Er der ild i den lille cigar?

De fleste store cykelryttere oplever at få tildelt et øgenavn/kælenavn i løbet af deres karriere. Mest kendt i Danmark er formentlig Bjarne Riis’ “Ørnen fra Herning”, som Politikens cykelsports journalist, Mogens Jacobsen, brugte første gang i 1993.

Federico Bahamontes på vej mod Tour-sejren i 1959.

Bahamontes, den oprindelige ørn

Jacobsen blev, som mange andre, så overrasket over danskerens pludselige fremgange i de høje bjerge i Tour de France, at han spøgefuldt lancerede den danske version af den oprindelige ørn, nemlig spanieren Federico Bahamontes, der blev kaldt “Ørnen fra Toledo” eller “El águila de Toledo”.

Bahamontes vandt Tour de France i 1959 og sikrede sig desuden den prikkede bjergtrøje hele seks gange. Han var kendt for at være en gudsbenåedet klatrer, men dårlig til at køre nedad. Det gav sig udslag i en legendarisk situation, hvor Bahamontes, efter at være kommet til toppen af en stigning i Tour de France langt før sine rivaler, stillede sig op i vejkanten og ventede på forfølgerne, mens han fordrev tiden med at spise en is.

Joaquim Rodriguez vinder sjette etape af årets Vuelta.

Den lille cigar

Fra en spanier til en anden. Joaquim Rodriguez er i øjeblikket indehaver af den røde førertrøje i Vuelta á España. Men han er også indehaver af et noget spøjst kælenavn, nemlig “Purito”, der på spansk betyder “Den lille cigar”.

Navnet fik Rodriguez efter sigende i sin første sæson hos ONCE-mandskabet, tilbage i 2001. På en træningslejr inden sæsonstarten, satte hans holdkammerater tempoet op på en stigning. Men Rodriguez passerede dem let, og gestikulerede samtidig med sin ene hånd, at han røg en cigaret eller cigar, for at bevise hvor meget overskud han havde på stigningen.

Holdkammeraterne brød sig naturligvis ikke om, at blive sat på plads af ungersvenden Rodriguez. Så om aftenen tvang de ham til at ryge en rigtig cigar, og fra den dag har han altså heddet “Purito”.

Hjemmebanefordel i Andorra

Lørdagens stigning op mod målet i Collada de la Gallina.

Lørdag er Purito i vante omgivelser, når Vuelta-feltet bevæger sig mod Andorra og Pyrenæerne. Han har de seneste fem år trænet regelmæssigt i netop området omkring den afsluttende Collada de la Gallina stigning, som han i løbet af sæsonen bruger til at teste formen af på.

“Jeg kender stigningen særdeles godt. Syv kilometers hård opkørsel og specielt vanskelig de sidste fire kilometer,” forklarer Rodriguez, som forventer at lørdagens ottende etape får afgørende indflydelse på det samlede klassement i årets Vuelta.

Stigningen er præcis 7,2 kilometer lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8. Som man kan se af profilen, stiger den de værste steder med op til 15%. På de modbydelige sidste fire kilometer, skal rytterne igennem hele 17 hårnålesving.

Tordenskjolds soldater

Udover Joaquim Rodriguez må det forventes, at der igen hovedsageligt bliver tale om en kamp mellem Tordenskjolds soldater, Chris Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde.

Saxo Bank Tinkoff Bank-kaptajnen Contador viste en smule svaghedstegn for et par dage siden, da rytterne sluttede på en kategori-3 stigning. Men hvis man skal tro meldingerne fra Riis-lejren, var der blot tale om lidt dehydrering/krampe og så passede stigningen ikke så godt til “El Pistolero”, som Contador jo også kaldes.

Om der er skarpe skud i pistolen eller ild i cigaren, får vi allesammen svar på i eftermiddag, når det igen går løs på de varme, spanske landeveje. Vejrudsigten siger tørt, solrigt, 31 grader og let medvind. Den fulde etapeprofil afslører også, at det faktisk går let opad hele vejen mod Andorra. Så der skal godt med kulhydrater og væske indenbords på dagens 174,7 kilometer.

Vi glæder os til at følge slagets gang på TV 2 eller Eurosport fra klokken 16.00!

Selvom man vil betegne etapen som relativt flad indtil de afsluttende stigninger, så afslører profilen, at det går opad stort set hele vejen mod Andorra på 8. etape af Vueltaen.