Lance Armstrong har nu officielt indrømmet, hvad vi alle sammen godt vidste, at han dopede sig i forbindelse med sine syv Tour-sejre. Men det var Oprah Winfrey, der blev den store vinder i det stort hypede interview. Ikke mindst fordi Lance stadig lyver.
”This story was so perfect, for so long” – Lance Armstrong
Okay. Befriende, at Oprahs interview med Lance Armstrong startede med det alle havde set mest frem imod. Indrømmelsen. Der blev leveret Bjarne Riis-style: Ja, jeg har taget EPO, ja jeg anvendte bloddoping. Under samtlige syv Tour-sejre. Så var det ligesom på plads.
Man glemte næsten at tænke over, at det han indrømmede, det var han allerede dømt for…
Nu tænker du måske: Fint, hvad med så at lade manden være i fred og komme videre. En helt fair holdning, og hvis du har den, så stop med at læse videre. Men man skal huske på, at offentligheden jo rent faktisk var ved at lade Lance være i fred, og det var Lance, der selv valgte at komme tilbage i rampelyset. Derfor synes jeg det er relevant, at prøve at analysere hans bevæggrunde for det, og hvorfor han sagde det han gjorde i interviewet med Oprah. Hvis du er af samme opfattelse. Så læser du bare videre.
Sammenligner interview med cancer-sygdom
Lance Armstrong var tydeligvis ikke komfortabel med situationen. Paraderne var for en sjælden gangs skyld nede. Håret var i den grad tonet i grå nuancer og hovedpersonen selv – eller den ene af de to hovedpersoner, that is – indrømmede også, at dette interview med Oprah var den blot anden gang i livet, han ikke selv kunne kontrollere tingene. Den første var da han blev ramt af cancer…
Oprah Winfrey virkede til gengæld velforberedt. I tiden mellem hun fik aftalen i hus med Armstrong og til selve interviewet skulle optages, har hun og hendes folk været i dialog med bl.a. David Walsh, Betsy Andreu, Emma O’Reilly og Kathy LeMond. Nogle af de folk, som Lance Armstrong gennem tiden i den grad har trådt på.
Og det virkede næsten som om, Winfrey var blevet påvirket af at have talt med disse personer, for hun gik virkelig til Armstrong ved flere tilfælde. En særdeles positiv overraskelse i forhold til hvad man kunne have frygtet af pladderballe og sødsuppe. Oprahs semi-aggressive stil fik ikke ligefrem Lance Armstrong til at føle sig mere tilpas. Det var tydeligt.
Fokus på de menneskelige fejl
Men tydeligt var det også, at Armstrong var 100% indstillet på, at indrømme sine menneskelige fejl. At han godt vidste det var for sent at indrømme nu, at det hele var en stor løgn, at han ikke kan forvente, at dem han har svigtet nogensinde vil tilgive ham, at man ikke skal have medlidenhed med ham, at han efter sin cancer-sygdom forvandlede sig til en bølle, der forventede at alt og alle gjorde hvad han gerne ville have dem til at gøre, at han vil bruge resten af sit liv på at forsøge at rette op på de mange menneskelige fejl han har begået.
Men når det kom til dopingindrømmelserne, så var det ligeså tydeligt, at Lance Armstrong ikke ønskede at lægge alle kortene på bordet. Han ville ikke bekræfte Betsy Andreus vidneudsagn om, at han i forbindelse med sin sygdom indrømmede at have taget doping. Han afviste at Michele Ferrari var manden bag dopingprogrammet på US Postal. Og han nægtede at have truet Christian Vande Velde med at han ville ryge af holdet, hvis ikke han dopede sig.
Hukommelsestab
Lance Armstrong kunne heller ikke huske, om US Postal holdet havde fået foretaget blodtransfusioner i en camper midt under Tour de France, efter en etape i år 2000. En oplevelse man ellers må have ganske svært ved bare sådan lige at glemme, hvis den altså har fundet sted. Hvilket noget tyder på, da hans holdkammerater godt kan huske den.
Han ville ikke afvise det, men kunne ikke lige huske, om US Postal holdet havde haft den såkaldte ”Motoman” kørende rundt på en motorcykel for at distribuere dopingstoffer til holdet under Tour de France. Igen vil jeg sige, at hvis hukommelsen svigter på lige netop så usædvanlig en situation, så er vi jo nærmest ovre i Oliver North-agtige tilstande.
