Den gule trøje og de høje bjerge

Af Kasper Linde Ankjærgaard

Okay, en så søgt Jørgen Leth-parafrase som overskrift kræver selvfølgelig sin forklaring:

Under præsentationen af ruten for Tour de France 2019 gjorde Christian Prudhomme & co. et stort nummer ud af, at Tour de France næste år kan fejre 100-års jubilæum for Den Gule Trøje og 50-års ditto for Eddy Merckx’ første Toursejr.

Og tillykke med det, da.

Men langt mere interessant blev det, da sløret for ruten løftedes. Hvert år prøver Tour-arrangørerne i ASO at nytænke ruteformatet. De senere år har det syntes som om, man har forsøgt at designe ruter, skulle mindske sandsynligheden for, Team Sky vandt endnu et Tour de France; - hidtil forgæves.

Da konfettien over rutepræsentationen havde lagt sig, stod det klart, at temaet for Tour de France 2019 - og måske nøglen til at bryde Sky’s dominans - bliver de høje bjerge. De rigtigt høje bjerge.

I det følgende gennemgår jeg de etaper, som jeg mener, kan få betydning for klassementet; herefter rangere de 10 hårdeste bjerge i Touren 2019 og; og slutteligt vil jeg vurdere, om højder nu virkelig også er nøglen til et spændende Tour de France, og hvem der i givet fald vil kunne profitere heraf.

God fornøjelse!

2. etape: 27 km TTT i og omkring Bruxelles

For at fejre Eddy Merckx skydes Tour de France 2019 i gang i Bruxelles, hvorfra Kannibalen stammer.

1. etape er - trods en nostalgisk passage af Kapelmuur i Geraardsbergen, kendt fra Flandern Rundt - uinteressant for klassementet.

2. etape, derimod, er en pandekageflad holdkørsel med meget lange tempostykker og få sving; og selvom ruten til holdskørslen i 2019 er kortere end sin forgænger fra 2018, favoriserer den i endnu højere grad de hold, der er højt specialiseret i den vanskelige disciplin. Og hold som Movistar, Astana, Bahrain-Merida, LottoNL-Jumbo og Ag2r må prise sig lykkelige over, at de lange holdkørsler på 60-70 km, som man så for 25 år siden, er en saga blot.

3. og 5. etape: Valgren part I

Årets 3. og 5. etape er begge kuperede. Mens de næppe ryster det samlede klassement, er de gode muligheder for de danske baroudeurs; altså ryttere, som hverken kan begå sig i massespurter eller bjerge; men som er slidstærke og har punchnok til at begå sig i kuperet terræn.

3. etape er i det væsentligste flad men har fire mindre bakker indenfor de sidste 30 km samt et lille kickmod målstregen i Épernay.

5. etapes sidste halvdel har tre reelle stigninger - hhv. 6,4 km à 5,8%, 4,5 km à 7,2% og 4,5 km à 6,1% - før de sidste 10 flade kilometer mod målet i Colmar.

6. etape: Mulhouse > La Planche des Belles Filles, 157 km

Årets første bjergetape er - som det var tilfældet i 2012, ’14 og ’17 lagt i Vogeserne; og som i de tre forgående tilfælde, er målstregen lagt på den nyklassiske la Planche des Belles Filles, dog med et twist i 2019. Men før rytterne når hertil, skal de gennem 157 meget hårde kilometer med i alt syv kategoriserede stigninger: Foden af den første, Le Markstein (10,8 km à 5,4%), rammes efter blot 17 km. Fra toppen fortsættes direkte til Vogesernes højeste bjergvej, Le Grand Ballon (1,4 km à 8,6%). Herefter følger bjergene som perler på en snor: Col du Hundsruck (6,3 km à 6,2%), Le Ballon d’Alsace (13 km à 5,2%) og Col des Croix (3,7 km à 5%). Ingen af stigningerne er voldsomt svære. Men der er nærmest ikke en flad meter på etapen, og det bliver vanskeligt at holde feltet samlet.

Efter 130 km begynder vanskelighederne så. Som det var tilfældet i 2014, forudgås finalestiningen af Col des Chevrères (3,5 km à 9,5%). Sammen med nogle venner kørte jeg i 2014 stigningen: Selvom vi mente, vi havde læst vores kort korrekt, var vi faktisk i tvivl om, vi var faret vild og havde kørt en forkert stigning; for ikke blot var stigningen rasende stejl; - vejen var smal, elendig, fedtet og fyldt med rullesten. I 2014 var der da også flere ryttere, der protesterede over stigningen. ASO var ligeglad, for cykelløbet på den var godt: På de fedtede, smalle veje eksploderede Frankrigs nye stjerne og indehaveren af den gule trøje, Tony Gallopin, som på de resterende knap 15 km tabte næsten 5 minutter til Vincenzo Nibali. Nibali vandt etapen og tilbageerobrede den gule trøje. Og da Nibalis værste konkurrent til Toursejren, Alberto Contador, var udgået tidligere på etapen, kunne sicilianeren trygt beholde trøjen til Paris.

