Cykelsporten burde takke Lance

Lance Armstrong er et dumt svin. Et så tilpas dumt svin, at han til en vis grad brugte cancer-sygdommen som en slags skjold mod at blive afsløret i sin omfattende svindel med dopingstoffer. Men når regnestykket gøres op, så har fænomenet Lance Armstrong isoleret (og nogen vil sikkert sige kynisk) set været en rigtig god forretning for den professionelle cykelsport. 

Natten mellem torsdag og fredag, dansk tid, går det verden rundt. På The Oprah Winfrey Network. Lance Armstrong indrømmer omsider sit dopingmisbrug efter 15 års benægtelse. Men hvem var det egentlig, der led overlast undervejs i processen? Og var der i det hele taget nogen, der led så megen overlast, at de nu kan kræve penge tilbage?

“Lance Armstrong sends a powerful message to the kids of America: don’t do drugs and cheat unless you want to be rich and go on Oprah.”

En fantastisk vinkel på Armstrong-affæren fra ”Funny or Die”. Og nej, selvfølgelig er det ikke OK at anvende doping. Men det er heller ikke det, denne artikel handler om.

Armstrong opfandt ikke doping

Lance Armstrong brugte i den grad doping, og grundlæggende var det naturligvis et forkert valg af ham. Men allerede på det tidspunkt Armstrong kom ind i cykelsporten, var det det eneste reelle valg, såfremt du ville være noget ved musikken. Det har så siden vist sig, at Lance Armstrong var den absolut bedste til at snyde med sit dopingmisbrug. Og, udover Rolf Sørensen, også den der forsøgte at benægte det i længst tid.

Men det var altså ikke Lance Armstrong, der opfandt doping i cykelsporten. Han tog det måske til et nyt niveau. Men doping har altid været en del af den professionelle cykling. Det er det nu. Og det vil det blive ved med at være i fremtiden.

Det er nu ikke derfor, det er hyklerisk at se de interessenter i sporten, der nu fremstår som forargede og måske endda forlanger at få penge retur fra Lance Armstrong. Det er derimod fordi de stort set alle sammen selv tjente masser af penge på, at Armstrong var en del af cykelsporten.

Er der nogen, der skulle have penge retur, er det dem, der troede på at hele Livestrong-projektet havde som hovedformål at støtte cancer-patienter, og ikke at være med til at beskytte Lance Armstrong mod dopingbeskyldninger og opbygge hans formue. Fordi folk ikke har en chance for at kende forskel på livestrong.org (non-profit) og livestrong.com (for-profit).

ROI på 320%

Jeg kan såmænd godt forstå et firma som SCA Promotions, der blev tvunget til at betale bonus til Armstrong, selvom den syv-dobbelte Tour vinder ikke havde overholdt kontrakten, i og med at han dopede sig. For i modsætning til mange andre i cykelsporten på den tid, så var der ikke nogen upside for SCA.

Det var der til gengæld i den grad for United States Postal Service. Det amerikanske postvæsen, som var sponsor for Lance Armstrongs cykelhold i perioden 1998-2004, og dermed nød godt af seks af Armstrongs i alt syv Tour-sejre. Ifølge opgørelser af værdien af US Postals sponsorat i kontraktperioden, så havde de en ROI (Return On Investment) på 320%.

Det vil sige, for hver gang US Postal betalte 1 million dollars til cykelholdet, fik de for 4,2 millioner dollars retur i markedsføringsværdi. Det overvejer det amerikanske justitsministerium nu seriøst at føre en sag på…

“I hit my knees every night hoping someone defrauds me like that.” – som Lance Armstrongs advokat, Tim Herman sarkastisk udtalte til New York Times i oktober måned sidste år.

Måske US Postal Service med rette kan påstå, at de under den langstrakte USADA/Armstrong affære har måttet tage nogle enkelte, imagemæssige slag til kæben. Men det står formentlig slet ikke mål med, hvor meget de i sin tid fik igen via deres sponsorat.

“Any negative publicity as a result of the use of banned substances or violations of anti-doping clauses would constitute ‘an event of default’, which would terminate the contract.”

Det er hvad der stod i sponsorkontrakten mellem United States Postal Service og cykelholdet. Der var ingen dopingsager på US Postal-holdet og derfor blev kontrakten ikke annulleret.

Svær bevisførelse for US Postal

I den forbindelse skal man desuden huske på, at Lance Armstrong rent faktisk IKKE var cykelholdet. Holdet var ejet af en række forskellige selskaber igennem kontraktperioden. Montgomery Sports, DFP Cycling LLC og Tailwind Sports. Med andre ord, så havde US Postal aldrig en kontrakt med Lance Armstrong. Armstrong var blot ansat i det firma, som US Postal havde kontrakten med.

Så det bliver for mig at se ret svært for US Postal at anskueliggøre, at de skulle have lidt nød i forbindelse med Armstrongs gyldne periode fra 1999-2004. Det er formentlig mere sandsynligt, at US Postal og Lance Armstrong indgår et forlig, hvor Armstrong, per kulance, vælger at betale et beløb af en vis størrelsesorden tilbage til USP, for at få lukket sagen.

