Der har været et par eksempler på dårlig taktik i årets Tour de France. Specielt Radioshack-Nissan-Trek har til tider kørt en smule besynderligt. Det har jeg kort berørt i artiklen ”Gult, men ikke rosenrødt”.
I dag fik vi så et decideret stilstudie i dårlig taktik på 13. etape af Tour de France.
Da dagens udbrud med blandt andre danske Michael Mørkøv fik et forspring på næsten 10 minutter, besluttede det australske Orica GreenEdge mandskab sig således for at sætte sig i fronten af feltet. Og der blev de siddende mere eller mindre indtil rytterne ramte en kategori-3 stigning godt 20 kilometer før mål, hvor manden de kørte for, Matt Goss, blev sat…
Det er meget sjældent man ser ét eneste mandskab tage alt slæbet på stort set en hele etape. Det er selvfølgelig set før, f.eks. sidste år på HTC-mandskabet, hvor man vidste, at en massespurt i ni ud af 10 tilfælde betød sejr til Mark Cavendish. Man skal altså være meget sikker på gevinst, før man roder sig ud i, at sætte sine ryttere på så hårdt arbejde.
Grunden til, at Orica GreenEdge satte sig så massivt frem på dagens etape, forklarede holdets pressechef, Brian Nygaard, til TV 2 inden etapen. Jeg husker ikke det præcise citat, men det var noget med, at Goss på et tidspunkt havde slået Sagan i en indlagt spurt. Det var åbenbart nok til, at man var overbevist om, at i dag ville Goss helt sikkert vinde.
Lad os prøve at kigge lidt på, hvordan det er gået indtil videre i Touren, dels i massespurterne og dels i forhold til at kunne sidde med på en kort, men stejl stigning, som den rytterne ramte med godt 20 kilometer til mål.
På anden etape vandt Mark Cavendish en snæver sejr over Greipel, mens Goss var et stykke efter på tredjepladsen. Greipel vandt fjerde og femte etape, mens Peter Sagan vandt sjette etape foran Greipel og Goss. Goss har altså på intet tidspunkt i dette års Tour de France være bedre placeret i en massespurt end André Greipel.
Men kunne man så, fra Orica GreenEdges side, have en formodning om, at Goss kunne sidde bedre med end Greipel på den ret stejle kategori-3 stigningen med godt 20 kilometer til mål?
Lad os kigge på, hvordan det gik på tredje etape, der sluttede med en tilsvarende stigning kort før mål. Her vandt Sagan, mens Greipel sad med i forreste gruppe. Goss sluttede næsten fire minutter efter vinderen.
Selvfølgelig skal Orica GreenEdge tro på, at Goss kan vinde etapen. Og selvfølgelig skal man deltage i arbejdet på at indhente eventuelle udbrydere. Men at tro så meget på det, at man går all-in og tager alt slæbet på hele etapen, det virker ærlig talt helt hul i hovedet.
Da det stod klart, at de andre sprintermandskaber ikke ville tage del i arbejdet, kunne man i princippet vælge mellem to ting:
1) Lade udbruddet køre væk og køre efter de resterende point til kampen om den grønne trøje.
2) Køre Greipel eller Sagan frem til en etapesejr og bruge kræfter hele dagen.
Man valgte altså det sidste, hvilket ikke overraskende betød etapesejr til Greipel og samtidig, at det nu er pænt urealistisk, at Goss kan vinde den grønne trøje.
Med lidt god vilje, kan man vel kalde det for boomerang-taktik?
I parentes bemærket kunne man også kigge lidt skævt til, at den gule trøje Bradley Wiggins pludselig troede han kunne køre Edvald Boasson Hagen frem til en etapesejr i en spurt mod Greipel og Sagan.
Naivt af Wiggins, hvis alibi selvfølgelig var, at han gerne ville betale lidt tilbage til nordmanden, der har arbejdet stenhårdt i alperne for sin britisk kaptajn. Men sandsynligheden for, at Boasson-Hagen ville slå Greipel og Sagan på stregen, var stort set lig nul.
Hvis Wiggins var så forhippet på at gøre noget godt for Boasson-Hagen, skulle Team Sky, der var rigt repræsenteret i frontgruppen efter kategori-3 stigningen, selvfølgelig have sørget for, at Greipel slet ikke var kommet op til frontgruppen.
Samtidig fratog feltherren med de store bakkenbarter formentlig Rabobanks Luis Leon Sanchez en etapesejr, og byggede dermed lidt ekstra på det image, Sky har fået etableret af sig selv, som feltets ubestridte diktatorer.
Nogen gange kan det godt svare sig at være lidt gavmild i situationer som disse. Man ved aldrig, hvornår man selv får brug for hjælp i feltet, og så skal man ikke undervurdere signalværdien overfor resten af feltet.
Tour de France handler i høj grad om ikke at tage de forkerte beslutninger. Der har på det seneste været et par småuheldige episoder på Team Sky. Ikke mindst, da Wiggins’ løjtnant Chris Froome pludselig udstillede sin kaptajns grænser for klatring i alperne, ved fejlagtigt at accelerere væk fra ham.
Måske et udslag af mangel på rutine, da det er første gang Wiggins og Sky-mandskabet er i spidsen af verdens største cykelløb? Under alle omstændigheder er disse forkerte beslutninger måske det halmstrå, de fleste cykelsportsfans kan klamre sig til, når det handler om at få spændingen tilbage i konkurrencen om den gule trøje.