Finalestigningen, la Planche des Belles Filles er som sagt blevet en nyklassiker: I 2012 vandt Chris Froome her sin første touretape foran Cadel Evans, Bradley Wiggins og Nibali; endda efter, Froome havde arbejdet for Wiggins. I 2014 vandt Nibali som sagt. Og i 2017 angreb Fabio Aru uimodståeligt. En uge senere tog samme Aru den gule trøje fra Froome, som havde krise i Pyrenæerne. Og mange - undertegnede inklusive - begyndte at tro, Aru rent faktisk var en seriøs bejler til Toursejren. Det var dengang.

La Planche des Belles Filles (7 km à 8,7%) er en meget irregulær stigning: Kort efter starten rammer man et stykke med 14%, hvorefter vejen kortvarigt falder en smule. Så tager den fat igen, nu mere konstant indtil kort før toppen, hvor den igen falder. Herefter følger det traditionelle opløb på den asfalterede skipiste med 22%. Men som noget nyt skal rytterne i 2019 yderligere 1,2 km til toppen af skistationen i 1140 meters højde. Efter den vanlige målstreg flader ruten igen helt ud, blot for at rejse sig igen. Nu til 24% - på grus(!)

Etapen, som har i alt 3600 højdemeter, vil give en væsentlig indikation af, hvem der kommer til at køre med om podiet. Jeg vil forudsige, at den, der vinder etapen, slutter i top 10 samlet; og at den samlede, senere vinder findes blandt etapens 10 første.

8. - 10. etape: Valgren part II

Den første uge afsluttes med tre etaper i de kuperede midtfranske bakker.

På 8. etape, som er den hårdeste af de tre, går det op og ned i 200 km gennem Beaujolais’ bakker med intet mindre end 8 stigninger og 3750 højdemeter. Der er sågar en mindre bakke kort før målet i Saint-Étienne. Udbrudsetape par excellence!

9. etape bevæger sig længere ind i Massif Central. Selvom der her findes hårdere stigninger, er der færre af dem. Ikke desto mindre bør også denne etape blive vundet af udbruddet.

10. etape er underligt nok dårligt beskrevet under præsentationen. Men den forløber i Massif Central og indeholder stigninger over 1200 m.

12. etape: Toulouse > Bagnères-de-Bigorre, 202 km

Efter seks dages (inkl. en hviledag) formodet våbenhvile blandt favoritterne skydes klassementsslaget for alvor i gang med fire betydelige etaper i og omkring Pyrenæerne, som modsat i 2018 køres før Alperne.

Den første af de fire bliver den mindst afgørende. Der lægges blidt og diskret stigende fra land indtil 124 km, hvor feltet rammer Tourklassikeren Col de Peyresourde (13,7 km à 6,9%) og kort herefter det relativt nye bekendskab Hourquette d’Ancizan (9,9 km à 7,5%), som første gang kørtes i 2011. Her var bjerget blot opvarmning forud for Tourmalet og Luz Ardiden, og der skete ikke det store. Det gjorde der heller ikke, da bjerget senest var med i Touren i 2016 (fra modsatte side).

Men i 2013 leverede bjerget drama, også med danske øjne: Her var bjerget det sidste af fem på en hård Pyrenæeretape. Dagen inden havde Chris Froome overlegent vundet årets første bjergetape og taget sin første gule trøje; og hans løjtnant, Richie Porte, havde sat sig på både etapens og klassementets andenplads. Game over! -Troede man.

Men under et døgn senere - på etapen med Hourquette d’Ancizan - opstod der nærmest mytteri i feltet. Nogle har beskrevet det som en trodsreaktion på Skys overlegenhed, og der blev angrebet til højre og venstre. Feltet splintredes, Sky-rytterne faldt fra én efter én, og Richie Porte kom i store vanskeligheder og endte dagen med et tab på 18 minutter. Og allerede midtvejs på etapen var Froome isoleret. Besynderligt nok kunne de talmæssigt overlegne Tinkoff-Saxo og Movistar m.fl. overhovedet ikke finde ud af at udnytte britens sårbarhed. Og istedet for at angribe koordineret og lade Froome trække for til sidst at give ham et coup de grace, kørte man defensivt mod hinanden og fik således spoleret den fordelagtige situation. Dermed var alle lige på Hourquette d’Ancizan, som er tilpas stejl til, at ingen havde den store fordel af at sidde på hjul. Opkørslen blev en duel mellem Froome og 2013’s åbenbaring, Nairo Quintana. Men da ingen kunne køre fra Froome, opstod der stilstand mellem favoritterne. Dette udnyttede Jakob Fuglsang og Daniel Martin og kørte væk kort før toppen og ned ad den ikke alt for krævende nedkørsel til målet i Bagnères-de-Bigorre - præcis som det vil være tilfældet i 2019.