Eller at han – som det er fremme i medierne i dag – vælger at vidne mod dem, der i sin tid stod som ejere af selskaberne bag holdene, således at det er dem, og ikke Armstrong selv, der kommer i fedtefadet.

Skulle det amerikanske justitsministerium vælge at gå ind i sagen, skal de altså bevise, at US Postal, og dermed den amerikanske stat, har lidt større tab end de 320% i ROI de i sin tid tjente på at sponsorere det cykelhold, Lance Armstrong var kaptajn for. Lykkes den manøvre, kan ”whistlebloweren” Floyd Landis i øvrigt se frem til at modtage op til 30% af de penge, som US Postal skal have retur af Armstrong.

Konkurrenterne klagede ikke

Og hvad med Landis. Led han nogen nød? Ikke under sin aktive karriere. Først da han blev knaldet for doping og efterfølgende viklede sig selv ind i et kludetæppe af løgne, som han så til slut var nødt til at indrømme var, ja netop, løgn. I øvrigt efter en masse mennesker i hans netværk havde støttet ham med store summer, fordi de troede på, han var uskyldig.

Heller ingen af Lance Armstrongs modstandere på landevejen har nogensinde klaget over, at amerikaneren dopede sig. Selvfølgelig af den simple grund, at de selv var dopede. Det er ikke sådan, at hverken Jan Ullrich, Joseba Beloki, Andreas Klöden, Alex Zülle, Fernando Escartin, Raimondas Rumsas, Alexandre Vinokourov eller Ivan Basso ligefrem står på nakken af hinanden, for at få fingrene i de ledige Tour titler fra 1999-2005

Armstrong tiltrak også sponsorer til cykelsporten på et helt andet niveau end tidligere. Det medførte igen større lønninger til ikke kun Armstrong selv, men også kollegerne i feltet. Cykelsporten begyndte at blive stor i USA, og løb som Tour of California og Tour of Georgia poppede op.

Alle tjente penge på Armstrong

Den internationale cykleunion, UCI, led mildest talt heller ingen nød. De skulle presses nærmest udover kanten, før de skred ind og ratificerede USADA’s livstidsdom til Lance Armstrong. Ja, faktisk skulle de trues med udelukkelse fra det olympiske program, før de stoppede med at bakke Armstrong op. Det var selvfølgelig ikke med deres gode vilje, for også de havde nydt godt af tiden med amerikaneren i den gule trøje. Globaliseringen af cykelsporten, som er og var et mantra for både den tidligere og nuværende præsident, har aldrig haft mere vind i sejlene end i denne periode.

Og TV-selskaberne rundt omkring i verden, ikke mindst i USA, mangedoblede deres indtægter i den periode. Fordi helten og cancer-overleveren Lance Armstrong var i gang med at skrive en nærmest uvirkelig mirakel-historie i en af verdens største sportsbegivenheder. At mirakler som regel og desværre er ret usandsynlige, fandt man så ud af på den hårde måde. Men altså først officielt mange år senere. Mange år efter reklamekronerne var bogført i regnskaberne.

Løbsarrangørerne, med Tour de France som den helt store spiller på markedet, nød i den grad godt af Lance Armstrongs tilstedeværelse. Fordi amerikaneren og hans omgangskreds havde helt styr på UCI og dopingkontrollanterne, slap ASO (der arrangerer Tour de France) for de helt store dopingskandaler i Armstrongs regeringstid, der pudsigt nok blev omkranset af to af de største skandaler i historien, nemlig Festina-skandalen i 1998 og Operacion Puerto i 2006.

Men også fordi cykelsporten og i særdeleshed Tour de France blev populært på helt nye markeder rundt omkring i verden. Det medførte igen større rettighedsindtægter til såvel ASO som UCI.

Personlige skrammer

Men det er klart, at der undervejs har været nogle personlige omkostninger forbundet med Lance Armstrongs, skal vi kalde det, enevælde i cykelsporten. Men det har nu nok ikke så meget med doping at gøre, som det faktum, at Lance er et dumt svin.

På den bekostning fik især Greg LeMond og Betsy Andreu sig nogle ordentlige ture i Armstrong-maskinen. Men det er faktisk ikke dem, der nu står med hånden fremme og beder om returkommission.

Og hvad med os, der kiggede på? Føler vi os ført bag lyset eller vidste vi egentlig godt, at Lance nok ikke kørte på vand og brød? Personligt kunne jeg måske godt have tænkt mig lidt mere spænding og en tættere kamp om sejren i Tour de France i den periode. Men nok til ligefrem at kræve penge tilbage, det tror jeg nu ikke…

Lance Armstrongs måde at snyde på via doping, er formentlig det absolut mest voldsomme, organiserede snyd, cykelsporten har oplevet i sin lange historie. Men på grund af Armstrong er cykelsporten i dag også på et helt andet niveau end den givetvis ville have været, hvis knægten fra Texas ikke havde kastet sig over den i tidernes morgen.