Fisen i hornlygten

I dag kom så den længe ventede Anti Doping Danmark rapport. Desværre afdækker rapporten med meget få undtagelser kun perioden 1998-2003, selvom den omhandler perioden 1998-2015. Derfor får den ingen juridiske konsekvenser og bliver svær at bruge til noget konstruktivt for cykelsporten. 

Af Kim Plesner

Hovedformålet med de omkring to et halvt års arbejde, var således at åbne eventuelle dopingsager mod de involverede personer og afdække dopingbrug i dansk professionel cykelsport siden 1998.

På grund af en juridisk forældelsesfrist på otte år, har det ikke været muligt at åbne sager mod dopingsynderne, da alle indrømmelser i rapporten kun vedrører episoder før 2005. Og med et fokus på netop perioden i starten af 00’erne, lykkes rapporten heller ikke rigtig med at afdække hele 1998-2015 perioden, men kun en lille flig af denne, og en periode som dermed ligger meget langt fra nutidens cykelsport.

Uanset hvor ren eller beskidt denne nutid så måtte være, er det en stor svaghed, at Anti Doping Danmark ikke har kunnet eller ikke har brugt ressourcer nok på at få de seneste 10 års udvikling afdækket.

Målsætningerne ikke opfyldt

At målsætningerne med rapporten i mine øjne ikke opfyldes, skyldes grundlæggende to ting: Dels at rapporten i høj grad baserer sig på fire “kronvidner”, nemlig Michael Rasmussen, Bo Hamburger, Jörg Jaksche og Tyler Hamilton, som alle har kunnet levere belastende vidneudsagn om den tidlige del af perioden. Og dels at alle afhøringer er baseret på frivillighed. Det er i forhold til f.eks. Lance Armstrong-sagen denne rapports virkelig store, juridiske  achilleshæl.

Selvfølgelig er der kommet nye oplysninger frem i lyset. Men hvis man kigger på den dokumentation af cykelsporten i perioden 1998-2003, man allerede har set, så er der ikke rigtig noget nyt under solen. Med mindre man altså er blevet chokeret over at Nicki Sørensen har taget doping og at Bjarne Riis i virkeligheden godt vidste hvem Eufemiano Fuentes var. Rapporten belaster i den forbindelse Riis’ troværdighed yderligere.

Men vi er bare stadig ikke kommet videre, end at de personer, der har indrømmet noget, ikke har gjort det ud fra et moralsk/etisk perspektiv, men udelukkende fordi de ikke har haft anden udvej. Det var tilfældet med Riis i 2007, det har været tilfældet med de fire kronvidner i rapporten, Rasmussen, Hamburger, Jaksche og Hamilton, det var tilfældet med Rolf Sørensen og det har været tilfældet med Nicki Sørensens aktuelle indrømmelse.

Og netop Nicki Sørensens indrømmelse kommer nu til at stå og flagre som noget af det eneste konkrete, der kom ud af rapporten. Ikke mindst på grund af det mildest talt kluntede forspil, hvor ADD ved en fejl fik sendt Sørensens resumé til Michael Rasmussen, hvilket naturligt nok skabte store overskrifter i medierne søndag og mandag. Og noget af det værste der i mine øjne kunne ske med ADD-rapporten, var netop at enkeltstående – og i denne sammenhæng lidt ligegyldige – ryttere, i den brede befolknings øjne kommer til at tage skraldet for en hel generation.

Ressourcer kunne bruges bedre

At der var omfattende dopingmisbrug i perioden 1998-2003 og at Bjarne Riis ikke scorer topkarakterer på troværdighedsskalaen, kommer næppe som en overraskelse for nogen. Men personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at ADD havde rettet mere fokus på det, de fleste mener er vore dages største problemer indenfor dopingbekæmpelse, nemlig mulighederne for at omgå det biologiske pas og mikrodosering/højdetræning – temaer der kun nævnes i forbifarten i rapporten.

Med de juridiske værktøjer ADD havde i kassen, har det for mig at se, fra starten, været en umulig opgave at lave en effektfuld rapport, hvis formålet var at straffe eventuelle dopingsyndere. Idet man har kendt til den præmis helt tiden, er det synd man ikke på et tidligere tidspunkt har sadlet om, og i stedet forsøgt at bruge ressourcerne mere konstruktivt.

I mine øjne kunne det være mere interessant at få svar på nogle af disse spørgsmål:

– Er cykelsporten virkelig blevet renere?

– Er der virkelig sket en holdningsændring i feltet?

– Har den nye generation af ryttere ikke behov for doping?

Med dagens tilbageskuende ADD-rapport er de danske myndigheder allerede langt bagud på point i forhold til fremtidige perspektiver og strømninger indenfor doping i cykelsporten. Og vi risikerer om fem år at skulle sidde og læse en rapport, hvor de fleste afsnit igen afsluttes med: “Altså, hvis bare vi havde reageret noget før, så kunne vi have åbnet en sag mod vedkommende.”