Martin vandt spurten foran Fuglsang.

I 2019 skal der nok være enkelte forhåndsfavoritter, der falder fra på stignigerne. Men næppe meget mere end det. For selvom både Peyresourde og Hourquette d’Ancizan er hårde, reelle bjerge, vil de relativt nemme afsluttende 30 km nedad afskrække enhver klassementsfavorit fra at angribe helhjertet. Og hvis ikke etapeafslutningen afskrækker, så vil udsigten til morgendagens etape gøre det:

13. etape: Pau > Pau, 27 km ITT

2019’s eneste enkeltstart finder sted i Pau, som er den by, Tour de France hyppigst besøger, næst efter Paris. De 27 km passerer to mindre og ikke alt for stejle knolde i udkanten af byen. Overordnet er ruten designet for specialisterne, mens klatrerne blot må prise sig lykkelige for, at distancen ikke er længere, trods alt.

Den korte, enlige enkeltstart fortsætter tendensen med, at tidskørslerne fylder mindre og mindre i Touren. I midt-90’erne var det sædvane have både prolog, en lang holdkørsel og to lange enkeltstarter. Siden er antallet af tempokilometer faldet støt.

Personlig begræder jeg ikke udviklingen; for mens jeg bifalder, at en Tourvinder skal kunne det hele, altså heriblandt tidskørsler, så synes jeg, tidskørslerne er maskinelle, kalkulerede, uden taktik og panacheog selvsagt uden angreb. Og mere velegnede til tidsopdateringer på en hjemmeside eller tekst-TV end til live TV. Kort sagt, kedelige. Ligesom triatlon.

Jo, hvis jeg skal nævne én ærgerlig ting ved de få enkeltstartskilometer i 2019, er det, at mere enkeltstart - som man må formode ville være til Tom Dumoulins (og måske Primoz Roglics) fordel - ville kunne tvinge Sky mere i offensiven for at indhente eventuelle tidstab. Men omvendt ville mere enkeltstart entydigt favorisere Sky i forhold til alle øvrige klassementsfolk. Ikke mindst de franske; hvis ASO ellers lader sig påvirke af dén slags hensyn...

14. etape: Tarbes > Col du Tourmalet, 117 km

I sidste års analyse af 2018-ruten begræd jeg, at mægtige Col du Tourmalet - Tour de France’s hyppigst anvendte bjerg - ikke havde haft reel indflydelse på klassementet siden Andy Schleck og Alberto Contadors drabelige duel i 2010. 14. etape anno 2019 er derfor et vidnesbyrd om, folkene i ASO læser Veloropa, for man har forbarmet sig og lagt et etapemål på toppen af bjerget. Jeg er tilfreds!

Etapen er en af disse nymodens korte, eksplosive bjergetaper. Dog ikke så kort som sommerens 65 kilometers bjergsprint, som ikke kunne leve op til den hype, jeg selv havde været med til at male op. Men selvom etapen med sine ca. 3000 højdemeter på 117 km virkelig lyder barsk, siger min mavefornemmelse mig, at der ikke vil ske det store, før et godt stykke oppe ad Col du Tourmalet.

Efter 50 kilometers flad opvarmning rammer feltet Col du Soulor, som stiger med 7,6% over 12 km, men som kun sjældent bliver stejlere end 8-9%. De første 8 km nedkørsel er rimeligt tekniske, men herfra går det let og udramatisk nedad i 12 km og let opad i 18 km på brede veje, indtil feltet når Luz-Saint-Sauveur, hvor der drejes til venstre, og finalen på Tourmalet indledes. Der er altså 30 km. letkontrollerbar dal mellem dagens to bjerge; med andre ord er det utænkeligt, at en rytter fra top 10 er i udbrud inden Tourmalet.

Col du Tourmalet (19 km à 7,4%) føles som en evighed. Vejen er bred og stiger jævnt. Og især bjergets første halvdel, hvor udsigten ikke er prangende, er irriterende. Herefter kommer man over trægrænsen, og et storslået landskab åbner sig med bjergpasset og målet skimtes konstant foran én, højt oppe. Først 1,5 km fra toppen, når rytterne er kommet op i den tynde luft over 2000 meter, bliver bjerget rigtigstejlt; og indtil målstregen i 2.115 meters højde kommer stigningsprocenten ikke under 10. Afslutningen er virkelighård.

Alt dette tilsammen skaber en etape, som bør få Sky’s tænder til at løbe i vand: Knap 100 km, som relativt let kan kontrolleres, før et langt, sejt finalebjerg på gode, brede veje.

