Monument

Det skulle egentlig bare have været et normalt referat af et cykelløb. Men søndagens udgave af klassikeren Milano-Sanremo tog i den grad en drejning. Jeg sad derfor tilbage med en følelse af, at jeg ikke rigtig vidste hvor jeg skulle starte eller slutte. Havde lyst til at skrive om episke bedrifter og drenge, der bliver til mænd. Men jeg kom også til at tænke på, hvorfor det er cykelsporten fascinerer mig så meget som den gør. 

Alene tyske Gerald Cioleks overraskende sejr og det faktum at det var første gang et afrikansk mandskab vandt en klassiker, var jo i princippet rigeligt materiale til et solidt referat. Men efter den omgang cykelløb vi var vidne til søndag, var der mange andre indtryk, der skulle fordøjes.

Alle taler om vejret

Meldingerne inden løbet havde lovet temperaturer i den lave ende af skalaen og måske endda sne og slud ved starten i Milano. En vejrudsigt, der fik løbets tilnavn ”La Primavera” til at virke i bedste fald malplaceret. Kort før starten ved 10-tiden begyndte de første små indikationer på, at det kunne blive en anderledes dag på kontoret for de 200 startende ryttere.

Katusha mandskabet kunne fortælle, at det trods alt var holdt op med at sne, men at det stadig var afsindigt koldt i startområdet. Nuvel, der blev joket lidt med, at russerne jo nok var vant til de lave temperaturer, og Heinrich Haussler fra det schweiziske IAM-mandskab mødte traditionen tro op uden handsker forud for de 298 kilometer.

Lars Bak i udbrud

Rytterne blev sendt af sted klokken lidt over 10. Tempoet var som sædvanlig højt, da mange ryttere gerne ville sikre sig en plads i dagens udbrud. Seks ryttere fik slået hullet. Deriblandt danske Lars Bak. De seks mand fik i løbet af næsten ingen tid opbygget et forspring på mere end 10 minutter, men så begyndte der at ske noget på de sociale medier.

På twitter kom der billeder fra de af cykelholdenes medarbejdere, der var kørt i forvejen mod Sanremo. Det var billeder af en yderst sneklædt Turchina-stigning. Spekulationerne går nu på, om det overhovedet er forsvarligt at sende rytterne op over det mere end 500 meter høje pas. Billederne tyder på, at specielt nedkørslen vil blive med livet som indsats for rytterne.

Dekker sætter dagsordenen

Pludselig kommer der et tweet fra Blancos sportsdirektør, Erik Dekker, der satte dagsordenen for de følgende timer: ”Det er fuldstændig vanvittigt det her”, skriver den tidligere toprytter. Og kort efter følger han op med en besked om, at ”der sidder ryttere og græder på deres cykler”.

larsbakDet lyder selvfølgelig lidt voldsomt. Men herefter begynder det at vælte ud på de sociale medier med billeder af ryttere, der kører i hvad der minder om en snestorm. Et af de mest sigende er af Lars Bak i udbruddet, der får en dunk varm the fra sportsdirektørbilen.

Løbet neutraliseres

Og de har ikke kørt langsomt. De første to timer tilbagelægges med en gennemsnitsfart på 45,1 km/t. Der går dog ikke længe før den uundgåelige melding kommer: Turchino-passet bliver neutraliseret. Rytterne skal samles op af deres holdbusser når de rammer kilometer 117 og derefter fragtes 46 kilometer til den anden side af Turchino, hvor vejret er bedre. Eller det vil sige, lidt bedre. Forbedringen består således i at temperaturen stiger fra en til seks grader og at sne og slud bliver til silende regn.

taylorDa rytterne kommer ind i busserne i byen Ovada, begynder de at tweete billeder af dem selv og deres holdkammerater med flere centimer tyk is på hjelm og cykler. Til højre ses Taylor Phinney fra BMC. Der drikkes the, tages varme bade. Cykelskoene tørres med føntørrere. Og ikke mindst skal rytterne lades mentalt op igen.

Outsideren Andrey Amador fra Movistar og en af favoritterne, Matt Goss fra Orica-GreenEDGE har været styrtet i det dårlige vejr. Amador nåede aldrig tilbage til hovedfeltet, mens Goss må stå af ikke længe efter at løbet er blevet genoptaget.

Boonen er vred

Det samme gør Omega Pharma-Quicksteps superstjerne Tom Boonen. Han forklarer til de interesserede reportere, at omkring 100 ryttere i virkeligheden blev sat inden feltet nåede frem til 117 kilometer mærket. Men at de bare fik lov at starte samtidig med de andre, da løbet blev genoptaget. Blandt andet derfor mener en fortørnet Boonen ikke det giver nogen mening at fortsætte.

Lotto-Belisols Adam Hansen er på bølgelængde med Boonen. Han mener rytterne er som dyrene i zoologisk have og blot brikker i et stort spil for TV-underholdningens skyld. Der er dog også mange, der ikke er af samme opfattelse som Hansen og Boonen. Og de har en pointe. Dem, der er utilfredse med, at løbet ikke bliver aflyst, kan bare stå af. Milano-Sanremo bliver ikke kørt en anden dag, hvis det aflyses. Så der er i princippet ikke noget at miste, ved at stå af.

