Debatten om Lance Armstrong fortsætter på fuld styrke i medierne. Der er dem, der synes han er blevet alt for hårdt straffet. Dem, der synes vi bare skal lade ham forsvinde ud i glemslen. Og dem, der mener at andre aktører fra dengang dopingbølgerne gik aller højest, burde have samme behandling som Lance.
Relanceringskampagnen
Senest har Matt Slater og Dan Roan lavet et større video-interview med Lance Armstrong på BBC, hvor den detroniserede syvdobbelte Tour-vinder blandt andet siger, at han ville have gjort det hele om igen, hvis altså man skruede tiden tilbage til 1995. Men at han ikke ville gøre det, hvis hans karriere først var startet i 2005.
BBC-interviewet, den store feature over to udgaver af det anerkendte cykelmagasin Rouleur, hvor danske Morten Okbo og Jakob K. Sørensen har boet hos Lance Armstrong i tre dage og dengang Lance, i mekaniker outfit lavede en sjov video på OutsideOnline om, hvordan man ordner en punktering. Alle er de, på hver deres måde, en del af en større relanceringskampagne, der skal vise Armstrong fra en mere menneskelig side. Og det er der – som altid når det gælder texaneren – en helt kalkuleret forklaring på.
(Artiklen fortsætter under videoen)
For Lance Armstrong har det således ikke været det store problem at få folk overbevist om, at han med sin livstidsdom er blevet helt uretfærdigt behandlet i forhold til andre cykelryttere, der som ham, dopede sig i perioden 1995-2005. Nej, Armstrongs problem er, at han opførte sig som et røvhul overfor en masse andre mennesker, høj som lav, indenfor cykelsporten, da han følte sig usårlig og urørlig.
De forsmåede
De mest prominente af de forsmåede, har Lance Armstrong forsøgt at finde tilgivelse hos, efter sin deroute. Med meget forskellige resultater. Soigneuren Emma O’Reilly, som Armstrong betegnede som en alkoholiseret luder, da hun, som en af de første var med til at afsløre hans dopingmisbrug, er mere eller mindre vundet tilbage. Det fremgår blandt andet af William Fotheringhams artikel “My relationship with Lance Armstrong was and still is a human one” i The Guardian, der sidste sommer beskrev O’Reillys, på daværende tidspunkt, nye bog “The Race to Truth”.
Til gengæld er det ikke gået så godt med at få tilgivelse fra Greg LeMond, som selv Floyd Landis (der ellers i øjeblikket er Lance Armstrongs modpart i den såkaldte whistleblower-sag og manden der startede hele USADA-sagen) beskylder for at gå efter manden og ikke bolden i kampen mod doping. “Greg needs to decide if he’s anti-doping or anti-Lance,” som Landis tørt konstaterer i et interview med Cyclingnews i den forgangne uge.
“Hell hath no fury like a woman scorned”
Og helt galt på forsoningsfronten ser det ud med Betsy Andreu, hustru til Lance Armstrongs tidligere holdkammerat på US Postal, Frankie Andreu. Betsy er ikke imponeret over Armstrongs relanceringsproces og siger i forbindelse med gårsdagens BBC-interview: “When the going gets tough, he turns on the charm.”
Betsy og Frankie Andreu var nogle af de få i Armstrongs inderkreds, der var til stedet på hospitalet, da Lance – i forbindelse med sin kræftsygdom tilbage i 1997 – fortalte sin læge, at han havde taget alle mulige former for præstationsfremmende midler. Og ægteparret var nogle af de første, der vidnede mod Armstrong i den indledende fase af, hvad der senere skulle blive USADA-sagen.
Retfærdighed
Jeg erkender, at det set udefra i den grad kan virke dobbeltmoralsk, at Lance Armstrong har fået livstidskarantæne, mens andre dopingryttere fra hans samtid, er gået fri eller har fået stærkt reducerede straffe. Men jeg tror i virkeligheden det handler om, at man med Lance Armstrong-sagen for første gang så et nationalt anti-doping agentur tage sagen alvorligt. Og at man fra statens side sørgede for, at allokere de nødvendige ressourcer, til at få gjort op med den tid i amerikansk cykelsport.
Uanset hvad vi måtte mene om manden, skal vi huske på, at Lance Armstrong havde muligheden for at slippe med en stærkt reduceret karantæne, som alle de øvrige amerikanske ryttere, der valgte at samarbejde, da Travis Tygart og USADA viste noget der i hvert fald minder om rettidig omhu. Men til det sidste troede Lance han var usårlig, og hans langvarige flirten med voldsom arrogance, kom i sidste ende til at koste ham rigtig dyrt.
Det ved Lance godt i dag. Derfor har en af mulighederne for at komme ud af det mørke hul, han imagemæssigt befinder sig i, været at spille retfærdighedskortet. Og det er klart blevet lettere for ham at spille, fordi de øvrige nationale antidoping myndigheder har sovet i timen. Derfor ser vi stadig personer fra Armstrong æraen og de glade vanvids 90’ere fungere på højtstående poster indenfor den professionelle cykelsport.
I øjeblikket er der stor fokus på Astana og Alexandre Vinokourov – hvilket Armstrong da heller ikke undgår at gøre opmærksom på overfor BBC med meldingen om, at UCI skulle have udelukket Astana (selvom han selvfølgelig godt ved, at det rent juridisk ikke kunne lade sig gøre). Lance Armstrong får dermed igen flyttet fokus fra, hvorfor det egentlig er han selv er blevet dømt, over på hvor uretfærdigt det virker, når andre slyngler slipper ustraffet. Og heldigvis for Armstrong er der masser af “Vinokourov-typer”, som stadig er aktive på højt niveau i cykelsporten.
Er balancen ved at tippe til Armstrongs fordel?
Som nævnt, retfærdighedsdelen af hele relanceringsprocessen går rigtig godt for Lance Armstrong, og den kan næsten kun komme til at gå endnu bedre, når der i løbet af de kommende måneder åbnes op for CIRC-rapporten, Anti Doping Danmark rapporten (der i følge Veloropas oplysninger nu rent faktisk skulle være i sin afsluttende fase…) og ikke mindst Padova-sagen. Enten ved at Armstrong får nedsat sin livstidsdom, fordi han har valgt at samarbejde med CIRC (UCI’s uafhængige “sandheds” kommission). Eller fordi de mange rapporter og sager ikke får de ventede juridiske konsekvenser, hvorefter Armstrong kommer til at stå tilbage som en endnu større syndebuk.
Og med de mange – relativt succesfulde – tiltag på den personlige front, om at fremstå i en ny og blidere version, ser det efterhånden ganske fornuftigt ud for Lance Armstrongs relanceringsproces. Han er stille og roligt ved at tippe balancen i forhold til medierne og på lidt længere sigt formentlig også sponsorerne. De medier og sponsorer han kunne sno om sin lillefinger, da han sad øverst på tronen og troede, han aldrig skulle falde ned igen. De medier og sponsorer, som tidligere havde forgudet ham, men vendte på en tallerken, da han pludselig faldt. Når man taler om dobbeltmoral, skal man heller ikke glemme dem…