Jeg forudser, at der vil blive kørt et kvælende tempo på Tourmalet, og at det afgørende angreb først kommer tæt på toppen. Men når det kommer, vil højden og stigningsprocenten få nogle til at eksplodere totalt.

15. etape: Limoux > Foix, 185 km

Efter tre vigtige etaper tager feltet hul på årets hidtil hårdeste etape med fire bjerge, heraf mål opad. Det første bjerg, Col de Montségur (5 km à 7,2%) kommer efter 55 kuperede kilometer. Efter nedkørslen følger yderligere 50 kuperede kilometer, før Port de Lers (11,5 km à 7,0%) rammes. Port de Lers kørtes senest i 2012, men huskes nok bedre fra 1995, hvor Marco Pantani brugte bjerget som affyringsrampe for sin anden etapesejr efter sit rekordridt på Alpe d’Huez en uge tidligere.

Næst på menuen er Mur de Péguère (9,3 km à 7,9%). Bjerget er todelt; de første 6 km er medgørlige med 5-6%, mens de sidste 3,3 km er smalle og stejle med procenter mellem 11 og 18.

Tour de France har to gange tidligere haft Muren på ruten, begge gange som sidste stigning inden nedkørslen mod målet i Foix. Senest i 2017, hvor Warren Barguil og Nairo Quintana kørte op til Alberto Contador og Mikel Landas vanvidsudbrud på den korte, eksplosive bjergetape, som Barguil vandt. Bagude blev det til lidt slagudveksling mellem Froome, Urán, Bardet og Aru, men ikke noget, der fik konsekvenser.

Spøjst nok er bjerget mest kendt for en usportslig hændelse: da man passerede toppen i 2012 - hvor intet var hændt på opkørslen - havde sabotører spredt sømstifter ud over vejen, og adskillige ryttere, herunder den regerende vinder Cadel Evans, punkterede.

Modsat de seneste etaper over Mur de Péguère til Foix slutter denne med et “nyt” bjerg, Prat d’Albis (11,8 km à 6,9%). Bjerget indledes med tre blide kilometer men rammer herefter nogle stejle ramper på 10 og 11 procent, blot for gradvist at flade ud mod målet i 1.205 meters højde.

Ifølge Christian Prudhomme har etapen i alt 4.700 højdemeter., hvoraf de fire kategoriserede stigninger tilsammen udgør ca. 2.500. Medmindre Prudhomme lyver, må de kuperede dele af etapen før og efter Col de Montségur altså byde på 2.200 højdemeter. Etapeprofilen synes ikke rigtig at godtgøre dette; men vejene i Pyrenæernes forbjerge er meget kuperede, irregulære og opslidende. Chris Anker har engang - meget rammende - beskrevet denne type veje som døde veje.

Jeg forventer, at de mange højdemeter, distancen, den ofte kvælende sydfranske varme og de tre forudgående etaper vil sætte deres præg på på feltet; og at finalestigningen faktisk vil skabe betydelige tidsforskelle, selvom den hverken er høj eller fremstår skræmmende.

Afgørelsen i de høje Alper

18. etape: Embrun > Valloire, 207 km

Efter årets anden hviledag og to mellemetaper skal Tour de France 2019 afgøres på tre vanvittigt hårde etaper i de højeste Alper. De to sidste er relativt korte. Men den første, 18. etape, bliver en regulær udmattelseskrig på 207 km over næsten 5.000 højdemeter, fordelt på tre bjerge, som alle har top i mere end 2.000 meters højde.

Etapens start forløber langs den smukke, opdæmmede Lac de Serre-Poncon. De første 20 km er kuperede og burde kunne sende dagens morgenudbrud afsted. De næste 55 km stiger fra 800 til 1.300 m, hvor dagens amuse bouche,Col de Vars (9,3 km km à 7,5%) med top i 2.109 meters højde, venter.

Efter en let nedkørsel og et opslidende dalstykke med 700 højdemeter, rammes den ikoniske Col d’Izoard (14,1 km à 7,3%) med sit månelandskabslignende Casse Déserte tæt på toppen, som ligger 2.360 meter over havet. Izoard er hårdest på de sidste 7 km, hvor stigningsprocenten - fraset en kort nedkørsel - konstant ligger mellem 9 og 10.

I 2017 var der mål på Col d’Izoard på årets stidste bjergetape, som Warren Barguil vandt, mens Froome, Urán og Bardet endte side om side trods kraftig slagudveksling.

