Brostenene står for døren, når det i weekenden går løs i De Omloop og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. I den anledning har Veloropa fanget George Hincapie, 2005-vinderen af Kuurne-Bruxelles-Kuurne, til en snak om hans passion for pavéerne, amerikanernes syn på brostenscykelløb og ikke mindst et ganske særligt styrt.
Af Morten Olstrup
Når 150 konkurrencemennesker alle presser citronen til det yderste for at bringe sig selv eller deres holdkammerater i en favorabel position til at snuppe sejren, bliver styrt en hyppig gene for cykelfeltet. Som regel ryger kombattanterne i jorden, når vejen bliver for snæver, koncentrationen svigter eller der løbes lidt for store risici. Men det hænder, at styrt forårsages af helt bizarre årsager. En der har prøvet det, er amerikanske George Hincapie, der i 2006-udgaven af Paris-Roubaix kom ud for følgende absurditet, da hans frempind knækkede…
”Det var noget af et chok. Jeg sad i en virkelig god position, men det er den slags ting, der bare sker i et løb, og egentlig var jeg mest optaget af, at det gjorde ondt. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, kun at jeg pludselig ikke længere havde noget styr! Det var et af de øjeblikke, hvor du ikke rigtig kan finde en grimasse, der passer. Det var helt sikkert en skuffelse, og en meget smertefuld én af slagsen,” erindrer Big George.
New York som træningsbane
Allerede som 21-årig i 1995 viste Hincapie talent for Paris-Roubaix med en 21. plads, og siden blev det til en 9. plads, en 8. plads, to 6. pladser, to 4. pladser samt en 2. plads i klassikernes dronning. Ganske usædvanligt for en amerikaner, da nordamerikanerne hverken før eller siden har gjort sig særligt bemærket i brostensklassikerne.
”Jeg var fascineret af brostensløbenes historie og deres sværhedsgrad. Du kan prøve at forklare udenforstående, hvor svære, intense og farlige de er, men de vil ikke helt kunne forstå klassikerne, uden at have prøvet at køre dem selv. Det er en nødvendighed at være dygtig til at kontrollere cyklen. Jeg voksede up med at cykle i New York City. Der skete konstant en masse ting omkring mig, som jeg tror var med til at gøre mig skarp og opmærksom på cyklen, og gjorde mig mere rolig i stressfyldte momenter. Det er vigtigt at være skarp og fokuseret i de pressede situationer. Disse egenskaber var med til at gøre mig til en god klassikerrytter,” reflekterer den tidligere amerikanske mester.
Hold dig til planen
I sine tidlige karriereår på US Postal var Hincapie ikke begunstiget af at have et stærkt hold omkring sig på pavéerne. US Postal var i starten af sit sponsorat en mindre spiller i cykelfeltet, inden mandskabet voksede i styrke i takt med Lance Armstrongs succes i Tour de France. Hincapie sad derfor ofte alene i finalerne af klassikerne, mens han var oppe imod frygtindgydende modstandere som Mapei og Lotto. Hvordan spiller man sine kort bedst i sådan en undertalssituation?
”Jeg ville benytte mit eget hold så godt jeg kunne, og derefter forsøge at følge med i, hvad de store hold foretog sig. Jeg vidste, at kunne jeg være i spil til sejren, indtil der kun var 5-10 ryttere tilbage i front, så ville alle alligevel være på egen hånd, og eventuelle holdkammerater ville blot være med på slæb. Derfor ville jeg forsøge at komme frem til finalen med så meget overskud som muligt, og når du først er nået så langt, spiller holdet ikke længere så stor en rolle,” forklarer Hincapie.
Han understreger også vigtigheden af at have is i maven, og at holde sig til den på forhånd valgte strategi:
”Du bliver nødt til at holde dig til din planlagte taktik, selvom du selvfølgelig ikke skal lade en af favoritterne køre afsted. Du kan helt sikkert komme til at tage forkerte beslutninger undervejs, men du må prøve at forblive rolig, og have tiltro til, hvad du selv er i stand til. Jeg ville altid prøve at holde fokus på min egen plan, og ikke koncentrere mig om de andre ryttere. Forud for løbene ville jeg finde en selvsikkerhed i, at jeg havde trænet så godt som jeg kunne, var i god form, og at jeg burde være i stand til at følge med de stærkeste rivaler, måske endda angribe selv, hvis jeg undgik styrt og punkteringer,” fortæller Hincapie.
At trives med intensiteten
Selvom træning forud for løbene er altafgørende, kræver det ifølge Hincapie dog et vist medfødt talent, og en evne til at gøre omstændighederne til sin fordel, for at excellere på det ujævne underlag:
”Den type instinkt og intuition det kræver, enten har du det eller også har du det ikke. Men du kan lære at køre bedre på brosten end mange andre kan. Det kan være med til at give dig en vis forkærlighed for løbene. På brostenene vil ryttere styrte, være nervøse, det vil regne og være dårligt vejr. Jeg trivedes med intensiteten og spændingen, hvilket gav mig bedre forudsætninger for at klare mig godt i lige netop disse løb.”
Ved startstregen af weekendens Omloop og Kuurne-Bruxelles-Kuurne vil en af favoritterne være Tom Boonen, som har vist god form i opvarmningsløbene i Mellemøsten. Han slog Hincapie i spurten om sejren i Paris-Roubaix i 2005, og de kørte sammen på US Postal, da Tornado Tom som ung brød igennem med 3. pladsen i 2002-udgaven af Helvedet i nord.
”Alle kunne se, hvor stærk han var. Han kom med i et godt udbrud, og kørte stærkt hele vejen til målstregen. Dengang var jeg overrasket, men i dag kan alle se, at han var en stjerne i svøb.”
Er Tom Boonen måske ligefrem den perfekte brostensspecialist?
”Boonen voksede op med at køre disse løb, det hele foregik lige i hans baghave. Han var som skabt til dem. Hurtig, med god position på cyklen, og stor selvtillid. En fyr som ham har den perfekte kombination af alle de karakteristika, der skal til for at være en god klassikerrytter.”
Amerikanerne og brostenene
Mens folk som Greg Lemond, Andy Hampsten og Lance Armstrong har banet vejen for en stærk tradition for amerikanske etapeløbsspecialister, har kun ganske få gjort sig gældende på brostenene, og ingen har hidtil opnået så konsistent gode resultater som Hincapie. Han forudser, at der kommer til at gå et stykke tid, inden den almindelige amerikaner tager brostensløbene til sig:
”Cykling er vokset meget i USA i de senere år, det er meget større end det var, da jeg var på toppen af min karriere, men amerikanerne kender ikke til klassikerne, kun Tour de France. Menigmand her ved ikke rigtig noget om Paris-Roubaix eller Flandern Rundt, hvilket er en skam, nu da løbene har så stor en betydning for cykelsporten.”
Sejren i Paris-Roubaix var det helt store mål igennem hele Hincapies karriere, men han opnåede den dog aldrig.
Ville han have gjort noget anderledes, hvis han kunne?
”Nah, jeg gav virkelig alt, hvad jeg havde. Selv det år, hvor jeg blev toer, var Tom Boonen bare hurtigere. Han gjorde alt rigtigt, og var bare bedre i spurten. Der var ikke rigtig noget, jeg kunne have gjort anderledes, selv ikke, når jeg genser løbet i dag. Jeg lagde virkelig alle mine kræfter i at vinde Paris-Roubaix. Det lykkedes ikke, men jeg brugte en stor del af min karriere på at forsøge.”