Man står ikke bare af

Men i cykelsporten står man ikke bare af. Og det er måske dér min fascination af sporten er allerstærkest. Den ære langt de fleste ryttere sætter i at gennemføre, uanset om de har en chance for at vinde eller ej. Det at man sætter sig tilbage på cyklen og fortsætter, med mindre man virkelig har en god grund til ikke at køre videre. Af respekt for løbet, for sporten, for sine holdkammerater og ikke mindst for sig selv.

Og det er måske netop her man skal finde årsagen til, hvorfor Boonen er så utilfreds med at skulle udgå. For om han udgår eller løbet bliver aflyst medfører jo samme resultat for ham. Men for en cykelrytter er der bare en verden til forskel. Og det er paradoksalt nok samme indstilling, der får de andre ryttere til at fortsætte.

Vi andre dødelige var jo stået af for længst. Rytterne beretter stort set alle sammen om, at de aldrig i deres liv har været ude for noget lignende og frosset så meget. Alligevel fortsætter langt hovedparten mod målet i Sanremo. Selvom ingen satte en pistol for tindingen af dem.

En indstilling der står i stærk kontrast til mange andre sportsgrene, hvor det at lade som om man er kommet til skade, selvom man overhovedet ikke er det, er blevet en helt naturlig del af sporten. En så naturlig del, at ingen efterhånden bemærker det, når Cristiano Ronaldo eller Didier Drogba for 117. gang kaster sig teatralsk på grønsværen, hvis de får et lille puf af en modstander. De fleste tænker, at det er bare en del af gamet, ikke at det rent faktisk i den grad bringer et smukt spil i miskredit.

Måske min fascination af denne viljestyrke til at gennemføre og fortsætte mod det mål, man har sit sig for, er speciel stor, fordi sådan har jeg det ikke selv. Slet ikke når det drejer sig om fysisk hårde strabadser. Jeg har en god portion vindermentalitet og gjorde det ret fornuftigt i teknisk baserede sportsgrene som knægt. Men den mentale viljestyrke, når det begynder at gøre rigtig ondt, f.eks. under en cykeltur, den venter jeg stadig på dukker op…

Løbet genoptages

Tilbage til cykelløbet. Anden halvdel af Milano-Sanremo sættes efter lidt tvetydige udmeldinger fra arrangørernes side i gang i byen Cogoleto med godt 125 kilometer til mål. Klokken har nu passeret 15 og de seks udbrydere sendes afsted med 7.10 minutters forspring til hovedfeltet.

Den første halve time efter genoptagelsen af løbet mister de seks udbrydere ikke ret meget tid til feltet. Men så begynder det at gå stærkt. Det står hurtigt klart, at udbryderne vil blive hentet et godt stykke inden mål. I mellemtiden udgår en række store profiler. Først altså Matt Goss og Tom Boonen. Derefter vinderen af Tour Down Under, Tom-Jelte Slagter og senere igen Vincenzo Nibali.

Der sker dog også det usædvanlige, at der opstår en masse rygter om store navne, der er udgået, men hvor det siden viser sig, at det er de slet ikke. Først Sylvain Chavanel, så Taylor Phinney og på et tidspunkt også Fabian Cancellara. Chavanel og Cancellaras fortsatte tilstedeværelse bliver relativt hurtigt bekræftet. Men Phinney opdager man først er med i løbet, da han på selve opløbsstrækningen i Sanremo pludselig dukker op som en trold af en æske, og næsten får indhentet de forreste seks ryttere, der skal køre om sejren.

Flot finale

De seks ryttere er havnet i frontgruppen efter en fantastisk flot finale henover løbets sidste, legendariske stigninger. For mens Turchino og også den nye Le Manie blev neutraliseret, så skulle de tilbageværende ryttere stadig forcere Capo Berta, Cipressa og Poggio.

Finalen startede på Capo Berta med omkring 40 kilometer igen. Her forsøgte Lars Bak at sprænge udbrydergruppen, som på det tidspunkt havde under to minutter til feltet med Team Sky i spidsen. Det lykkedes for Bak, Maxim Belkov og Diego Rosa at danne en trio i front, men så skruede Sky for alvor op for tempoet. Det kostede blandt andet for en af outsiderne, norske Thor Hushovd.

Med 30 kilometer til mål blev Lars Baks trio så indhentet. Sky så ud til at have situationen under kontrol og havde på det tidspunkt stadig deres to kaptajner Edvald Boasson-Hagen og Geraint Thomas godt med fremme, i ly af store motorer som Vasil Kiryienka og Ian Stannard. Men så skete der et styrt helt i front, hvor to Sky og to Garmin ryttere røg i asfalten. Heriblandt Geraint Thomas og Tyler Farrar.

