Mytteri ombord?

Gazzetta dello Sport lancerede i dag teorien om, at de to colombianere Rigoberto Uran og Sergio Henao nu kører deres egen chance i Giro d’Italia, fordi de alligevel forlader Team Sky efter denne sæson. Det britiske hold afviser og forlænger med Richie Porte. 

Historien kommer i kølvandet på 4. etape af Giroen, hvor Bradley Wiggins tabte tid mod slutningen, mens Uran og Henao sad med helt foran. Men der er ikke noget om snakken, siger Team Sky ikke uventet. Dog står det ifølge Cyclingnews klart, at Rigoberto Uran forlader holdet efter denne sæson, mens det fortsat er usikkert om Henao bliver hos Wiggins og Froome.

Ifølge Veloropas oplysninger er Team Sky også mere interesserede i at beholde Henao end Uran, da førstnævnte passer bedre ind på holdet. Samtidig – måske for at lægge en dæmper på snakken om de to colombianere – udsendte Sky i morges en pressemeddelelse om, at Richie Porte har forlænget sin kontrakt med to år fra og med næste sæson.

I sidste uge fik team manager Dave Brailsford sat en midlertidig stopper for den interne Sky-debat om, hvem der skal være kaptajn i Tour de France. Han slog fast, at det er Froome, der skal køres for. Men nu ser det altså ud til, at der er nye brande, der skal slukkes.