Den store Roubaix-etape guide - optakt til 9. etape i Tour de France

En af årets mest spektakulære Tour de France etaper er 9. etape til Roubaix, der indeholder mere end 20 kilometer brostenspavéer - eller hvad der svarer til næsten et halvt Paris-Roubaix. Her kommer en gennemgang af de 22 mandskabers ryttere og taktiske overvejelser i forbindelse med Roubaix-etapen.

Af Kim Plesner

Team Sky

Geraint Thomas har kørt efter bonussekunder, men får han lov at køre sin helt egen chance på brostenene eller skal han vente på Chris Froome? Froome, som udover Thomas har to gode hjælpere i Gianni Moscon og Luke Rowe.

E/F Education

Sep Vanmarcke har en fair chance for at vinde etapen til Roubaix, men han har også en kaptajn, som sidste år blev nummer to i Tour de France, nemlig Rigoberto Uran. Hvis ikke Vanmarcke stilles til rådighed, har Uran kun Taylor Phinney som seriøs brostenshjælper.

Ag2r

Jeg tror ikke der er tvivl om rollefordelingen hos Ag2r. Her går jeg ud fra, at både Silvan Dillier, Tony Gallopin og ikke mindst Oliver Naesen alle stilles til rådighed for kaptajn Romain Bardet, som kørte en andenplads hjem i et benhårdt Strade Bianche. Men en ting er grus, en anden er brosten…

Team Sunweb

Etapen til Mur de Bretagne viste, at selvom Søren Kragh er i den hvide ungdomstrøje, så gælder det om at holde Tom Dumoulin fremme hos Team Sunweb. Og Dumoulin får brug for både Kragh og Edward Theuns’ hjælp søndag. Den store hollænder har fysikken til at køre godt på brosten, men ikke så megen erfaring.

Fortuneo-Samsic

Nej, vel?

Bahrain Merida

De fleste husker nok Vincenzo Nibalis fornemme brostenskørsel i 2014 i silende regnvejr. Og i år stillede han til start i Flandern Rundt, skabte det afgørende udbrud med Niki Terpstra, som han dog måtte opgive at følge til dørs. Specielt Heinrich Haussler, men også Sonny Colbrelli burde kunne assistere nok til, at Hajen fra Messina distancerer nogle af klassementskonkurrenterne i Roubaix.

Mitchelton-Scott

Adam Yates får med sin spinkle statur og tunge gear nok brug for lidt assistance på brostenene, søndag. Han har et fint korps af hjælpere i specielt den bundrutinerede, tidligere Paris-Roubaix vinder, Mathew Hayman, men også Luke Durbridge, Jack Bauer og Michael Hepburn. Om han kan følge med sine konkurrenter er et godt spørgsmål, men han kommer nok ikke til at klage over opbakningen.

Movistar

For to år siden sprang Imanol Erviti pludselig ud som brostensklassiker-specialist med top-10 placeringer i såvel Flandern Rundt som Paris-Roubaix. Marc Soler viste sig holdbar i det tidlige udbrud i årets Paris-Roubaix og Daniele Bennati kan gøre sig gældende i stort set alle terræner. Alligevel frygter man lidt for Movistars trio på de franske brosten. Tror umiddelbart Mikel Landa får størst problemer.

BMC

Greg Van Avermaet er i den gule trøje og en af topfavoritterne til Roubaix-etapen. Alligevel kan vi ende i en situation, hvor Van Avermaet skal vente på sin klassementskaptajn, Richie Porte. Porte har således kun Stefan Küng og store Michael Schär han kan støtte sig til på søndagens brosten. Og er der nogen der har brug for at blive pakket ind, er det nok den lille australier.

UAE

Med Dan Martins tidstab og styrt på lørdagens etape, må man næsten håbe for UAE-mandskabet, at de giver Alexander Kristoff frie tøjler på etapen til Roubaix, hvor han på en god dag hører til blandt vinderkandidaterne. Martin får i den grad brug for hjælp, da han har en historik med mange styrt.

Quickstep

De store favoritter på Roubaix-etapen. Man må forvente, at belgierne forsøger at splitte det hele ad og bringe Philippe Gilbert i den gule trøje, men de skal samtidig forsøge at eskortere Bob Jungels nogenlunde sikkert frem. De har dog så mange klasseryttere, udover Gilbert og Jungels (Terpstra, Lampaert, Gaviria, Declercq), at der kan spilles på to heste.

Bora-Hansgrohe

Har i Peter Sagan den helt store favorit til sejren søndag. Rafal Majkas klassementsambitioner får med al sandsynlighed ikke lov at stå i vejen for Sagans tilsvarende håb om både etapesejr og masser af point til den grønne trøje. Marcus Burghardt og Daniel Oss er hjælpere i luksusklassen.