Personlig husker jeg bjerget bedst for Andy Schlecks vanvidsudbrud i på kongeetapen i 2011. Dagene inden havde begge Schleckbrødre set svage ud, når Contador gik til angreb i Alpernes forbjerge. Og særligt nedkørslerne mod mål fik brødrene til at klynke - til hånlig spot i verdenspressen. Brødrene lå dog stadig tilmed Fränk på tredje- og Andy på fjerdepladen, efter sensationen Thomas Voeckler og en uvant stærk Cadel Evans.

Jeg så mistroisk til, da Andy angreb med 60 km til målstregen på Col du Galibier. Men angrebet var logisk, idet Fränk hidtil havde syntes at være den stærkeste af brødrene; og så var angrebet veltilrettelagt: Leopard Trek havde sendt Joost Posthuma og Maxime Monfort med i dagens morgenudbrud; og efter Izoards nedkørsel kunne Andy bruge sine to hjælpere på de 28 opslidende og gradvist stejlere kilometer i modvinden til Col du Lautaret, hvorfra han kørte solo de sidste hårde 8,5 km mod Col du Galibier i 2.642 meters højde. Undervejs oparbejdede han et forspring på næsten fire minutter. Bagude var Evans ene om at forsøge at begrænse skaderne; og i et langt, opslidende ridt fik Evans minimeret sit tab til 2:15 til Andy, som høstede sin største triumf og lukkede munden på kritikerne.

Selv hvis udbruddet var mislykkedes, ville det have affødt respekt; og taktisk ville Andy have kunnet fungere som et springbræt for sin storebror, der som den eneste ikke så ud til at have problemer med at holde Evans’ hjul, og som ubesværet sprintede væk fra australieren på etapens sidste par hundrede meter.

Ligesom i 2011 skal feltet efter Col d’Izoard bestige Col du Galibier fra dets letteste side - hvis man da ellers kan kalde dette gigantiske bjerg let: Fra Briancon er der 36,4 km og 1.461 højdemeter til bjergpasset. ASO har valgt at opgøre bjerget som 23 km à 5,1%. Take your pick.

Uanset tallene består bjerget af en lang, opslidende del med maksimalt 5 procents stigning på hovedvejen til Col du Lautaret, herfra 7 seje km à 7% til tunnellen, der fører under passet og slutteligt en hård sidste kilometer på 9% til toppen. Herfra følger 18 km nedkørsel til målet Valloire. De første 8 er svimlende og stejle. TV-billederne bliver aldeles spektakulære. De sidste 10 km er mere regulære og på brede veje.

Selvom distancen og de mange højdemeter gør 18. etape til årets hårdeste, har jeg ingen illusioner om at se en gentagelse af Andys forrygende ridt. Faktisk tror jeg ikke, favoritterne vil røre på sig, før de sidste 8 km af Col du Galibier, måske først mod toppen. Men den akkumulerede træthed fra næsten tre ugers cykelløb og en brølhård etape vil bevirke, at enhver forcering vil kunne få andre til at gå helt ned.

Den tekniske nedkørsel bør animere stærke nedkørere som Primoz Roglic, Romain Bardet og Vincenzo Nibali til at forsøge sig over toppen.

19. etape: Saint-Jean-de-Maurienne > Tignes, 123 km

Feltet fortsætter i de høje bjerge på en relativt kort etape, som består af 72 km opvarmning med 1.600 højdemeter gennem Maurienne-dalen, herunder med knolden Montée d’Aussois (8,6 km à 5,4%). Etapeprofilen præges af Europas højeste asfalterede bjergpas, Col de l’Iseran, som med sin top 2.770 meter over havet udgør Tourens højeste punkt.

Bjergets tal (12,9 km à 7,5%) er marginalt lettere end Alpe d’Huez. Men Col de l’Iseran starter i nogenlunde samme højde, som Alpen slutter. Tre hårde segmenter på 8-9% adskilles af to kilometer, hver på 3-4%. Mod toppen kommer stykker på 10-12%, som nok skal tage pusten fra de fleste i den tynde luft.

16 kilometers krævende nedkørsel til Val d’Isere følger. Herefter 7 km flad vej til Chevril-dæmningen, hvorfra man kan køre direkte til målet oppe i Tignes, som Michael Rasmussen gjorde det på sit store togt i 2007. Her sikrede han sig både etapesejr, gul trøje og prikket bjergtrøje.

Hvad der siden fulgte, er en anden historie.

I 2019 fortsætter feltet imidlertid yderligere 3 km ned ad den vej, Rasmussen kørte op ad. Et skarpt hårnålesving mod venstre varsler starten på målstigningen (7,4 km à 7%). De nederste tre km, som er ukendte i Toursammenhæng, men som har været kørt i Tour de l’Avenir, er de sværeste med procenter mellem 7 og 9. De øverste 4,4 km, som er de samme, som Rasmussen kørte op ad, er mere humane og på en bred vej. Før toppen rundes i 2.088 m, bliver stigningen igen stejl. De sidste knap 2 km til målet i Val Claret over Tignes (2.113 m) er flade.