Nærmest samtidig satte Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel et farligt angreb ind ved foden af Cipressa. Der blev dannet en solid frontgruppe bestående af de to samt Jürgen Roelandts, Maxime Bouet og Damiano Caruso. Det var ikke fordi de fem fik et stort forspring, men situationen gik fra dårligt til værre for Team Sky. Edvald Boasson Hagen eksploderede således fuldstændig på Cipressa, i øvrigt ligesom sidste års vinder Simon Gerrans og lynhurtige Andre Greipel.

Da de fem forreste igen blev hentet, var der kun små 50 ryttere tilbage i hvad man kunne betragte som resterne af hovedfeltet. Men allerede på nedkørslen fra Cipressa med omkring 20 kilometer til mål, blev løbet åbnet op igen, da verdensmesteren Philippe Gilbert satte et angreb ind. Sylvain Chavanel var hurtig til at sætte efter på den teknisk krævende og våde nedkørsel.

En ny frontgruppe blev dannet. Udover Gilbert og Chavanel bestod den af favoritnavne som John Degenkolb, Fabian Cancellara og Peter Sagan samt den britiske mester Ian Stannard og den russiske mester Eduard Vorganov. Stannard og Vorganov kørte kontra på gruppen og fik snart efter følgeskab af Chavanel.

Chavanels dilemma

Chavanels tilstedeværelse i frontgruppen var interessant. For i feltet havde han en tydeligvis velkørende Mark Cavendish, som kunne blive en trussel mod forhåndsfavoritten Peter Sagan, der sad i anden gruppe. Cavendish sad som en af de få i korte rør og havde ingen problemer på stigningerne. Der var på dette tidspunkt ikke mere end nogle få sekunder mellem de tre grupper. Men alligevel valgte Chavanel at gå med i føringsarbejdet i frontgruppen.

Hvis trioen kunne komme alene til mål, var Chavanel uden tvivl den hurtigste af de tre. Men det var alligevel en satset taktik med Peter Sagan, Philippe Gilbert, Jürgen Roelandts og Fabian Cancellara lige bagved. Mellem Cipressa og Poggio så det dog ud til, at Chavanel og Omega Pharma-Quickstep havde valgt den rigtige taktik. Feltet blev igen samlet bag dem, og forspringet røg op på næsten 30 sekunder ved foden af Poggio med små 10 kilometer igen.

Paolinis vigtige angreb

Men bagude tog Cannondales Moreno Moser nogle gevaldige føringer for sin kaptajn Peter Sagan op ad Poggio-stigningen. I front fik Chavanel og Stannard sat Vorganov af og de to havde stadig 30 sekunder til forfølgerne på toppen af Poggio. Men så satte vinderen af Het Volk, Luca Paolini et angreb ind, der skulle blive meget afgørende for løbets udvikling.

Peter Sagan, Fabian Cancellara, Filippo Pozzato og Gerald Ciolek satte efter ham på den våde nedkørsel. Pozzato var alt for forsigtig i svingene og måtte slippe de øvrige, som i ekspresfart var nået op til Paolini og nu havde fået færten af Chavanel og Stannard helt i front. Med fire kilometer til mål var det hele igen ved at blive samlet. De tre grupper lå med få sekunder mellem sig. Men mens Sagan, Cancellara, Paolini og Ciolek fik kontakt med de to forreste, så nåede resterne af feltet aldrig op.

Ian Stannard, der ellers var ved at blive sat, lancerede et sidste desperat angreb kort før opløbsstrækningen. Men Sagan og Cancellara fik ham halet ind igen, og der var nu lagt op til en spurt mellem de seks forreste. Det vil sige lige indtil man pludselig så en BMC-rytter dukke op af ingenting bag dem, på selve opløbsstrækningen. Der var som tidligere nævnt tale om den unge amerikaner Taylor Phinney, der i sidste uge stod for noget af en præstation, da han kørte 130 kilometer alene i Tirreno-Adriatico, som en hyldest til sin sygdomsramte far.

Desværre for Phinney satte Chavanel et angreb ind, netop som han var ved at få kontakt med de seks forreste. Sagan lukkede hullet og indledte spurten med Ciolek på sit hjul, hvilket altså skulle vise sig at blive fatalt for den unge slovener. Ciolek overspurtede således Sagan på målstregen og tog en overraskende sejr i en vanvittig udgave af Milano-Sanremo.

Ciolek den klogeste

Tyske Gerald Ciolek kom med på et wild-card, fordi hans nye mandskab MTN-Qhubeka kun er et pro continental hold. Og nærmest paradoksalt, at det lige netop skulle være denne udgave af Milano-Sanremo, der blev den første klassiker med et afrikansk hold som vinder. Ciolek var ikke nødvendigvis den stærkeste mand på dagen, men han var den klogeste. Han var således den eneste af de seks udbrydere, der ikke brugte kræfter på en acceleration før de sidste meter inden målstregen.

Virkeligheden overgår ofte fantasien, når det gælder cykelsporten. På godt og ondt. Hvilken start på klassikersæsonen. Under normale omstændigheder betegnes de gamle klassikere som monumenter. Jeg ved stadig ikke rigtig hvad vi skal kalde søndagens udgave af Milano-Sanremo for…