En ting Lance Armstrong dog godt kunne huske, det var at der ikke var noget om, at han under Schweiz Rundt afleverede en positiv dopingprøve. Han kunne også afvise, at der i den forbindelse havde været et møde med anti-doping laboratoriet, hvilket chefen for laboratoriet, Martial Saugy ellers har bekræftet. Mødet blev sat op efter ønske fra UCI, der fortalte Saugy, at Armstrong (og Johan Bruyneel) gerne ville vide, hvilken metode prøven var blevet testet under. Det skete fordi Lance Armstrong i Schweiz Rundt 2001 og Dauphiné 2002 afgave en ”mistænkelig” prøve. Ikke en positiv prøve, som Armstrong rigtigt siger.
Samtidig med, at Lance Armstrong fuldstændig åbent erkendte, at han dopede sig frem til 2005 med ”en lille smule EPO, ikke meget”, bloddoping og testosteron, så afviste han blankt, at han var dopet, da han gjorde comeback i 2009 og sluttede på tredjepladsen i Tour de France. I USADA-rapporten udtaler en ekspert ellers, at chancen for, at Armstrong ikke havde anvendt bloddoping i den periode er 1 til 1 million. Den konklusion baseres på resultaterne fra det såkaldte biologiske pas, som på det tidspunkt var blevet indført i cykelsporten.
Men når nu Armstrong har indrømmet, at han snød i forbindelse med sine syv Tour-sejre, hvorfor skulle han så fortsat have en interesse i at lyve om andre ting?
Det korte svar er: Forældelsesfrister
De farlige og ufarlige indrømmelser
Der var således et tydeligt mønster i den måde Lance Armstrong indrømmede på. Det han på behændig vis undgik, var de farlige indrømmelser og det han valgte at erkende, det var de ufarlige indrømmelser. De kampe, som allerede er tabt.
De farlige indrømmelser er dem om dopingmisbrug, der ikke ligger langt nok tilbage i forhold til de juridiske forældelsesfrister. F.eks. sæsonerne 2009 og 2010. Selve dopingmisbruget i perioden 1998-2005 er heller ikke farligt for Armstrong. For det er i juridisk forstand forældet. Men her har anklagerne om Armstrongs medvirken til at organisere og distribuere doping ophævet disse forældelsesfrister.
Derfor er det fy-fy for Armstrong at indrømme dopingmisbrug i ”nyere tid”, altså 2009 og 2010 samt alt hvad der har med at organisere doping at gøre i 1999-2005. Derfor er det vigtigt, at der ikke kommer for mange oplysninger frem om Michele Ferrari. Derfor er det vigtigt, at Lance ikke har truet Vande Velde med fyring, hvis han ikke er med på dopingprogrammet. Derfor er det vigtigt, at Lance ikke har deltaget i møder med et schweizisk anti-doping laboratorium. Derfor er det vigtigt, at Lance ikke kan huske noget om distribution af doping via Motoman, etc.
Den strategi er vigtig både i forhold til skyldsspørgsmål i de erstatningssager, der allerede er og dem der måtte komme. Og så kan det også få indflydelse på Armstrongs muligheder for at få nedsat sin livstidskarantæne.
UCI gik fri
Mange havde ventet, at Lance Armstrong også ville aflevere en bredside til UCI i interviewet med Oprah. Men tværtimod afviste Armstrong alle spekulationer om, at hans donation til UCI havde noget at gøre med at de skulle have holdt hånden over ham i forbindelse med de før-omtalte mistænkelige prøver fra Schweiz Rundt og Dauphiné.
Grunden til, at vi skulle tro på Lance, når han siger det, var ifølge ham selv, at han bestemt ikke er nogen stor fan af UCI. Hvis det virkelig er tilfældet, så virker hans forklaring på, hvorfor han så donerede penge til UCI, ret besynderlig.
”De ringede og spurgte om jeg ville donere penge, da de ikke havde så mange ressourcer, og jeg tænkte, ’hvorfor ikke?’”
Jeg tænker mere ’hvorfor?’. Jeg mener, hvis nogen, som jeg ”bestemt ikke var nogen stor fan af”, ringede og spurgte mig, om jeg gerne ville donere en million til dem, så ville jeg da umiddelbart ikke være specielt positivt indstillet overfor deres forslag.
Fra Landis til Hincapie
Lance Armstrong er enig med dem, der siger at det var Floyd Landis og hans whistleblower sagsanlæg tilbage i 2010, der startede hele hans deroute. Hvad der var nyt for mig var, at Armstrong i interviewet sagde, at Floyd skulle være blevet misundelig på ham, da han gjorde comeback i 2009, og at det var det, der initierede hele Landis’ indrømmelses proces.
Da den civile domstol i starten af 2012 valgte at droppe sagen, troede Armstrong, han var sluppet fri. Men så kom Travis Tygart og USADA på banen. Og det der, ifølge Lance Armstrong, blev tungen på vægtskålen var, at Tygart fik overtalt George Hincapie til at vidne i sagen.
