I kampens hede

Selvom langt de fleste kontroversielle episoder, der udspiller sig i et felt af professionelle cykelryttere på maxpuls, som udgangspunkt holdes internt, så hænder det, at de af den ene eller anden grund bliver delt med offentligheden. Og så skal der pludselig tages stilling og dannes meninger, hvilket kan være svært, fordi der ofte er tale om gråzoner med mange forskellige aspekter. 

Af Kim Plesner

”What Happens Here, Stays Here”

Sådan lød det ikoniske reklameslogan for spillebyen Las Vegas tilbage i 2003. I folkemunde er det dog siden blevet omformuleret til: What Happens in Vegas, Stays in Vegas.

Og sådan forholder det sig som regel også med de ting, der foregår i det kaos professionelle cykelryttere befinder sig i, når der køres væddeløb rundt omkring i verden. Fra tid til anden er der dog hændelser, som overskrider en eller flere personers grænse for, hvad der bør være en barsk, men naturlig del af kaos.

Stigende tendens?

Det har på det seneste medført noget der kunne ligne en stigende tendens til, at disse (grovere) skærmydsler ikke længere bliver løst på landevejen. Måske fordi der ikke skal så meget til for at komme i mediernes søgelys i dag, med den større TV-dækning og de sociale mediers evne til at sprede såvel små som store historier med lynets hast.

Andre, mere konservative iagttagere af cykelsporten vil sikkert hævde, at det er fordi den (sporten, generelt) er ved at blive alt for fintfølende – og henvise til indførelsen af UCI’s Extreme Weather Protocol, etc.

Uanset om der rent faktisk er tale om en stigende tendens og hvad den end måtte skyldes, tager vi her et kig på nogle af de sager, der har været i mediernes søgelys i løbet af dette forår.

Grivko vs Kittel

I februar var det Astana-rytteren Andrei Grivko, som flækkede Marcel Kittels øjenbryn i Dubai Tour. Grivko selv undskyldte sig med, at Kittel kørte farligt i sidevinden og han kun langede ud efter tyskeren, for at beskytte sig selv. TV-billederne viste dog en blødende Kittel, der kørte op til kommissærerne og fortalte om ukrainerens adfærd.

Grivko blev smidt ud af løbet og den 20. april blev han så, efter endt sagsbehandling, idømt en ekstra karantæne på 45 dage. En karantæne, der dog paradoksalt nok først trådte i kraft, efter han havde afsluttet Romandiet Rundt, som startede 25. april. Altså fem dage efter karantænedommen. Og minsandten om ikke Grivko var tæt på at vinde en etape i Romandiet, men han tabte spurten til BMC’s lokale helt Stefan Küng på 2. etape.

Det ville på den anden side have været meget UCI/cykelsportsagtigt, hvis Andrei Grivko få dage inden han skulle i karantæne, lige snuppede en sejr på vej ud ad døren…

Terpstra vs Kragh

Her i Danmark har der nok været mest fokus på episoden i Gent-Wevelgem, hvor Søren Kragh Andersen lige efter han var kommet i mål, fortalte en dansk journalist, at Quicksteps Niki Terpstra havde spyttet ham i ansigtet.

Måske var der tale om en decideret svinestreg, måske var det en snotter, der var kommet på afveje, måske var der tale om en frustreret, henkastet bemærkning, som egentlig ikke var tiltænkt nogen videre færd i mediebilledet, måske var der endda sket flere ting derude, som stadig ikke er kommet frem.

Men selvom sagen skabte røre i andedammen herhjemme, fik den ikke nogen videre konsekvenser af disciplinær karakter. Det skete til gengæld for nylig, i en anden og – vil de fleste nok mene – mere alvorlig sag.

Moscon vs Reza

Seneste eksempel var således Team Sky-rytteren Gianni Moscon, som i denne uge blev idømt seks ugers løbspause af sit britiske mandskab, fordi han i Romandiet Rundt råbte racistiske skældsord efter FDJ’s Kevin Reza. Sagen startede, da Rezas holdkammerat, Sebastien Reichenbach, skrev følgende på twitter:

 

”Chokeret over at høre, at der stadig er tåber i det professionelle felt, som bruger nedværdigende, racistiske bemærkninger. Du er en skamplet på vores sport,” lyder den direkte oversættelse.

Reza selv meldte ikke noget ud, og i første omgang forlød det, at franskmanden havde accepteret en undskyldning fra Moscon. Racisme er dog, af gode grunde, et særdeles følsomt område, og flere krævede, at den unge italiener skulle smides ud af Romandiet Rundt med det samme.

Team Sky annoncerede dog, at man først ville drøfte sagen efter afslutningen af det schweiziske etapeløb og her sendte man altså en pressemeddelelse ud, der beskrev den omtalte karantæne og desuden fortalte, at Moscon skulle på et kursus for at lære at opføre sig ordentligt.

Som jeg tidligere har nævnt på Veloropas sociale medier, så er karantænen dog en gratis omgang ”se os, vi er helt vildt politisk korrekte” for Team Sky, idet det alligevel var meningen, at Moscon skulle holde en netop halvanden måneds pause, efter han har kørt løb nærmest uafbrudt siden slutningen af januar.

To til en tango

Tilbage står 23-årige Gianni Moscon, som nu af store dele af cykelverden er stemplet som racist. Og fordi det naturligvis ikke undskylder racistiske bemærkninger og fordi Moscon rent faktisk råbte dem til Reza, så er det ikke sikkert det nogensinde kommer frem, hvad der fik italieneren til at tænde af på den måde.

Det kan som nævnt hverken retfærdiggøre at anvende racistiske bemærkninger eller slå en anden rytter til blods. Men hvis man nu som et tænkt eksempel legede med tanken om, at Reza forinden havde kaldt Moscons mor for en luder, og hvis vi kan stole på Grivko når han siger, at Kittel opførte sig som et fjols, inden han langede ud efter ham, ville det så måske alligevel sætte situationerne i et lidt anderledes perspektiv?

Det er ikke altid hele sandheden kommer frem og selv i kampens hede, når bølgerne går højt, skal der jo som regel to til en tango.