Giro-arrangørerne kunne nok ikke have skrevet manuskriptet meget bedre, end hvad virkeligheden bød os under de seneste tre ugers Giro d’Italia. Spændingen intakt hele vejen til mål og fire ryttere indenfor et minut forud for den afgørende enkeltstart. Og masser af drama undervejs. Men det var netop også de dramatiske hændelser, og ikke så meget væddeløb blandt favoritterne, der spillede en central rolle i løbets udvikling.
Af Kim Plesner
Ved flere lejligheder havde klatrerne fået distanceret Tom Dumoulin på stigningerne, og man sad blot og ventede på det moment, hvor forhåndsfavoritten Nairo Quintana ville sætte dødsstødet ind. Men udover den første rigtige bjergetape til Blockhaus, hvor colombianeren tog et lille halvt minut på Thibaut Pinot og Dumoulin, så blev der ikke blæst meget til angreb fra Quintana. Og da han igen forsøgte det på etapen til Oropa, gav det bagslag, fordi Dumoulin mod toppen kørte forbi alle rivalerne og tog etapesejren samt 10 bonssekunder.
Vincenzo Nibali forsøgte sig også nogle få gange, men der var aldrig rigtig bid i Hajen fra Messinas accelerationer. Ikke noget der kom i nærheden af sidste års kamikazeangreb, hvor det til slut lykkedes Nibali at lægge så meget pres på Steven Kruijswijk, at han kørte ind i en snedrive og tabte Giroen. Pinot var som oftest bedste mand blandt favoritterne, men han satte alle sine angreb ind meget sent på etaperne, så det kun gav nogle få sekunder.
Afgørende momenter
Så spændingen bestod faktisk mest i, at der ikke rigtig var nogen af forhåndsfavoritterne, der havde det store overskud i bjergene, hvilket i sidste ende gjorde, at forskellen mellem dem i klassementet, var historisk minimalt. De afgørende momenter i løbet skete således ikke i forbindelse med traditionelt væddeløb i bjergene, men derimod på de to enkeltstarter, hvor Tom Dumoulin var suveræn, på etapen til Blockhaus, hvor Dumoulins løjtnant, Wilco Kelderman, tog nærmest hele Sky-holdet med i asfalten, og dermed satte både Geraint Thomas og Mikel Landa klassements-skakmat og så da Dumoulin måtte en tur ud i marken og forrette sin nødtørft på etapen til Bormio.
Alle disse hændelser gav en vidunderlig uforudsigelig jubilæumsudgave nummer 100 af Giro d’Italia, kørt over tre uger uden så meget som en dråbe regn, og hvor favoritterne mod slutningen var så udmattede, at der ikke blev fokuseret så meget på angreb, men nærmere på forsvar. Efter etapen til Blockhaus så det ellers ud til, at Movistar ville knuse al modstand i Giroen, da både Andrey Amador og Winner Anacona sad med langt, langt ind i finalen, hvor Quintanas konkurrenter for længst var isolerede. Men selv Movistars blå-grønne regiment fadede stille og roligt ud, et sundhedstegn man også lagde mærke til blandt favoritterne. At cykelryttere rent faktisk bliver ekstremt udmattede undervejs i en Grand Tour, når de udsættes for ekstreme udfordringer. Det virker egentlig meget naturligt.
Åbenbaringen Hirt
Undtagelsen var Giroens klassementsåbenbaring, den tjekkiske Grand Tour-debutant Jan Hirt fra det polske CCC Sprandi Polkowice mandskab. 26-årige Hirt præsterede første gang på højt niveau i klassementet i sine fem år som professionel, da han blev nummer tre samlet i Kroatien Rundt, kort før Giro d’Italia. Det er sandt, at han sidste år vandt Østrig Rundt sammenlagt, men det var foran relativt upåagtede ryttere som Guillaume Martin, Patrick Schelling, Delio Fernandez og Stephane Rossetto. Inden dette års Giro, var Hirts bedste resultat på World Touren en 31. plads i Schweiz Rundt for to år siden. Her viste han dog lovende takter i bjergene med en syvendeplads på etapen til Sölden, hvor rytterne foran ham hed Pinot, Pozzovivo, Spilak, Lopez, Thomas og Fuglsang.
Som den eneste rytter i Giro d’Italia blev Jan Hirt (relativt set) bedre og bedre, efterhånden som løbet skred frem. Tjekken rykkede aldrig tilbage i klassementet på noget tidspunkt i løbet af de tre uger. Imponerende af en Grand Tour-debutant fra et Pro-Continental mandskab. Til næste år kører Hirt efter al sandsynlighed på World Tour-niveau og så må vi se om han fortsætter de gode takter fra dette forår eller om nogen køber katten i sækken. Set herfra kan den vist gå begge veje.
Gavirias gennembrud
Et andet gennembrud kom i form af den hurtige colombianer, Fernando Gaviria, som vandt hele fire etaper og sikrede sig løbets pointtrøje uden den helt store modstand. Personligt havde jeg enormt store forventninger til Gaviria allerede i forårsklassikerne. Men det gik slet ikke efter planen for det 22-årige stortalent. En femteplads i Milano-Sanremo og en niendeplads i Gent-Wevelgem er selvfølgelig godkendte resultater. Men når det handler om at vinde cykelløb i forårsklassikerne og man så bliver sendt hjem til Colombia i hele april måned for at forberede sig til Giroen, så er det svært at få sit palmares til at se voldsomt imponerende ud.
Revanchen blev dog stor i Giro d’Italia for den holdbare sprinter og det skal blive spændende at se, hvad dette gennembrud på øverste hylde baner vejen for i fremtiden.
Alt i alt synes jeg også årets Giro d’Italia ligger i toppen af hvad vi normalt får ud af en Grand Tour. Som nævnt var der efter min mening i underkanten af decideret væddeløb, hvor en eller flere ryttere satte meget eller det hele på spil. Til gengæld masser af drama, spændingen intakt til det sidste og i det store hele også et godt organiseret løb, i betragtning af hvad man fra tid til anden kan komme ud for i Støvlelandet. Alt for mange motorcykler alle vegne, som det efterhånden er kutyme, men ikke på noget tidspunkt mistanke om ”friendly moto” til de italienske favoritter eller det der er værre.
Touren står for døren
Nu banker Tour de France allerede på døren med opvarmningsløbene Dauphiné og Schweiz Rundt lige om hjørnet. Nairo Quintana ville gerne lave den ”umulige” Giro/Tour-double. Det bliver rigtig svært nu (…) Spørgsmålet er så, om det bliver ham eller forårsfænomenet Alejandro Valverde, der fra Movistars side skal forsøge at udfordre Chris Froome sammen med førsteudfordrerne Richie Porte og Alberto Contador? Jeg kan ikke forestille mig, at Quintana holdt noget tilbage i Giroen, så jeg tror Valverde kommer til at køre klassement og Quintana efter bjergetaper og måske bjergtrøjen.
Tillykke til Tom Dumoulin med en flot Giro-sejr i et også nærmest historisk stærkt felt af udfordrere. Det kan blive rigtigt interessant at se hollænderen i en duel med Chris Froome i næste års Tour de France.