Armstrongs paradoksale proces

På det personlige plan har Lance Armstrong startet en proces. Det handler om at blive et bedre menneske, siger han. En renselsesproces. Doprah-seancen skulle være det første store skridt. Det paradoksale er bare, at interviewet på samme tid spænder ben for selvsamme proces. 

Betsy Andreu

Betsy Andreu er et glimrende symbol på det paradoksale i hele affæren. Lance Armstrongs tidligere holdkammerat Frankie Andreus hustru, har siden 2005 – hvor hun vidnede mod Armstrong i den såkaldte SCA-sag – måttet stå model til en række nedladende bemærkninger fra den detroniserede Tour-vinder – og det der var værre.

Fru Andreu var en af de få personer, der befandt sig i lokalet, da Lance Armstrong under sin cancersygdom indrømmede overfor lægerne, at han allerede inden sygdommen havde anvendt forbudte dopingmidler. Det fortalte Betsy Andreu under ed, da hun var indkaldt som vidne i SCA-sagen.

Betsy og Frankie Andreu var dog de eneste fra Armstrongs inderkreds, der valgte at sige sandheden, da de blev afhørt tilbage i 2005. En der ikke gjorde, var Stephanie McIlvain, en nær ven af Armstrong og ansat hos en af de sponsorer, som nu har afbrudt samarbejdet med texaneren, Oakley.

McIlvain ringede i foråret 2008 til Betsy Andreu, og afgav følgende svada på hendes telefonsvarer:

“I hope somebody breaks a baseball bat over your head. I also hope that one day you have adversity in your life, and you have some type of tragedy that will…definitely make an impact on you.”

Betsy Andreu gav optagelserne videre til Jeff Novitzky, som stod bag den oprindelige retssag mod Armstrong ved den civile domstol. En sag, der blev droppet for lidt mindre end et år siden, og som var forløberen til hele USADA-sagen. Novitzky afhørte McIlvain om episoden på hospitalet, men Betsy Andreus nu tidligere veninde, valgte altså at lyve om episoden, og sagde at Armstrong ikke havde fortalt lægerne, at han havde anvendt doping.

“Hell hath no fury like a woman scorned”

Og her kommer vi så tilbage til Lance Armstrongs interview med Oprah Winfrey. Armstrong virker på mig oprigtig, når det drejer sig om hele renselsesprocessen og erkendelsen af, at han har været et forfærdeligt menneske og et dumt svin overfor de mange, som egentlig bare forsøgte at råbe offentligheden op, ved at fortælle sandheden. I den forbindelse har han også prøvet at række ud og undskylde overfor familien Andreu.

Det skete i en 40 minutter lang telefonsamtale få dage før interviewet med Oprah skulle optages. Ifølge Betsy Andreu var det en god samtale, men begge parter har valgt ikke at røbe hvad der blev talt om. Forståeligt nok. Så langt, så godt. En ganske fin start på en lang proces. Men så kommer første afsnit af Oprah-interviewet, og da Armstrong bliver spurgt, om Betsy Andreu talte sandt, da hun fortalte – under ed – at Lance fortalte lægerne, at han havde taget doping inden sin sygdom, så ville Armstrong ikke bekræfte det.

I en efterfølgende live-udsendelse på CNN fik det – forståeligt nok – Betsy Andreu op i det røde felt. Hun følte sig endnu engang nedværdiget. Og Betsy er en kvinde, der – som historien viser – ikke bare sådan lader sig kue. Så hende skal Lance nok få sit hyr med, også fremover.

Her har Lance Armstrong altså muligheden for at rette op på, at have kaldt hende for en skør kælling. Han har muligheden for at give hende oprejsning for, hvad hun og Frankie Andreu har måttet gå igennem i syv år med udstødelse fra cykelsporten og trusler om baseballbat og hvad ved jeg. Han har muligheden for at sige, foran 4,3 millioner amerikanere: Ja, Betsy havde faktisk ret. Og så gør han det ikke alligevel.

Han fortsætter i stedet med at opbygge en ny række af usandheder, hvoraf den om hospitals-situationen med Betsy Andreu blot er en af dem. Den om at lægen Michele Ferrari ikke var ham, der organiserede doping på Armstrongs cykelhold, den mest iøjnefaldende af de andre. Nye løgne for at beskytte sine venner og sig selv. Nye løgne, der paradoksalt nok spænder ben for den renselsesproces, han ellers efter eget udsagn ønsker at kickstarte.

Indrømmer med håndbremsen trukket

Men hvorfor egentlig, tænker du måske? Han har jo allerede tidligere i samtalen med Oprah indrømmet, at han forud for sin cancer-sygdom tog doping. Så hvorfor giver han ikke bare Betsy Andreu ret og oprejsning?

