Tinkoff-Saxo – et hold i ubalance

Oleg Tinkovs suspendering af Bjarne Riis handler hverken om Anti Doping Danmark rapporten eller manglende resultater. Og de to kamphaners sammenstød i Tirreno-Adriatico var blot kulminationen på en lang række frustrationer hos et mandskab, der gennem længere tid har været i ubalance. 

Af Kim Plesner

De fleste med indgående kendskab til cykelsporten har hele tiden regnet med, det ville ende med et brud mellem Oleg Tinkov og Bjarne Riis. Det var blot et spørgsmål om tid. Og hvis der er noget overraskende i de seneste dages udvikling på det nu russiske cykelhold, er det tidspunktet. Ikke det faktum, at det skete.

Kompliceret affære

Efter BT lancerede historien om Riis’ suspendering mandag, begyndte spekulationerne. Var det manglen på resultater, Oleg Tinkovs økonomi eller måske endda den forestående Anti Doping Danmark rapport?

Normalt kommer der en afklaring på disse spekulationer, når den officielle pressemeddelelse fra sagens hovedperson sendes ud. Men det var langt fra tilfældet med Tinkoff-Saxos udmelding tirsdag. Den lagde blot op til endnu flere spekulationer, da den indeholdt nogle bud på, hvad der IKKE var årsagen til suspenderingen, frem for at forklare, hvad der så rent faktisk var årsagen.

Og det er der måske en god grund til. Baggrunden er øjensynligt mere kompliceret end som så og har formentlig nogle kringlede juridiske aspekter, der gør, at Oleg Tinkov kunne risikere at ”blotte” sig rent juridisk, hvis han officielt meldte alt for meget ud. For der er jo en grund til, at Bjarne Riis kun er suspenderet og ikke bare fyret. Hvis Oleg Tinkov uden nævneværdige konsekvenser kunne fyre Bjarne Riis, så er han jo ikke typen, der ville holde sig tilbage.

Utilfredshed med Riis

Men hvad er det så der gør, at Riis ikke bare er røget ud? Og hvorfor er Tinkov blevet så vred på sin sportslige chef?

Hvis vi starter med det sidste, så har Oleg Tinkov gennem længere tid været utilfreds med den måde Bjarne Riis har håndteret sin rolle som øverste sportslig leder. En rolle Riis fik, da Tinkov i slutningen af 2013 købte danskerens livsværk for en klækkelig sum penge. Siden dengang har Bjarne Riis virket synligt lettet og humørmæssigt ovenpå efter kort forinden at have været igennem en større depression.

Men det er ikke kun Tinkov, der har været utilfreds med Riis’ indsats. Flere andre på holdet har også været frustrerede over, at Riis først var fraværende, fordi han led af en depression og efterfølgende er fraværende, fordi han nu ”har sit på det tørre”. Så længe alt gik efter planen rent resultatmæssigt, som det hovedsageligt gjorde sidste år, var alle selvfølgelig glade. Men under overfladen lå der noget og ulmede.

Fra Tinkovs side handler det meget specifikt om, at han har betalt Riis en ordentlig dyne penge, købt ham et slagkraftigt mandskab, og så forventer den russiske rigmand til gengæld resultater og som minimum, at han kan fornemme, at Bjarne Riis træder i karaktér som den øverst ansvarlige sportslige leder. Og hvordan man træder i karaktér er der en tydelig forskel på, alt efter om man kommer fra Rusland eller Danmark.

Grundlæggende handler det selvfølgelig om pisk eller gulerod og om traditionel eller moderne ledelsesstil. Men for nogle handler det også om, at Riis efter deres mening hviler lidt for meget på laurbærerne efter salget til Tinkov.

Utilfredshed med Tinkov

Og samtidig med, at nogle på holdet har været frustrerede over Riis’ ageren eller mangel på samme, er der fra ryttere og medarbejdere en udbredt utilfredshed med Oleg Tinkovs måde at drive et cykelhold på. Der er tale om rendyrket ”Management by Fear” og en filosofi om at maksimalt pres, nogle gange endda krydret med tilsvining, er vejen frem mod at skabe store resultater. I øvrigt en filosofi, der er i direkte modstrid med den Bjarne Riis lagde for dagen, da han var holdejer.

Hverken nuværende eller tidligere ryttere på holdet ønsker at udtale sig til citat om Oleg Tinkov. Men det er ingen hemmelighed, at betegnelsen ”psykopat” ofte tages i anvendelse, når den russiske holdejer skal karakteriseres af dem, der har arbejdet tæt sammen med ham. Og ligeså ringe Tinkov er til mandskabspleje, ligeså knivskarp beskrives han, når det drejer sig om at lave forretning.

