UCI fortsætter deres slingrekurs med præsident Pat McQuaid ved roret. Man har et standpunkt til man tager et nyt, synes at være det nye mantra i hovedbunkeren i Aigle. Men selvom der flakkes godt og grundigt omkring, lykkes det faktisk fra tid til anden, at tage en rigtig beslutning. Som nu den med at udvide World Touren til 19 hold.
Alt andet ville jo også have været fuldstændig uoverskueligt. Som de fleste har konstateret allerede: den eneste reelle mulighed var at give Katusha lov at komme tilbage i det gode selskab, efter deres sejr ved den internationale sportsdomstol. Og vel at mærke ikke starte en helt ny udvælgelsesproces, om hvem man så i stedet skulle udelukke.
Sjælden ros til UCI
Godt nok var det en af de større kameler, der skulle sluges, idet UCI’s afgående pressechef, Enrico Carpani, for en måned siden konstaterede, at hvis Katusha fik medhold, så skulle processen starte forfra, for der kan kun være 18 hold i World Touren ifølge unionens eget regelsæt.
Men i dette tilfælde synes jeg godt man kan rose UCI. Dels for, for en sjælden gangs skyld at træffe en hurtig beslutning og dels for at tage den rigtige beslutning – ikke mindst. Selvom det uden tvivl kostede endnu mere af den stolthed, der snart ikke kan være meget tilbage af på de kanter. Man skal jo trods alt huske på, at det var UCI selv, der startede hele miseren ved at udelukke Katusha på et alt for spinkelt grundlag.
Afgørelsen betyder også, at Pat McQuaid tabte en vigtig magtkamp til præsidenten for det russiske cykelforbund, Igor Makarov, der samtidig sidder i UCI’s Management Committee og er formand for Russian Global Cycling Project – organisationen bag Katusha mandskabet. Makarov kunne med sejren meget vel være et godt bud på en efterfølger til McQuaid. Et pest eller kolera scenarie, vil de fleste nok mene.
Hvad siger løbsarrangørerne?
Rent praktisk betyder mandagens kovending fra UCI, at aben nu er sendt videre til løbsarrangørerne. I skrivende stund har der ikke været officielle udmeldinger hverken fra RCS, der står bag de største italienske løb eller for den sags skyld ASO, der arrangerer verdens største cykelløb, Tour de France.
Helt konkret for Giro d’Italia betyder afgørelsen, at RCS nu tvinges til enten at invitere et ekstra hold til Giroen eller fratage et af de mandskaber, der allerede har fået et wild-card eller kombinere invitationen af et ekstra hold med at reducere antallet af ryttere på hvert hold fra ni til otte.
Hverken sikkerhedsmæssigt eller logistisk eller kommercielt bliver det nogen dans på roser for arrangørerne af World Tour-løbene, der nu i princippet har et wild-card mindre at give ud til f.eks. mandskaber med lokale interesser og dermed også sponsorkroner at spytte i kassen.
Tag ved lære
Men hvordan undgår man så, at havne i samme situation en anden gang. Skal der ændres på 18 mandskaber som standard for World Touren eller hvad med processen omkring udstedelse af licenser?
Et godt spørgsmål. Og hvis man kender UCI ret, så er det ikke engang sikkert de tænker i evaluerende baner, men bare stiller op til nye tæsk næste gang, de løber ind i samme problemstilling. Garmin-chefen Jonathan Vaughters var dog hurtig på aftrækkeren i forhold til et løsningsforslag. Men måske også lidt for hurtig denne gang.
Vaughters foreslår således, at processen med udstedelse af licenser, ikke skal foregå hvert år. I princippet et godt argument, i bestræbelserne på at få lidt mere ensretning og stabilitet omkring de ”franchises”, der udgør firmaerne bag de professionelle cykelhold. I Danmark er det fx Riis Cycling, der står bag Team Saxo-Tinkoff.
Den ustabile cykelsport
Problemet er bare, at cykelsportens franchises er ekstremt skrøbelige, da de i alt for høj grad afhænger af en eller måske to hovedsponsorer. Vi så det med Rabobank sidste år. Pludselig trak de stikket, selvom de egentlig havde kontrakt for denne sæson, da de besluttede de ikke længere gad have noget med cykelsporten at gøre ovenpå hele Armstrong affæren. Dermed hedder Rabobank-holdet nu Blanco Pro Cycling og lever på lånt tid (det sidste år af Rabobanks kontrakt), hvis ikke det lykkes dem at finde en ny sponsor.
Bjarne Riis har også været ude i den situation ved flere lejligheder, men har hver gang formået at få reddet holdets eksistens, mange gange i sidste øjeblik og med forskellige budgetter som konsekvens heraf. I øjeblikket er der i princippet ingen der ved, om Saxo Bank også er sponsor til næste år. Hvis ikke – kan holdet så overhovedet eksistere? Kan det eksistere, men ikke på det nuværende sportslige niveau? Eller bliver det kastet i hænderne på Oleg-drengen?
Man så det samme med HTC-mandskabet, der, på trods af status som måske verdens bedste cykelhold, med store stjerner som Mark Cavendish og Tony Martin, helt måtte dreje nøglen om for et par sæsoner siden.
Og med UCI’s slingrekurs bliver det selvfølgelig ikke lettere for holdejerne at navigere. Så vil man have en uafhængig kommission, så nedlægger man den. Så vil man ikke have en sandhedskommision, så vil man gerne. Så vil man lave World Series Cycling, så er planerne pludselig skrinlagte. Så vil man kun have 18 hold i World Touren, så vil man alligevel gerne have 19…
Champions League
Det er fint nok, at folk med et meget traditionelt syn på cykelsporten synes det er fy-fy med tankerne om at lave en slags Champions League indenfor cykling. Men det er bare, som jeg ser det, den eneste løsning på en lang række af sportens mange problemer.
Er Champions League i fodbold da bare en dans på roser? Nej. Men det virker. Og hverken deltagerne eller sponsorerne er et øjeblik i tvivl om, hvad sagen drejer sig om. Man er ikke i tvivl om, hvilke betingelser og regler man er underlagt.
Hvilke elementer en sådan ”turneringsform” konkret skulle indeholde indenfor cykelsporten, kan jo altid diskuteres. Men der er masser af solide grundelementer i form af de tre Grand Tours og ikke mindst klassikerne. Hvis man bygger konceptet op omkring dette, så ødelægger man ikke cykelsportens grundværdier og man sikrer samtidig et attraktivt produkt for TV og sponsorer.
Og hvis sponsorerne og TV-stationerne ved hvad de får, så er de alt andet lige mere villige til at indgå længerevarende aftaler. Hvis man som nu ikke engang aner om man er med i World Touren og dermed Tour de France til næste år, eller føler sig usikker på, om nu UCI med et trylleslag bare ændrer deres regelsæt, så ønsker man selvfølgelig ikke at risikere kapital på lang sigt.
I samme forbindelse kunne man jo med fordel prøve at sikre en ensretning indenfor hele den etiske og anti-doping mæssige side af sporten. Gerne ved hjælp af uafhængige instanser, så det rent faktisk virker. Og gerne så alle interessenter gav hinanden håndslag på, at det er under de her betingelser vi opererer.
Fortsat kaos
Den 14. oktober sidste år skrev jeg et blogindlæg med titlen ”Hva’ gør vi nu, lille du?” ovenpå offentliggørelsen af USADA-rapporten. Jeg sluttede af med følgende sætning:
“Spørgsmålene er mange – svarene ganske få. Og lige nu er alt kaos.”
Desværre er cykelsportens tilstand i dag noget nær den samme, om ikke værre…