Her kommer Stephanie McIlvain ind i billedet igen. Hvis Lance i interviewet med Oprah indrømmede, at Betsy Andreu talte sandt. Så udleverer han samtidig McIlvain, fordi hun så har løjet under ed. Ikke tilbage i 2005, hvor Armstrong selv løj under ed, men i forbindelse med den civile retssag mod Armstrong, under et syv timer langt forhør i 2009. Dermed er McIlvain, i modsætning til Armstrong, ikke beskyttet af en juridisk forældelsesfrist, og risikerer derfor fængselsstraf for at have løjet med hånden på biblen.

På den ene side ønsker Armstrong altså at gøre op med den del af ham selv, der opførte sig som en idiot overfor alle, der kom på tværs af ham. Den person, som han i interviewet kalder “That guy”, når Oprah viser videoklip fra arkiverne. Han vil efter eget udsagn bruge resten af sit liv på at række ud efter de mennesker, han har gjort fortræd i den periode.

Men han glemmer samtidig, at han slet ikke er i stand til at gennemføre denne – ellers sympatiske – proces, hvis ikke han forstår, at han i så fald er nødt til lægge alle kortene på bordet. The whole truth and nothing but the truth. Det hjælper ikke, at han så åbenlyst stadig sidder og tænker taktisk og strategisk i forhold til, hvad der er mest hensigtsmæssigt for ham selv.

Lommetørklæderne kom frem

Men selvfølgelig er manden dybt påvirket af situationen. Ikke mindst fordi han, da processen startede i juledagene, var nødt til at konfrontere sine børn, heriblandt sin 13-årige søn Luke, med sandheden. Det var her Armstrong næsten brød sammen i interviewet med Oprah. Det var her lommetørklæderne omsider kom frem i de amerikanske hjem. Jeg tror nu ikke Armstrong spillede komedie. Hvis man selv har oplevet betingelsesløs kærlighed fra sin søn eller sine børn, så kan man godt sætte sig ind i, at det nok ikke har været nogen nem episode.

Det var dog tankevækkende, at Lance Armstrong virkede mindst ligeså ked af, at være gået glip af 75 millioner dollars, da alle sponsorerne skred, som han var for at have svigtet sine millioner af fans. I bund og grund har Armstrong selvfølgelig indvilget i at stille op hos Oprah for Lance Armstrongs skyld. Ikke nogen andre. Det skal man også huske på.

Control freak

Undervejs i interviewet forklarede Armstrong flere gange, at han er besat af at være i kontrol. Og den seneste tid har Lance Armstrong været alt andet end i kontrol. Andre mennesker har, mens han selv stak halen mellem benene, beseglet hans skæbne, udelukket ham fra at dyrke sport på topplan og ikke mindst udelukket ham fra rampelyset.

Efter at have set det i alt to og en halv time lange interview, står det klart for mig, at hverken rampelyset eller penge er den egentlige motivation for Lance Armstrong. Det forklarede han også med egne ord, da han blev spurgt om det bedste var det øjeblik han vandt sine syv Tour-sejre. Han svarede, at det faktisk var processen, der var det vigtigste, for han var sikker på han ville vinde.

I processen kunne han selv kontrollere alt. Kontrollere træningsmetoder, kontrollere teknik og udstyr, kontrollere dopingprogrammet, kontrollere hvem der skulle være en del af holdet, måske endda kontrollere UCI og ikke mindst kontrollere fjenderne og modstanderne ved at intimidere dem og/eller lægge sag an mod dem.

Jeg skrev for et par uger siden et blogindlæg med titlen ”Lance vil være helt igen”. Det tror jeg faktisk ikke længere. Altså indholdet i artiklen er sådan set fint nok og alt der står i det, kommer formentlig til at ske. Men selve overskriften skulle nok have været: ”Lance vil have kontrol igen”.

Rampelyset er vejen til penge for Armstrong, og penge er vejen til magt og kontrol, som altså er det han ultimativt ønsker at opnå. Om folk synes han er en helt, virker det faktisk som om han ikke bekymrer sig om. Bare han selv er i kontrol.

Vi skal formentlig tilbage til Lance Armstrongs opvækst for at finde ud af, hvorfor det forholder sig sådan. Hans far forlod familien, da Armstrong blot var to år gammel og Lance nægtede efterfølgende nogensinde at møde sin biologiske far. Han trådte altså i karaktér og tog kontrollen allerede fra en helt urimelig tidlig alder. Det kan en psykolog sikkert få en del ud af, og Armstrong fortalte da også til Oprah, at han for tiden er i terapi.

Ud fra interviewet at bedømme, er der også i den grad brug for det.