Etapen byder på ca. 3100 højdemeter.

Jeg kan ikke forestille mig, der ikke vil blive angrebet i Iserans tynde luft. Hvis der bliver gået til stålet her, kan etapen skabe store tidsforskelle.

20. etape: Albertville > Val Thorens, 131 km

Afgørelsen på Tour de France 2019 skal findes på en meget interessant og intens, kort bjergetape med tre bjerge. Foden af det første, det 1.968 meter høje Cormet de Roselend (20,2 km à 6,1%), rammes efter blot 16,5 kilometers let stigende dal til den berømte osteby, Beaufort.

Albertville, Beaufort og Roselend var også på menuen i 2018. Her kørte man blot en omvej ad Montée de Bisanne, før man nåede Beaufort; og Cormet de Roselend blev kørt via den spektakulære Col du Pré, hvor Alejandro Valverde angreb. I 2019 køres den traditionelle stigning, som er lige så smuk, som den er barsk. I 2007 var Roselend affyringsrampe for det udbrud, hvorfra Michael Rasmussen senere samme dag skulle vinde i Tignes; og i 1996 gik forhåndsfavoritten Laurent Jalabert ned, mens den gule trøje, Stephane Heulot, krakelerede fuldkommen og udgik, opløst i gråd.

Roselends nedkørsel starter med nogle lange, lige højhastighedsstykker. Halvvejs nede kommer 10 på hinanden følgende, skarpe hårnålesving. Her faldt Johan Bruyneel ud over skrænten i 1996; og her styrtede outsideren Michael Rogers i 2007, så han måtte udgå senere samme dag. Og i 2018 brugte Søren Kragh Andersen sine nedkøreregenskaber til at angribe sammen med sin kaptajn, Tom Dumoulin, så denne havde et betragteligt forspring inden dagens sidste stigning, hvor han blev nr. 2, kun overgået af en vis Geraint Thomas, som både vandt etapen og kørte sig i gult.

Efter 13 flade kilometer i dalen tages hul på den nye Côte de Longefoy (6,6 km à 7,6%). Fra toppen følger et falsk plateau på 4 km, inden det sidste spark op mod Col du Tra i 1.311 meters højde. Herfra kaster feltet sig ud på en vanvittigt højteknisk og relativt stejl nedkørsel med intet mindre end 27 hårnålesving på 9,5 km. Hvadbehager!?

Efter et kort dalstykke tages hul på årets sidste og hårdeste stigning, Val Thorens, som over 33,4 km stiger med gennemsnitligt 5,5%. Læg dertil, at der undervejs er 4 små nedkørsler og samt 3 næsten flade kilometer. Fraregnes disse, bliver bjerget 26 km med 7,3% i snit!

Val Thorens har kun een gang tidligere været på Tourkortet, nemlig i 1994, hvor man forinde havde passeret Col du Glandon og Col de la Madeleine. Miguel Induráin havde allerede mere end syv minutter til Richard Virenque på andenpladsen. Men herefter var kampen om podieplaceringerne intens med Luc Leblanc, Armand de Las Cuevas og Marco Pantani på de følgende pladser. På niendepladsen lå den upåagtede lette, Piotr Ugrumov, som var holdkammerat med Bjarne Riis på Gewiss-holdet. Riis, som havde vundet en febersejr med med et soloridt på 25 km til Albi - men havde betalt prisen og udspillet sin rolle i klassementet med et tab på mere end 15 minutter på Mont Ventoux - tilbød at ofre sig for Ugrumov, hvis form var i fremgang.

Ved foden af Col de la Madeleine angreb de to, kun fulgt af den ukendte colombianer Nelson Rodriguez fra wildcardholdet ZG Mobili. I et rasende ridt opbyggede Riis og Urgrumov et forspring på 3:30 ved foden af finalestigningen, mens Rodriguez blot sad på hjul. Riis ofrede sine sidste kræfter på holdkammeraten på den lange opstigning. Kort efter, Riis svingede ud og takkede af, blev han overhalet - af Rolf Sørensen (!), som havde fundet bjergbenene frem. Siden angreb Pantani og tog knap 2 minutter på Induráin og de øvrige favoritter. Rodriguez, som ikke havde taget een føring, kunne let sprinte forbi en udkørt Ugrumov, vinde etapen og kaste sig i armene på sin sportsdirektør, der - med en vis overvægt - lignede en ustyrlig, ekstatisk hoptimist.

Trods etapenederlaget kørte Ugrumov sig gevaldigt tilbage i klassementskampen. Og med sejre de følgende to dage - først en imponerende solosejr over Col de la Colombiere, siden en magtdemonstration på bjergenkeltstarten - endte letten overraskende på Tourens samlede andenplads, foran Pantani, Leblanc og Virenque.