Contadors rolle

Men hvorfor fyrer den stærke leder Oleg Tinkov ikke blot sin team manager Bjarne Riis, hvis han er så utilfreds med ham?

Det er der formentlig en lang række juridiske og kontraktmæssige årsager til. Flere af de kilder Veloropa har talt med de seneste par dage, nævner uafhængigt af hinanden, at Alberto Contador (og måske også andre ryttere) på en eller anden måde skulle være bundet op på Bjarne Riis’ tilstedeværelse hos Tinkoff-Saxo.

Hvis man skal spekulere i en baggrund for, hvordan det kunne hænge sammen, skal man måske spole tiden tilbage til dengang Tinkov købte holdet af Riis. I overgangsfasen, hvor Riis Cycling blev til Tinkoff Sport, var det selvfølgelig væsentligt for Tinkov at få samtlige ryttere, der formelt set var på kontrakt hos Riis Cycling med over på en kontrakt hos Tinkoff Sport. Og måske enkelte ryttere i den fase har stillet nogle kontraktmæssige krav, for at flytte med over i den nye selskabskonstruktion?

I den sammenhæng skal man tænke på, at Oleg Tinkov få måneder inden overtagelsen var ude og svine Alberto Contador på twitter, fordi han ikke formåede at vinde Tour de France. En episode, der efter sigende stadig skulle nage Contador.

En anden mulighed er, at Alberto Contador i forbindelse med sin nylige kontraktforlængelse har fået indføjet i kontrakten, at den er betinget af Bjarne Riis’ tilstedeværelse på holdet, fordi Contador grundlæggende har følt sig usikker på Oleg Tinkov. Selvfølgelig har Bjarne og Alberto også taget deres ture fra tid til anden. Men de har, når alt kommer til alt, altid haft respekt for og tillid til hinanden. Respekt er til gengæld ikke noget man har for Oleg Tinkov. Ham frygter man nærmere.

Som Contador har udtalt i forbindelse med sagen: ”Bjarne Riis betyder meget for mig”. Måske der kan læses mere mellem linjerne i den korte sætning, end man umiddelbart skulle tro?

De økonomiske aspekter

Derudover kan der højst sandsynligt være økonomiske aspekter i forbindelse med Riis’ kontrakt, som meget få af gode grunde kender til. Har Riis fx krav på løn i en lang periode fremover, selvom han bliver fyret nu, etc. Normalt ville Oleg Tinkov blæse det økonomiske et langt stykke. Normalt ville han være fløjtende ligeglad med, hvad det kostede ham, hvis han ville have Riis ud af vagten, så røg han bare ud. Men man skal ikke udelukke, at den seneste tids økonomiske usikkerhed på det russiske marked efter konflikten i Ukraine, også kan have indflydelse på Oleg Tinkovs adgang til normalt nærmest ubegrænsede ressourcer.

Og så er der hele sponsorkonstruktionen med Saxo Bank og i første omgang Lars Seier Christensen. Selvom ingen af de kilder tæt på Saxo Bank Veloropa har talt med, har indikeret at der skulle være en klausul i bankens kontrakt om, at de kan trække sponsoratet, hvis ikke længere Bjarne Riis er en del af cykelholdet, kan man nok ikke helt udelukke, at det er tilfældet.

Under alle omstændigheder får Oleg Tinkov nok ikke nemmere ved at få Saxo Bank til at spytte (mere) i kassen, hvis han smider Riis ud. Lars Seier har ved flere lejligheder understreget, at sponsoratet af Tinkoff-Saxo i højere grad er et sponsorat af Bjarne Riis end af selve holdet.

Fremtids scenarier

Og hvad så nu? Hvad kommer der til at ske?

Tja, det er unægteligt svært at sige. Men lige nu tyder meget på, at Oleg Tinkovs suspendering af Bjarne Riis er et forsøg på at lægge pres på Riis, i bestræbelserne på at få ham til at indgå en eller anden form for forlig, der kan bringe begge parter nogenlunde fornuftigt videre fra det tydeligvis disharmoniske fornuftsægteskab.

Om Oleg Tinkov lykkes med det forehavende afhænger dog i høj grad af Bjarne Riis’ ambitioner og villighed. Den er Tinkov afhængig af. Det ved han godt og derfor er Riis indtil videre kun suspenderet.

Fortsættelsen kan næsten kun blive både uskøn og dramatisk.