”Da George vidnede, vidste jeg at min skæbne var beseglet”
Regrets
Lance Armstrong fortalte i interviewet, at han fortryder en række ting. Ikke at han tog doping, for det gjorde stort set alle efter hans mening. Det var som at have luft i dækkene eller vand i drikkedunkene, som Armstrong formulerede det. Men han fortryder, at han ikke indrømmede sit dopingmisbrug sidste sommer, sammen med de andre holdkammerater og han fortryder, at han gjorde comeback i 2009.
Han fortryder også, at han kaldte Emma O’Reilly en luder, og han erkendte, at hun havde helt ret, da hun sagde at Lance blev testet positiv for cortison i Tour de France 1999, men at holdets læger tilbagedaterede en lægeerklæring, så han havde lov til at bruge præparatet.
Han fortryder også, at han har kaldt sin tidligere holdkammerat Frankie Andreus hustru, Betsy Andreu, for skør og en ”bitch”. Men det var åbenbart meget vigtigt for ham at understrege, at han aldrig har kaldt hende for fed. Det var som om, at fordi han ikke havde kaldt hende fed, så gjorde det ikke så meget, at han havde kaldt hende skør og bitch…
Betsy Andreu var efter Oprah-udsendelsen i studiet på CNN og var rasende over, at Armstrong ikke ville anerkende hendes vidneudsagn. Det virkede i det hele taget ikke som om de to var blevet perlevenner, selvom Armstrong fortalte til Oprah, at han havde talt med Betsy i telefonen i 40 minutter.
Betydning
”The story is so bad and so toxic, and a lot of it is true”
Hvad Lance Armstrongs indrømmelser får af konsekvenser, må tiden vise. Han kommer helt sikkert til at betale ved kasse 1 til SCA Promotions. Dem skylder han i omegenen af 11 millioner dollars efter sin indrømmelse. Han løj også under ed i netop SCA-sagen tilbage i 2005, men han slipper med al sandsynlighed for fængselsstraf, pga forældelsesfristen.
Sunday Times skal nok også have deres 500.000 dollars tilbage, mens den store ubekendte i hele affæren er Whistleblower sagen, der altså blev lagt an af Floyd Landis i 2010. Det ventes at det amerikanske justitsministerium går ind i sagen efter Armstrongs indrømmelser, og de har allerede afvist et forligstilbud på fem millioner dollars fra Lance Armstrongs advokater.
Worst case spekulationerne går på at Lance skal betale op mod 100 millioner dollars tilbage, men det komme nu næppe så vidt. For Armstrong var trods alt kun ansat hos de firmaer, der stod bag cykelholdene, og det var dem, der lavede sponsoraftalerne med US Postal Service. Desuden skal den amerikanske stat påvise, at den har lidt et tab ved at sponsorere cykelholdet, hvilket kan blive lidt svært, når udregninger har vist, at man rent faktisk fik pengene 3-4 gange igen for sponsoratet.
Halvsløj performance
Udover de økonomiske konsekvenser, er det naturligvis vigtigt for Lance Armstrong, hvordan offentligheden modtager hans doping indrømmelse. Det skaber hans omdømme for fremtiden og er dermed med til at bestemme, hvilke muligheder han får på den lange bane.
Min umiddelbare vurdering er, at Armstrong ikke kom så godt ud af det første akt med Oprah. Den var dog også meget cykelsports-orienteret og meget faktuel. Men som man kunne se i teaseren for andet afsnit, så kommer lommetørklæderne formentlig frem her. Og så kan Lance Armstrong i hvert fald vinde mange hjerter hos Hr. og Fru Amerika. Jeg tror derimod ikke han vandt megen sympati indenfor cykelsporten med sin performance i første afsnit, som jeg vil betegne som halvsløj.
Cykelsporten taber igen
Armstrong sluttede første halvleg af med at sige, at hvis der kommer en sandhedskommission, så vil han være den første, der står og banker på døren. Han ønsker altså ikke at indrømme nogle af de ”farlige” ting, før han får amnesti. Med andre ord, som tilfældet var med Bjarne Riis i 2007, så indrømmer han ikke fordi han vil have renset sin sjæl, og fordi han grundlæggende synes han har gjort noget forkert. Han indrømmer fordi han er nødt til det, og han indrømmer kun det, han er nødt til og det han i forvejen er dømt for.
Cykelsporten kan derfor ikke bruge hans interview med Oprah til noget som helst. Det kan ændre sig, hvis Armstrong for en gangs skyld holder ord, og vælger at deltage fuldt og helt i en eventuel sandhedskommission med indbygget amnesti. Men efter at have set ham i aktion med Oprah, er det faktisk lidt svært at tro på. For Lance lyver stadig.
To be continued…