Licenser og kildekritik

Onsdag bragte den hollandske avis De Telegraaf en artikel om, at Saxo-Tinkoff og Argos-Shimano nu kæmper om den sidste World Tour plads til 2013-sæsonen. Men kan det nu også være rigtigt?

Det korte svar er: Ja, det kan sagtens være rigtigt. Problemet er bare, at det kan også sagtens være forkert…

Og der er flere ting ved artiklen, der gør den så mistænkelig, at langt de fleste medier i hele verden måske ikke bare skulle videreformidle den, fuldstændig ukritisk.

Nu er jeg jo, af Thomas Foght, blevet kritiseret for, at være for kritisk overfor medierne. Så lad mig starte med at skyde på mig selv. For man kan jo med rette sige, at jeg også postede artiklen fra De Telegraaf på Veloropas facebookside, forholdsvis ukritisk.

Jeg skrev ganske vist kun, at “De Telegraaf mener at vide”, men jeg havde ikke opfanget, at avisen i artiklen pludselig havde blandet det franske ag2r mandskab ind i kampen om de sidste tre World Tour pladser, før Freja Wirlander gjorde opmærksom på det.

UCI’s sportslige vurdering

For lad os prøve engang at kigge på, hvordan det egentlig så ud, da UCI den 29. oktober offentliggjorde deres vurdering af de 20 ansøgeres sportslige kvalifikationer. Her hedder det i UCI’s regelsæt, at:

  • A team ranked in the first fifteen places of the classification on the basis of sporting level is by this fact considered to have satisfied the sporting criterion.
  • The sporting value of a team ranked between 16th and 20th places inclusive will be verified by the Licence Commission via a more detailed assessment.

Altså. De 15 første på listen er i teorien sikret en ProTour licens og dermed en plads på World Touren i 2013. Med mindre der i mellemtiden dukker alvorlige ting op, der kan ændre på dette. Det vender vi tilbage til senere…

De fem sidste ansøgere, nummer 16-20 på listen, opfylder således ikke umiddelbart de sportslige kriterier, og skal derfor også bedømmes på en række andre parametre (økonomi, administration og etik).

Og hvem var så disse fem hold, der lå i bunden af UCI’s liste. Jo, det var disse:

16. Team Argos-Shimano
17. Lotto-Belisol
18. FDJ
19. Europcar
20. Saxo-Tinkoff

Forvirring om de franske hold?

Efterfølgende har Europcar valgt at trække deres ansøgning om en licens tilbage, således at blot fire mandskaber (Argos-Shimano, Lotto-Belisol, FDJ og Saxo-Tinkoff) skal kæmpe om de tre resterende pladser.

Hvis vi så for en stund vender tilbage til artiklen i De Telegraaf. Så mener de at vide, at Argos-Shimano og Saxo-Tinkoff skal kæmpe om den sidste plads, fordi “Lotto-Belisol og ag2r allerede har sikret sig en licens”. Men hov. ag2r? De havde jo allerede den 29. oktober sikret sig en licens, i følge UCI’s liste. De er jo slet ikke med i kampen om de tre sidste licenser?

Hvad med FDJ? Dem nævner De Telegraaf slet ikke. Har de sikret sig en licens i al hemmelighed, uden at nogen har hørt noget om det. Det ville være underligt, da de har mistet deres ene hovedsponsor, BigMat. Så i den økonomiske vurdering scorer de formentlig ikke topkarakterer. Eller har de trukket deres ansøgning tilbage? Det sidste ville jo i så fald medføre, at BÅDE Saxo-Tinkoff OG Argos-Shimano får en licens, for så er der kun 18 ansøgere til de 18 licenser…

Dermed giver De Telegraafs påstand pludselig ikke nogen mening. Som sagt, kan det sagtens være, at det ender med at være Argos-Shimano og Saxo-Tinkoff, der skal kæmpe om den sidste licens. Men så er der bare sket noget undervejs i UCI’s vurdering af holdene, som artiklen i De Telegraaf ikke melder noget om.

Vinokourov undersøges

Og som lovet vender jeg lige tilbage til det med, at de 15 første på listen fra UCI ikke nødvendigvis er sikret en licens, hvis der inden de officielt får udstedt licensen opstår sager, der kan påvirke UCI’s licenskommisions afgørelse. Og det er jo rent faktisk tilfældet. Men heller ikke dette faktum, tager De Telegraaf med i deres artikel.

Efter listens offentliggørelse den 29. oktober, har UCI således valgt at starte en undersøgelse af beskyldningerne mod Alexandre Vinokourov, der nu er team manager for Astana og Alexandre Kolobnev, der kører for Katusha. De beskyldes for, at Vinokourov købte sejren i Liège-Bastogne-Liège 2010 af Kolobnev.

Både Astana og Katusha var blandt de 15 hold, der den 29. oktober som udgangspunkt fik tildelt en licens på baggrund af de sportslige kriterier. Men endnu vides det ikke, om sagen med Vinokourov og Kolobnev kan få UCI til at fratage et af disse hold – eller dem begge – deres licens.

Desuden har UCI i anden sammenhæng oplyst, at selvom holdene Radioshack, Movistar og Katusha opfylder de sportslige kriterier, så bliver de undersøgt nærmere, inden de får deres officielle licens. Dermed har Katusha altså to grunde til at være ekstra nervøse den 10. december.

Der kom ikke svar

Og en sidste ting, i forhold til artiklen i De Telegraaf. Der står også, at afgørelsen om den sidste licens ville falde i går, onsdag. Det kom i hvert fald ikke til at holde stik. Om det kommer til at holde stik, at det er Saxo-Tinkoff og Argos-Shimano, der i virkeligheden kæmper om den sidste licens. Det må tiden vise.

Seneste melding er, at UCI på mandag den 26. november fremlægger deres afgørelse i licens-spørgsmålet.