortison, såfremt man inden anvendelsen har en gyldig erklæring om, hvorfor man bruger det. Flere har dog udtalt, at holdlægerne hos US Postal tilbagedaterede lægeerklæringen, da man pludselig fik brug for den, og at UCI accepterede dette, for ikke at skulle smide verdens mest populære cykelrytter ud af verdens største cykelløb.

I 2001 kører Lance Armstrong blandt andet på hold med Tyler Hamilton på US Postal. Hamilton, som senere blev dømt for dopingmisbrug i flere tilfælde, fortalte i 2011, at Armstrong i 2001 udgaven af Schweiz Rundt afgav en positiv dopingtest, men at Armstrong fik UCI (den internationale cykleunion) til at se bort fra denne, pga. gode forbindelser til den daværende præsident Hein Verbruggen.

Senere modtog UCI en donation på 100.000 dollars fra Armstrong. Den nuværende præsident Pat McQuaid bekræfter, at unionen modtog en sådan donation, at det er den eneste donation man nogensinde har modtaget fra en aktiv rytter og at man set i bakspejlet nok ikke skulle have taget imod donationen. Men McQuaid afviser samtidig, at donationen skulle have noget at gøre med en positiv EPO test fra Armstrong i 2001.

Ifølge en anden af Armstrongs daværende holdkammerater, den ligeledes dopingdømte Floyd Landis, agerede den i denne artikel tidligere omtalte Jim Ochowicz bindeled mellem Armstrong og Verbruggen i forbindelse med blandt andet donationen.

“He was the guy, the in-between guy, that’s what Lance explained to me. He said ‘Look, Jim Ochowicz is the guy that orchestrates this kind of thing.’” Ochowicz, som altså nu er chef for den forsvarende Tour-vinder Cadel Evans, er ikke under anklage i den aktuelle Armstrong-sag.

Både Landis og Hamilton er formentlig blandt de amerikanske ryttere, der ønsker at vidne i den aktuelle sag mod blandt andre Armstrong og deres tidligere sportsdirektør Johan Bruyneel, som nu er chef for Radioshack Nissan Trek mandskabet med blandt andre brødrene Schleck på holdet.

Lance Armstrong stoppede sin aktive karriere efter sin syvende Tour sejr i træk i 2005, men fire år senere gjorde han et bemærkelsesværdigt comeback hos Astana, hvor det blev til en tredjeplads i Tour de France. Året efter, i 2010, stillede han også til start i Touren for sit nye Radioshack mandskab, men uden den store succes.

I den aktuelle sag, rejst af USADA mod Armstrong, påstår de amerikanske antidoping myndigheder, at de har blodprøver fra 2009 og 2010, der viser tydelige spor på bloddoping og EPO-misbrug. Viser det sig at være tilfældet, kan det være det, der bliver de afgørende beviser, som skal bakke de åbenbart mange vidneforklaringer op i en eventuelt retssag.

Det er tydeligt, at USADA forsøger at påvise, at der hos US Postal og Discovery Channel var tale om organiseret doping, og ikke blot et individuelt misbrug hos enkelte ryttere – om de så hed Armstrong, Hamilton eller Landis. Derfor er også holdlæger, sportsdirektør Johan Bruyneel og den italienske læge/træner Michele Ferrari under anklage.

Hvis USADA kan bevise, at der var tale om organiseret doping, så har de amerikanske skatteyderes penge (i form af US Postal Service sponsoratet), jo været brugt til at købe doping for. Og spørgsmålet er så, om den amerikanske stat efterfølgende kan få fingrene i mange af de dollars, som Lance Armstrong har tjent gennem tiderne på sin cykelsportskarriere.

Hvis ikke det sidstnævnte er en skjult dagsorden fra anklagerens side, så er det lidt svært at se, hvorfor amerikanerne skulle være så interesserede i at smadre illusionen om deres, indtil videre juridisk set, pletfri nationalhelt?

De fleste tvivler nok på, at Lance Armstrong er kommet til sine Tour-sejre ved blot at spise havregrød og rosiner. På den anden side er det nok også temmelig sikkert, at han ville have vundet nogenlunde det samme antal løb, såfremt vi levede i en ideel verden, hvor han og alle andre ryttere var helt rene. Så det er i virkeligheden ikke det interessante ved denne sag.

Det interessante ved denne sag bliver, hvilke konsekvenser det får for de implicerede parter og for cykelsporten generelt. Vil det kunne bruges konstruktivt til at få ryddet endnu mere op i sporten, eller er der tale om en isoleret form for heksejagt, der kun bringer cykelsporten negativ omtale?

Man kan jo håbe på det første og frygte det sidste…