Magnus Cort om livet som nyprofessionel

Magnus Cort har de seneste par år været en af de mest ombejlede cykelryttere. Inden denne sæson skrev han en tre-årig kontrakt med det australske Orica-GreenEDGE mandskab. Og selvom det endnu ikke er blevet til sejre, er danske Cort godt tilfreds med sin nye tilværelse. 

Af Kim Plesner

Godt 50 kilometer til mål i den benhårde nyklassiker, Strade Bianche. Et af de smukkeste og hårdeste endagsløb i kalenderen. Grafikken på TV-skærmen afslører, at ni stærke ryttere har slået hul. Blandt dem en dansker ved navn Nielsen. Jeg må indrømme, at jeg selv lige skulle vende den en gang. Nielsen, Nielsen, Nielsen? Vi har sgu da ingen danskere, der hedder Nielsen på det niveau? Er det en fejl? Er det en nordmand?

En slags gennembrud

Men nej. Det var selvfølgelig ikke en fejl. Der var tale om Magnus Cort Nielsen. I folkemunde blot kaldet Magnus Cort. Deraf forvirringen. Men en forvirring, der også opstod, fordi det ikke er normalt, at en nyprofessionel befinder sig side om side med store kanoner som Valverde, Sagan, Cancellara, Stybar, Van Avermaet og hvad de ellers hed den dag i frontgruppen.

”Nu skal jeg fandme bare ikke blive sat og lige komme med henover den næste stigning, kan jeg huske, jeg sad og tænkte. For så vidste jeg, at jeg ville have muligheden for at lave et virkelig stort resultat. Men benene ville det desværre anderledes,” fortæller Magnus Cort om situationen i Toscana i begyndelse af marts.

”Jeg vidste godt hvor udskilningen ville ske, og jeg sad perfekt da vi kørte ind på det længste grusvejsstykke. På den første bakke røg jeg lidt tilbage, men ikke længere end jeg kunne komme op igen på nedkørslen. Men så var det slut, da det kort efter gik opad igen.”

Det rigtige valg

Magnus Cort skiftede inden denne sæson fra de trygge, hjemlige rammer hos Team Cult til World Tour mandskabet Orica-GreenEDGE. Team manager Michael Skelde, landstræner Morten Bennekou og farmand var rådgiverne, der var med til at vælge det relativt nyetablerede australske mandskab til den danske guldfugl.

”Det har været fedt og relativt nemt at komme til Orica-GreenEDGE. Det går faktisk så godt, at jeg ikke rigtig tænker over, at jeg er helt ny, selvom stammen på holdet har været her i flere år. Der er ikke alt for mange, alt for store stjerner, så jeg har fået chancen, selvom jeg endnu ikke har vundet noget. Desuden tror jeg den australske mentalitet passer godt til mig. Lidt afslappet, men stadig seriøst. Alle taler engelsk, hvilket også gør det meget nemmere for mig,” siger 22-årige Cort, som trods den manglende sejr blandt andet har spurtet sig til en fjerde- og en sjetteplads på to etaper i det stærkt besatte World Tour-løb, Tirreno-Adriatico.

Han er, især set i bakspejlet, glad for han ikke valgte Tinkoff-Saxo og Bjarne Riis, som altså nu er fortid på det russiske mandskab. Et hold, der også har det med at køre for nogle få, men store kaptajner, i modsætning til Orica-GreenEDGE.

”Allerede da jeg skulle vælge hold, tænkte jeg, at man ikke rigtig ved hvor man har Tinkoff-Saxo. Man aner ikke hvordan det hold ser ud om f.eks. tre år, så derfor var det lidt for risikabelt at skrive med dem.”

Mellem to monumenter

På søndag stiller Magnus Cort til start i klassikernes Dronning, Helvede i Nord, Paris-Roubaix. Endnu en ordentlig mundfuld ovenpå debuten i Flandern Rundt i søndags.

”Flandern Rundt var generelt en god oplevelse. Noget anderledes end det man er vant til at køre. Brostensstykkerne kommer utroligt hurtigt efter hinanden og det var faktisk et sværere løb end jeg troede. Orica-GreenEDGE satser ikke helt vildt på brostensklassikerne, og jeg havde kørt Tre dage ved Panne i ugen op til, så jeg havde slet ikke været ude og prøve ruten på forhånd. Men det er helt klart et løb, jeg godt kunne tænke mig at vinde en dag.”

Magnus Cort sluttede som nummer 102 i sit første Flandern Rundt. Men resultatet betyder ikke så meget for ham.

”Jeg er med for at lære. Der bliver lige kørt en anelse stærkere end i de øvrige løb. Det samme gælder i Paris-Roubaix på søndag. Hvis jeg kan sidde med så længe som muligt hos vore to kaptajner, Mathew Hayman og Jens Keukeleire, og måske give dem et hjul i en kritisk situation, så er jeg tilfreds. Men jeg har godt nok fået mere respekt for dem, der vinder løb som de her. Det er ikke noget man bare lige gør,” konstaterer Cort.

Danskeren har aldrig kørt et cykelløb med så mange mennesker i vejkanten langs ruten, som i søndagens Flandern Rundt.

”Bare man kørte gennem en lille flække, stod der masser af folk og heppede. Det virkede som om alle byens indbyggere var ude for at se cykelløb. Det siger virkelig noget om, hvor meget de går op i sporten i Belgien.”

Revanche mod uovervindelige Kristoff?

Magnus Cort regner med at støde ind i vinderen af Flandern Rundt (og Tre dage ved Panne og Scheldeprijs), Alexander Kristoff, når de begge efter planen stiller op til revanche i Tour des Fjords i Norge i slutningen af maj. Sidste år blev Cort slået med et enkelt sekund af nordmanden.

”Det er vel nærmest hans hyldestløb. Og det lader jo ikke til, at han er mindre skarp i år,” lyder det tørt fra Magnus Cort.