Astana

Jakob Fuglsang viste i 2014 at han også kan håndtere brosten og han fulgte det op med en fornuftig 25. plads i sit første Flandern Rundt for to år siden. I Michael Valgren og Magnus Cort har danskeren to virkelig gode hjælpere og landsmænd i det svære terræn. Med lidt held rykker Fuglsang 2-3 pladser op i klassementet søndag.

Dimension Data

Edvald Boasson Hagen burde egentlig være blandt topfavoritterne søndag, men hans form lader ikke til at være på toppen. Måske holdet i stedet satser på Julien Vermote, der er særdeles holdbar, men ikke besidder en hurtig afslutning. En Mark Cavendish i top-topform ville også have været en mulighed, men der er han vist ikke helt endnu…

Katusha-Alpecin

Tony Martin, Nils Politt og en Marcel Kittel i mental balance og topform, ville alle have været fornuftige kandidater til et godt resultat søndag. Men Tony Martin er netop udgået og Katusha ligner generelt et hold i ganske alvorlig ubalance, så hvis bare Ilnur Zakarin kommer henover brostenene uden at styrte, kan det næsten betegnes som en succes.

Groupama-FDJ

Heller ikke på Bastille-dagen kunne Arnaud Démare triumfere i massespurten. Démare blev nummer 15 i årets Flandern Rundt og nummer seks i sidste års Paris-Roubaix, så måske er det tid til oprejsning i et noget overraskende terræn? Holdmæssigt ser det dog lidt skidt ud for franskmanden, der nok kun kan regne med støtte fra Ramon Sinkeldam, der for tre år siden vandt Binche-Chimay-Binche. Hvordan det skal gå min lille favorit, David Gaudu, tør jeg næsten ikke tænke på. 53 kg på brosten…

LottoNL-Jumbo

Efter en skidt start på Touren med semi-dårlige afslutninger af Dylan Groenewegen og hårdt arbejde for at holde Primoz Roglic inde i klassementskampen, er det hele vendt på en tallerken for det hollandske mandskab. To sejre i træk til Groenewegen, som heller ikke er helt sløj på brosten. Timo Roosen kørte placeringer omkring nummer 15 hjem i både Omloop, Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt og det store norske skur, Amund Grøndahl Jansen, kan også blive værdifuld på brostenene. Men spørgsmålet er, om ikke de skal passe på Roglic og Steven Kruijswijk?

Lotto Soudal

Tiejs Benoot er ude efter sit grimme styrt, og han var ellers klart holdets bedste skud på en topplacering søndag. Jens Keukeleire og Marcel Sieberg må nu betragtes som kandidaterne på et hold der ikke har noget klassementshåb og dermed kan gå målrettet efter et etaperesultat i Roubaix. Andre Greipel har de senere år vist sig bedre og bedre på brostenene. Måske han holder hele vejen denne gang?

Direct Energie

Et par spændende navne i Sylvain Chavanel og Damien Gaudin. Chavanel lader ikke længere til at have så meget bund i sine fremstød, mens Gaudin for fem år siden blev nummer fem i Paris-Roubaix og de seneste to sæsoner er blevet nummer et og to i “hipster” Paris-Roubaix, Tro-Bro Leon.

Trek-Segafredo

John Degenkolb har kørt nogle overraskende pæne, sekundære placeringer hjem i massespurterne i år, så måske han får en fri rolle på Roubaix-etapen sammen med en af de store favoritter, Jasper Stuyven. Spørgsmålet er igen hvor meget Trek-Segafredo vægter en oppasserrolle for klassementshåbet Bauke Mollema?

Cofidis

Man skal nok ikke undervurdere Christophe Laporte på etapen til Roubaix. Dels må han være revanchelysten efter ikke at have ramt massespurten lørdag på grund af et styrt og formen er afgjort til stede. Laporte vandt Tro-Bro Leon i år, blev nummer fire i Gent-Wevelgem og 16 i Dwars door Vlaanderen.

Wanty-Groupe Gobert

Guillaume Van Keirsbulck og Yoann Offredo er solide navne på brostene og så var Timothy Dupont nærmest ustoppelig i semiklassikerne for et par år siden. Svært at se nogen af dem stryge helt til tops søndag, men de bør have ammunition at skyde med i diverse udbrud, så mon ikke de redder sig en nogenlunde hæderlig placering?

---

Kunne du li' hvad du læste? Så støt Veloropa ved at melde dig ind i Veloropa Value. For kun 29 kroner om måneden får du desuden en række kontante fordele, 10% rabat i webshoppen og caféen, 20% rabat på kaffe, gratis managerhold på holdet.dk og forkøbsret og invitationer. Tilmeld dig ved at klikke her. På forhånd tak, Kim Plesner, Veloropa.