I 1994 var målstregen placeret ved indkørslen til Val Thorens’ underlige satellitby i 2.275 meters højde. I 2019 køres yderligere en kilometer til 2.365 meters højde. Dermed bliver Val Thorens det tredjehøjeste etapemål i Tourhistorien, kun overgået af Col du Galibier og Col du Granon.

Etapen indeholder 4000 højdemeter, hvoraf de 2000 er på målbjerget alene. Etapen bør blive nærmest episk - også selv hvis der kun angribes på sidste stigning.

Dagen efter kåres vinderen af Tour de France 2019 på Champs Élysées…

De 10 hårdeste bjerge i Tour de France 2019:

For at gøre det hele om muligt mere nørdet, har jeg rangeret 2019’s 10 hårdeste bjerge. Til formålet har jeg brugt cyclingcols.com’s formel, hvor hver en given stignings sværhedsgrader summen af stigningsprocenterne^2 for hver kilometer, lagt sammen.

En stigning på 2 km, hvor den første er 8% og den anden er 10% vil således få en sværhedsgrad på (8^2 = 64) + (10^2 = 100) = 164. Man kan mene, der kan være andre faktorer såsom underlag, vind og højde, der kan gøre en stigning mere eller mindre vanskelig. Disse faktorer har jeg ikke medregnet. 

 

Bjerg

Etape

Højde

Længde

Gns. stigning

Sværhed

Val Thorens

20

2365 m

33,4 km

5,5 %

1278

Col du Tourmalet

14

2115 m

19,0 km

7,4 %

1075

Col d’Izoard

18

2360 m

14,1 km

7,3 %

973

Cormet de Roselend

20

1968 m

20,2 km

6,1 %

877

Col de l’Iseran

19

2770 m

12,9 km

7,5 %

811

Col du Galibier

18

2642 m

23,0 km

5,1 %

759

Col du Soulor

14

1474 m

12,0 km

7,6 %

701

Col de Peyresourde

12

1569 m

13,7 km

6,9 %

699

Mur de Péguère

15

1375 m

9,3 km

7,9 %

679

Port de Lers

15

1517 m

11,5 km

7,0 %

599

 

Hvad skal man mene om Tour-ruten anno 2019?

Og om de høje bjerge?

Til Tour de France 2017 havde ASO lagt en anderledes og nytænkende rute, som kun i beskeden grad passerede de klassiske, velkendte, lange og seje stigninger; og med kun tre bjergafslutninger. Istedet havde man tilføjet et utal af spidse stigninger på smalle, stejle veje. Idéen var, at der skulle angribes langt fra mål i terræn, der var så ukontrollerbart og stejlt, at et stærkt hold (ingen nævnt, ingen glemt) ikke ville kunne kontrollere løbet ved pine initiativet ud af konkurrenterne med et dræbende tempo. Samtidig var bjergetaperne spredt sporadisk ud over ruten, så ingen kunne nøjes med at lurepasse i løbets to første uger for at slå til i den tredje.

Missionen lykkedes til dels, vil jeg mene. Relativt tidligt i løbet fik vi uhyggeligt intense og langvarige klassementsslag. Alligevel står 2017-udgaven i manges erindring som lidt af en fuser, måske pga. fraværet af favoritter? Eller måske fordi de to sidste bjergetaper i Alperne skuffede?

I alle tilfælde vendte man i 2018 tilbage til en mere klassisk, bjergtung rute, hvor bjergene udelukkende var placeret på 10. etape og frem.

Til 2019 har man i endnu højere grad pakket bjergene sammen i slutningen af løbet. Jovist, 6. etape i Vogeserne er en reel bjergetape. Og der er masser af kuperede mellemetaper med masser af mindre stigninger. Men udover 2. etapes holdkørsel og Vogeseretapen er det vanskeligt at forestille sig forskydninger blandt favoritterne før 13. etapes korte enkeltstart.

Dermed synes Touren at følge skabelonen fra Giro d’Italia, som ofte roses for sit spændende, intense cykelløb; men som lige så ofte er begivenhedsfattigt, før feltet har bevæget sig op gennem støvleskaftetog rammer de høje, norditalienske bjerge, typisk omkring 13.-14. etape.

Jeg forudser, at de første 12 etaper i Tour de France 2019 vil give seeren en lidt uforløst fornemmelse. Men herefter skal jeg love for, der bliver lagt i kakkelovnen til et bravallaslag. - Ikke på de smalle, stejle veje. Dem er der reelt kun tre af: Col de Chevrères og Planche des Belles Filles på 6. etape samt Mur de Péguère på 15. etape.

Nej, slaget skal slås på lange, udmarvende stigninger - i den tynde luft.

