Når Saxo-Tinkoff om kort tid offentliggør, at Michael Rogers er den 29. og sidste rytter på holdet til den kommende sæson, kan det i det nuværende mediebillede næsten ikke undgå, at skabe grobund for flere doping-kritiske spørgsmål til Bjarne Riis.
Men måske det i virkeligheden starter med et enkelt spørgsmål til Team Skys chef, Dave Brailsford. Tidligere på måneden meldte Sky således ud, at samtlige tilbageværende ryttere og personale på holdet, nu havde underskrevet deres anti-doping erklæring.
Underskriften, der bekræfter, at den enkelte person aldrig har været involveret i dopingmisbrug på noget tidspunkt i karrieren, havde allerede på det tidspunkt kostet Bobby Julich og Steven de Jongh jobbet. Og Sean Yates valgte selv at trække sig, inden han blev konfronteret med at skulle skrive under på erklæringen.
Har Michael Rogers skrevet under?
Da Sky meldte ud at underskrifterne var på plads for resten af mandskabet, var der mange der studsede over, hvordan Michael Rogers havde båret sig ad med at få sat sin signatur på det meget omtalte stykke papir. Rogers har således indrømmet at have været klient hos dopinglægen Ferrari, hvilket kom frem i forbindelse med USADA-rapporten. Han siger det var en fejl, men at han aldrig fik dopingstoffer af Ferrari.
Men kombinationen med et pludseligt skifte til Saxo-Tinkoff, medfører jo automatisk mistanke blandt cykelsportsjournalister – og gør det allerede på Twitter – om grunden til Rogers’ afgang skyldes, at han ikke kunne underskrive Team Skys anti-doping erklæring, og at det derfor var i alles bedste interesse, at få ham over på et andet hold, med en knap så streng anti-doping politik?
Hvis det viser sig at være tilfældet, så rejser det utvivlsomt endnu flere spørgsmål til Bjarne Riis. For hvis Rogers ikke kan underskrive erklæringen, så indrømmer han samtidig, at han tidligere har taget doping. Hvilket igen medfører, at Riis står med endnu en “plettet” rytter på sit mandskab.
Stor forskel på anti-doping politik
Om det så giver mening, at stille spørgsmål om en rytter, der aldrig er testet positiv og hvis eventuelle dopingmisbrug formentlig ligger et godt stykke tid tilbage, det skal være op til den enkelte cykelsportsfan, at vurdere. Ligesom man kan spørge sig selv, om ikke man efterhånden godt kender de enkelte holds ageren i disse situationer så godt, at det snart bliver omsonst at koge mere suppe på det?
Lad os tage tre eksempler på tre af de største mandskaber i professionel cykelsport, for at vise hvor lidt fælles fodslag, der er i den måde man griber anti-doping arbejdet an på:
Team Sky
De absolut strengeste i klassen. Fører en såkaldt nul-tolerance politik, hvor de ikke ønsker at have ryttere eller andre ansatte på holdet, der på noget tidspunkt har været involveret i dopingmisbrug. Det gælder såvel nuværende som kommende personale. Der gives ingen amnesti eller tilgivelse, hvis man har trådt ved siden af.
Garmin-Sharp
Fører en meget streng anti-doping politik, men ønsker i modsætning til Team Sky, at opfordre til indrømmelser af tidligere tiders unoder, mod forventet tilgivelse fra holdets side. En meget logisk politik, da team manager Jonathan Vaughters ellers ville have udspillet sin rolle på holdet.
Saxo-Tinkoff
Har ingen problemer med at ansætte ryttere på holdet, der tidligere har været involveret i dopingmisbrug, så længe de har udstået deres straf – uanset om disse ryttere indrømmer deres ugerninger.
Hvorfor er der ikke et fælles regelsæt?
Hvad man er mest til, er nok et spørgsmål om temperament. Men jeg tror godt man – uden at fornærme nogen – kan konstatere, at det ikke er til cykelsportens fordel, med den enorme forskel på, hvordan de enkelte mandskaber griber deres anti-doping politik an.
Sky får masser af kritik for at være for hårde, Saxo-Tinkoff det modsatte og midt i det hele sidder rytterne, som man ikke kan fortænke i at blive en smule skizofrene i forhold til, hvordan de skal agere i det mudrede landskab af ProTeams. De konkurrerer på samme vilkår i World Touren, men de kan/skal opføre sig på forskellig vis, alt efter hvilket hold de havner på.
Igen savner man noget topstyring fra sportens øverste organ, UCI. Men den har som bekendt travlt med deres paranormale pointsystem, uddeling af ProTeam-licenser og en uvildig undersøgelse af unionens egen rolle under Lance Armstrongs storhedstid.