Tour de France 2019 går all inpå de høje bjerge: I alt skal klatres syv stigninger over 2.000 m, hvilket er det højeste antal siden 1993, som havde 8 sådanne stigninger. Samtidig er der mål på hele tre stigninger over 2.000 m. I de seneste 25 udgaver har der tilsammen været mål på blot 10 stigninger over 2.000 m; og aldrig på mere end een i en enkelt udgave.

Generelt vil jeg ikke mene, de høje bjerge giver flere angreb end de lave. Men jeg erindrer flere episoder, hvor netop højderne er tilskrevet æren/skylden for, at en krise har udviklet sig til et kollaps.

I 2018 havde Chris Froome krise på Col de Portet (2.215 m). På den sidste kilometer tabte han 45 sekunder.

I 2011 havde Alberto Contador lignet feltets stærkeste mand på de to mindre bjergetaper, der gik forud for den store Galibier-etape, som Andy Schleck vandt. Alle ventede, at han ville gå til angreb og indhente noget af den tid, som tidlige styrt havde kostet ham. Istedet krakelerede El Pistoleropå de sidste 3 km, hvilket kostede ham næsten 2 minutter

Og hvem husker ikke Jan Ullrichs kollaps på Galibier i 1998?

Samtidig er der eksempler på ryttere, der trives bedre i højderne. Eksempelvis lignede Vincenzo Nibali en skygge af sig selv gennem hele Giro d’Italia 2016. På den nederste halvdel af Colle dell’ Agnello (2.744 m) havde han krise, og kommentatorerne meldte, at han nu var endegyldigt ude af podiekampen.

Men jo tættere, feltet kom toppen, jo bedre blev Nibali. Og på bjergets sidste 2 km angreb han og satte alle pånær de to førende, Steven Kruiswijk og Esteban Chaves, som dog begge havde mere end almindeligt svært ved at holde hjul. Dagen efter angreb Nibali igen på Colle di Lombarda (2.347 m), satte alle og kørte sig mirakuløst i La Maglia Rosa.

Og ligeså i Giroen 2017, hvor Nibali gennem hele løbet havde været under niveau, sprudlede sicilianeren så meget på Umbrailpass (2.501 m), at han vandt etapen og endte med at køre sig på Giroens samlede tredjeplads.

Egentlig er det logisk nok, at højderne favoriserer andre ryttere end stigninger på eksempelvis 1.000 m. På lavere stigninger handler det om at kunne producere flest watt per kilo legemsvægt. Men i højderne, hvor luften er tynd, er det væsentligt at være særligt god til at udvinde og omsætte den sparsomme ilt. - Noget, ikke alle nødvendigvis er lige gode til; og har man en krise, bliver iltgældenstørre, og ophobningen af mælkesyre ligeså.

Et helt andet kuriosum er, at Christian Prudhomme agter at indlægge bonussekunder på 9 udvalgte bjerge for at øge incitamentet til at angribe. Hvilke bjerge er uvist, pånær Tourens tag, Col de l’Iseran.

Prudhomme vil endda søge UCI om tilladelse til at øge antallet af indlagte bonussekunder fra de tilladte 3-2-1 sekunder.

Men hvem favoriserer ruten så?

For alle ryttere i feltet vil det store antal stigninger på over 2.000 m være ukendt land. Jeg har derfor vanskeligt ved at pege på ryttere, der vil gøre det særligt godt - eller skidt - i højderne.

Jo, jeg vil mene Vincenzo Nibali bør være tilfreds med de høje bjerge. Og Nairo Quintana, som er født i den højtliggende Boyaca-provins i Colombia, burde også kunne drage fordel af højderne - hvis han ellers kan genfinde sine bjergben.

Modsat har Alejandro Valverde ry for at være dårlig i højderne. Jeg husker i al fald, at han var toneangivende på Agnello i Giro 2016, før stigningen nåede over 2.000 m, hvor Nibali genfandt benene, og hvor Valverde fik en krise. Og i det netop overståede Vuelta a Espana lå spanieren under et halvt minut efter Simon Yates i klassementet - lige indtil ruten ramte højderne i Andorra, hvor Valverde krakelerede totalt.

Herudover er det værd at bemærke, at enkeltstartsspecialister som Froome, Thomas, Roglic og især Dumoulin ikkefavoriseres af lange, flade tidskørsler. Faktisk har fraværet af enkeltstartskilometer bragt Dumoulin i tvivl om, hvorvidt han vil satse på Tour de France i 2019 - selvom det blot er få uger siden, han proklamerede, at den franske rundtur ville være hans absolutte topprioritet i 2019.

Jeg håber, han besinder sig, tager handsken op og udfordrer Froome og Thomas. Uden hollænderen frygter jeg, at Sky med sin hær af superbe bjergryttere vil have for let ved at holde løbet i et jerngreb på de lange, seje stigninger.